1942 – DNSAP-Leder dømt for bilkørsel

Den 30. september 1942 blev statsleder i det danske nazistiske parti DNSAP, løjtnant og godsejer Axel Juul Villestrup, ved retten i Terndrup, dømt for ulovligt bilkørsel.

Villestrup var tiltalt for at have foretaget ulovlige bilkørsel i 1½ år. Straffen var en bøde på 2000 kr., forvandlingsstraffen fastsattes til 20 dages hæfte.

Kilde: DNSAP-Leder dømt for ulovlig bilkørsel, Fredericia Socialdemokrat, 1. oktober 1942

1942 – Der sker noget på Kolding Havn

Nye virksomheder skyder op, og nu er den nye kran i udsigt

Der sker noget på Kolding Havn for tiden. Der arbejdes dag og nat med udladning af brunkul og tørv. På kajerne vokser der nye virksomheder op, der bygges og udvides og skaffes arbejde.

På brandtoften efter ildebranden i Jydsk Saasæds lagerbygning er Fællesforeningen ved at i en ny bygning at indrette et vaskeri og rasperi for sukkerroer, der anvendes til den kunstige kaffe, og ved Kolding Å er man nu snart færdig med den virksomhed, som fiskeeksportør Th. Petersen & Søn opfører til kogning af muslinger. Muslingerne, som jo for tiden skrabes i store mængder på fjorden, hvor der hver dag, når det er godt vejr, ligger 20-30 både, hvorfra der skrabes muslingeskaller, skal koges i autoklaver og bliver så til forskellige lækkerier.

I forlængelse af kommunens kæmpetørveskur ved Caspar Müllersvej har Kolding Elektricitetsværk ladet opføre et lignende tørveskur, der nu er fyldt og rummer godt 3.000 tons. Endvidere er der det nye levekvægmarked, som for tiden for indrettet stald i det gamle karantænehus. Der arbejdes for tiden med indretningen, og når godkendelsen har fundet sted fra veterinærmyndighedernes side, vil stalden blive åbnet, antagelig om 2-3 uger.

Endelig haver Havneudvalget jo bestemt sig til at købe en kran til opstilling på havnes sydside. Der indhentes for tiden tilbud. Den skal står dér, hvor fabrikken Phønix ligger. Det bliver en 2 tons vippekran med en skinnelængde på 100 meter og 20 meters udlægningsradius. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 30. september 1942.

1942 – Situationen forværret

Men Den røde hær skal holde Stalingrad for enhver pris

STB telegraferer i dag til morgen, at situationen i Stalingrad er blevet forværret i de sidste 24 timer. Men byen skal holdes for enhver pris, lyder den russiske ordre, og Den røde hær har fået forstærkninger ad luftvejen til det truede område.

DNB telegraferer over Geneve om den engelske bedømmelse af stillingen i Rusland:

Sidste weekend bragte to meget alvorlige antydninger om, at Sovjetunionen befinder sig i en meget akut kritisk fare, meddeler Times’s særlige korrespondent i en længere beretning om Wendell Willkies besøg i Moskva. I det ene tilfælde drejer det sig om en meddelelse i Moskva-bladet ‘Den røde stjerne’, til den russiske hær, og i det andet om Wendell Wilkies erklæringer med adresse til det amerikanske folk efter hans 10-dages besøg i Moskva. Artiklen i ‘Den røde stjerne’ bringer den militære baggrund for Willkies betragtninger ved et møde i det engelsk-amerikanske journalistforbund i Moskva.

“Donez-bækkenet, udstrakte områder ved Don og Kuban samt den vigtig del af det nordlige Kaukasus-område med dets bonde- og arbejderbefolkning, dets korn, dets malm og olie, og dets fabrikker er i løbet af sommerfelttoget faldet i fjendens hænder”, skriver bladet. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 29. september 1942.

1942 – Smuk udstilling på Borrehus

Der var en feststemning i går på Borrehus Husholdningsskole. Fra morgenstunden var flaget hejst, og en meget stor del af forældrene til de 63 elever, der i løbet af sommeren har været på skolen, var mødt for at få et indtryk af, hvad der i sommerens løb er lært og lavet på kursuset.

Om eftermiddagen bød skolens forstanderinde, frk. Eriksen, forældre og andre mødte velkommen til skolen, hvorefter Statens tilsynsførende med husholdningsskolerne, fru Olsen, Sønderborg, tog ordet. I korte træk redegjorde hun for meningen med sådanne husholdningskursus, der ikke alene skulle dygtiggøre de unge piger til god husmødre, men også skabe interesse for dannelsen af gode, sunde hjem. Forældrene og de mange andre besøgende fik derefter lejlighed til at bese alle de mange forskellige elevers arbejder. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 28. september 1942.

1942 – En smuk kongefest i konservative foreninger

Gribende tale af kaptajn Louis Nielsen, Odense

Der var stuvende fuldt hus til den Kongefest, de tre konservative organisationer, Vælgerforeningen, Kvindekredsen og K.U. i aftes holdt i Bibliotekssalen. Og det blev ligesom festerne i fjor og forfjor en aften med en stemning, som man vil huske langt frem i tiden.

Formanden for Vælgerforeningen, fabrikant Beirholm, bød velkommen på de tre foreningers vegne velkommen og lod udbringe et nifoldigt leve for hans majestæt Kongen, hvorefter forsamlingen sang ‘Kong Christan’. Så holdt aftenens taler, kaptajn Louis Nielsen talen for Kongen. Det var en ganske kort, men særpræget fyndig tale, hvori kaptajnen understregede den forskel, der hos vide kredse blev i synet på Kongen før og efter den 9. april 1940. “Nu indser alle Kongens store betydning”, udtalte kaptajnen – “nu ser de betydningen af, at Kongen blev i sin rede. Og vi kan alle lære ro og rankhed af vor Konge. Gud give Kongen kraft og styrke til at bære folket frelst gennem denne tid.”

Den danske soldat gjorde sin pligt

Så sang man ‘Der rider en Konge’, og kaptajnen holdt derefter foredrag om ‘Den danske soldat den 9. april’. Kaptajn Louis Nielsen, der var i uniform, talte klart og fyndigt om de opgaver, den danske soldat blev stillet over for den 9. april. Kaptajnen havde selv ledelsen af en afdeling ved Kværs, så han var begivenhederne nær inde på livet, og han understregede kraftigt, at den danske soldat gjorde sin pligt, og var villig til at gøre det med livet som indsats. “Således er dansk ungdom”, sluttede kaptajnen – “Gud give, at tvivlere og sortseere nu har indset det, da har ofrene fra den 9. april ikke været forgæves.” […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 27. september 1942.

1942 – Politibetjent såret under eftersøgning af en illegal virksomhed i København

Eftersøgningen stod i forbindelse med den sag, hvorunder overbetjent Østergaard-Nielsen blev dræbt. Den eftersøgte blev dræbt på stedet.

København, lørdag (RB).

Politiet har i de seneste dage eftersøgt en person, der var sigtet for illegal virksomhed her i landet i forbindelse med den sag, hvorunder en anden eftersøgt fornylig dræbte overbetjent Østergaard-Nielsen. Som led i eftersøgningen indfandt Københavns opdagelsespoliti sig i dag til morgen i en lejlighed på Østerbro, hvor den eftersøgte efter foreliggende oplysninger skulle holde til som logerende. Den person, der blev antruffet i det pågældende værelse, satte sig til modværge, da han fik at vide, at det danske politi ville tale med ham, og da politimændene ville anholde ham, affyrede han et pistolskud mod en af dem. Der blev herved tilføjet den pågældende politimand et strejfsår i underlivet. […] Den eftersøgte blev ramt af flere kugler og dræbt på stedet.

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 27. september 1942.

1942 – Kongens fødselsdag

Rideturen gennem den flagsmykkede hovedstad. 50.000 mennesker på Amalienborg Slotsplads

Kongens 72-års fødselsdag blev en festdag lige fra morgenstunden. København var klædt i Dannebrog, der vajede fra offentlige og private bygninger. På gaderne solgtes flag så sælgerne af mærkerne til fordel for Barnets Dag ikke kunne klare sig i konkurrencen. Også på sporvognene vajede små Dannebrogsflag. Allerede ved 7-tiden gik en strøm af mennesker ned mod Amalienborg, og da klokken nærmede sig 8, var der tæt besat med folk langs den rute, Kongen plejer at følge på den morgenridetur. Ved hjørnet af Fredericiagade og Amaliegade var menneskemassen som en mur, og så man ned over den, frembød den et helt kaos af hoveder og hænder med Dannebrogsflag. Der var spænding blandt de mange mennesker: Hvor ville Kongen ride ud, og hvornår mon det blev? I de sidste morgener har Kongen redet ud på sin morgentur henad klokken halv ni, men i dag kom man ikke til at vente så længe.

Kongen kommer

Tre minutter i 8 rede Kongen ud og drejede ned ad Amaliegade. Jublen brød løs og ville ingen ende tage. “Til lykke Konge, til lykke Konge” lød det over alt. Folk sang ‘Kong Christian’ og ‘Der er et yndigt land’, og ind imellem rungede leveråbene. Konge smilede hjerteligt til de mange morgenglade mennesker, der snart efter brød alle afspærringer og trængtes sammen om Kongen og hans hest Rolf. Blomsterbuketter i rød-hvide farver blev kastet op til Kongen, der lagde dem foran sig på sadlen, men han måtte snart opgive at tage imod flere. Det blev et jubelridt uden lige. ude på Grønningen stod endnu flere mennesker og Kongen smilede og vinkede. Et sted så man en flok unge piger i sønderjyske nationaldragter, og også de fik et venligt nik af majestæten, Kongen så udmærket ud og holdt sig rank på hesten, der langsomt, men sikkert bar ham frem gennem menneskemængden. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 26. september 1942.