Hvad skal man egentlig stille op med de uægte børn, som de tyske soldater har efterladt på deres hærgnings- og voldstogter gennem Europa? Man ved om dem, at deres mor var en foragtelig tøjte og deres far en gemen forbryder. Kan man ikke med nogenlunde stikkerhed gå ud fra, at det overvældende flertal af denne drageyngel vil slægte forældrene på? Bør vi modtage dem i vort samfund? Har man blot nogen kendskab til tysk mentalitet, ved man, at der kræves adskillige generationer til at udrydde den. Selvom den muligvis i barneårene vil være ubevidst, vil den dog findes latent i hans eller hendes sind. han vil vide, hvordan hans herkomst er, han vil uvilkårligt have gjort sig sine egne tanker om det tyske islæt i hans blod, og når han i ynglingeårene, eller når han er blevet voksen, hvilket vil sige 20-30 år, vil han være en frodig grobund for den tids tyske propaganda. Man behøver ikke at ligge inde med profetiske evner for at forestille sig, hvordan den tids tyskere vil begynde med at tale og skrive om det tyske blods sejrstogt over hele Europa i det “store” år fra 1939 til 1945. […]
Kilde: Uddrag af det illegale blad ‘De frie Danske’, årgang 4, nr. 6, 16. april 1945.