1944 – Brandstifteren fra Industriforeningen

Fik 2 års og 6 mdrs. fængsel.

Kriminalretten i Kolding sagde i formiddags dommen over køkkenpige Ottomine Teodora Christensen, som i august påsatte branden på Teatersalen i Industriforeningen, og som desuden havde begået en lang række lejlighedstyverier i Kolding. Dommen kom til at lyde på fængsel i 2 år og 6 måneder, hvorfra dog fragår 4 måneder for udstået varetægtsarrest. Desuden dømtes hun til at betale købstædernes almindelige brandforsikring i København en erstatning på 100.492 kr. samt sagens omkostninger, derudover 180 kr. i salær til sin forsvarer, landsretssagfører Bjerre. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 15. marts 1944

1944 – Eventyrtrang gjorde ham til brandstifter

16-årige karl tilstår at have påsat branden på Krybilygaard

De mystiske brande på Krybilygaard er nu blevet opklaret, og det viser sig, at det er en 15-16-årige tjenestedreng, som er brandstifteren. Den unge mand, der har tjent på gården, må være blevet forstyrret i hovedet af tidens mange dramatiske begivenheder. I hvert fald var han kommet i tanker om, at han også selv kunne ønske at komme lidt med, hvor der skete noget. Han udklækkede da en plan om et fingeret overfald, om hvilket han berettede på krogen søndag aften. Han fortalte således, at han var blevet overfaldet af en mand, han han var kommet cyklende på vejen fra Taulov, men da han tilsyneladende ingen overlast havde lidt, fattede overbetjent Bertramsen, Taulov, mistanke til historiens rigtighed, og den unge mand måtte da til sidst indrømme, at det hele var opdigtet og kun fremsat for at gøre sig selv interesseret. Den næste dag kom to mand kriminalpolitiet i Fredericia ud til Krybily for at tale med tjenestedrengen, idet man havde fundet det påfaldende, at det var, der i begge tilfælde havde opdaget brandene på gården, og den sidste gang endda set brandstifteren. Efter at den unge mand var gået hårdt på klingen, måtte han da også omsider tilstå, at der var ham, der havde sat ild på. Noget som helst motiv havde han ikke haft. Han var glad og tilfreds med forholdene i sin plads, men der var pludselig opstået en uimodståelig trang hos ham til at sætte ild på. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 14. marts 1944.

1944 – Vandindvindingsretten ved Kolding Hørfabrik

Fabrikken skal bruge 540.000 kubikmeter årligt

I går formiddags holdtes der besigtigelsesforretning ved Seest Mølleå i anledning af Kolding Hørfabriks ønske om opnåelse af vandindvindingsretten. Som bekendt har hørfabrikken påvist vand her, og kommunen foretager for tiden prøveborringer for det tilfælde, at der er mere vand, end hørfabrikken behøver.

Ved et møde om eftermiddagen, hvortil et halvt hundrede interesserede havde givet møde, redegjorde landvæsenskommissionens formand, civildommer Borum, Kolding, for forholdene. En del af beboerne ved hørfabrikken tog forbehold med hensyn til en eventuel udtørring af deres brønde. Fra Kolding Kommunes side gjorde man ingen indvendinger, og det er meningen, at kommunen skal overtage hele vandindvindingsretten ved en senere kommissionskendelse, såfremt der viser sig at være så meget vand, at det kan betale sig at anlægge en pumpestation. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 14. marts 1944.

1944 – “Alverdens Drenges Dag” i Kolding

Festgudstjenesten i Kristkirken og stort drengestævne på KFUM

A. D. D. betyder Alverdens Drenges Dag og er en årig tilbagevendende begivenhed inden for KFUM’s mange afdelinger over det ganske land. Det er således drengenes missionsdag, hvor spejdere, F.D.F.’er og ungdomsafdelingens drenge mødes i skøn forening for at give deres nødlidende kammerater i fremmede lande en hjælpende hånd. Et landsudvalg for A. D. D., der sorterer under KFUMs landskontor i København tilrettelægger hvert år Alverdens Drenges Dag, der som regel afholdes den 2. søndag i marts. Forud for dagen sælges lommebøger og mærkater af drengene, hvis hele indtægt går ubeskåret til nødlidende kammerater. Det er i år 21. år, der fejres af A. D. D. Den første A. D. D.-dag afholdtes den 17. febr. 1924, og gav dengang 16.923 kr. I årenes løb har indsamlingsresultaterne svinget, men de sidste 3 år har det stadigt været stigende, der blev således i fjor indsamlet 19.000 kr. til alverdens drenge, og man håber i år at kunne slå alle tidligere rekorder.

Her i Kolding havde et udvalg af spejdere, F.D.F’er og ungdomsafdelings ledere tilrettelagt dagen, der i lighed med i fjor indledtes med en festgudstjeneste i Kristkirken, hvor ca. 450 uniformerede og civile drenge og en del forældre var kommet til stede. […]

Efter prædiken gik alle drengene og ledere op til alteret, hvor man ofrede gavekonvolutterne til alverdens drenge. Det var et smukt syn at se den store flok af uniformerede og civile drenge gå op til alteret, medens man sang ‘Op i kristne, ruster eder’. Det blev en festlig indledning til Alverdens Drenges Dag. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 13. marts 1944.

1944 – Fremstilling af luksusbeklædning nu forbudt

De lange kjolers og frakkers tid forbi – metervarerne skal anvendes til nødvendig beklædning.
For at sikre, at metervarer anvendes på den for forbrugerne mest hensigtsmæssige måde, har Handelsministeriet fastsat bestemmelser om, at metervarer, der alene er fremstillet med beklædningsmål for øje, ikke af erhvervsdrivende må oparbejdes til andre formål. De nye bestemmelser sætter slutstenen for fremstilling af en lang række luksusbetonede varer – omfattende såvel herre- som damebeklædning og ting, der er beregnet til hjemmets udstyr.

Intet badeudstyr og ingen lange kjoler eller frakker
De erhvervsdrivende må således ikke anvende metervarer til erhvervsmæssig fremstilling med salg for øje af al strand- og badebeklædning, herunder badekåber, badecapes, strandhatte, strandtørklæder, strandsko osv., dyrere dameshorts, dvs. sådanne dameshorts, hvis pris til detaillist og forbruger overstiger henholdsvis 13 og 17 kr.; hellange selskabskjoler, herunder hellange konfirmationskjoler, hellange damekitler, særlige stofkrævende faconer i damekjoler i almindelig længe, nederdele, damefrakker, dameswaggers og herrefrakker. […]

Kilde: Uddrag, Nationaltidende, 12. marts 1944.

1944 – Fødselsdagen på Amalienborg

Landet over gik flagene i dag til tops til ære for kronprins Frederik. Selv om 45 år ikke er noget rundt tal, så er fødselsdagen i dag dog en anledning til at vise, hvor højt folket sætter Danmarks kronprins. Alle ved, at det danske kongehus lever sammen med det dansk folk i svære tider som i lyse. Kongen er nationens førstemand og et forbillede for os alle. Ved hans side står dronningen og kronprinsen som gode støtter. Ved sit friske, djærve og ligefremme væsen har kronprinsen vundet alle danske hjerter. Hele hans personlighed indgyder tillid. Med glæde ser det danske folk ham ved kongens side i de stormfulde dage. Alle ønsker forenes på fødselsdagen om, at kongen og kronprisen samme må opleve fredens og frihedens dag. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 11. marts 1944.

1944 – Landbokvindestævnet i Kolding

På mandag begynder Landbokvindestævnet i Kolding. For nogen tid siden holdtes et tilsvarende stævne i København, og Kolding er den første af Danmarks provinsbyer, der forsøger sig med et sådant kvindestævne.

Et fællesråd sammensat af repræsentanter for Koldings forskellige kvindeorganisationer, har udsendt indbydelser til forskellige landboorganisationer, således alle husmoder-, husmænds- og landarbejderorganisationer, og der har været god tilslutning til idéen. 50 kvinder har modtaget indbydelsen til et besøg i Kolding i to dage. Det har været Fællesrådet en smal sag at skaffe værter nok til de 50 kvinder, idet der har meldt sig ikke færre end 80, som kunne ønske at vise en landbokvinde, dels hvordan et byhjem lever til daglig, dels hvordan bylivet former sig for en bykvinde, der skal lede en husholdning.

På mandag kl. 8 kommer de første gæster og inden kl. halv to er de sidste ankommet. I tiden indtil onsdag middag går det slag i slag med forevisning af Kolding Bys seværdigheder og i det hele taget virksomheder og bygninger. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 11. marts 1944

1944 – Brandstiftersken fra Industriforeningen skal i erstatning betale 100.000 kroner

Hendes dom falder en af de første dage

Branden i efteråret på Industriforeningen, hvorved teatersalen som bekendt blev totalt ødelagt, er nu kommet så vidt, at den unge pige, der påsatte branden, Ottomine Theodora Christensen, en af de allernærmeste dage vil få sin dom.

Den unge pige var i formiddags fremstillet i retten, hvor hun blev gjort bekendt med, at anklagemyndigheden rejste tiltale imod hende, dels for tyveri og dels for brandstiftelse. Tyverierne havde hun som bekendt begået i en række koldingensiske forretninger, idet hun havde stjålet efter pludselige indskydelser, og en del af tyvekosterne havde hun foræret bort til en veninde. Endelig kom så teaterbranden, der afslørede tyverierne. Ved branden blev der ødelagt værdier for 148.000 kr. I retten blev sagen kort gennemgået, hvorefter anklagemyndigheden, politifuldmægtig Arenbrandt, nedlagde påstand om en langvarig fængselsstraf, dels for tyverierne og dels for branden, samt oplyste, at der var nedlagt et erstatningskrav på 100.000 kroner i anledning af branden.

Kilde: Kolding Folkeblad, 11. marts 1944.