1943 – Tyskerne er fredløse i dagens Danmark

og de vil være det indtil det øjeblik, den sidste soldat har forladt den danske jord

Det er yderst beklageligt, hvis sagesløse danske borgere kommer til skade under partisanernes kamp mod undertrykkerne, men nu véd enhver, at det er livsfarligt, at være i stue med tyskerne, og kan rette sig derefter. De organer, der før den 29. august arbejdede forrest i kampen mod undertrykkerne, står nu sammen i en enhedsfront. Der er blevet dannet et Danmarks Frihedsråd af repræsentanter for de danske bevægelser, der i fællesskab og i overensstemmelse med folkets ønsker aktivet vil bekæmpe den tyske besættelsesmagt, indtil Danmark igen er et frit og uafhængigt land.

Rådets medlemmer har afgivet højtideligt løft om i arbejdet for Danmarks frihed at sætte dette mål over ethvert partihensyn og enhver særinteresse, og Rådet arbejder for de demokratiske idéer og vil bekæmpe ikke alene de ydre fjender, men også de danske nazister, overløber og kapitulanter.

Således er altså situationen i dagens Danmark. Folket står samlet i kampen mod tyskerne, og der kæmpes dag og nat – mere intensivt end nogensinde før – og det fortæller den frie verden, at vi er lykkelige og stolte over, at dannebrog er kommet til top ved siden af de øvrige fra de allierede nationer. […]

Kilde: Uddrag af det illegale blad, De Frie Danske, 31. oktober 1943, nr. 1, 3. årgang.

1943 – Tyskland på sammenbruddets rand

Alvorlig fare for, at tyskerne tager gidsler for at sikre flugten fra Danmark

Står hr. Hitlers stortyske rige på sammenbruddets rand? Der er uendelige meget, der tyder på det. Mundtlige rapporter, der er kommet til Stockholm og København i de sidste par dage, og hvoraf en del stammer fra tyskerne selv, går ud på, at sammenbruddet står for døren – og i alle tilfælde kan ventes indenfor en forholdsvis nær fremtid.

De katastrofale nederlag på Østfronten i forbindelse med Italiens frafald og den kendsgerning, at hele Vesttyskland i dag bogstavelig talt er én stor ruindynge, har forårsaget en række alvorlige revolter i forskellige tyske byer. For 14 dage siden var der undtagelsestilstand i ikke mindre end 23 tyske byer og lige i de sidste dage har der været alvorlige uroligheder i Berlin og Kiel.

En højtstående tysk embedsmand har for nogle dage siden oplyst til en dansk ven, at civiladministrationen i det store og hele var gået i stå, og at det ikke mere var muligt at opretholde den nødvendige krigsproduktion. Fra samme kilde blev det oplyst, at harmen mod de nazistiske ledere i Tyskland var overordentlig stor. Et karakteristisk eksempel er, at ingen mere på offentlige steder vover at række armen i vejret til nazi-hilsen. Sker det, bliver vedkommende straks slået i jorden.

General Kesselrings pludselige forsvinden fra den italienske krigsskueplads for nogle dagen siden har givet ny næring til den sidste uges vedholdende rygter om et definitivt brud mellem Hitler og hans generaler. […]

Kilde: Uddrag af det illegale blade: De Frie Danske, 31. oktober 1943, nr. 1, 3. årgang.

1943 – Intet som helst spor i Mokka-eksplosionen

Endnu 11 sårede danskere på hospitalet

Kriminalpolitiet i København fortsætter med afhøringerne vedrørende bombeattentatet i Café Mokka. Man har knapt endnu kommet gennem det forberedende arbejde. Foreløbig har der ikke vist sig noget spor. Ved eksplosionen blev der, som tidligere anført, kørt 43 sårede på hospitaler og lazaretter. To tyske soldater og en tysk politimand blev dræbt, og 15 tyske soldater såredes. Af de 28 danske, der blev kvæstet, var de 17 kvinder. En del er efterhånden blevet sendt hjem, men endnu henligger der syv danske på Kommunehospitalet og 4 på lazarettet på Nylandsvej. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 30. oktober 1943.

1943 – Brev vedrørende Havnestuen

Kolding d. 30. oktober 1943,
Fredericiagade 14
Til Kolding Borgmesterkontor

Vedr.: Havnestuen

I besvarelse af deres forespørgsel om fordelingen af brændselsudgiften tillader jeg mig at meddele, at det af den tyske værnemagt benyttede rum udgør 6,2 % af rumfanget og resten altså 93,8 %; heraf udgør dog badeanstalten de 8,2 %, og da soldaterne, så vidt jeg forstår, også benytter denne, var det vel rimeligt at dele denne udgift.

Med hensyn til det varme vand kan jeg kun henvise til mit brev af 23. Dec f.A., men da badeanstalten i fremtiden ikke skal benyttes så meget som den gang, har det jo ikke så stor betydning som før.

Ærbødigst
J. Krenk
Civilingeniør

Kilde: Kolding borgmesterarkiv, kopi af brev til Kolding Borgmesterkontor, af 30. oktober 1943

1943 – Samariterforening stiftet i Ødis

Samariterne i Ødis, som har gennemgået et kursus i nødhjælp efter Dansk Røde Kors’ lærebog, var i aftes i Ødis Skole forsamlet for at stifte en forening. Bestyrelsen kom ved den skriftlige afstemning til at bestå af følgende:

Lærer Joh. Ellegaard (formand), frøken Ruth Hansen (næstformand), Carl Høyer, Just Andersen og frøken Karen Larsen. Kolonnefører Madsen, Vamdrup, der ledede stiftelsen af en ny forening, udtalte håb om, at der ville blive gjort et stykke arbejde inden for foreningen, og at den måtte arbejde tilfredsstillende. Madsen omtalte endvidere i korte træk stifteren af det internationale Røde Kors, genferen Henri Dunants skæbne og liv.

Kilde: Kolding Folkeblad, 29. oktober 1943.

1943 – Brev vedrørende Forskolen

Kolding d. 29. oktober 1943,
Fredericiagade 14
Til Kolding Borgmesterkontor

Vedr.: Folkeskolen

I besvarelse af deres forespørgsel om brændselsforbruget i lokaler, den tyske værnemagt benytter, tillader jeg mig at meddele, at bygningen ud mod skolegade jo benyttes i samme omfang, som det var tilfældet i begyndelsen af året, og at brændselsforbruget derfor bliver som angivet i mit brev af 19. Jan. d.a. ca. 28 t Cinders årligt ved normal opvarmningstid; hvis de skal være fuldt opvarmet hele døgnet i stedet for de normale 16-18 timer, vil brændselsforbruget blive skønsmæssigt ca. 33,5 t Cinders.

Med hensyn til bygningen mod Blæsbjerggade er gymnastiksalen m.m. nu kommet med, hvorved brændselsforbruget stiger fra de d. 18. Nov f.A. opgivne 29 t Cinders til 40,5 t årlig i en normal vinter ved en normal opvarmningstid. Ved fuld opvarmning hele døgnet vil det blive skønsmæssigt ca. 48,5 t Cinders.

Ærbødigst
J. Krenk
Civilingeniør

Kilde: Kolding borgmesterarkiv, kopi af brev til Kolding Borgmesterkontor, af 29. oktober 1943

1943 – Alvorligt attentat i København

Hårde tyske forholdsregler. Spærretid fra kl. 20-5. En bod på 5 millioner kroner.

Fra tysk side meddeles:

Den 27. oktober 1943 kl. ca. 22 har forbryderiske kredse forøvet et sprængstofattentat i Café Mokka, Frederiksberggade 38, i København. Der var anbragt en tidsindstillet sprængbombe i lokalet, der var stærkt besøgt. Ved eksplosionen dræbtes 2 tyske soldater, 1 tysk politimand og 1 dansk kvinde. 14 personer tilhørende den tyske værnemagt og 26 mænd og kvinder, der er danske statsborgere, blev såret, nogle af dem hårdt såret.

Fra tysk side anordnes i den anledning følgende:

Fra i dag den 28. oktober indtil videre forbydes i følgende område: København, Frederiksberg, Gentofte, Rødovre, Hvidovre, Gladsakse og Lyngby-Tårbæk færdsel på offentlige pladser, gader og veje i tiden fra kl. 20 – kl. 5. Teatre og forlystelsesetablissementer og andre offentlige lokaler skal lukke kl. 19. Byen København betaler en bod på 5 millioner kroner. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 28. oktober 1943.

1943 – Brand på Rådhuset i aftes

I aftes lidt før kl. 19 anmeldte en ca. 22-årig ung mand, der bar briller, overfor en CB-betjent i Jernbanegade, at der var opstået brand på Rådhuset i et hulrum, der ligger ved siden af det offentlige toiletrum, rådhustjener Christensen, der blev alarmeret af politiet, fik hurtigt ilden slukket. Ilden er opstået i et 2 meter højt og 1 meter bredt hulrum ved siden af toilettet ud mod Rådhusstræde. I dette fandtes der ved kriminalpolitiets undersøgelser en del papir og flere afrevne tændstikker og en tændstikæske, men om det er noget, der har ligget i længere tid eller er anbragt der for at kunne anvendes ved en brandstiftelse, vil man gerne have opklaret – der kan dog udmærket være tale om en uagtsom brandstiftelse fra en tilfældig besøgendes side. Politiet beder i hvert fald den ca. 22-årige unge mand med briller, af almindelig højde og bygning og iført lys imprægneret frakke, der gjorde CB’erne opmærksom på branden, om at henvende sig til politiet for yderligere at oplyse om branden.

Kilde: Kolding Folkeblad, 27. oktober 1943.