1942 – Jægerne gik marsvinelauget i bedene

Nogle lystjægerne bragte forleden alvorligt afbræk i marsvinefangsten i Lillebælt. Marsvin-jægerne havde fanget 6 marsvin og var hen på eftermiddagen på vej op ad Gamborg Fjord med en ny stor drift, da en motorbåd med tre jægere pludselig dukkede frem og begyndte at skyde på marsvinene. Dyrene, der i forvejen er meget nervøse, blev nu helt vilde og fo’r afsted forbi fangstbådene og ud i Bæltet igen, således at en god fangst gik tabt.

Marsvinelauget meldte det skete til politiet, der dog ikke mener at have hjemmel til at skride ind, men derimod vil søge at klapse jægerne af, fordi de brugte benzin til strandjagt. Jægerne forsvandt i retning af Kolding Fjord, og politiet har signalement af både mænd og båd. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 30. november 1942.

1942 – Meget mere i julesparebøsserne i år

Rekordindskud, der ligger 30-40 pct. over i fjor

I morgen er vi inde i julemåneden, og inden vi ser os til, er højtiden der. Vi er vist alle klar over, at nogen “gammeldags” jul bliver det ikke let at skabe i år, men et særpræg vil julen ikke blot bevare men det vil være yderligere forstærket: julen bliver kostbar!

Det ser da også ud til, at folk i lang tid har taget hensyn til dette faktum. I alt fald er der betydeligt større indskud i næsten alle Koldings mange julesparebøsser i år. De fleste af dem, en snes stykker i alt, anbringer deres modtagne indskud i Sparekassen, og her oplyser man i formiddags på vor forespørgsel, at det samlede beløb i år ligger på ca. 350.000 kr., hvad der betegner en rekord, idet det er 30-40 pct. mere end i fjor, der ellers også opviste en stigning Den største julesparekasse er N.I.O.G.T.’s og udbetalingen finder for de allerfleste julesparekassers vedkommende sted søndag den 13. december. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 30. november 1942

1942 – Beredskabskvinder i alle Koldings oplandskommuner

Arbejdet inden for D.K.B. skrider stadig fremad

Arbejdet inden for Danske Kvinders Beredskab skrider stadig fremad. Som omtalt har D.K.B. i Kolding derfor oprettet et særligt beredskabskontor på Rådhuset, der har åbent en time hver tirsdag.

Der er ikke blot en stor stab af beredskabskvinder i Kolding, men efterhånden har også hver eneste oplandskommune fået sit kvindelige beredskab. Der er nu 23 kredse, og der mangler kun en organisation i Gesten for at få ringen afsluttet, og denne kreds skal formanden for Koldings D.K.B., frk. Elisabeth Eff, ud at oprette straks efter nytår.

Som bekendt er der inden for D.K.B. i Kolding en kreds af damer, der syr børnetøj til depot. Det kniber med at skaffe hvidt tøj, og dersom nogen skulle have noget liggende, bedes man venligst aflevere det til frk. Eff. Skulle der aldrig blive brug for depotet, hvad man jo inderligt må håbe, vil tøjet til sin tid blive uddelt til fattige i Kolding. I oplandskommunerne sys der meget tøj til depot. I Ødsted f.eks. har en kreds af damer udført et utroligt stort arbejde med at fremstille børnetøj og artikler til hjælp til sygeleje. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 29. november 1942.

1942 – Sagen mod slagteriet afgjort med tre bøder

Afsluttende retsmøde i Kolding Kriminalret fredag eftermiddag. Formanden: “Publikum kan trøstigt spise slagteriets produkter og har også gjort det med god appetit.”

Den i sin tid udførligt referrede sag mod Andels-Svineslagteriet i Kolding kom fredag eftermiddag i Kolding Kriminalret, efter at sagen har verseret mellem de forskellige instanser lige siden slutningen af februar måned. Tiltalen er som bekendt blevet betydelig indskrænket, siden sagen kom frem. Dommersædet beklædtes af kriminaldommer Strøbech, og politifuldmægtig Arenbrandt repræsenterede anklagemyndigheden. Som forsvarer for direktør P. H. Møller Olsen og fedtmester P. J. Hansen var mødt landsretssagfører Hove, og som overdyrlæge N. E. Nielsens forsvarer landsretssagfører Kjærsgaard (for landsretssagfører Juhl). […]

Hvad tiltalen gik ud på

Politifuldmægtig Arenbrandt oplæste anklageskriftet, hvoraf det fremgik, at direktør P. H. Møller Olsen tiltales for overtrædelse af regulativ af 18. maj 1925 vedrørende renlighed i slagtehuse m.m. samt transport af kød ved at have ladet affaldet fra slagteriets udsalg, hvilket affald delvis bestod af fordærvede dele, udbringe i og sortere i slagteriets fedtsmelteri. Desuden for overtrædelse af Lov af 30. juni 1922 ang. anvendelse af selvdøde dyr m.m., ved at have ladet slagteaffald, der ikke egnede sig til menneskeføde, indbringe på slagteriet, uanset, at sådant slagteaffald kun må erhverves af dertil af landbrugsministeriet autoriserende destruktionsanstalter. For overtrædelse af anordning af 12. maj 1916 ved i tiden fra den 31. august 1941 og til den 4. oktober samme år at have fremstillet og på hjemmemarkedet solgt ca. 18.500 kilo som “fineste danske svinefedt”, betegnet fedt, skønt der i partiet var iblandet ca. 600 kilo oksefedt. Og endelig Lov af 3. august 1940, jfr. Lov af 13. marts 1942, Lov af 22. november 1940 ved i det ovenfor nævnte tidsrum at have solgt det i svinefedtet indblandede oksefedt til den for svinefedt gældende maksimalpris, 3 kr. 60 øre, og herved opnået en ulovlig fortjeneste på ca. 300 kr. […]

Bøderne vedtages

De tre tiltalte vedtog derefter forelagte bøder: direktør Møller Olsen 800 kr., subsidiært 14 dages hæfte, overdyrlæge Nielsen 300 kr. subsidiært 5 dages hæfte. Den ulovligt indvundne fortjeneste på 300 kroner inddrages til fordel for statskassen. Sagen mod Andelsslagteriet er dermed ude af verden.

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 28. november 1942

1942 – Vinteridrætsudstilling og filmforedrag

Købmand Nyegaard, ‘Jagt- og sportsmagasinet’ har i denne weekend arrangeret en udstilling af det nyeste sportsudstyr- og beklædning på Hotel Kolding.

Som en propaganda for vintersporten har Kolding Vinteridrætsforening benyttet lejligheden til at arrangere en film- og foredragsaften i vintersportsomgivelserne. Den finder sted i morgen. Man har sikret sig en så fremragende kapacitet som den skandinaviske mester i kunstskøjteløb, Per Cock-Clausen, vis præstationer på skøjtejernene Koldingenserne ved flere lejligheder har kunnet tiljuble.

Cock-Clausen, der har studeret skøjteløb gennem flere år i England, og som har besøgt alle udlandets store vintersportscentre for at konkurrere med verdens ypperste løbere, vil causere om ‘Træk fra det internationale kunstskøjteløb’, og desuden vil han vise en helt ny farvefilm fra kunstløb på Peblingesøen samt flere andre vinteridrætsfilm.

1942 – Ingen udsigt til jule-appelsiner

For nødder fra Italien foreligger ikke udførselstilladelse.

Forventningerne om at få juleappelsiner og nødder frem her til landet vil næppe gå i opfyldelse. ‘Andelsbladet’ oplyser i sin kolonialoversigt, at der ikke er udsigter til, at tilførsler af appelsiner fra Spanien og Italien kan nå igennem. Hvad nødder angår, blev der på grundlag af indførelsesbevillinger i efteråret sluttet aftaler om nødder fra Italien. Sælgerne måtte imidlertid tage forbehold med hensyn til udførselstilladelse og nu foreligger der meddelelse om, at der ikke kan gives udførelsestilladelse for nødder til Danmark.

Derimod er der, efter hvad frugthandelen oplyser, kommet vindruer og citroner fra Spanien, og der er stillet yderligere 200.000 kr. til rådighed til indførsel af vindruer. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 27. november 1942

1942 – Falck i Kolding skal uddanne 500 brandmænd

Nyordningen af slukningstjenesten i landkommunerne

Af referaterne fra forskellige sognerådsmøder i Ribe Amt er det fremgået, at de fem kommuner, der hører under Kolding Politikreds, alle har indstillet direktør Foged, Falck i Kolding, som brandinspektør.

Bag denne kendsgerning ligger oprettelsen af en normalkontrakt i mellem de samvirkende sognerådsforeninger og Falcks Redningskorps, godkendt af Ministeriet og i korthed gående ud på at Falcks Redningskorps påtager sig at uddanne mandskab til brandslukningstjeneste for at have mandskab til rådighed i kommunerne på landet i tilfælde af brand. Mandskabet lønnes af Falck i form af en nærmere fastsat timebetaling. I øvrigt har Falck vedtaget at uddele en præmie til den af brandmandskabet, der møder først, ligesom også nummer to og tre vil få mindre belønninger i form af kontanter – dette for at animere brandfolkene til at møde meget hurtigt op på brandstedet, ikke alene for brandens skyld men også for at folkene så tidligt som muligt kan være på pletten for at redde dyrene. Her har i reglen minutter stor betydning.

Som nævnt har de fem kommuner i Ribe Amt accepteret ordningen, og det ventes at de 13 kommuner i Vejle Amt også får ind for den – foreløbig har således Vonsild Kommune således vedtaget af indgå på aftalen. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 26. november 1942.

1942 – To danskere i tysk tugthus

Straffe på 10 og 5 års for at uddele opfordringer til mytteri

Ritzaus Bureau har torsdag fra ansvarlig dansk side modtaget følgende:

To danske statsborgere er den 18. november 1942 dømt henholdsvis 10 og 5 års tugthus for at have uddelt kommunistiske flyveblade i hvilke den tyske værnemagt på tysk opfordres til at rette våbnene mod foresatte, til at gøre mytteri og til at nægte militærtjeneste.

Dommen er afsagt af den tyske krigsret, og afsoningen, der skal finde sted i tysk fængsel, er påbegyndt.

Strafbare handlinger af denne art, der er rettet mod den tyske værnemagt, vil medføre meget strenge straffe, eventuelt dødsstraf og den, der foretager sabotage eller lignende handlinger over for den tyske værnemagt, må være forberedt på de alvorligste følger.

Kilde: Kolding Folkeblad, 25. november 1942