1941 – Om ledigheden mellem kvinderne

Formanden for Kvindeligt Arbejder Forbund, fru Fanny Jensen har til avisen Socialdemokraten den 1. marts 1941, leveret følgende læserbrev:

I den konservative provinspresse verserer der for tiden en artikel under overskriften: ”De ledige kvinder”, hvis indhold er et angreb på den arbejdsløse kvinde indenfor industrien.

Jeg tillader mig derfor – som formand for en stor kvinde arbejdsløshedskasse – at imødegå forskellige af de i artiklen anførte påstande, der tydeligt viser, at dens forfatter ikke er helt kendt med de forhold, han tager op til behandling.

Først omtales den store mangel på husassistenter sammenholdt med den stadige stigning i tallet på de arbejdsløse i De Kvindelige Arbejderes Arbejdsløshedskasse og det hævdes, at de unge piger foretrækker at hæve understøttelse fremfor at tage husligt arbejde.

Også de kvindelige arbejdere må følge den regel, at de skal tage anvist arbejde.

Hertil skal jeg bemærke, at De Kvindelige Arbejderes Arbejdsløshedskasse selvsagt administreres efter vedtægter nøjagtigt som de mandlige Arbejderes Arbejdsløshedskasse, og disse vedtægter kan vore medlemmer lige så lidt som de mandlige arbejdere komme udenom.

Hos os gælder naturligvis også den regel, at ingen kvinde kan få understøttelse, såfremt hun vægrer sig ved at tage et af kassen anvist arbejde.

Dette er vore medlemmer indforstået med, og vi har aldrig haft vanskeligheder ved at få dem til at modtage anvist arbejde.

Jeg kan nævne flere eksempler på, at vore medlemmer har fået anvist arbejde både 10 og 12 km fra deres hjem, uden at man i noget tilfælde har været ude for, at de nægtede at tage det, og her drejede det sig netop om husligt arbejde.

At industriens kvinder er ude for store vanskeligheder, dels grundet på arbejdsmangel og dels på grund af mangel på råstoffer, er vi alle bekendt med, men det giver dog ikke anledning til at fremsætte påstand om, at kvinderne foretrækker understøttelse fremfor arbejde.

Derimod kunne og burde der udvises mere samfundssind fra visse arbejdsgivere, der i mange tilfælde afskediger enligtstillede kvinder og familieforsørgere, og så – når der igen bliver beskæftigelse – i stedet for at henvende sig til fagforeningerne for at få disse kvinder igen – antages unge piger lige fra gaden.

Det afhjælper i hvert fald ikke arbejdsløsheden, men er tværtimod en yderligere belastning for arbejdsløshedskasserne.

Hvad angår manglen på huslig hjælp, da ligger forholdet jo sådan, at der er husassistenter nok at få. Mange af disse unge piger er blevet afskediget fra hjemmene, fordi husmødrene, for at spare, antager timelønnet konehjælp.

Endnu en vanskelighed, vi kommer ud for, når industrikvinder får anvist arbejde som husassistenter, er husmoderens bestemte krav om anbefalinger fra tidligere pladser, et krav, som vore medlemmer ifølge sagens natur umuligt kan opfylde, fordi de hidtil udelukkende har været beskæftiget i industrien. Følgen heraf er, at de ikke kan få pladsen.

Husassistenternes Forbund kan for tiden anvise kvalificeret hushjælp i fornødent omfang, men manglen på husassistenter er efterhånden blevet en stående påstand, hvor diskussionen er om arbejdsløsheden indenfor industrien.

Endelig må det ikke glemmes, at industriens kvinder betaler deres kontingent til Arbejdsløshedskassen for at sikre sig imod arbejdsløshed.

Alene de kvindelige arbejderes Arbejdsløshedskasses medlemmer betaler således mellem 3 og 4 millioner kr., årligt i kontingent.

Hvad angår det store spørgsmål at skaffe arbejdsløse kvinder beskæftigelse, da er det ikke noget nyt problem, der er taget op af Danske Kvinders Beredskabstjeneste, der anvises i forslaget til regeringen, er nye, hvor velmente de i øvrigt kan være.

Vor hovedbestyrelse er stadigt vågen overfor problemet: Beskæftigelse til de arbejdsløse, og vi har længe haft arbejdsløse medlemmer på højskole, ligesom vort beskæftigelsesudvalg har forskellige planer under overvejelse, uden at vi dog tror, at sådanne foranstaltninger vil få særlig betydning. Det er nu engang ikke så lige en dag at finde nødhjælpsarbejde til kvinderne.

Det er i hvert fald givet, og det bør slås fast, at den arbejdsløse kvinde – akkurat ligesom den arbejdsløse mand, langt, langt hellere ville have arbejde end understøttelse, det har vi fagforeningsfolk de bedste forudsætninger for at kunne bedømme.

Man kan nu engang ikke tage arbejde, hvor intet er at få, men man burde forskåne de arbejdsløse kvinder for en sådan omtale som den, de er genstand for i den omhandlende artikel, den arbejdsløses lod er i forvejen tung nok at være under de nuværende forhold.

Fanny Jensen

Kilder:
Om ledigheden mellem kvinderne, af Fanny Jensen, Fre. Socialdemokraten, side 2, 1. marts 1941

1941 – Tale: Folkets ret til at vælge

Tale af partiformand for DKP og folketingsmedlem Aksel Larsen, holdt i folketinget den 20. februar 1941:

Jeg anser det for yderst beklageligt, at regeringen er fremkommet med dette lovforslag om udskydelse af de kommunale valgs afholdelse, foreløbig i et år. Det ville have været af meget stor betydning at få afholdt almindelige, offentlige valg netop nu, i dette forår, i marts måned. Sådan set kan man jo sige, at det ville have været bekvemt og i mange henseender rimeligt, om man, da de daværende regeringspartier på grund af indtrufne omstændigheder forlod det grundlag, man var gået til valg på i 1939, havde ladet afholde folketingsvalg.

Dette har man ikke ønsket at gøre, men nu skulle altså de ordinære kommunale valg holdes. Jeg tror, disse kommunevalg ville have fået meget stor betydning. Vi lever i en tid, hvor man meget kraftigt påkalder folkets samlingsvilje og folkets evne til at bære tidens byrder og klare tidens vanskeligheder, og vi lever samtidig i en tid, hvor der meget højrøstet – om end uden grundlag – tales om nødvendigheden af, at det danske folk fuldkommen forkaster det grundlag, det helt har bygget sit offentlige liv på hidtil. Jeg tror, at det derfor ville have været af meget stor betydning, om man ved et kommunevalg havde givet folket, eller i hvert fald den stemmeberettigede del af det, lejlighed til at tilkendegive sin mening om styreform og styresæt her i landet. Betydningen af en sådan tilkendegivelse tror jeg ikke kan overvurderes.

Endelig ville kommunevalg nu i foråret give befolkningen en hårdt tiltrængt lejlighed til samtidigt at udtale sig om spørgsmålet samlingsregeringen og dens politik. Man vil måske hertil indvende, at dette spørgsmål forelå ikke til bedømmelse, da det var kommunale valg, vi skulle have. Indvendingen er imidlertid formel og kan ikke tages alvorligt.

Staten og kommunernes sager kan ikke på den måde skilles ad. Der er naturligvis blevet regeret og administreret efter den samme grundlinje både i stat og kommune. Dette er så meget mere selvfølgeligt, om det er de samme partier, der her i rigsdage har sluttet sig sammen og dannet grundlaget for samlingsregeringen, om også har den absolutte magt i alle landets kommuner.

Af disse tre grunde, mener jeg, at valgene havde meget stor betydning. Jeg mener uden at overdrive, at vi overhovedet aldrig i Danmarks parlamentariske historie har haft en situation, hvor det var så vigtigt at få afholdt offentlige valg, at det simpelthen er de vigtigste kommunale valg, vi nogen sinde har stået over for. Derfor beklager jeg meget, at regeringen fremkommer med et forslag om, at disse valg ikke skal finde sted. Jeg beklager meget, at dette regeringsforslag jo må antages at blive ophøjet til lov ved beslutning af rigsdagen.

Derpå vender jeg mig mod det reelle til begrundelse af valgenes udsættes, som det angives i bemærkningerne til lovforslaget, og som det forefindes i indenrigsministerens fremsættelsesaftale, nemlig dette, at på grund af den skærpede krigssituation, der kan ventes til foråret, er det ikke muligt at lade valgene finde sted. Må jeg bede den højtærede indenrigsminister om en bedre begrundelse. Må jeg bede om en begrundelse, som ministeren selv tror på. Må jeg bede om en begrundelse, som også befolkningen kan tage alvorligt.

Jeg vil i det hele taget henstille til regeringen at holde op med at komme med begrundelser for sine love og foranstaltninger, som man ikke kan tage alvorligt. Vi har været ude for det adskillige gange, f.eks. da vi fik dette mærkværdige forslag om den autobane, som skulle bygges på Falster, om den nye Guldborgsundbro. Dér fik vi en motivering, som var rent ud sagt ”ad Pommern til ”.

Jeg ved, at der herhjemme er forskellige faktorer, hvis man kan bruge det udtryk, som er eller var alt andet end begejstrede ved udsigten til at skulle have deres tilslutning målt op ved et valg. Der er først og mest nærliggende det parti, som man vel må formode endnu ledes af det ærede medlem hr. Frits Clausen; og det ved enhver, at de er ikke begejstrede for kommunale valg. De har gebærdet sig siden den 9. april, som om de havde hele folket bag sig, og som om det var givet, at i løbet af 24 timer ville folket overdrage dem magten. Men det er betegnende for deres tillid til folket, at da partierne i henhold til valgloven søgte listebogstaver for hele landet, manglede der bondepartiet og det andet parti, der hedder noget i retning af DNSAP.

De skulle ikke søge listebogstav, de skulle ikke have forberedt kommunevalg, de trængte ikke til at få opstillet kandidater. Efter de seneste begivenheder, hvor foretagendet blev sprængt og gik i mere eller mindre tiltalende, navnlig mindre tiltalende stykker, forstår man, at det er fuldkommen håbløst for dem at deltage i noget offentligt valg nogetsteds. Altså, dette parti måtte være interesseret i at få de kommunale valg forhindret. Jeg vil tro, at de efter fattig evne har gjort, hvad de kunne, men jeg kan ikke tro, at de har så megen indflydelse, at de er i stand til at udrette noget i den henseende.

Kilde:
Taler og artikler gennem 20år, af Aksel Larsen 1932-1952 (udgivet 1953), forlaget Tiden

1941 – Den danske Front

På et møde i København afholdtes om aften den 18. februar 1941, så et nyt dansk parti dagens lys, da man på mødet stiftede partiet under navnet ”Den danske Front”, der angivelig stiftes efter splittelse i det nazistiske parti DNSAP. Som ledere af partiet valgtes civilingeniør Kai Rinck, H. Thorsen, Otto Lønskov, kaptajn Jacob Holm og F.J. Hinne.

I en radioudsendelsen på stiftelses aften kl. 19, blev i øvrigt oplyst, at blandt stifterne var godsejer Grevenkop-Castenskiold, fhv. landsretssagfører Eiler Pontoppidan og tidligere partisekretær Back-Pedersen.

Læs mere

1941 – Brevet gik naturligvis lige i papirkurven

Efter flere nazistiske presse angreb på Socialdemokratiet, svarede partiet igen igennem sine egne aviser.

Hr. Frits Clausens partiorgan Fædrelandet har fået en pænere tone og roser sig af det flere gange om ugen: Se, er vi da ikke pæne! At det mere snavsede arbejde så overlades talentet Steen Rasmussen ved ugebladet Nationalsocialisten, er kun en praktisk arbejdsfordeling i disse tider, hvor vi alle må dele det forhåndenværende arbejde.

Nu har Fædrelandet fået en ny streng på sin stradivarius. Bladet klynker! Klynker sådan rigtig hjerteligt, hvad man slet ikke umiddelbart ville tiltro et udpræget kamporgan, som vil intet mindre end omstyrte ”systemet”. I går bringer Fædrelandet på forsiden en firespaltet artikel med bladets største typer i følgende rubriker: Den åndelige borgerkrig må og skal bringes til ophør – systemet kan ikke forsvare at fortsætte sin kamp mod nationalsocialisterne, som arbejder på rent dansk grundlag – der tales om metoder, som er fremmede for os danske, men det er systemet, der har indført dem.

Og så fortælles der i artiklen om disse skrækkelige angreb, som systemet slet ikke kan være bekendt. Tænk, andre partiers agitationer tilsøler dem, ja, de har endog på redaktionen fået anonyme breve, som de har overladt opdagelsespolitiet til granskning.

Man må næsten få medlidenhed med de herrer. Vi andre får ganske vist også anonyme breve med trusler om vold og andet – for et par måneder siden kom der til Social-Demokraten redaktør et sådan brev. Brevet, der var underskrevet S A. 280. lovede, at en stormtrop ville komme den følgende aften og i tilslutning til en artikel i Fædrelandet kidnappe redaktøren. – Brevet gik naturligvis lige i papirkurven.

Vi må i øvrigt beklage, at det aldrig er lykkes os helt at forstå, hvad man fra nationalsocialistisk side mener med betegnelsen ”systemet”. Hvem er det, og hvad er det? Er det brugt i nedsættende betydning, er det et hånsudtryk? Formentlig! Mener man regeringen eller regeringspartierne, hvorfor da ikke bruge disse ord? Det var vistnok noget for pressens moralvogtere og sprogrensere at bede Fædrelandet bruge udtryk, som var forståelige for alle.

For Socialdemokratiets vedkommende frabeder vi os udtrykket ”Systemet”. Vi er socialdemokratiet og vil man angribe os, må man bruge vort navn. Nu siger bladet, at nationalsocialisterne kun har anvendt systemets egne metoder. De ”midler og metoder”, som vi har bebrejdet Fædrelandet – udslettelse af blade, stille folk op ved muren og kidnapning af redaktører – har det i hvert fald aldrig lært af det danske socialdemokrati, som aldrig har truet med eller anvendt dem.

Bladet slutter med nogle bemærkninger om den åndelige borgerkrig.

Vi venter Hr. Statsminister Staunings stilling til den åndelige borgerkrig. Skal den fortsættes, så for os gerne, men vi tager da de våben i anvendelse, som er nødvendige til sikring af personlig ære, til fjernelse af rygtesmede og til opnåelse af tåbelige (skal formentlig være tålelige. Red. Anm.) tilstande for mennesker, hvis åndelige indstilling ikke falder sammen med det smuldrende systems.

– Lads os sige til Fædrelandet’s let forvirrede artikel, at der er hverken åndelig eller anden borgerkrig i Danmark. Der foregår en politisk kamp mellem partier og idealer, som vi altid har haft for skik i Danmark, hvor meningsfriheden er så stor, og i denne politiske kamp må alle partier have lige ret, det er demokratiets lov.

Demokratiske partier og demokratisk presse har kun svaret på angreb. Hvis Hr. Clausens parti nu ikke tåler angreb mere, da tilkommer det de danske nationalsocialister, der begyndte angrebene på os, også at gøre begyndelsen ved at ophøre med angrebene.

Kilde: Aandelig Borgerkrig, Fre. Socialdemokrat, side 3, 8. februar 1941

1941 – Kommenale valg rejser … en mangfoldighed af spørgsmål

I forbindelse med de forestående kommunale valg rejser der sig en mangfoldighed af spørgsmål, der i første række omfatter valgretten. VI er således blevet stillet overfor spørgsmålet om, hvorvidt en skatteyder, der har opnået henstand med betaling af sin skat, har bevaret sin stemmeret, når han overholder den aftale om skattens ratevise betaling, der er truffet med det pågældende skattekontor.

Vi har forelagt spørgsmålet på kompetent sted og modtaget følgende svar: En skatteyder, der har opnået henstand med betaling af sin skat, har kun stemmeret, såfremt han inden valglisternes endelige berigtigelse har betalt så stor en del af sin skat, der kræves for bevarelsen af stemmeretten i henhold til reglerne for eftergivelse af en del af skatten. Er en så stor del af skatten ikke betalt inden valglisternes berigtigelse, slettes de pågældende af valglisten.

Vi tilføjer, at hver enkelt kommune i henhold til valgloven skal bekendtgøre, når valglistens endelige berigtigelse finder sted, det skal ske i perioden mellem den 10. og den 24. Februar.

Kolding Socialdemokrat, 22. januar 1941

Kilde: I forbindelse med de forstaaende kommunale valg, 22. jan 1941, Kol. Socialdemokrat, side 4

1941 – Fælles valgdag 11. marts

Kolding Socialdemokrats avisleder den 15. januar 1941:

Vi har gjort os til talsmand for, at hvis bestræbelserne for en fælles kommunal valgdag for hele landet ikke skulle føre til noget resultat, burde man søge gennemført en fælles valgdag for hele amtet.

Vejle Amtsråd har for sit vedkommende tiltrådt denne tanke og fastsat valget i samtlige sognekommuner til den 11. marts, og vi vil da finde det naturligt, at også de tre købstæder afholder valg nævnte dag. Mange – også praktiske grunde – taler for en sådan ordning.

Imidlertid har Vejle By fastsat valget til den 3. marts og Fredericia har valgt den 7. marts. I Kolding er valgdagen ikke fastsat endelig, men kasse- og regnskabsudvalget er indforstået med den tanke, at gøre 11. marts til fælles valgdag for hele amtet, forudsat, at vore to nabobyer går med til denne dato og udvalget har besluttet at søge forhandling med vore to nabobyer om dette forhold.

I øvrigt er det vist ikke udelukket at bestræbelserne for een fælles valgdag kan praktiseres også uden ændring af loven.

Det meddeles således i dag at borgerrepræsentantvalget i København vil blive afholdt tirsdag den 11. marts. Indenfor de sjællandske amter kan det ligeledes ventes, at amtsråd, og sognerådsvalgene vil blive afholdt denne dag.

Det er sandsynligt, at købstadskommunerne følger eksemplet.

Også på Fyn er valgdagen fastsat til 11. marts. Det gælder både Odense, Assens og Svendborg amter.

Kilde: Fælles valgdag 11. marts, 15. januar 1941, Kolding Socialdemokrat, side 4

1941 – Hvis arvelighedsteorierne var kendt på H.C. Andersens tid

Kongeåkredsens Ungdomsforeninger har afholdt sit årlige nytårsstævne, som tiltrak mange deltagere. Blandt talerne til stævnet, var lektor Emil Frederiksen fra Gentofte Statsskole, som holdt ”et opsigtsvækkende foredrag om H.C. Andersen”, Frederiksen holdt et både ”vittigt og paradoksalt” foredrag, hvoraf her bringes et uddrag:

H.C. Andersen er på højde med Shakespeare og Homer. Han er vor nationalejendom, selv om han også er hele verdens digter. Vi forstår ha mog fatter hans fornemme nuanceringer.

Der er ingen tvivl om, at hvis thi: Jensen havde eksisteret og havde skrevet ”Storken”, da H.C. Andersen blev født – hvis tyvernes børnebegrænsning var kendt, og hvis Fru Andersen havde haft en læge ved barselssengen – så ville denne læge have kvalt vor store eventyrdigter i fødslen som ubrugelig for denne verden. Han var forudbestemt til at gå til grunde – men han blev reddet af vorherre og dennes sendebud på jorden, Jonas Collin. Hele hans familie var degenereret, hans far var en umulig skomager, hans mor en fordrukken vaskerkone, ja, man påstår endog, at skomageren end ikke var ahns far – nå, det må litteraturforskere om. Hans farfar var vist, hvad man kalder en skygge, og hans mormor en indadvendt og bitter almuekvinde – H.C. Andersen har søgt at hæve disse mennesker op i et højere plan. Han har fortalt, at faderen en gang efter bestilling lavede et par lædersko til en dame, som ikke ville bruge skoene, hvorfor faderen stolt skal have svaret hende: Udmærket, så tager jeg dem tilbage.

Læs mere