1942 – Første jubilæumsdag

Martin Nielsen, MF
Venstre Fængsel, Kbhv. V.
Den 22. juni 1942

Til
Det i henhold til loven om forbud mod kommunistisk virksomhed m.v. nedsatte rigsdagsudvalg.

Hr. formand !
Som det vil være det ærede udvalg bekendt gennem en række breve, som bl.a. jeg i det forløbne år har tilstillet udvalget, har de internerede og fængslede kommunister ved siden af en stadig og alvorlig protest mod det grundlovsstridige i indespærringen utrætteligt protesteret mod den behandling, vi har været underkastet under selve den ulovlige indespærring.

Jeg skal endnu engang, dels på grund af, at vi passerer årsdagen for grundlovsbrudet, dels fordi vi, måske i denne højtidelige anledning, igen er genstand for ondartede administrative repressalier, gennem denne korte og ufuldstændige redegørelse, give udvalget og dermed rigsdagen, der både nu og i fremtiden bærer det egentlige ansvar, et billede af, hvad det egentlig er, der administrativt er foretaget overfor danske statsborgere, mod hvem der efter et års forløb ikke er rejst nogen sigtelse, langt mindre nogen anklage end ikke for at have overtrådt politivedtægten eller mørklægningsbestemmelserne.

Flertallet af os blev arresteret den 22. juni 1941. En del af os, deriblandt undertegnede, blev arresteret af “danske” politiembedsmænd i venskabeligt og kammeratligt samarbejde med medlemmer af det hemmelige tyske statspoliti. Trods min energiske protest under henvisning til min immunitet som rigsdagsmand, trods min protest mod husundersøgelse uden dommerkendelse og mi særlige henvisning til specielt mit hjems ukrænkelighed, blev arrestationen opretholdt og husundersøgelse uden min nærværelse foretaget. Den dag i dag har jeg ikke fået at vide, hvad der er beslaglagt i mit hjem, hvorfor det er beslaglagt, eller hvor de beslaglagte ting findes og til hvilket senere formål.
Som det skete i mit tilfælde, er det stort set sket i alle andre tilfælde.

Efter to måneders indespærring … blev vi så overflyttet til koncentrationslejren i Horserød. Det forekommer mig betegnende for rigsdagen og det ærede udvalgs ansvarsbevidsthed, at bortset fra folketingsmand Amby, har intet medlem af rigsdagen eller af udvalgets medlemmer følt det som deres selvfølgelige pligt på stedet at undersøge, hvordan over hundrede ulovligt indespærrede danske statsborgere egentlig levede.

Allerede et par dage efter min arrestation den 22. juni 1941 henledte jeg i et brev til statsminister Stauning regeringens opmærksomhed på den økonomiske situation, de indespærredes familier var kommet i, og krævede, at regeringen udenom socialkontorerne fandt en anstændig løsning på dette alvorlige spørgsmål. Landets daværende statsminister var så venlig at lade mig vide, at “hvad det økonomiske angår, kan statsministeren hun henvise til Deres løn som rigsdagsmand”.

Straks efter min ankomst til lejren sendte jeg socialminister Kjærbøl en skrivelse med tyve dokumenterede tilfælde, der viste hvilken økonomisk elendighed, de pågældende familier var kommet ud i, og krævede igen en anstændig og generel løsning af dette spørgsmål.

Der skete imidlertid intet. Familierne var stadigvæk henvist til socialkontorernes forgodtbefindende. …

Uddrag af brev fra Martin Nielsen, folketingsmedlem for DKP, 22. juni 1942

Kilde: Fængselsdage og fangenætter, af Martin Nielsen (1949), forlaget Tiden

1942 – Herredledere mødes i Vejle

Søndag den 21. juni 1942 mødtes i Vejle herredslederne i DNSAPs syssel (afdeling) Jelling-Almind. Mødet var indkaldt af den lokale sysselleder Jørgen F. Kock.

Mødet blev åbnet klokken 15, hvor syssellederen Kock indledede med nogle mindeord om von Schalburg, herefter blev der sunget en sang og ”det egentlige møde” tog ”sin begyndelse”.

Syssellederen fortsatte med at trække ”linjerne op for det arbejde, herredslederne i den kommende tid skal udføre og lade udføre gennem deres respektive afdelinger, i vor fælles kamp for et national-socialistisk Danmark. Flere ting af rent organisatorisk art blev nøje gennemgået”.

Afdelingslederen for Tørrild herred kunne på mødet fremvise afdelingens nye brevpapir, bærende herredets gamle bomærke. Syssellederen anbefalede de øvrige afdelinger, om ligeledes at fremhæve deres herreds bomærker til lignende formål og anvendelse.

Kilder:
Fædrelandet, 26. juni 1942

1942 – Hitler i Rigsdagen

Den tyske fører Hitlers tale i den tyske Rigsdag den 26. april 1942

Vi har betvunget den skæbne, som har ødelagt en anden (Napoleon) for 130 år siden.

Blot denne mand ikke atter giver sig til at klage og klynke, når jeg nu vil se mig tvunget til at give et svar, som vil bringe overordentlig megen ulykke over hans eget folk. Jeg vil fra nu af gengælde slag med slag, indtil denne forbryder falder og hans værk bryder sammen.

England kan intet vinde i denne krig, det vil tabe. Og den erkendelse vil da måske engang indgå i dets historie, at man hverken skal betro folks og landes skæbne til kyniske drankere eller til sindssyge.

Kilde:
Führerworte, uddrag af Adolfs Hitlers Taler, opråb og breve fra 1939 til 1944, udgivet 1944 på forlaget Landsoldaten Fredericia.

1942 – I dag er det den 9. april

Min kære dreng!
Horserød, 9. april 1942

I dag er det den 9. april. Det er en dato, som også du husker særdeles vel. Den er indgået i din bevidsthed som en historisk afgørende dato. Du ved, hvad der skete med dit land og dit folk i dag for to år siden. Du ved det langt bedre, end jeg ved det. Du har nemlig haft mulighed for at få kendskab til at studere alle de kendsgerninger og enkeltheder, som endnu er skjult for det danske folk og for mig. For dig og dit slægtled er 9. april en historisk, men en afgørende historisk dato. For os og for mig, for alle os, der hver på sin vis oplevede 9. april, er denne dag langt mere. Det er den smerteligste og skammeligste dag, vi har oplevet i vort liv.

Kom 9. april da som en tyv om natten, som en overrumpling for os? Både ja og nej. Ja, for så vidt som vi ikke rednede med det på daværende tidspunkt, nej, forsåvidt som vi regnede med en besættelse af landet som en særdeles nærliggende mulighed.

Hvis du har studeret vort partis materiale fra den tid, vil du vide besked. Vor henvendelser til det danske folk efter Østrig sluttede med parolen: Læg Danmarks skæbne i folkets hænder, fortæller tydeligt, hvilke perspektiver vi havde. På vor store partikonference i Odense i sommeren 1938 var spørgsmålet om national og social samling af det danske folk det centrale. Vor stilling til ikke-angrebspagten viser samme indstilling. Studerer du vor holdning under den første Finlandskrig, hvor vi bogstaveligt kæmpede ene mod alle, vil du se, at hele vor politik var indstillet på bevarelse af Danmarks frihed og selvstændighed.

Da rigsdagen i januar 1940 pludselig blev forelagt en bombastisk neutralitetserklæring med forsikring om, at landet ville blive forsvaret mod enhver angriber, vil du vide, at det var mit partis formand, der i rigsdagen som eneste taler rettede det nærliggende spørgsmål til regeringen: Og hvad så? Hvad agter regeringen derudover at foretage sig? og du vil vide, at han hverken dengang eller senere fik noget svar på dette spørgsmål, som i stigende grad optog og foruroligede det danske folk.

Krigens udvikling gjorde det også klart for os, at muligheden for militær besættelse af Danmark bestod, vel at mærke som en mulighed fra såvel engelsk som tysk side.

Jeg var, som jeg har fortalt dig, væk, langt væk herfra (9. april red.). Din mor sad alene tilbage med dig, og med dig klynkede på sine arme oplevede hun så i den disede aprilmorgen de grå stormfugle formørke himlen over København. Forstår du hendes tanker, kan du sætte dig ind i hendes følelser, forstår du hendes stilling? Jeg var væk. Hun måtte, efter hvad der var sket, udelukke den mulighed, at jeg kom tilbage til landet igen, før krigen var forbi. Hun måtte forudse, at det, der første skete den 22. juni, ville ske straks. Hvad ville der ske med hende selv og hvad med dig?

Uddrag af brev fra Martin Nielsen, folketingsmedlem for DKP, 9. april 1942

Kilde: Fængselsdage og fangenætter, af Martin Nielsen (1949), forlaget Tiden

1942 – Hitlers tale i Berlins Sportspalads

Den tyske fører Hitlers tale i Berlins Sportspalads den 30. januar 1942.

Når jeg som modstykke ser på mine modstandere: hvad har de nu egentlig udrettet? De kunne sagtens opfordre til krig. Krigen har ikke berøvet dem en fredens gerning, for de har ikke skabt noget. Dette vrøvlehoved, denne drukkenbold Churchill, hvad har han i virkeligheden udrettet i sit liv, dette løgnagtige subjekt, et dovendyr af første skuffe?

Hvis denne krig ikke var kommet, så ville århundreder have talt om vor tidsalder, om os alle sammen og også om min person, som skaber af fredens store værker. Men hvis denne krig ikke var kommet, hvem ville så have talt om Churchill? Så vil man ganske vist engang komme til at tale om ham, men som ødelæggeren af et imperium, som han og ikke vi ødelagde. En af de ynkeligste herostratnaturer i verdenshistorien, ude af stand til at skabe noget som helst, til at udrette noget, til at fuldføre et skaberværk, kun i stand til at ødelægge.

Hans medskyldige i det Hvide Hus vil jeg slet ikke tale om, en ynkelig sindssyg!

Jeg har i de sidste uger, i de få fritimer jeg har haft, læst meget om den italienske, fascistiske revolution, og der var det for mig, som om jeg havde mit eget partis historie foran mig: Sådan en lighed, så ens, den samme kæmpen, de samme fjender, de samme modstandere, de samme argumenter. Det er virkeligt et enestående under! Og nu kæmper vi på de samme krigsskuepladser, tyskere i Afrika og italienere på Østfronten. Vi kæmper fælles, og man skal ikke tage fejl: Denne kamp vil blive gennemført til den fælles sejr.

Kilde:
Führerworte, uddrag af Adolfs Hitlers Taler, opråb og breve fra 1939 til 1944, udgivet 1944 på forlaget Landsoldaten Fredericia

1941 – Hitler ved åbningen af krigsvinterhjælpen 1941-42

Den tyske fører Hitlers tale ved åbningen af krigsvinterhjælpen 1941-1942 den 3. oktober 1941:

Fra nu af finder en kamp mellem sandheden og løgnen sted. Og som altid vil denne kamp ende med, at sandheden sejrer.

På ét punkt har vi ganske vist forregnet os: Vi havde ingen anelse om, hvor gigantiske denne modstanders forberedelser var mod Tyskland og Europa, og hvor uhyre stor faren var, hvordan vi denne gang med nød og næppe har undgået ikke alene Tysklands, men hele Europas ødelæggelse; i dag kan jeg sige det. Jeg siger det først i dag, fordi jeg i dag har lov til at sige, at denne modstander allerede er slået og aldrig mere vil rejse sig!

… den tyske hærberetning er en sandhedsberetning. Når nu en eller anden fjollet britisk avislømmel erklærer, at dette først må bekræftes, – den tyske hærberetning er allerede hidtil blevet grundigt bekræftet!

Vi har forberedt os i den grad, at jeg nu midt i denne gigantiske materialkamp har været i stand til på store områder at kunne indstille den videre produktion, fordi jeg ved, at der nu ikke mere findes nogen modstander, som vi med de forhåndenværende ammunitionsmængder ikke ville være i stand til at tvinge i knæ.

Hitler: 3. oktober 1941

Kilde:
Führerworte, uddrag af Adolfs Hitlers Taler, opråb og breve fra 1939 til 1944, udgivet 1944 på forlaget Landsoldaten Fredericia

1941 – Smedelærlinge meldt sig som frivillige

To smedelærlinge fra Gelsted på Fyn har meldt sig som frivillige til Frikorps Danmark, under en ferie i København har de været til session på hvervekontor for frivillige i København.

Jeg vil gerne være soldat, og da jeg er meget antikommunistisk indstillet meldte jeg mig som frivillig. Vi er mange ovre fra Fyn, som gerne vil med mod Bolschevikerne.

Ejvin Christensen, Fædrelandet 16. juli 1941

Jeg sympatiserer med national-socialismen, og derfor vil jeg kæmpe, for at den må sejre frem for kommunismen. Vi talte med mester om det, og han havde ikke noget imod, at vi forlod pladsen, når det gjaldt sådant formål.

Knud Larsen, Fædrelandet 16. juli 1941

Kilde: Frikorps Danmark havde en meget stor session i gaar, Fædrelandet, 16. juli 1941, side 3

1941 – Stalins radiotale (uddrag)

Den 3. juli 1941 holdt den sovjetiske statsleder Stalin radiotale til det sovjetiske folk og dets allierede i kampen mod Tyskland, der den 22. juni begyndte en invasion af Sovjetunionen.

Kammerater! Medborgere! Brødre og søstre! Soldater i vor hær og flåde!

Det er jer, jeg henvender mig til, mine venner!

Hitler-Tysklands lumske militære overfald på vort fædreland, som blev påbegyndt den 22. juni, varer ved. Til trods for den Røde Hærs heltemodige modstand, …

Hvordan kunne det gå til, at vore berømmelige røde hær har overgivet en række af vore byer og områder til de fascistiske tropper? Er de tysk-fascistiske tropper virkelig uovervindelige, således som de pralende fascistiske propagandister ustandselig udbasunerer?

Selvføleligt ikke! Historien viser, at der ikke eksisterer og aldrig har eksisteret uovervindelige hære. Napoleons hær blev anset for at være uovervindelig, men den blev skiftevis slået af de russiske, engelske og tyske tropper. Kejser Wilhelms tyske hær under den første imperialistiske krig blev også anset for at være uovervindelige, men den led flere gange nederlag overfor de russiske og de engelsk-franske tropper og blev til sidst slået af de engelsk-franske tropper. Det samme må man i vore dage sige om Hitlers tysk-fascistiske hær. Denne hær er endnu ikke stødt på alvorlig modstand på det europæiske fastland. Først på vort territorium er den stødt på alvorlig modstand. Og når den tysk-fascistiske hærs bedste divisioner som følge af denne modstand er blevet slået af vor røde hær, så betyder det, at Hitlers fascistiske hær også kan blive slået og vil blive slået på samme måde som Napoleons og Kejser Wilhelms hære blev det.

Når en del af vort territorium alligevel er blevet besat af de tysk-fascistiske tropper, så er den vigtigste forklaring den, at det fascistiske Tysklands krig mod Sovjetunionen blev påbegyndt under betingelser, der var gunstige for de tyske tropper og ugunstige for Sovjettropperne. Sagen er den, at Tyskland som krigsførende land allerede havde mobiliseret sine tropper fuldstændigt, og de 170 divisioner, som Tyskland havde kastet mod Sovjetunionen og koncentreret ved Sovjetunionens grænser, var i alarmberedskab og ventede kun på signalet til at rykke frem, medens sovjettropperne først skulle mobiliseres og transporteres til grænsen. Det spillede også en betydelig rolle, at det fascistiske Tyskland uventet og forræderisk brød den ikkeangrebspagt, som var blevet afsluttet mellem det og Sovjetunionen i 1939, uden at tage hensyn til, at hele verden vil betegne Tyskland som den angribende part. Det er klart, at vort fredselskende land ikke ville tage initiativet til at bryde pagten og ikke kunne handle mod sit givne ord.

Hvad vandt vi ved at afslutte en ikkeangrebspagt med Tyskland? Vi sikrede vort land fred i halvandet år og fik mulighed for at gøre vore styrker rede til forsvar, hvis det fascistiske Tyskland skulle tage risikoen og overfalde vort land til trods for pagten. Det er afgjort en gevinst for os og et tab for det fascistiske Tyskland. … Det opnåede, at dets tropper en kort tid fik en ret fordelagtig stilling, men det tabte politisk, idet det for hele verdens øjne afslørede sig som en blodig aggressor.

Krigen mod det fascistiske Tyskland må ikke betragtes som en almindelig krig. Den er ikke blot en krig mellem to hære. Den er samtidig hele Sovjetfolkets store krig mod de tysk-fascistiske tropper. Målet for denne folkets fædrelandskrig mod de fascistiske undertrykkere er ikke blot at fjerne den fare, vort land svæver i, men også at hjælpe alle de nationer i Europa, der stønner under den tyske fascismes åg. I denne befrielseskrig kommer vi ikke til at stå alene. I denne store krig vil vi få trofaste forbundsfæller i Europas og Amerikas folk, deriblandt også det tyske folk, der er trælbundet af de hitleristiske førere. Vor krig for vort fædrelands frihed vil smelte sammen med den kamp, som Europas og Amerikas folk fører for deres uafhængighed og demokratiske friheder. Det bliver en sluttet front af folk, der forsvarer friheden mod slaveri eller truende slavier under Hitlers fascistiske hære. I denne forbindelse er den historiske tale, som Storbritanniens premierminister, Winston ChurSovjechill, holdt om hjælpen til Sovjetunionen, og U.S.A.’s regerings deklaration om sin beredvillighed til at yde vort land hjælp fuldt ud forståelige og karakteristiske og kan kun fremtaknemmelighed i Sovjet-folkenes hjerter.

Vi må med alle vore kræfter støtte vor heltemodige røde hær, vor berømmelige røde flåde!

Alle folkets kræfter må sættes ind for at knuse fjenden! Fremad til sejren!

Kilde: Sovjetunionen i krig, af J. Stalin (1945), forlaget Tiden