1941 – Smedelærlinge meldt sig som frivillige

To smedelærlinge fra Gelsted på Fyn har meldt sig som frivillige til Frikorps Danmark, under en ferie i København har de været til session på hvervekontor for frivillige i København.

Jeg vil gerne være soldat, og da jeg er meget antikommunistisk indstillet meldte jeg mig som frivillig. Vi er mange ovre fra Fyn, som gerne vil med mod Bolschevikerne.

Ejvin Christensen, Fædrelandet 16. juli 1941

Jeg sympatiserer med national-socialismen, og derfor vil jeg kæmpe, for at den må sejre frem for kommunismen. Vi talte med mester om det, og han havde ikke noget imod, at vi forlod pladsen, når det gjaldt sådant formål.

Knud Larsen, Fædrelandet 16. juli 1941

Kilde: Frikorps Danmark havde en meget stor session i gaar, Fædrelandet, 16. juli 1941, side 3

1941 – Stalins radiotale (uddrag)

Den 3. juli 1941 holdt den sovjetiske statsleder Stalin radiotale til det sovjetiske folk og dets allierede i kampen mod Tyskland, der den 22. juni begyndte en invasion af Sovjetunionen.

Kammerater! Medborgere! Brødre og søstre! Soldater i vor hær og flåde!

Det er jer, jeg henvender mig til, mine venner!

Hitler-Tysklands lumske militære overfald på vort fædreland, som blev påbegyndt den 22. juni, varer ved. Til trods for den Røde Hærs heltemodige modstand, …

Hvordan kunne det gå til, at vore berømmelige røde hær har overgivet en række af vore byer og områder til de fascistiske tropper? Er de tysk-fascistiske tropper virkelig uovervindelige, således som de pralende fascistiske propagandister ustandselig udbasunerer?

Selvføleligt ikke! Historien viser, at der ikke eksisterer og aldrig har eksisteret uovervindelige hære. Napoleons hær blev anset for at være uovervindelig, men den blev skiftevis slået af de russiske, engelske og tyske tropper. Kejser Wilhelms tyske hær under den første imperialistiske krig blev også anset for at være uovervindelige, men den led flere gange nederlag overfor de russiske og de engelsk-franske tropper og blev til sidst slået af de engelsk-franske tropper. Det samme må man i vore dage sige om Hitlers tysk-fascistiske hær. Denne hær er endnu ikke stødt på alvorlig modstand på det europæiske fastland. Først på vort territorium er den stødt på alvorlig modstand. Og når den tysk-fascistiske hærs bedste divisioner som følge af denne modstand er blevet slået af vor røde hær, så betyder det, at Hitlers fascistiske hær også kan blive slået og vil blive slået på samme måde som Napoleons og Kejser Wilhelms hære blev det.

Når en del af vort territorium alligevel er blevet besat af de tysk-fascistiske tropper, så er den vigtigste forklaring den, at det fascistiske Tysklands krig mod Sovjetunionen blev påbegyndt under betingelser, der var gunstige for de tyske tropper og ugunstige for Sovjettropperne. Sagen er den, at Tyskland som krigsførende land allerede havde mobiliseret sine tropper fuldstændigt, og de 170 divisioner, som Tyskland havde kastet mod Sovjetunionen og koncentreret ved Sovjetunionens grænser, var i alarmberedskab og ventede kun på signalet til at rykke frem, medens sovjettropperne først skulle mobiliseres og transporteres til grænsen. Det spillede også en betydelig rolle, at det fascistiske Tyskland uventet og forræderisk brød den ikkeangrebspagt, som var blevet afsluttet mellem det og Sovjetunionen i 1939, uden at tage hensyn til, at hele verden vil betegne Tyskland som den angribende part. Det er klart, at vort fredselskende land ikke ville tage initiativet til at bryde pagten og ikke kunne handle mod sit givne ord.

Hvad vandt vi ved at afslutte en ikkeangrebspagt med Tyskland? Vi sikrede vort land fred i halvandet år og fik mulighed for at gøre vore styrker rede til forsvar, hvis det fascistiske Tyskland skulle tage risikoen og overfalde vort land til trods for pagten. Det er afgjort en gevinst for os og et tab for det fascistiske Tyskland. … Det opnåede, at dets tropper en kort tid fik en ret fordelagtig stilling, men det tabte politisk, idet det for hele verdens øjne afslørede sig som en blodig aggressor.

Krigen mod det fascistiske Tyskland må ikke betragtes som en almindelig krig. Den er ikke blot en krig mellem to hære. Den er samtidig hele Sovjetfolkets store krig mod de tysk-fascistiske tropper. Målet for denne folkets fædrelandskrig mod de fascistiske undertrykkere er ikke blot at fjerne den fare, vort land svæver i, men også at hjælpe alle de nationer i Europa, der stønner under den tyske fascismes åg. I denne befrielseskrig kommer vi ikke til at stå alene. I denne store krig vil vi få trofaste forbundsfæller i Europas og Amerikas folk, deriblandt også det tyske folk, der er trælbundet af de hitleristiske førere. Vor krig for vort fædrelands frihed vil smelte sammen med den kamp, som Europas og Amerikas folk fører for deres uafhængighed og demokratiske friheder. Det bliver en sluttet front af folk, der forsvarer friheden mod slaveri eller truende slavier under Hitlers fascistiske hære. I denne forbindelse er den historiske tale, som Storbritanniens premierminister, Winston ChurSovjechill, holdt om hjælpen til Sovjetunionen, og U.S.A.’s regerings deklaration om sin beredvillighed til at yde vort land hjælp fuldt ud forståelige og karakteristiske og kan kun fremtaknemmelighed i Sovjet-folkenes hjerter.

Vi må med alle vore kræfter støtte vor heltemodige røde hær, vor berømmelige røde flåde!

Alle folkets kræfter må sættes ind for at knuse fjenden! Fremad til sejren!

Kilde: Sovjetunionen i krig, af J. Stalin (1945), forlaget Tiden

1941 – Hitler i rigsdagen

Den tyske fører Adolf Hitlers tale i rigsdagen 4. maj 1941:

Vi er imidlertid ikke mindre fast besluttede på om nødvendigt også i fremtiden at give dem hundreder igen for hver bombe, og det lige så længe, til det britiske folk skiller sig af med denne forbryder og hans metoder.

Denne Nars (Churchill) og hans drabanters appel til det tyske folk om at forlade mig netop i anledningen af 1. maj, kan kun forklares enten som en paralytisk sygdom eller en drukkenbolts indbildning. Fra denne unormale åndelige forfatning stammer også beslutningen om at forvandle Balkan til en krigsskueplads. Som en vanvittig har denne mand nu og snart fem år løbet rundt i Europa og ledt efter et eller andet, der kunne brænde. Desværre findes der stadig betalte elementer, der åbner portene til deres landes for denne internationale brandstifter.

Desværre blev min advarsel om, at såfremt englænderne ville sætte sig fast et eller andet sted i Europa, ville vi være besluttede på øjeblikket at drive dem tilbage i havet, ikke taget tilstrækkelig alvorligt.

Hvis en anden politiker nogensinde havde oplevet så mange nederlag og som soldat så mange katastrofer, så var denne vel næppe forblevet i sit embede blot seks måneder, hvis han da ikke ligeledes havde været i besiddelse af den evne, der er den eneste, der udmærker Mr. Churchill, nemlig evnen til med gudhengiven mine at lyve og fordreje sandheden så længe, at selv de frygteligste nederlag til sidst ovenikøbet bliver til glorrige sejre.

Men den, der ved et så satanisk fortagende ovenikøbet understår sig i at tage ordet ”Gud” sin mund, han bespotter forsynet og kan ifølge vor dybeste tro intet andet høste end ødelæggelse.

I den jødisk-kapitalistiske guld-. Stands-, og klassevanvids tidsalder står den nationalsocialistiske folkestat som et ærefuldt mindesmærke over social retfærdighed og klar fornuft. Det vil ikke alene overleve denne krig, men også det kommende årtusind!

Adolf Hitler i rigsdagen 4. maj 1941

Kilde:
Führerworte, uddrag af Adolfs Hitlers Taler, opråb og breve fra 1939 til 1944, udgivet 1944 på forlaget Landsoldaten Fredericia

1941 – Om ledigheden mellem kvinderne

Formanden for Kvindeligt Arbejder Forbund, fru Fanny Jensen har til avisen Socialdemokraten den 1. marts 1941, leveret følgende læserbrev:

I den konservative provinspresse verserer der for tiden en artikel under overskriften: ”De ledige kvinder”, hvis indhold er et angreb på den arbejdsløse kvinde indenfor industrien.

Jeg tillader mig derfor – som formand for en stor kvinde arbejdsløshedskasse – at imødegå forskellige af de i artiklen anførte påstande, der tydeligt viser, at dens forfatter ikke er helt kendt med de forhold, han tager op til behandling.

Først omtales den store mangel på husassistenter sammenholdt med den stadige stigning i tallet på de arbejdsløse i De Kvindelige Arbejderes Arbejdsløshedskasse og det hævdes, at de unge piger foretrækker at hæve understøttelse fremfor at tage husligt arbejde.

Også de kvindelige arbejdere må følge den regel, at de skal tage anvist arbejde.

Hertil skal jeg bemærke, at De Kvindelige Arbejderes Arbejdsløshedskasse selvsagt administreres efter vedtægter nøjagtigt som de mandlige Arbejderes Arbejdsløshedskasse, og disse vedtægter kan vore medlemmer lige så lidt som de mandlige arbejdere komme udenom.

Hos os gælder naturligvis også den regel, at ingen kvinde kan få understøttelse, såfremt hun vægrer sig ved at tage et af kassen anvist arbejde.

Dette er vore medlemmer indforstået med, og vi har aldrig haft vanskeligheder ved at få dem til at modtage anvist arbejde.

Jeg kan nævne flere eksempler på, at vore medlemmer har fået anvist arbejde både 10 og 12 km fra deres hjem, uden at man i noget tilfælde har været ude for, at de nægtede at tage det, og her drejede det sig netop om husligt arbejde.

At industriens kvinder er ude for store vanskeligheder, dels grundet på arbejdsmangel og dels på grund af mangel på råstoffer, er vi alle bekendt med, men det giver dog ikke anledning til at fremsætte påstand om, at kvinderne foretrækker understøttelse fremfor arbejde.

Derimod kunne og burde der udvises mere samfundssind fra visse arbejdsgivere, der i mange tilfælde afskediger enligtstillede kvinder og familieforsørgere, og så – når der igen bliver beskæftigelse – i stedet for at henvende sig til fagforeningerne for at få disse kvinder igen – antages unge piger lige fra gaden.

Det afhjælper i hvert fald ikke arbejdsløsheden, men er tværtimod en yderligere belastning for arbejdsløshedskasserne.

Hvad angår manglen på huslig hjælp, da ligger forholdet jo sådan, at der er husassistenter nok at få. Mange af disse unge piger er blevet afskediget fra hjemmene, fordi husmødrene, for at spare, antager timelønnet konehjælp.

Endnu en vanskelighed, vi kommer ud for, når industrikvinder får anvist arbejde som husassistenter, er husmoderens bestemte krav om anbefalinger fra tidligere pladser, et krav, som vore medlemmer ifølge sagens natur umuligt kan opfylde, fordi de hidtil udelukkende har været beskæftiget i industrien. Følgen heraf er, at de ikke kan få pladsen.

Husassistenternes Forbund kan for tiden anvise kvalificeret hushjælp i fornødent omfang, men manglen på husassistenter er efterhånden blevet en stående påstand, hvor diskussionen er om arbejdsløsheden indenfor industrien.

Endelig må det ikke glemmes, at industriens kvinder betaler deres kontingent til Arbejdsløshedskassen for at sikre sig imod arbejdsløshed.

Alene de kvindelige arbejderes Arbejdsløshedskasses medlemmer betaler således mellem 3 og 4 millioner kr., årligt i kontingent.

Hvad angår det store spørgsmål at skaffe arbejdsløse kvinder beskæftigelse, da er det ikke noget nyt problem, der er taget op af Danske Kvinders Beredskabstjeneste, der anvises i forslaget til regeringen, er nye, hvor velmente de i øvrigt kan være.

Vor hovedbestyrelse er stadigt vågen overfor problemet: Beskæftigelse til de arbejdsløse, og vi har længe haft arbejdsløse medlemmer på højskole, ligesom vort beskæftigelsesudvalg har forskellige planer under overvejelse, uden at vi dog tror, at sådanne foranstaltninger vil få særlig betydning. Det er nu engang ikke så lige en dag at finde nødhjælpsarbejde til kvinderne.

Det er i hvert fald givet, og det bør slås fast, at den arbejdsløse kvinde – akkurat ligesom den arbejdsløse mand, langt, langt hellere ville have arbejde end understøttelse, det har vi fagforeningsfolk de bedste forudsætninger for at kunne bedømme.

Man kan nu engang ikke tage arbejde, hvor intet er at få, men man burde forskåne de arbejdsløse kvinder for en sådan omtale som den, de er genstand for i den omhandlende artikel, den arbejdsløses lod er i forvejen tung nok at være under de nuværende forhold.

Fanny Jensen

Kilder:
Om ledigheden mellem kvinderne, af Fanny Jensen, Fre. Socialdemokraten, side 2, 1. marts 1941

1941 – Tale: Folkets ret til at vælge

Tale af partiformand for DKP og folketingsmedlem Aksel Larsen, holdt i folketinget den 20. februar 1941:

Jeg anser det for yderst beklageligt, at regeringen er fremkommet med dette lovforslag om udskydelse af de kommunale valgs afholdelse, foreløbig i et år. Det ville have været af meget stor betydning at få afholdt almindelige, offentlige valg netop nu, i dette forår, i marts måned. Sådan set kan man jo sige, at det ville have været bekvemt og i mange henseender rimeligt, om man, da de daværende regeringspartier på grund af indtrufne omstændigheder forlod det grundlag, man var gået til valg på i 1939, havde ladet afholde folketingsvalg.

Dette har man ikke ønsket at gøre, men nu skulle altså de ordinære kommunale valg holdes. Jeg tror, disse kommunevalg ville have fået meget stor betydning. Vi lever i en tid, hvor man meget kraftigt påkalder folkets samlingsvilje og folkets evne til at bære tidens byrder og klare tidens vanskeligheder, og vi lever samtidig i en tid, hvor der meget højrøstet – om end uden grundlag – tales om nødvendigheden af, at det danske folk fuldkommen forkaster det grundlag, det helt har bygget sit offentlige liv på hidtil. Jeg tror, at det derfor ville have været af meget stor betydning, om man ved et kommunevalg havde givet folket, eller i hvert fald den stemmeberettigede del af det, lejlighed til at tilkendegive sin mening om styreform og styresæt her i landet. Betydningen af en sådan tilkendegivelse tror jeg ikke kan overvurderes.

Endelig ville kommunevalg nu i foråret give befolkningen en hårdt tiltrængt lejlighed til samtidigt at udtale sig om spørgsmålet samlingsregeringen og dens politik. Man vil måske hertil indvende, at dette spørgsmål forelå ikke til bedømmelse, da det var kommunale valg, vi skulle have. Indvendingen er imidlertid formel og kan ikke tages alvorligt.

Staten og kommunernes sager kan ikke på den måde skilles ad. Der er naturligvis blevet regeret og administreret efter den samme grundlinje både i stat og kommune. Dette er så meget mere selvfølgeligt, om det er de samme partier, der her i rigsdage har sluttet sig sammen og dannet grundlaget for samlingsregeringen, om også har den absolutte magt i alle landets kommuner.

Af disse tre grunde, mener jeg, at valgene havde meget stor betydning. Jeg mener uden at overdrive, at vi overhovedet aldrig i Danmarks parlamentariske historie har haft en situation, hvor det var så vigtigt at få afholdt offentlige valg, at det simpelthen er de vigtigste kommunale valg, vi nogen sinde har stået over for. Derfor beklager jeg meget, at regeringen fremkommer med et forslag om, at disse valg ikke skal finde sted. Jeg beklager meget, at dette regeringsforslag jo må antages at blive ophøjet til lov ved beslutning af rigsdagen.

Derpå vender jeg mig mod det reelle til begrundelse af valgenes udsættes, som det angives i bemærkningerne til lovforslaget, og som det forefindes i indenrigsministerens fremsættelsesaftale, nemlig dette, at på grund af den skærpede krigssituation, der kan ventes til foråret, er det ikke muligt at lade valgene finde sted. Må jeg bede den højtærede indenrigsminister om en bedre begrundelse. Må jeg bede om en begrundelse, som ministeren selv tror på. Må jeg bede om en begrundelse, som også befolkningen kan tage alvorligt.

Jeg vil i det hele taget henstille til regeringen at holde op med at komme med begrundelser for sine love og foranstaltninger, som man ikke kan tage alvorligt. Vi har været ude for det adskillige gange, f.eks. da vi fik dette mærkværdige forslag om den autobane, som skulle bygges på Falster, om den nye Guldborgsundbro. Dér fik vi en motivering, som var rent ud sagt ”ad Pommern til ”.

Jeg ved, at der herhjemme er forskellige faktorer, hvis man kan bruge det udtryk, som er eller var alt andet end begejstrede ved udsigten til at skulle have deres tilslutning målt op ved et valg. Der er først og mest nærliggende det parti, som man vel må formode endnu ledes af det ærede medlem hr. Frits Clausen; og det ved enhver, at de er ikke begejstrede for kommunale valg. De har gebærdet sig siden den 9. april, som om de havde hele folket bag sig, og som om det var givet, at i løbet af 24 timer ville folket overdrage dem magten. Men det er betegnende for deres tillid til folket, at da partierne i henhold til valgloven søgte listebogstaver for hele landet, manglede der bondepartiet og det andet parti, der hedder noget i retning af DNSAP.

De skulle ikke søge listebogstav, de skulle ikke have forberedt kommunevalg, de trængte ikke til at få opstillet kandidater. Efter de seneste begivenheder, hvor foretagendet blev sprængt og gik i mere eller mindre tiltalende, navnlig mindre tiltalende stykker, forstår man, at det er fuldkommen håbløst for dem at deltage i noget offentligt valg nogetsteds. Altså, dette parti måtte være interesseret i at få de kommunale valg forhindret. Jeg vil tro, at de efter fattig evne har gjort, hvad de kunne, men jeg kan ikke tro, at de har så megen indflydelse, at de er i stand til at udrette noget i den henseende.

Kilde:
Taler og artikler gennem 20år, af Aksel Larsen 1932-1952 (udgivet 1953), forlaget Tiden

1941 – Den danske Front

På et møde i København afholdtes om aften den 18. februar 1941, så et nyt dansk parti dagens lys, da man på mødet stiftede partiet under navnet ”Den danske Front”, der angivelig stiftes efter splittelse i det nazistiske parti DNSAP. Som ledere af partiet valgtes civilingeniør Kai Rinck, H. Thorsen, Otto Lønskov, kaptajn Jacob Holm og F.J. Hinne.

I en radioudsendelsen på stiftelses aften kl. 19, blev i øvrigt oplyst, at blandt stifterne var godsejer Grevenkop-Castenskiold, fhv. landsretssagfører Eiler Pontoppidan og tidligere partisekretær Back-Pedersen.

Læs mere

1941 – Brevet gik naturligvis lige i papirkurven

Efter flere nazistiske presse angreb på Socialdemokratiet, svarede partiet igen igennem sine egne aviser.

Hr. Frits Clausens partiorgan Fædrelandet har fået en pænere tone og roser sig af det flere gange om ugen: Se, er vi da ikke pæne! At det mere snavsede arbejde så overlades talentet Steen Rasmussen ved ugebladet Nationalsocialisten, er kun en praktisk arbejdsfordeling i disse tider, hvor vi alle må dele det forhåndenværende arbejde.

Nu har Fædrelandet fået en ny streng på sin stradivarius. Bladet klynker! Klynker sådan rigtig hjerteligt, hvad man slet ikke umiddelbart ville tiltro et udpræget kamporgan, som vil intet mindre end omstyrte ”systemet”. I går bringer Fædrelandet på forsiden en firespaltet artikel med bladets største typer i følgende rubriker: Den åndelige borgerkrig må og skal bringes til ophør – systemet kan ikke forsvare at fortsætte sin kamp mod nationalsocialisterne, som arbejder på rent dansk grundlag – der tales om metoder, som er fremmede for os danske, men det er systemet, der har indført dem.

Og så fortælles der i artiklen om disse skrækkelige angreb, som systemet slet ikke kan være bekendt. Tænk, andre partiers agitationer tilsøler dem, ja, de har endog på redaktionen fået anonyme breve, som de har overladt opdagelsespolitiet til granskning.

Man må næsten få medlidenhed med de herrer. Vi andre får ganske vist også anonyme breve med trusler om vold og andet – for et par måneder siden kom der til Social-Demokraten redaktør et sådan brev. Brevet, der var underskrevet S A. 280. lovede, at en stormtrop ville komme den følgende aften og i tilslutning til en artikel i Fædrelandet kidnappe redaktøren. – Brevet gik naturligvis lige i papirkurven.

Vi må i øvrigt beklage, at det aldrig er lykkes os helt at forstå, hvad man fra nationalsocialistisk side mener med betegnelsen ”systemet”. Hvem er det, og hvad er det? Er det brugt i nedsættende betydning, er det et hånsudtryk? Formentlig! Mener man regeringen eller regeringspartierne, hvorfor da ikke bruge disse ord? Det var vistnok noget for pressens moralvogtere og sprogrensere at bede Fædrelandet bruge udtryk, som var forståelige for alle.

For Socialdemokratiets vedkommende frabeder vi os udtrykket ”Systemet”. Vi er socialdemokratiet og vil man angribe os, må man bruge vort navn. Nu siger bladet, at nationalsocialisterne kun har anvendt systemets egne metoder. De ”midler og metoder”, som vi har bebrejdet Fædrelandet – udslettelse af blade, stille folk op ved muren og kidnapning af redaktører – har det i hvert fald aldrig lært af det danske socialdemokrati, som aldrig har truet med eller anvendt dem.

Bladet slutter med nogle bemærkninger om den åndelige borgerkrig.

Vi venter Hr. Statsminister Staunings stilling til den åndelige borgerkrig. Skal den fortsættes, så for os gerne, men vi tager da de våben i anvendelse, som er nødvendige til sikring af personlig ære, til fjernelse af rygtesmede og til opnåelse af tåbelige (skal formentlig være tålelige. Red. Anm.) tilstande for mennesker, hvis åndelige indstilling ikke falder sammen med det smuldrende systems.

– Lads os sige til Fædrelandet’s let forvirrede artikel, at der er hverken åndelig eller anden borgerkrig i Danmark. Der foregår en politisk kamp mellem partier og idealer, som vi altid har haft for skik i Danmark, hvor meningsfriheden er så stor, og i denne politiske kamp må alle partier have lige ret, det er demokratiets lov.

Demokratiske partier og demokratisk presse har kun svaret på angreb. Hvis Hr. Clausens parti nu ikke tåler angreb mere, da tilkommer det de danske nationalsocialister, der begyndte angrebene på os, også at gøre begyndelsen ved at ophøre med angrebene.

Kilde: Aandelig Borgerkrig, Fre. Socialdemokrat, side 3, 8. februar 1941