1945 – KIF og KB vil starte privat turnering

Som forleden omtalt har Jysk Boldspil Union besluttet, uden først at spørge klublederne, at annullere samtlige de til foråret fastsatte turneringskampe i Mesterrækken og Mellemrækken og i stedet planlagt en turnering med deltagelse af Mesterrække- og Mellemrækkehold.

Det ser noget underligt ud, at Jysk Boldspil Union suspenderer disse kampe, hvortil der for klubberne ikke er særlig lange rejser, medens Dansk Boldspil Union beslutter at gennemføre Danmarksturneringen, hvor der forekommer rejser mellem Esbjerg-Aalborg og Odense-Aalborg. Det havde da også været mere hensigtsmæssigt, om unionen for en gangs skyld søgte råd his klublederne i stedet for at forsætte den ødelæggelse af Mesterrækkerturneringen, som den så tankeløst påbegyndte ved indeværende turnerings start.

Hverken ledelsen af Kolding Idræts Forening eller Kolding Boldklub ønsker imidlertid at være med til den af unionen foreslåede turnering, og de forsøger nu at få startet en privat turnering, der kan byde på større interesse. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 28. februar 1945.

1945 – Kolding får en afdeling af Haderslevs CBU-kolonne

Udrykningshold på 22 mand stationeres i politivagtens lokaler

På foranledning af Kolding Byråd har der en måneds tid mellem Statens civile luftværn i København og byrådet været forhandlet om placering af et udrykningshold i Kolding, og forhandlingerne er nu bragt til afslutning, idet borgmesteren med Kasse- og regnskabsudvalgets bemyndigelse har underskrevet kontrakt med luftværnsmyndighederne her om flytning af den deling af C.B.U.-kolonnen i Haderslev, således at en afdeling herfra vil få station i Kolding. Afdelingen bliver på 22 mand og omfatter et brandslukningstog og rydningsmateriel. Det er tanken, at mandskabet skal stationeres i politivagtens lokaler. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 28. februar 1945.

1945 – Plettyfus i Kolding. Biograferne lukket.

En patient indlagt på sygehuset med den meget frygtede sygdom. Alvorlig henstilling fra borgmester og kredslæge om aflusning, da lus er den eneste smittekilde.

Da den meget frygtede sygdom, plettyfus, er konstateret i Kolding, opfordrer formanden for Epidemikommissionen, borgmester V. Juhl og den konstituerede kredslæge H. Wendt, befolkningen til at lade foretage en effektiv undersøgelse af, hvorvidt der i hjemmene skulle findes lusbefængte personer, idet sygdommen kun smitter folk der har lus. Der er oprettet en nødstation til undersøgelserne, som foretages af kredslægen i kommunens redskabsskur i Munkensdam. Undersøgelsen er gratis. Borgmesteren har indtil videre lukket byens biografer. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 27. februar 1945.

1945 – Damperen CLARA CLAUSEN hævet efter eksplosionen

Det er nu lykkedes Svitzer at bjerge de to Clausen-dampere, CARL CLAUSEN og CLARA CLAUSEN, der blev ramt af eksplosioner om aftenen den 8. februar. CARL CLAUSEN blev få dage efter eksplosionen slæbt på værft. CLARA CLAUSEN sank i løbet af få minutter, men nu er det lykkedes at hæve damperen, efter at Svitzers dykker har anbragt en massiv træplade over en 2×2 meters læk på styrbords side, og skroget er pumpet læns. Om maskinen er ramt af eksplosionen vides endnu ikke.

Kilde: Kolding Folkeblad, 27. februar 1945.

1945 – Hitlers afstraffelse

I visse engelske politiske kredse foreslås at spørgsmålet om Hitlers afstraffelse som krigsforbryder afgøres ved, at han overlades til russerne. Der skulle heri være en vis garanti for, at han blev ordentlig afstraffet, og man slap selv for at have noget med sagen at gøre. Sarkastiske kommentatorer bemærker til dette forslag, at det sikkert ikke blive nødvendigt at træffe nogen overenskomst indenfor de allierede om dette, eftersom de seneste militære begivenheder giver russerne en god chance for at blive de første, der får fat i KRIGSFORBRYDEREN ADOLF HITLER.

Kilde: Det illegale blad ‘De Frie Danske’, nr. 4., 4. årg. 26. februar 1945.

1945 – Faretruende brand i aftes på skolehjemmet Landerupgaard

Ladebygningen med 800 tønder korn nedbrændte, kostalden, gymnastiksalen og sløjdlokalet var stærkt truet

En heftig brand har i aftes hærget skolehjemmet Landerupgaard i Sdr. Vilstrup, hvorved hjemmets store ladebygning, der kan rumme 350 læs korn, blev lagt i aske, og samtidigt blev det større parti korn ødelagt af ild og vand. Branden udbrød lidt før kl. 18, og det var forstander Boje Rasmussen, der selv opdagede ilden. Den havde på dette tidspunkt fat i den vestlige ende af den store bygning, og ilden greb om sig med så stor hast, at det ikke var muligt for folkene på gården at udrette noget. Ilden udstrålede en så kraftig varme og udviklede tillige en kvælende røg, at det var umuligt at trænge ind i laden og påbegynde slukningsarbejde. Forstander Rasmussen tilkaldte straks Falck fra Kolding, og desuden blev det lokale brandværn tilkaldt og lidt senere også Fredericia Brandvæsen, som mødte med stor udrykning. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 26. februar 1945.