1943 – Generalforsamling i Harte-Bramdrup Socialdemokratiske Forening

Nytaarsdag 1943 afholdtes Ekstra Generalforsamling i Harte Forsamlingshus i Anledning var i første Række at vælge ny Kasserer i Stedet for afdøde Jens Pedersen Brandrupdam og en ny Supleant i stedet for Anders Jensen Alpedal, der lider af en temmelig haabløs Sygdom. Formanden var fraværende paa Grund af Sygdom hvorfor mødet aabnedes af K. Antonsen, der efter at have budt velkommen mindedes den afdøde Kasserer Jens Pedersen som den rolige stilfærdige Mand han havde været, en mand der havde alles sympati og Tillid og som havde været en virkelig god Kammerat. Forsamlingen viste sin Tilslutning ved at rejse sig.

Derefter gik man over til selve Dagsordenen, man talte Kassebogen efter, og efter den foreløbige Opgørelse viste det sig at Kassen indeholdt 23 Kr. 69 Øre mere end der efter Bogen skulde være, Kassen indeholdt 50 Kr medes Bogen kun udviste 47 Kr 31 Øre, man enedes dog om at det hele skulde gaas rigtig efter, inden man udbetalte det resterende Beløb til Enken. Af mærkebeholdning fandtes der 611 mærker for Mænd og 151 for Kvinder.

Derefter gik man over til Valg af Kasserer valgt blev Peter Thomsen Ejstrup, og til Revisor valgtes Marius Nielsen. Formanden havde ogsaa yndet om at han ønskede at fratræde nærmest paa Grund af svigtende Helbred, men generalforsamlingen vedtog at lade det hvile til en senere Generalforsamling hvor Chr. Petersen selv var til Stede. Til sidst var der en Røst der hævede Sig om at passe på med Skatten at Restancen ikke skulde blive for stor, for at have Valgapperatet i Orden hvis der i den nærmeste Fremtid skulde blive Brug for det.

Hermed hævedes mødet.

Kilde: Uddrag fra forhandlingsprotokol, 1943. Forhandlingsprotokollen for Harte-Bramdrup Socialdemokratiske Forening. Opbevares på Kolding Stadsarkiv.

1942 – Bestyrelsesmøde i Harte-Bramdrup Socialdemokratiske Forening

Tirsdag d 18 August 1942 afholdtes et Bestyrelsesmøde hos Formanden Chr. Petersen Alpedal i Emnet var om vi skulde have en Film her ud i Foreningen i dette Efteraar, efter nogen Diskution enedes man om at afslaa det, da man var bange for at belaste kassen for haardt.

Dernæst skulde der vælges et par Repræsentanter for Foreningen til at tage til Kolding Søndag d 30 August til et møde, hvor der tillige skulde være Kursus i Studiekredsarbejde, valgt blev Arildsen Alpedal og Peter Rasmussen Ejstrup.

Mødet hævet

Kilde: Uddrag fra forhandlingsprotokol, 1942. Forhandlingsprotokollen for Harte-Bramdrup Socialdemokratiske Forening. Opbevares på Kolding Stadsarkiv.

Maskinmester Petersen og Arildsen fra Alpedalen var medarbejdere ved Vandkraftværket Harteværket, der i dag er et oplevelsescenter som du kan besøge, læs mere på værkets hjemmeside

1942 – En afdeling i Kolding af Foreningen Norden

Et stiftende møde fredag den 27. marts

I 13 af de danske provinsbyer er der nu afdelinger af Foreningen Norden, og nu er det slået fast, at Kolding skal være den fjortende, hvilket heller ikke skulle synes for tidligt, eftersom Kolding jo dog er den syvende største af de danske provinsbyer. Et lille tilfældigt udvalg med overbibliotekar Ebstrup i spidsen har taget sig af forberedelserne til foreningens dannelse, og man er nu så vidt, at der er fastsat stiftende møde til fredagen den 27. marts, ved hvilken lejlighed foreningens Nordens kendte og populære generalsekretær, oberstløjtnant Helge Bruhi, og den kendte unge historiker, lektor ved Københavns Universitet Frantz Wendt vil tale. Den sidstnævnte taler om nordiske problemer, og førstnævnte viser lysbilleder fra Hindsgavl, den danske Forening Nordens højborg. Man venter sig naturligvis også, at der fremtidig vil blive en nærmere tilknytning mellem den nye Koldingafdeling og Hindsgavl:

Ingen sinde har vel danske bedre nu forstået værdien af sammenholdet mellem de nordiske folk. Det er en lykke at se, at denne forståelse også under de svære tider råder lige så stærkt i vore nordiske nabolande. Den dag, da disse føleler i højere grad end nu kan give sig praktiske udslag, skal vi i dag være med til at forberede ved at slutte op om den gamle danske Forening Norden. […]

Kilde: uddrag, Kolding Folkeblad, 7. marts 1942.

1941 – Bestyrelsesmøde i Harte-Bramdrup Socialdemokratiske Forening

Den 14 Februar afholdetes et Bestyrelsesmøde i Alpedalen hos Formanden Chr. Petersen. Hovedmaalet var at vælge en Delegeret fra Foreningen til at rejse til Vejle Søndag den 16 Februar for at deltage i Opstillingsmødet ved det forestaaende Amtsraadsvalg. Valget blev K. Antonsen Bramdrupdam.

Desuden drøftedes det forestaaende kommunevalg og det bestemtes at afholde Opstillingsmøder i Bramdrup den 22. Februar og i Harte Forsamlingshus d 28 Februar, hvad man saa skulde se af faa bekendtgjort paa bedste maade.

Mødet hævet

Kilde: Uddrag fra forhandlingsprotokol, 1941. Forhandlingsprotokollen for Harte-Bramdrup Socialdemokratiske Forening. Opbevares på Kolding Stadsarkiv.

Maskinmester Petersen fra Alpedalen var medarbejdere ved Vandkraftværket Harteværket, der i dag er et oplevelsescenter som du kan besøge, læs mere på værkets hjemmeside

1941 – Hvis arvelighedsteorierne var kendt på H.C. Andersens tid

Kongeåkredsens Ungdomsforeninger har afholdt sit årlige nytårsstævne, som tiltrak mange deltagere. Blandt talerne til stævnet, var lektor Emil Frederiksen fra Gentofte Statsskole, som holdt ”et opsigtsvækkende foredrag om H.C. Andersen”, Frederiksen holdt et både ”vittigt og paradoksalt” foredrag, hvoraf her bringes et uddrag:

H.C. Andersen er på højde med Shakespeare og Homer. Han er vor nationalejendom, selv om han også er hele verdens digter. Vi forstår ha mog fatter hans fornemme nuanceringer.

Der er ingen tvivl om, at hvis thi: Jensen havde eksisteret og havde skrevet ”Storken”, da H.C. Andersen blev født – hvis tyvernes børnebegrænsning var kendt, og hvis Fru Andersen havde haft en læge ved barselssengen – så ville denne læge have kvalt vor store eventyrdigter i fødslen som ubrugelig for denne verden. Han var forudbestemt til at gå til grunde – men han blev reddet af vorherre og dennes sendebud på jorden, Jonas Collin. Hele hans familie var degenereret, hans far var en umulig skomager, hans mor en fordrukken vaskerkone, ja, man påstår endog, at skomageren end ikke var ahns far – nå, det må litteraturforskere om. Hans farfar var vist, hvad man kalder en skygge, og hans mormor en indadvendt og bitter almuekvinde – H.C. Andersen har søgt at hæve disse mennesker op i et højere plan. Han har fortalt, at faderen en gang efter bestilling lavede et par lædersko til en dame, som ikke ville bruge skoene, hvorfor faderen stolt skal have svaret hende: Udmærket, så tager jeg dem tilbage.

Læs mere

1941 – Generalforsamling i Harte-Bramdrup Socialdemokratiske Forening

Søndag d 12 Jan 1941 afholdtes der generalforsamling i Bramdrup Kro. Formanden maskinmester Pedersen Alpedal indledte mødet med en Redegørelse, for hvorfor der i Aaret der svandt var afholdt saa faa møder inden for Partiforeningen, grunden var tildels Folks mødetræthed, som desværre havde vist sig gang paa gang, og for det andet de ændrede Forhold, som vi er kommen ind under siden 9de April 1940.

Omtalt blev derefter Amtraadsvalgene nu til Foraaret og Arildsen Alpedal og K. Antonsen Bramdrupdam blev valgt til at repræsentere Foreningen ved det forestaaende Opstillingsmøde til Amtsraadet der skal afholdes paa Industriforeningen i Kolding Søndag d 19 Jan 1941.

Derefter blev de tilstundende Sogneraadsvalg omtalt, og der var Stemmer der talte for, at man denne gang skulde søge, hvis det kunde lade sig gøre at afholde Fredsvalg, idet man mente at under de herskende Forhold i Landet da at søge Valget foretaget under saa rolige Former som mulig, alt under Forbehold af, at Partiet beholdt de to mandater, som det nu har.

Maskinmester Pedersen var ved at sige fra som Sogneraadsmedlem i næste Valgperiode under Henvisning til, dels at han nu var over 60 Aar og at yngre Kræfter burde til og dels, at han erindrede fra sidste Valg, at Stemmerne stod Splittet, dog lod han skinne igennem, at hvis han kunde være sikker paa en god majoritet af Stemmerne, saa var der en mulighed for Fortsættelse.

Jørgen Grejsen Ejstrup, Formand for Landarbejdernes Fagforening her, meste at sige god for sin og Fagforeningens medlemmernes Støtte, hvis Pedersen vilde stille sig igen.

Regnskabet blev derefter oplæst af kasseren Jens Pedersen og godkendt. Paa Grund af at Mathias Jørgensen som var revisor var afgaaet ved Døden, skulde man have en anden, valget blev Anders Jensen Alpedal. Det blev derefter bestemt, at der skulde holdes yderligere en generalforsamling længere hen paa Foraaret, hvor de sædvanlige Valg skulde Foregaa.

Et nyt Medlem som er Tilflyttet fra Kolding ,,Arildsen” og som er gammel Agitator for Partiet, lovede at stille sine Kræfter til Raadighed her ude i Foreningen hvad der blev modtaget med glæde.

Efter nogen Diskution om kommunalpolitik, som den foregaar paa landet hvor Partiet er i Mindretal hævedes mødet.

Kilde: Uddrag fra forhandlingsprotokol, 1940. Forhandlingsprotokollen for Harte-Bramdrup Socialdemokratiske Forening. Opbevares på Kolding Stadsarkiv.

Maskinmester Petersen og Arildsen fra Alpedalen var begge medarbejdere ved Vandkraftværket Harteværket, der i dag er et oplevelsescenter som du kan besøge, læs mere på værkets hjemmeside

1940 – Luftværnudvalgets møde 24. august

Aar 1940 den 24′ Aug. Kl. 10 holdt Luftværnsudvalget møde paa Raadhuset. …

Borgmesteren bød velkommen og meddelte, at det var luftværnschefen, politimesteren, der havde ænsket dette møde afholdt, hvorefter luftværnschefen indledede med sagen angaaende afsnitsstionen af de 4 grene m. fornødne ordannanser og telefonister, og at udrykningsmandskabet anbragtes paa stationen for Brændvæsnets vedkommende paa Falck Station og for Sanitetsvæsnets vedkommende paa gl. Sydbanegaard, og at der saa etableres direkte telefon fra sfsnitsstation (Borgen) til disse stationer. Det vil volde indehaveren af lokalerne store vanskeligheder at afse den sidste projekterede del af lokalerne. Man vedtog Politimesteren forslag. Endvidere vedtog man at anmode om at faa vandrehjemmet til raadighed til evakuering af kvarterer, hvor der er faldet bomber, der ikke er sprængt (Blindgængere). Bygninger, der ligger indenfor en afstand af 300 m fra en saadan bombe, skal rømmes indtil bomben er uskadeliggjort.

Fra staten … opmærksom paa, at Hellefyr, der ikke er tændt rummer en fare for trafikken; Stadsingeniøren i forbindelse med elektricitetsværkets ledelse har allerede rettet en henvendelse til installatør Overbeck om at drage omsorg for at saavel Gadebelysningen som Hellefyrene oplyses i overensstemmelse med de sidste regler herom fra Staten …

Da der i flere Kvarterer i Byen ikke findes egnede private Tilflugtsrum for beboere vedtog man at anmode Stadsingeniøren, om at udarbejde et forslag til indrettelse af saadanne Rum eller Løbegrave i disse kvarterer.

Kredslægen havde intet at bemærke …

Motorkøretøjer … indtil videre var tilstrækkeligt

Sikring af store Benzin og Oliebeholdere paases af luftværnschefen, men denne vilde anmode … om … særlig sagkyndige at undersøge om dette forhold var i forsvarlige orden her i omraadet og indrette mulighed mangler med forslag om forbedringer …

… ang. havneluftværn … vedtog at opfodre havneudvalget til snarest muligt at fremkomme med et forslag efter de principper, man havde anvendt ved f.eks. Esbjerg havn og Kolding By for saa vidt angaar inddeling i de 4 grene.

Det vedtoges at modtage Strømpefabrikkens tilbud paa 500 kr. for overtagelse af det af kommunen i fabrikken indrettede tilflugtsrum og i stedet indrette et nyt tilflugtsrum i Andelsmejeriet.

Endvidere vedtog man at nedlægge tilflugtsrummet i Kruses Garager og indrette et mindre Tilflugtsrum til ca. 20 Personer til brug for trafikanter i kvarteret omkring Hollændervej. Herunder spurgte Borgmesteren, hvordan det gik Fabriksluftværnsplaner og det oplystes, at der forelaa planer fra Brødrene Volkert og Strømpefabriken til Godkendelse hos Politiet, … De Danske Mejeriers Maskinfabrik og Fællessforeningen for Brugsforeninger … endnu ikke indsendt til godkendelse. Andelsslagteriet ville man antage kom med under en Havneluftværnsplan.

… Tilflugtsrum og skilte … vedtog man at rejse skilte i lighed med dem, der fandte i Aalborg, dog at man her vil benytte de papir-plakater, man har til opklæbning i stedet for at lade fremstille emailleskilte; paa Borgmesterens forslag vedtog man at anbringe reglementeret afdæmpede lamper, tilknyttet ledningsnettet, der skal belyse saavel skiltene som Indgang til de off. Tilflugtsrum.

… Frivillige hjælpere til teknisk Tjeneste fra Haandværkerorganisationer, hvor efter ved vedtoges, at de tilmeldte skulle indkaldes til en teoretisk gennemgang af luftværnets opgaver, hvorefter de pågældende fordeles på stationerne hvor de skal gøre Tjeneste. … Hvis det kan skaffes, vil man udstyre dette Personale med Staalhjelme og Armbind. …

Kilde: Mødereferat af 24. august 1940, Det civile Luftværns arkiv, opbevares på Kolding Stadsarkiv