1939 – K.I.F. og K.B. kæmper til fordel for Finland

Dansk sport har gennem mange år tjent penge på de dygtige og veltrænede finske idrætsmænds deltagelse i opvisninger, og danske tilskuere har oplevet mange spændende dyster mellem danske og finske idrætsmænd, og intet er derfor mere naturligt, end at danske sportsforeninger og sportsinteresserede nu pekuniært hjælper Finland i den nødsituation, landet befinder sig i.

Selv om koldingensisk idræt ikke direkte har haft fordele af det danske samarbejde med finske idrætsmænd, har bestyrelserne for K.I.F. og K.B. dog besluttet, at de to foreningers bedste hold på søndag skal spille fodboldkamp på stadion, og at hele entreindtægten skal tilfalde indsamlingen til Finland.

Årstiden for fodboldspil er jo ikke heldig, men de to foreninger regner alligevel med et godt besøg i betragtning af det gode formål, de to holds sejrriges indsats i efterårsturneringen og ikke mindst med erindringen om de to holds glimrende og spændende 2-2- kamp i august […]

Holdene bliver først opstillede i aften, men vi kan dog oplyse, at to af K.B.’s bedste spillere på mellemrækkeholdet har meldt sig til tjeneste i kampene i Finland.

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 29. december 1939.

1939 – Jul på julemærkesanatoriet

Festlighederne juleaften på julemærkesanatoriet begynder i dag klokken 12:30, så bliver gåsen båret ind til bords. Den er pyntet på gammeldags maner, og man synger en sang om gåsen, der serveres risengrød, og der er en mandel til hvert bord med tilhørende mandelgave.

Der er ca. 170 børn som skal fejre jul på sanatoriet i år. For hver afdeling findes der et juletræ, allerede tidligt om eftermiddagen begynder julen for de mindste, som får deres gaver udleveret. Tilsendte gaver hjemmefra udleveres også om eftermiddagen. Senere på aften klokken seks tændes det store træ på hovedafdelingen.

I to kolonner marcherer børnene ind i salen, hvor der danses omkring juletræet, men man synger nogle julesamler. Når dansen er forbi, vil en nisse komme ind i salen til børnene med en stor sæk på ryggen, i denne findes gaverne fra sanatoriet til børnene. Imens børnene kan se på hinanden gaver, får de også en forfriskning, som regel bestående af frisk mælk, og der uddeles godter.

Overlægen på sanatoriet fortæller, at det mest pudsige for ham i Julen er at se de små modtage gaverne. En lille pige fik sidste år en stor nisse, som hun blev så bange for, at det varede længe inden hun turde røre ved den.

Kilde: Avis udklip 22/12 1939, 1937-1948 Udklipsbøger, Julemærkesanatoriet, A9003, opbevares på Kolding Stadsarkiv

1939 – Benzinkort tyven for retten

Benzinkort tyven, kontorist M. Buch Petersen, er blevet ført til Kolding og skal i dag for retten. Overfor politiet har kontoristen forklaret at han efter en snak, med en tjener på Laasbyhus, havde fået ideen om samme aften ved 8:30 tiden at ville snige sig ind på politistationen og stjæle de mange benzinkort. Politiet var ikke på stationen så sent, men kontoristen vidste at der var en rengøringsassistent og kunne således alligevel snige sig uset ind.

En del kort er allerede blevet solgt, det bedste salg skulle angiveligt være til en kaffegrossist i København, der havde købt kort for 750 liter benzin til 100kr. I alt dækkede de stjålne kort ifølge en revision over 6105 liter benzin, hvortil kunderne har været mange.

Udover benzinkortene, som kontoristen bl.a. kastede overbord på Storebælt under flugtforsøg, stjal også en cykel fra politiets opholdsrum, da han stjal benzinkortene. Denne cykel er af politiet blevet fundet i kontoristens kælder på Agtrupvej.

Kontorist Buch Petersen vil fornemtligt blive i arresten henover julen, mens sagens bipersoner, bl.a. tjeneren fra Laasbyhus, fornemtligt løslades.

Kilde: Kol. Folke., 22. Dec 1939

1939 – 3 tons tøj til finnerne

Fint resultat af indsamlingen i går, og der kommer mere.

Røde Kors’ og Falcks Tøjindsamling til finnerne i går blev en stor succes. Om formiddagen indsamledes der, som i går meddelt, ved en vogn ca. 300 kg. Om eftermiddagen kørte to lastvogne ud, og resultatet blev strålende. Der indkom ca. 2.700 kg. brugt tøj, og indsamlingen nåede således op på 3 tons tøj – et efter byens størrelse meget stort kvantum.

Men det ser imidlertid ud til, at der kan fremskaffes meget mere. Falck har i løbet af gårsdagen måttet besvare en mængde opringninger fra folk, der havde noget brugt tøj, som de ville skænke til de nødstedte finner …

Indsamlingen slutter først mellem jul og nytår, og der er altså endnu en chance for at yde bidrag – eller for damerne til at få en ny kåbe. Sådan gik det nemlig for en frue i den vestlige bydel i går. Hun kom hjem og fortalte sin mand, at hun havde foræret Finlandsindsamlingen sin gamle kåbe, så nu måtte hun have en ny. Og gemalen kunne naturligvis – i betragtning af det formål, fruen havde tjent – kun tage meddelelsen til efterretning!

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 22. december 1939.

1939 – Russerne havde ingen god dag i går

Den finsk-russisk krig udkæmpes voldsomt og brutalt. Angiveligt led russerne store tab på op imod 20.000 mand ved slaget om Sala. Finnerne har indtilvidere afværget angrebene på Mannerheim-linjen. Særligt kulden lammer fronten, hvor der er mange sårede som fryser ihjel i polarnatten.

Russerne havde ingen god dag i går, og hos finnerne er optimismen for sejr stor. I dag, på Stalins fødselsdag, forventes der nye russiske angreb.

Finnerne beretter om at de har stor held i kampen mod de russiske tanks, der har vanskeligt ved at klare sig i sneen.

Det diskuteres stadigt i de internationale samfund, om der skal sendes militær hjælp til finnerne.

Kilde: Kol. Folkeblad, 21. dec 1939, forsiden