1940 – Udpeget et beskyttelsesrum

Meddelelse til Politikontoret
Dateret 22. 4. 1940

Udertegnede meddeler Politikontoret at jeg har udpeget et Beskyttelsesrum til Ejendommets Beboere ialt 7 Personer i Kjælderen midt i Huset. Størrelse 2 og 2,70 Meter i Guldflade ydermurene er 2½ Stenmur ingen vinduer i selve Rummet.

Pensioneret Gasværksarbejder

Peter Hansen Friemann
Hollændervej 5 1 sal Kolding

Kilde: Brev fra Peter Hansen Friemann, opbevaret i Det civile luftværns arkiv, Kolding Stadsarkiv

1940 – Vi skød så længe vi kunde

Vi gik i stilling ved Hokkerup, hvor der er en korsvej.

Det første vi gjorde var at få en vejspærring lavet. Dertil benyttede vi en slåmaskine og andre småting. Det var ingen god spærring, men vi fik ikke tid til mere, for da begyndte det at gå løs oppe ved Lundtoftbjerg. Vi kunde tydeligt se lyssporene som en ildkugle. Et udhus til Lundtoftbjerg brændte.

Mens vi stod og så på det kom der flyvemaskiner hen over os og lidt efter kom den første tyske bil hen til vejspærringen og standsede. Vi skød et advarselskud, men så begyndte tyskerne også at skyde.

Vi skød så længe vi kunde, men de var inde på os med det samme og gav ordre til, vi skulle kaste geværet.

Så var vi tyske fanger. Vi mistede to mand, 584 Jørgensen og Sergent Vous.

Så gik vi til Kruså under tysk bevogtning, men det var den værste tur vi endnu havde gjort.

Vi var dernede i et par timer så måtte vi gå igen.

Så havde vi prøvet at hilse på tyskerne, som blev en stor dag for os.

Brev af Kristian Larsen, menig soldat 9. april 1940

Kilde: 9. april, red. af Arne Stevns (1940), Steen Hasselbalchs Forlag

1940 – Inden Krigens Uhygge bryder for Alvor løs

Kolding April 1940

Kære søster

Inden Krigens Uhygge bryder for Alvor løs vil jeg sende dig en Tak for alt hvad du har været for mig og mine. Jeg har staaet ved mit vindue og set paa disse pusinder?(flyveblade red.) som Tyskerne spyer(spreder red.) ud, mæns deres Flyvemaskiner kredser over Staldgaarden. De kørte Nordøst, mon det er Lillebæltsbroen de vil beskytte eller ødelægge.

Mon vore Kaar skulde blive lig Finlands. Hele Kolding vaagnede i Nat ved Marskinernes Brummen og alle taler om det sæmme. Arbejdet var ellers i god gang med at indlægge W C, men nu staar Arbejdet foreløbig stille. Tænk paa os og vær glad at du ikke bor saa nær grænsen, som vi gør. Kære, haf det godt saa længe det er muligt, det vil blive slemt, hvis vi skal haave Tyskerne til at rode i vort Hjem. Færvel, Din Meng.

Søster

Brev fra Mathilde Juhl til hendes søster, 9. april 1940.

Kilde: Brev fra Mathilde Juhl til hendes søster, personarkiv efter Mathilde Juhl A7321, Kolding Stadsarkiv

1940 – Renvasket i sjælen

Det, der bærer os oppe, er den moralske støtte, som i samklang med vor egen samvittighed er bleven os til Del fra Danmark. Vi følte, da vi drog hjemmefra, at der blev grædt i Danmark for det finske folk, og vi følte endnu stærkere, at Finland kaldte. Vi skyldte Danmark at hævde dets navn – ingen skulde bebrejde vort land, at det udeblev, da det gjaldt.

I erindringen vil det finske folk komme til at leve, når der igen er fred i landet. Jeg mener, at hver finsk mor vil komme til at søge tilbage til dette årstal, der tog hendes søns liv, hendes mand eller broder. Der vil næppe findes det menneske, der ikke har ofret det dyreste for Finlands frihed.

Verden har aldrig før – tror jeg – set så stor selvopofrelse, som Finland indebærer i denne tid. Finlands folk er det ædleste og seneste, der lever. Jeg selv føler mig renvasket i sjælen over at måtte være med her. Noget godt menneske har jeg aldrig været, men dog var der noget, der rørte sig, da Finland kaldte.

En dansk Finlandsfrivillig brev, afsendt inden fredsafslutningen, gengivet i Kolding Folkeblad 18. marts 1940

Kilde: Renvasket i sjælen, 18. marts 1940, Kolding Folkeblad, forsiden

1940 – Hilsen fra en Kolding-frivillig

Fra chauffør Deigaard fra Jernbanegades Lillebiler, der forleden rejste til Finland, har vi fra Stockholm modtaget en hilsen, hvori det bl.a. hedder:

Vi nåede til Stockholm lørdag morgen. Ved ankomsten til Malmø var der 300 mennesker på banegården for at hylde de ca. 30 danske frivillige. ”Der er et yndigt land” og ”Du gamla, du fria” blev sunget, medens alle blottede hovederne, og gentagne gange lød leveråbene for nordens fire lande … Nu går det videre til Haparanda, hvor vi får uniformer udleveret.

Da chauffør Deigaard tog fra Kolding, var der mødt seks kommunister op på banegården, som forsøgte at yppe klammeri med ham, fordi han ville til Finland.

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 22. januar 1940.