1943 – Til danske læger

Til danske læger.

I anledning af en Eksplosion, der sættes i Forbindelse med sabotage, henvendte Politiet i en større dansk By sig til Byens Læger for at udbede sig Oplysninger om, hvorvidt de paagældende Læger indenfor et bestemt Tidsrum havde behandlet Personer med Læsioner, der kunde formodes at hidrøre fra en Eksplosion. To af de adspurgte Læger nægtede i Overensstemmelse med Loven om Lægers Tavshedspligt at udtale sig. Støttet af ”Den almindelige danske Lægeforening” lod de to læger Spørgsmaalet om deres Vidnepligt prøve for Underretten, hvis Kendelse gik Lægerne imod. Dommen appelleredes til Landsretten, der stadfæstede den af Underretten afsagte Kendelse.

”Den almindelige danske Lægeforening” stilling til de afsagte Kendelser fremgaard klart i Redegørelsen i “Ugeskrift for læger” Nr. 26/43 (20. maj). Man undlod dog at paakære Sagen til Højesteret, i det “Tiderne Ugunst bevirkede, at man ikke mente, der var stor Muligheder for at faa Kendelsen ændret, og man ville nødigt risikere paa Grund af de særlige Forhold, der hersker for Tiden, at faa en Afgørelse, der kunde skabe et ugunstigt Præcedens”.

En Række Læger har indset at dette Ræsonnement fra Lægeforeningen Side rummer en Indrømmelse af, at man ikke er utilbøjelig til at opfordre danske Læger til at gaa paa akkord med deres Samvittighed baade som Læger og som Danske.

De Folk, der har indset dette, prøve nu paa at føre Sagen igennem til Højesteret, for at dokumentere den Alvor, hvormed danske Læger betragter Sagen.

Lykkes det at faa Sagen for Højesteret, er Udfaldet paa Forhaand givet. Loven om Lægers Tavshedspligt er saa uklar i sin Ordlyd, at den i konkrete Tilfælde altid bliver et Fortolkningsproblem. og den danske Højesteret har – vistnok som den eneste i tyskbesatte lande – vist sin Vilje, til at tolke alt efter tysk Ønske.

Hvad saa ?

Vor Etik bygger paa to Forudsætninger, at vi er Læger og at vi er Danske.

Vor Opgave som Læger er hævet over al Diskussion, vi hjælper hvor vi kan, uanset hvem og hvad Patienten er.

Vi hjælper ikke en Patient ved at udlevere ham til tysk Retsforfølgelse og Straf.

Vi kæmper ikke for Danmarks Frihed ved at følge vore Undertrykkeres mindste Vink, vi kæmper ikke for Danmarks Frihed ved at udlevere Danske, der har gjort en Indsat, vi aldrig selv har vovet.

Det overvejende Flertal af Borgere i dette Land opfatter det som Stikkeri at udlevere en dansk Medborger. der yder en aktiv Indsats i vor nationale Kamp, til tyskerne, og de opfatter Stikkeri som den usleste af alle Forbrydelser.

Vi maa klar bekræfte overfor det danske Folk og den Frie Verden, at vi er og tør være Læger, Danske og Demokrater !

97% af de hollandske Læger vovede for nyligt Arbejde, Gods og Liv for at at undgaa Tvangsnazificeringen af deres Stand.

De danske Biskopper har for nyligt enstemmigt offentlig modsat sig at opfordre Præsterne til at tale ud fra andre Forudsætninger end deres kristne Livsanskuelse.

Der er nu rettet et alvorligt Angreb mod Grundvolden i vor Lægelige Etik, men en samlet Lægestand vil – paa trods af Domstolenes Kendelser – anse det som sin Pligt heroverfor at hævde sine pligter og Rettigheder.

Frit Danmarks Lægegruppe
De danske Studenter’s Medicinergruppe

Uddrag fra brev til Kaj Baagøe, Kaj Baagøes privatarkiv, kuvert poststemplet 2. juni 1943. Opbevares på Kolding Stadsarkiv

1942 – Hilsen til Vandrehjemmet

Bibliotekanerne takker for den enestaaende gæstfrihed, som dette fortræffelige Vandrehjem har ydet dem i tre dage. Den behandling, vi har faaet, viser at Kolding Vandrehjem er i besiddelse af en enestående gæstfrihed ogsaa over for noget besværlige gæster.
På mine kammeraters vegne
Poul Kurstein
9-8-42

Læg mærke til at der i teksten benyttes både aa og å, dette er afskrevet om Kurstein selv skrev hilsnen.
Kilde: Uddrag fra Kolding Vandrehjemmets gæstebog, opbevares på Kolding Stadsarkiv

1942 – Første jubilæumsdag

Martin Nielsen, MF
Venstre Fængsel, Kbhv. V.
Den 22. juni 1942

Til
Det i henhold til loven om forbud mod kommunistisk virksomhed m.v. nedsatte rigsdagsudvalg.

Hr. formand !
Som det vil være det ærede udvalg bekendt gennem en række breve, som bl.a. jeg i det forløbne år har tilstillet udvalget, har de internerede og fængslede kommunister ved siden af en stadig og alvorlig protest mod det grundlovsstridige i indespærringen utrætteligt protesteret mod den behandling, vi har været underkastet under selve den ulovlige indespærring.

Jeg skal endnu engang, dels på grund af, at vi passerer årsdagen for grundlovsbrudet, dels fordi vi, måske i denne højtidelige anledning, igen er genstand for ondartede administrative repressalier, gennem denne korte og ufuldstændige redegørelse, give udvalget og dermed rigsdagen, der både nu og i fremtiden bærer det egentlige ansvar, et billede af, hvad det egentlig er, der administrativt er foretaget overfor danske statsborgere, mod hvem der efter et års forløb ikke er rejst nogen sigtelse, langt mindre nogen anklage end ikke for at have overtrådt politivedtægten eller mørklægningsbestemmelserne.

Flertallet af os blev arresteret den 22. juni 1941. En del af os, deriblandt undertegnede, blev arresteret af “danske” politiembedsmænd i venskabeligt og kammeratligt samarbejde med medlemmer af det hemmelige tyske statspoliti. Trods min energiske protest under henvisning til min immunitet som rigsdagsmand, trods min protest mod husundersøgelse uden dommerkendelse og mi særlige henvisning til specielt mit hjems ukrænkelighed, blev arrestationen opretholdt og husundersøgelse uden min nærværelse foretaget. Den dag i dag har jeg ikke fået at vide, hvad der er beslaglagt i mit hjem, hvorfor det er beslaglagt, eller hvor de beslaglagte ting findes og til hvilket senere formål.
Som det skete i mit tilfælde, er det stort set sket i alle andre tilfælde.

Efter to måneders indespærring … blev vi så overflyttet til koncentrationslejren i Horserød. Det forekommer mig betegnende for rigsdagen og det ærede udvalgs ansvarsbevidsthed, at bortset fra folketingsmand Amby, har intet medlem af rigsdagen eller af udvalgets medlemmer følt det som deres selvfølgelige pligt på stedet at undersøge, hvordan over hundrede ulovligt indespærrede danske statsborgere egentlig levede.

Allerede et par dage efter min arrestation den 22. juni 1941 henledte jeg i et brev til statsminister Stauning regeringens opmærksomhed på den økonomiske situation, de indespærredes familier var kommet i, og krævede, at regeringen udenom socialkontorerne fandt en anstændig løsning på dette alvorlige spørgsmål. Landets daværende statsminister var så venlig at lade mig vide, at “hvad det økonomiske angår, kan statsministeren hun henvise til Deres løn som rigsdagsmand”.

Straks efter min ankomst til lejren sendte jeg socialminister Kjærbøl en skrivelse med tyve dokumenterede tilfælde, der viste hvilken økonomisk elendighed, de pågældende familier var kommet ud i, og krævede igen en anstændig og generel løsning af dette spørgsmål.

Der skete imidlertid intet. Familierne var stadigvæk henvist til socialkontorernes forgodtbefindende. …

Uddrag af brev fra Martin Nielsen, folketingsmedlem for DKP, 22. juni 1942

Kilde: Fængselsdage og fangenætter, af Martin Nielsen (1949), forlaget Tiden