1942 – Første jubilæumsdag

Martin Nielsen, MF
Venstre Fængsel, Kbhv. V.
Den 22. juni 1942

Til
Det i henhold til loven om forbud mod kommunistisk virksomhed m.v. nedsatte rigsdagsudvalg.

Hr. formand !
Som det vil være det ærede udvalg bekendt gennem en række breve, som bl.a. jeg i det forløbne år har tilstillet udvalget, har de internerede og fængslede kommunister ved siden af en stadig og alvorlig protest mod det grundlovsstridige i indespærringen utrætteligt protesteret mod den behandling, vi har været underkastet under selve den ulovlige indespærring.

Jeg skal endnu engang, dels på grund af, at vi passerer årsdagen for grundlovsbrudet, dels fordi vi, måske i denne højtidelige anledning, igen er genstand for ondartede administrative repressalier, gennem denne korte og ufuldstændige redegørelse, give udvalget og dermed rigsdagen, der både nu og i fremtiden bærer det egentlige ansvar, et billede af, hvad det egentlig er, der administrativt er foretaget overfor danske statsborgere, mod hvem der efter et års forløb ikke er rejst nogen sigtelse, langt mindre nogen anklage end ikke for at have overtrådt politivedtægten eller mørklægningsbestemmelserne.

Flertallet af os blev arresteret den 22. juni 1941. En del af os, deriblandt undertegnede, blev arresteret af “danske” politiembedsmænd i venskabeligt og kammeratligt samarbejde med medlemmer af det hemmelige tyske statspoliti. Trods min energiske protest under henvisning til min immunitet som rigsdagsmand, trods min protest mod husundersøgelse uden dommerkendelse og mi særlige henvisning til specielt mit hjems ukrænkelighed, blev arrestationen opretholdt og husundersøgelse uden min nærværelse foretaget. Den dag i dag har jeg ikke fået at vide, hvad der er beslaglagt i mit hjem, hvorfor det er beslaglagt, eller hvor de beslaglagte ting findes og til hvilket senere formål.
Som det skete i mit tilfælde, er det stort set sket i alle andre tilfælde.

Efter to måneders indespærring … blev vi så overflyttet til koncentrationslejren i Horserød. Det forekommer mig betegnende for rigsdagen og det ærede udvalgs ansvarsbevidsthed, at bortset fra folketingsmand Amby, har intet medlem af rigsdagen eller af udvalgets medlemmer følt det som deres selvfølgelige pligt på stedet at undersøge, hvordan over hundrede ulovligt indespærrede danske statsborgere egentlig levede.

Allerede et par dage efter min arrestation den 22. juni 1941 henledte jeg i et brev til statsminister Stauning regeringens opmærksomhed på den økonomiske situation, de indespærredes familier var kommet i, og krævede, at regeringen udenom socialkontorerne fandt en anstændig løsning på dette alvorlige spørgsmål. Landets daværende statsminister var så venlig at lade mig vide, at “hvad det økonomiske angår, kan statsministeren hun henvise til Deres løn som rigsdagsmand”.

Straks efter min ankomst til lejren sendte jeg socialminister Kjærbøl en skrivelse med tyve dokumenterede tilfælde, der viste hvilken økonomisk elendighed, de pågældende familier var kommet ud i, og krævede igen en anstændig og generel løsning af dette spørgsmål.

Der skete imidlertid intet. Familierne var stadigvæk henvist til socialkontorernes forgodtbefindende. …

Uddrag af brev fra Martin Nielsen, folketingsmedlem for DKP, 22. juni 1942

Kilde: Fængselsdage og fangenætter, af Martin Nielsen (1949), forlaget Tiden

1942 – I dag er det den 9. april

Min kære dreng!
Horserød, 9. april 1942

I dag er det den 9. april. Det er en dato, som også du husker særdeles vel. Den er indgået i din bevidsthed som en historisk afgørende dato. Du ved, hvad der skete med dit land og dit folk i dag for to år siden. Du ved det langt bedre, end jeg ved det. Du har nemlig haft mulighed for at få kendskab til at studere alle de kendsgerninger og enkeltheder, som endnu er skjult for det danske folk og for mig. For dig og dit slægtled er 9. april en historisk, men en afgørende historisk dato. For os og for mig, for alle os, der hver på sin vis oplevede 9. april, er denne dag langt mere. Det er den smerteligste og skammeligste dag, vi har oplevet i vort liv.

Kom 9. april da som en tyv om natten, som en overrumpling for os? Både ja og nej. Ja, for så vidt som vi ikke rednede med det på daværende tidspunkt, nej, forsåvidt som vi regnede med en besættelse af landet som en særdeles nærliggende mulighed.

Hvis du har studeret vort partis materiale fra den tid, vil du vide besked. Vor henvendelser til det danske folk efter Østrig sluttede med parolen: Læg Danmarks skæbne i folkets hænder, fortæller tydeligt, hvilke perspektiver vi havde. På vor store partikonference i Odense i sommeren 1938 var spørgsmålet om national og social samling af det danske folk det centrale. Vor stilling til ikke-angrebspagten viser samme indstilling. Studerer du vor holdning under den første Finlandskrig, hvor vi bogstaveligt kæmpede ene mod alle, vil du se, at hele vor politik var indstillet på bevarelse af Danmarks frihed og selvstændighed.

Da rigsdagen i januar 1940 pludselig blev forelagt en bombastisk neutralitetserklæring med forsikring om, at landet ville blive forsvaret mod enhver angriber, vil du vide, at det var mit partis formand, der i rigsdagen som eneste taler rettede det nærliggende spørgsmål til regeringen: Og hvad så? Hvad agter regeringen derudover at foretage sig? og du vil vide, at han hverken dengang eller senere fik noget svar på dette spørgsmål, som i stigende grad optog og foruroligede det danske folk.

Krigens udvikling gjorde det også klart for os, at muligheden for militær besættelse af Danmark bestod, vel at mærke som en mulighed fra såvel engelsk som tysk side.

Jeg var, som jeg har fortalt dig, væk, langt væk herfra (9. april red.). Din mor sad alene tilbage med dig, og med dig klynkede på sine arme oplevede hun så i den disede aprilmorgen de grå stormfugle formørke himlen over København. Forstår du hendes tanker, kan du sætte dig ind i hendes følelser, forstår du hendes stilling? Jeg var væk. Hun måtte, efter hvad der var sket, udelukke den mulighed, at jeg kom tilbage til landet igen, før krigen var forbi. Hun måtte forudse, at det, der første skete den 22. juni, ville ske straks. Hvad ville der ske med hende selv og hvad med dig?

Uddrag af brev fra Martin Nielsen, folketingsmedlem for DKP, 9. april 1942

Kilde: Fængselsdage og fangenætter, af Martin Nielsen (1949), forlaget Tiden

1941 – læserbrev: Det kommunale Folkekøkken

Hr. Redaktør!

De bedes venligst optage følgende: Folkekøkkenet har fået en god start, og der er ikke tvivl om, at en mængde mennesker vil sende kommunen en venlig tanke, idet et stort savn her er afhjulpet. Imidlertid er der en lille Ting, som jeg gerne vilde bede vort blad oplyse læserne om, og det er at bortrydde den Idé, at folkekøkkenet kun skulde være for de allerfattigste og arbejdsløse i byen, den tankegang har jeg hørt af adskillige, og jeg beder derfor bladet slå fast, at selv om det kommunale Folkekøkken ikke er skabt for millionærer, så er det dog en foranstaltning, skabt i en nødsituation for alle byens borgere, som under mere normale forhold opfylder sine forpligtelser overfor Kolding Kommune.

Med tak for optagelse
Knud Christensen
Konsul Grausgade 17, 1. sal

Kilde: Frit ordskifte, side 4, Kolding Socialdemokrat, 8. januar 1941

1940 – Udpeget et beskyttelsesrum

Meddelelse til Politikontoret
Dateret 22. 4. 1940

Udertegnede meddeler Politikontoret at jeg har udpeget et Beskyttelsesrum til Ejendommets Beboere ialt 7 Personer i Kjælderen midt i Huset. Størrelse 2 og 2,70 Meter i Guldflade ydermurene er 2½ Stenmur ingen vinduer i selve Rummet.

Pensioneret Gasværksarbejder

Peter Hansen Friemann
Hollændervej 5 1 sal Kolding

Kilde: Brev fra Peter Hansen Friemann, opbevaret i Det civile luftværns arkiv, Kolding Stadsarkiv

1940 – Vi skød så længe vi kunde

Vi gik i stilling ved Hokkerup, hvor der er en korsvej.

Det første vi gjorde var at få en vejspærring lavet. Dertil benyttede vi en slåmaskine og andre småting. Det var ingen god spærring, men vi fik ikke tid til mere, for da begyndte det at gå løs oppe ved Lundtoftbjerg. Vi kunde tydeligt se lyssporene som en ildkugle. Et udhus til Lundtoftbjerg brændte.

Mens vi stod og så på det kom der flyvemaskiner hen over os og lidt efter kom den første tyske bil hen til vejspærringen og standsede. Vi skød et advarselskud, men så begyndte tyskerne også at skyde.

Vi skød så længe vi kunde, men de var inde på os med det samme og gav ordre til, vi skulle kaste geværet.

Så var vi tyske fanger. Vi mistede to mand, 584 Jørgensen og Sergent Vous.

Så gik vi til Kruså under tysk bevogtning, men det var den værste tur vi endnu havde gjort.

Vi var dernede i et par timer så måtte vi gå igen.

Så havde vi prøvet at hilse på tyskerne, som blev en stor dag for os.

Brev af Kristian Larsen, menig soldat 9. april 1940

Kilde: 9. april, red. af Arne Stevns (1940), Steen Hasselbalchs Forlag

1940 – Inden Krigens Uhygge bryder for Alvor løs

Kolding April 1940

Kære søster

Inden Krigens Uhygge bryder for Alvor løs vil jeg sende dig en Tak for alt hvad du har været for mig og mine. Jeg har staaet ved mit vindue og set paa disse pusinder?(flyveblade red.) som Tyskerne spyer(spreder red.) ud, mæns deres Flyvemaskiner kredser over Staldgaarden. De kørte Nordøst, mon det er Lillebæltsbroen de vil beskytte eller ødelægge.

Mon vore Kaar skulde blive lig Finlands. Hele Kolding vaagnede i Nat ved Marskinernes Brummen og alle taler om det sæmme. Arbejdet var ellers i god gang med at indlægge W C, men nu staar Arbejdet foreløbig stille. Tænk paa os og vær glad at du ikke bor saa nær grænsen, som vi gør. Kære, haf det godt saa længe det er muligt, det vil blive slemt, hvis vi skal haave Tyskerne til at rode i vort Hjem. Færvel, Din Meng.

Søster

Brev fra Mathilde Juhl til hendes søster, 9. april 1940.

Kilde: Brev fra Mathilde Juhl til hendes søster, personarkiv efter Mathilde Juhl A7321, Kolding Stadsarkiv

1940 – Renvasket i sjælen

Det, der bærer os oppe, er den moralske støtte, som i samklang med vor egen samvittighed er bleven os til Del fra Danmark. Vi følte, da vi drog hjemmefra, at der blev grædt i Danmark for det finske folk, og vi følte endnu stærkere, at Finland kaldte. Vi skyldte Danmark at hævde dets navn – ingen skulde bebrejde vort land, at det udeblev, da det gjaldt.

I erindringen vil det finske folk komme til at leve, når der igen er fred i landet. Jeg mener, at hver finsk mor vil komme til at søge tilbage til dette årstal, der tog hendes søns liv, hendes mand eller broder. Der vil næppe findes det menneske, der ikke har ofret det dyreste for Finlands frihed.

Verden har aldrig før – tror jeg – set så stor selvopofrelse, som Finland indebærer i denne tid. Finlands folk er det ædleste og seneste, der lever. Jeg selv føler mig renvasket i sjælen over at måtte være med her. Noget godt menneske har jeg aldrig været, men dog var der noget, der rørte sig, da Finland kaldte.

En dansk Finlandsfrivillig brev, afsendt inden fredsafslutningen, gengivet i Kolding Folkeblad 18. marts 1940

Kilde: Renvasket i sjælen, 18. marts 1940, Kolding Folkeblad, forsiden

1940 – En dags mælkepenge til Finland

Den indsamling til fordel for Finland, der går under navnet ”En dags mælkepenge til Finland” og siden januar 1940 er blevet organiseret af De Danske Mejeriforeningers Fællesorganisation, har meddelt, at blandt de mejerier, der allerede har ydet deres bidrag til indsamlingen er:

Andelsmejeriet Lillebælt, Taulov, 900 kr.
Sønder Omme Andelsmejeri, 687 kr. 37 øre.
Brørup Andelsmejeri, 2258 kr. 40 øre.
Lunderskov Andelsmejeri, Hejnsvig, 289 kr. 6 øre.
C. Buhl, Follerupgaard, 100 kr.

Torsdag aften den 9. februar 1940 fortsattes i Kolding tøjindsamlingen til fordel for Finland, hvor der blev indsamlet i Kollinsgade, Agtrupsvej, Borthigsgade, Mariegade, Søparken og Piledamsvej.

Samtidig minder avisen Socialdemokraten sine læsere om at der efterfølgende mandag (12. februar 1940) kl. 20, er arrangeret en underholdningsaften af Kolding Teaterselskab, hvor hele overskuddet tilfalder Finlandsindsamlingen. Der er endnu mange billetter til salg, som kan fås enten hos Boghandler Schæffer, eller købes ved indgangen.

På søndag (11. februar 1940) vil socialdemokratisk Forening i Billund afholde 10års stiftelsesfest i det ny forsamlingshus. Overskud i forbindelse med festen vil også blive skænket til Finlandsindsamlingen. Der vil blive afholdt festtaler af folketingsmand M.K. Sørensen, Vejen, og Johannes Jensen, Grindsted, der begge taler om Finland.

Brev fra norsk frivillig

Følgende brev blev bragt i Socialdemokraten den 10. februar 1940, det skulle være sendt af en norsk Finlandsfrivillig fra Finland og hjem til Norge. Den frivilliges navn nævnes ikke i avisen.

Det begynder at gå op for os, hvad krig er: et helvede fuld af djævelsk udspekulerede torturmidler mod uskyldige kvinder og børn. Vi kan læse det i kvindernes ansigter.

Sorg og forbitrelse som de så tappert skjuler, men på bunden aner vi trods og ukuelig opofrelse mod Næsten og Fædrelandet. Det går ikke an at kue disse mennesker. De kender tilsyneladende ingen frygt for at dø i kampen mod det russiske barbari. De véd alle som én, at det vil blive meget værre at leve under Stalins pisk, end at kæmpe til sidste åndedrag for friheden på sin egen jord.

Kilde: Finlandsaften på mandag, 10. februar 1940, Kolding Socialdemokrat, side 5
Spredte Nyheder, 10. februar 1940, Kolding Socialdemokrat, side 5
Hellere dø end leve under Stalins pisk., 10. februar 1940, Kolding Socialdemokrat, side 3
Tøjindsamlingen til Finland, 9. februar 1940, Kolding Socialdemokrat, side 5