1943 – Tyskerne har indtaget Rom

Kamp om hovedstaden siden onsdag aften

Berlin, RB.

DNB meddeler fra Førerhovedkvarteret: Værnemagtens overkommando meddeler følgende:

Den forræderiske Badoglio-regering havde i de sidste uger til forberedelse af sit frafald samlet store styrker omkring Rom og sat selve byen i forsvarstilstand mod de rundt om byen liggende tyske tropper. Som grund angav man faren for en fjendtlig landgang vest for Rom. Siden Italiens kapitulation den 8. september om aftenen har der udviklet sig kampe om Rom mellem tyske og italienske tropper. Den tyske øverstkommanderende, feltmarskal Kesselring, trak forstærkninger til, indledede angrebet på Rom og tilstillede kommandanten et ultimatum. Under trykket heraf har den italienske øverstkommanderende i Rom kapituleret i en omkreds af 50 kilometer. Afvæbningen af de italienske tropper er i gang. Forbindelsen med den tyske hær i området ved Neapel og Salerno er tilvejebragt – Den tyske værnemagt vil overtage beskyttelsen af Vatikanstaten. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 11. september 1943.

1943 – Opløsningen af den kommunistiske internationale

J. Stalins svar og den sovjetiske forklaring om opløsningen af den kommunistiske internationale. Uddrag:

Opløsningen af den kommunistiske internationale er en rigtig beslutning på det rigtige tidspunkt, fordi den gør det lettere at organisere alle frihedselskende nationers fælles stormløb mod den fælles fjende: Hitlerismen.

Opløsningen af den kommunistiske internationale er en rigtig beslutning fordi:

a) den afslører Hitleristernes løgn om, at ”Moskva” har i sinde at blande sig i andre staters liv og ”bolsjevisere” dem. Denne løgn kommer man fra nu af ingen vegne med.

b) den afslører den bagvaskelse, som kommunismens modstandere inden for arbejderbevægelsen udspreder om, at de kommunistiske partier i de forskellige lande ikke handler i deres eget folks interesse, men på ordre ude fra. …

c) den gør det lettere for patrioterne i de frihedselskende lande at forene de progressive kræfter i deres respektive lande, uanset parti eller religiøs overbevisning, i en fælles national frihedslejr med det mål at give kampen mod fascismen endnu større omfang.

d) den gør det lettere for patrioterne i alle lande at forene alle frihedselskende folk i en fælles international lejr til kamp mod Hitlerismens truende verdensherredømme og skaffer samtidig fri bane for organiseringen af et kommende venskabelig forbund mellem folkene på grundlag af deres ligeberettigelse.

Jeg tror, at alle disse omstændigheder tilsammen vil føre til fortsat styrkelse af de allieredes og de andre forenede nationers enhedsfront i deres kamp for sejren over Hitler-Tyranniet.

Jeg mener, at opløsningen af den kommunistiske internationale kom på det helt rigtige tidspunkt, fordi det netop nu, da det fascistiske rovdyr anspænder sine sidste kræfter, er nødvendigt at organisere et fælles stormløb fra de frihedselskende landes side for at gøre det af med dette rovdyr og befri folkene for den fascistiske undertrykkelse.

Med agtelse
J. Stalin, 28. maj 1943

Kilde: Sovjetunionen i krig, af J. Stalin (1945), forlaget Tiden

1943 – Lykønsknings-telegrammer

Lykønsknings-telegrammer fra J. Stalin sendt i anledning af engelsk-amerikanske troppers sejr i Nordafrika, 8. maj 1943.

Premierminister Churchill, London.

Jeg lykønsker dem og de heltemodige britiske og amerikanske tropper med den strålende sejr, der har ført til Bizertas og Tunis’ befrielse for Hitler-Tyranniet. Jeg ønsker Dem fortsat fremgang.

J. Stalin.

Præsident Roosevelt, Washington.

Jeg lykønsker dem og de heltemodige britiske og amerikanske tropper med den strålende sejr, der har ført til Bizertas og Tunis’ befrielse for Hitler-Tyranniet. Jeg ønsker Dem fortsat fremgang.

J. Stalin.

Kilde: Sovjetunionen i krig, af J. Stalin (1945), forlaget Tiden

1943 – Stalin om Polens fremtid

Stalins svar på henvendelse fra amerikansk journalist vedrørende Polens fremtid.

Hr. Parker!

Den 3. Maj modtog jeg deres to spørgsmål angående det polsk-sovjetiske forhold.

Jeg sender dem hermed mine svar:

1. Spørgsmål: Ønsker Sovjetunionens regering at se et stærkt og uafhængigt Polen efter Hitler-Tysklands nederlag?

Svar: Ja, ganske afgjort.

2. Spørgsmål: Hvilke grundlag må forholdet mellem Polen og Sovjetunionen ud fra deres synspunkt bygge på efter krigen?

Svar: På et solidt og godt naboforhold og gensig agtelse eller, hvis det polske folk ønsker det, på et forbund om gensidig hjælp mod tyskerne som Sovjetunionens og Polens hovedfjender.

Med Agtelse
J. Stalin, 4. maj 1943

Kilde: Sovjetunionen i krig, af J. Stalin (1945), forlaget Tiden

1943 – Skæbnefællesskab

Læserbrev fra det nazistiske dagblad Fædrelandet:

Det er måske trist at skulle indrømme det, men ikke desto mindre er det rigtigt: Danmarks fremtidige skæbne afhænger ikke i første instans af det arbejde, som udføres herhjemme, men vil i højere grad blive bestemt af det udfald, som det nuværende verdensopgør får.

Aldrig nogensinde tidligere har det været tydeligere end nu, hvor stort skæbnefællesskabet er mellem Europas lande, ja, vel i grunden mellem alle hvide folkeslag. Kommunismen vil undergrave den hvide races førerstilling. Lykkes dette, vil i første omgang Europa bukke under, og i anden omgang den øvrige del af den hvide verden. Vor kvantitative underlegenhed vil ikke kunne undgå at gøre sig gældende. Kvaliteten vil ikke være i stand til at redde os. Just i dag er hele verden vidne til, at uciviliserede horder er dødsensfarlige, når de bliver udstyret med den moderne tekniks hjælpemidler.

For længe siden har vi national-socialister indset dette. Dag for dag får flere og flere af vore modstandere øjnene op for, at det forholder sig således. Hvorfor melder de sig ikke alle til vore rækker? De vil dog det samme. Det er vor pligt at få dem med i arbejdet. Kun derved har vort arbejde værdi.

Fordi vi indser, at det afgørende for vort folks fremtid er krigens udfald, betyder det ikke, at vi mener, at arbejdet på hjemmefronten er uden betydning, tværtimod. Det, det først og fremmest gælder om for os, er at vinde tilfængere for den national-socialistiske idé. Dette arbejde er af uvurderlig betydning for den ydre front. Kun når vort folk forstår kampens betydning, vil det være i stand til at bringe alt det ud af produktionsmaskineriet, som der er mulighed for. Dette er nødvendigt, hvis krigen skal vindes.

Under en liberalistisk økonomi får man kun folk til at lægge sig i selen ved at yde dem et kontant vederlag for deres anstrengelser. En sådan samfundstilstand er alene bygget op med stræbet efter profit som drivfjeder.

Det national-socialistiske samfund har en bredere horisont. Her producerer den enkelte ikke alene for personlig vindings skyld, men også for at stabilisere hele samfundet. I jo højere grad det lykkes os at overbevise vore landsmænd om, at ingen anstrengelse er for stor, hvis folkets fremtid skal kunne sikres, desto mindre nødvendigt vil det være at manipulere med priserne.

I Tyskland, hvor f.eks. bondestanden står i stor taknemmelighedsgæld til det national-socialistiske styre, og hvor befolkningen føler, at den deltager i en skæbnekamp, der er afgørende for hele landets fremtid, har henstillinger fra statens side været tilstrækkelig til at få bønderne og de forskellige andre erhvervsdrivende til at producere netop, som man ønsker det.

Her i Danmark ligger forholdene imidlertid helt anderledes. Henstillinger til arbejdsgiverne har ingen eller kun få virkninger. Indførelsen af tvang ville sikkert ikke gavne, men kunne tværtimod meget let komme til at skade. Danmarks erhvervsliv er ikke fastlagt planøkonomisk. Der er heller ikke længere tale om den rene liberalisme. Tilstanden betegner et mellemstadium mellem disse to yderpunkter. Den, som vil pille ved formerne indenfor de enkelte bedrifter, og som vil gøre sig håb om, at hans indblanding skal få det ønskede resultat, må erkende dette forhold. Således er prisen altså stadigvæk et vigtigt middel til ændring af produktionens størrelse og sammensætning. Ingen vil ofre sig, alle vil tjene penge. Og dog kommer vi ikke udenom ofrene.

Vi national-socialister har derfor pligt til at gøre alt, hvad vi kan for at åbne øjnene på vore modstandere. Desto flere vi vinder, desto mindre betydning vil priserne få.

Det kan være svært at stå sig i kampen mod systemfolkenes løfte og overbudspolitik. Men vi kan gøre det, hvis vi vil. Da Adolf Hitler erobrede magten i Tyskland, forfaldt han aldrig til at eftergøre de gamle systempolitikeres fejltrin. Han lovede ikke så meget, som de gjorde, men han holdt, hvad han lovede. Derfor vandt han folkets tillid.

Vi vil forsøge at arbejde efter samme linje. VI skal være utrættelige i agitationen for vor idé. Dog skal vi vogte os for at tale om mere, end hver og en af os har forstand på. Den der udtaler sig om noget, han ikke har kendskab til, undergraver blot sin egen position. Den national-socialistiske ideologi er så sand, at alle må give os ret, hvis de bare bliver oplyst om denne på en fornuftig måde. Dette er det vor pligt at gøre. Ikke ved fraser og tomme ord skal vi gøre os gældende, men ved velunderbyggede saglige argumenter. Vi skal arbejde og vi skal alle arbejde med, så er der intet sikre, end at det danske folk vil blive vundet for national-socialismen.

Af Mimer

Kilde:
Skæbnefællesskab, side 3 + 6, Fædrelandet, 13. februar 1943

1942 – Statsminister Buhls antisabotage radiotale

Den 2. September 1942, dagen efter tre årsdagen for storkrigens udbrud, har den danske statsminister Vilhelm Buhl valgt at holde en tale til den danske befolkning, om ikke at deltage i “landsskadelige” handlinger såsom sabotage.

Buhl, samt andre tilhængere af samarbejdspolitiken, hævder at sabotagen er direkte til skade for samarbejdspolitiken og dermed for Danmark.

1942 – Første jubilæumsdag

Martin Nielsen, MF
Venstre Fængsel, Kbhv. V.
Den 22. juni 1942

Til
Det i henhold til loven om forbud mod kommunistisk virksomhed m.v. nedsatte rigsdagsudvalg.

Hr. formand !
Som det vil være det ærede udvalg bekendt gennem en række breve, som bl.a. jeg i det forløbne år har tilstillet udvalget, har de internerede og fængslede kommunister ved siden af en stadig og alvorlig protest mod det grundlovsstridige i indespærringen utrætteligt protesteret mod den behandling, vi har været underkastet under selve den ulovlige indespærring.

Jeg skal endnu engang, dels på grund af, at vi passerer årsdagen for grundlovsbrudet, dels fordi vi, måske i denne højtidelige anledning, igen er genstand for ondartede administrative repressalier, gennem denne korte og ufuldstændige redegørelse, give udvalget og dermed rigsdagen, der både nu og i fremtiden bærer det egentlige ansvar, et billede af, hvad det egentlig er, der administrativt er foretaget overfor danske statsborgere, mod hvem der efter et års forløb ikke er rejst nogen sigtelse, langt mindre nogen anklage end ikke for at have overtrådt politivedtægten eller mørklægningsbestemmelserne.

Flertallet af os blev arresteret den 22. juni 1941. En del af os, deriblandt undertegnede, blev arresteret af “danske” politiembedsmænd i venskabeligt og kammeratligt samarbejde med medlemmer af det hemmelige tyske statspoliti. Trods min energiske protest under henvisning til min immunitet som rigsdagsmand, trods min protest mod husundersøgelse uden dommerkendelse og mi særlige henvisning til specielt mit hjems ukrænkelighed, blev arrestationen opretholdt og husundersøgelse uden min nærværelse foretaget. Den dag i dag har jeg ikke fået at vide, hvad der er beslaglagt i mit hjem, hvorfor det er beslaglagt, eller hvor de beslaglagte ting findes og til hvilket senere formål.
Som det skete i mit tilfælde, er det stort set sket i alle andre tilfælde.

Efter to måneders indespærring … blev vi så overflyttet til koncentrationslejren i Horserød. Det forekommer mig betegnende for rigsdagen og det ærede udvalgs ansvarsbevidsthed, at bortset fra folketingsmand Amby, har intet medlem af rigsdagen eller af udvalgets medlemmer følt det som deres selvfølgelige pligt på stedet at undersøge, hvordan over hundrede ulovligt indespærrede danske statsborgere egentlig levede.

Allerede et par dage efter min arrestation den 22. juni 1941 henledte jeg i et brev til statsminister Stauning regeringens opmærksomhed på den økonomiske situation, de indespærredes familier var kommet i, og krævede, at regeringen udenom socialkontorerne fandt en anstændig løsning på dette alvorlige spørgsmål. Landets daværende statsminister var så venlig at lade mig vide, at “hvad det økonomiske angår, kan statsministeren hun henvise til Deres løn som rigsdagsmand”.

Straks efter min ankomst til lejren sendte jeg socialminister Kjærbøl en skrivelse med tyve dokumenterede tilfælde, der viste hvilken økonomisk elendighed, de pågældende familier var kommet ud i, og krævede igen en anstændig og generel løsning af dette spørgsmål.

Der skete imidlertid intet. Familierne var stadigvæk henvist til socialkontorernes forgodtbefindende. …

Uddrag af brev fra Martin Nielsen, folketingsmedlem for DKP, 22. juni 1942

Kilde: Fængselsdage og fangenætter, af Martin Nielsen (1949), forlaget Tiden