Medens Skolekommissionen, lærerne og eleverne var samlet til eksamen.
Under eksamen i en af Koldingegnens skoler er der sket en dramatisk begivenhed. Medens Skolekommission, alle lærerne og en mængde børn var samlet i skolen, kom to drenge ind ad døren med en ueksploderet bombe i hænderne. De afleverede den til læreren og fortalte, hvor de havde fundet den, og at der lå en til, som de tilbød at hente! Bomben var i hvert hjørne forsynet med et bundt ledningstråde, der stak ca. 30 cm. ud af bomben. Læreren sørgede for, at bomben blev lagt om bag skolens mødding og tilkaldte vagtværnet og en sprængningskommando fra Kolding, som beordrede evakuering af alle huse i 100 meters omkreds. Skolen ligger omtrent midt i den landsby, hvor begivenheden fandt sted. Herefter blev bomben afmonteret. Sprængningskommandoen erklærede den for så farlig, at den kunne have sprængt hele skolen i luften.
Kilde: Kolding Folkeblad, 26. marts 1945.