1941 – Kommenale valg rejser … en mangfoldighed af spørgsmål

I forbindelse med de forestående kommunale valg rejser der sig en mangfoldighed af spørgsmål, der i første række omfatter valgretten. VI er således blevet stillet overfor spørgsmålet om, hvorvidt en skatteyder, der har opnået henstand med betaling af sin skat, har bevaret sin stemmeret, når han overholder den aftale om skattens ratevise betaling, der er truffet med det pågældende skattekontor.

Vi har forelagt spørgsmålet på kompetent sted og modtaget følgende svar: En skatteyder, der har opnået henstand med betaling af sin skat, har kun stemmeret, såfremt han inden valglisternes endelige berigtigelse har betalt så stor en del af sin skat, der kræves for bevarelsen af stemmeretten i henhold til reglerne for eftergivelse af en del af skatten. Er en så stor del af skatten ikke betalt inden valglisternes berigtigelse, slettes de pågældende af valglisten.

Vi tilføjer, at hver enkelt kommune i henhold til valgloven skal bekendtgøre, når valglistens endelige berigtigelse finder sted, det skal ske i perioden mellem den 10. og den 24. Februar.

Kolding Socialdemokrat, 22. januar 1941

Kilde: I forbindelse med de forstaaende kommunale valg, 22. jan 1941, Kol. Socialdemokrat, side 4

1941 – Fælles valgdag 11. marts

Kolding Socialdemokrats avisleder den 15. januar 1941:

Vi har gjort os til talsmand for, at hvis bestræbelserne for en fælles kommunal valgdag for hele landet ikke skulle føre til noget resultat, burde man søge gennemført en fælles valgdag for hele amtet.

Vejle Amtsråd har for sit vedkommende tiltrådt denne tanke og fastsat valget i samtlige sognekommuner til den 11. marts, og vi vil da finde det naturligt, at også de tre købstæder afholder valg nævnte dag. Mange – også praktiske grunde – taler for en sådan ordning.

Imidlertid har Vejle By fastsat valget til den 3. marts og Fredericia har valgt den 7. marts. I Kolding er valgdagen ikke fastsat endelig, men kasse- og regnskabsudvalget er indforstået med den tanke, at gøre 11. marts til fælles valgdag for hele amtet, forudsat, at vore to nabobyer går med til denne dato og udvalget har besluttet at søge forhandling med vore to nabobyer om dette forhold.

I øvrigt er det vist ikke udelukket at bestræbelserne for een fælles valgdag kan praktiseres også uden ændring af loven.

Det meddeles således i dag at borgerrepræsentantvalget i København vil blive afholdt tirsdag den 11. marts. Indenfor de sjællandske amter kan det ligeledes ventes, at amtsråd, og sognerådsvalgene vil blive afholdt denne dag.

Det er sandsynligt, at købstadskommunerne følger eksemplet.

Også på Fyn er valgdagen fastsat til 11. marts. Det gælder både Odense, Assens og Svendborg amter.

Kilde: Fælles valgdag 11. marts, 15. januar 1941, Kolding Socialdemokrat, side 4

1941 – Hvis arvelighedsteorierne var kendt på H.C. Andersens tid

Kongeåkredsens Ungdomsforeninger har afholdt sit årlige nytårsstævne, som tiltrak mange deltagere. Blandt talerne til stævnet, var lektor Emil Frederiksen fra Gentofte Statsskole, som holdt ”et opsigtsvækkende foredrag om H.C. Andersen”, Frederiksen holdt et både ”vittigt og paradoksalt” foredrag, hvoraf her bringes et uddrag:

H.C. Andersen er på højde med Shakespeare og Homer. Han er vor nationalejendom, selv om han også er hele verdens digter. Vi forstår ha mog fatter hans fornemme nuanceringer.

Der er ingen tvivl om, at hvis thi: Jensen havde eksisteret og havde skrevet ”Storken”, da H.C. Andersen blev født – hvis tyvernes børnebegrænsning var kendt, og hvis Fru Andersen havde haft en læge ved barselssengen – så ville denne læge have kvalt vor store eventyrdigter i fødslen som ubrugelig for denne verden. Han var forudbestemt til at gå til grunde – men han blev reddet af vorherre og dennes sendebud på jorden, Jonas Collin. Hele hans familie var degenereret, hans far var en umulig skomager, hans mor en fordrukken vaskerkone, ja, man påstår endog, at skomageren end ikke var ahns far – nå, det må litteraturforskere om. Hans farfar var vist, hvad man kalder en skygge, og hans mormor en indadvendt og bitter almuekvinde – H.C. Andersen har søgt at hæve disse mennesker op i et højere plan. Han har fortalt, at faderen en gang efter bestilling lavede et par lædersko til en dame, som ikke ville bruge skoene, hvorfor faderen stolt skal have svaret hende: Udmærket, så tager jeg dem tilbage.

Læs mere

1941 – Vor stilling er alvorlig, men ikke katastrofal

Handelsministeren Halfdan Hendriksen holdt om aften den 8. januar 1941 tale i Handels- og Kontoristforeningen i København, som den 9. januar bragtes i Socialdemokraten. Her bringes et uddrag fra talen:

Vi har brødkorn, sukker og kød samt foderkorn for de nedskårne besætninger til næste høst. Men reservelagrene af brændsel er angrebet og på en række områder kniber det stærkt med råvarer.

Når det af samfundsmæssige hensyn bliver nødvendigt at rationere denne eller hin vare, vil det blive gjort, men i dag er der intet på trapperne, og jeg vil advare mod enhver form for hamstring, også af tøj.

Situationen er alvorlig på en række områder, og vore beholdninger af betydningsfulde råstoffer, lader meget tilbage at ønske, men katastrofal er stillingen ikke.

Vi skal igennem, og vi vil komme igennem. Vi må resignere på en række områder, spare og spinke, vi bliver fattigere, men vi taber ikke vor tro og vort håb. Dansk erhvervsliv og dets tusinder af repræsentanter giver ikke op for vanskeligheder, selvom de er tårnhøje, og på forsyningsområdet har alle danske erhvervs-drivende en indsats at gøre hver på sit felt.

Jeg tror, at det ikke alene står erhvervene, men også hele befolkningen klart, at det er bedre at gribe ind i tide, selvom det kan være forbundet med besværligheder, end at lade forholdene udvikle sig, som de bedst kan.

Jeg ved, at det overvejende flertal af erhvervslivets mænd er indstillet på et samarbejde og på en loyal efterleven af de givne bestemmelser.

Hvis man ikke følger retningslinjerne, men søger at vinde sig fordel på kollegers eller samfundets bekostning, foretager man ikke alene en ukollegial handling, men også en handling, der i en vanskelig tid er direkte samfundsskadelig, og det siger sig selv, at vi med alle til rådighed stående midler vil gribe ind overfor sådanne forsøg.

Må jeg så blot om rationeringerne i almindelighed sige, at de danske rationeringsordninger på praktisk talt alle områder kan tåle sammenligning med andre landes rationeringsbestemmelser, og der vil fra regeringens side blive gjort alt, hvad gørligt er, for at holde den gældende rationeringsplan i de svære tider, der kommer.

I den forbindelse vil jeg også lige nævne ordningen for generatorbrænde, der jo også betyder vidtgående restriktioner for producenter og sælgere. Jeg må her tilføje, at jeg tror, nogle under tiden har været tilbøjelige til udelukkende at se på de priser, det indtil nu har været nødvendigt at betale for generatorbrænde, uden at gøre sig klart, hvordan vi ville være stillet, hvis vi ikke gennem den trufne ordning havde skabt sikkerhed for, at de 9.-10.000 biler, der i dag kører med generator, kunne få det fornødne brændstof.

I øvrigt tror jeg, at en vis nedsættelse af generatorbrændepriserne kan forventes.

At den stærke prisstigning, der har fundet sted i året 1940, er yderst betænkelig, og at prisstigningen er særlig betænkelig, når den falder på de vigtige livsfornødenheder, som er af afgørende betydning for hele befolkningens daglige liv og sundhed, siger sig selv. Men man må jo være klar over, at prisstigningen i første række falder på importvarerne, hvis priser man under de foreliggende forhold ingen mulighed har haft for at holde nede, og på de hjemlige landbrugsprodukter, hvis priser er steget meget stærkt, delvis som følge af de stigende eksportpriser, som andre landes mangel på disse varer har fremkaldt.

Jeg vil sammen med handelens folk erkende, at den prislovgivning, vi har her i landet, er streng, men jeg vil ikke erkende, at den er for streng, eller at den ikke på alle områder er fuldt berettiget og absolut nødvendig.

Kilde: Vor stilling er alvorlig, men ikke katastrofal, Kolding Socialdemokrat, side 1 + side 4, 9. januar 1941

1941 – En rygtesmed i arbejde

Redaktøren af ”Fædrelandet” fortæller, at han har besøgt en galeanstalt. Det skulde han ikke have gjort, for han synes stærkt påvirket deraf. Han fortæller nemlig i denne forbindelse om et rygte, han på vejen hjem fra Galeanstalten mødte, og som oprørte ham i den grad, at han blev inspireret til dette udbrud: ”Hvor ansvarsløst og tåbeligt at sætte det rygte i omløb, og hvilken skamløs og uudslettelig forbrydelse mod land og folk, hvis det er sandt”.

Hvad rygtet går ud på, fortæller redaktøren intet om! Og dermed giver han altså nu væring til rygtesmederiet. De, der læser bladet, må jo da spørge sig selv: Hvad kan det dog være for et rygte, siden det stemples som en skamløs og uudslettelig forbrydelse? Så gisnes der på mangt og meget – og lige så mange gisninger, lige så mange nye rygter!

Det er, hvad der bliver, ud af redaktørens besøg i et Galehus, og den mand vil tilmed korrekse alle os andre.

Redaktøren for Kolding Socialdemokrat, 8. januar 1940

Kilde: En rygtesmed i arbejde, side 4, Kolding Socialdemokrat, 8. januar 1941

1941 – Ugen, der gik

Det gik gennem alle hjemlige nytårstaler, at mørket er tæt, men at håbet om og troen på en fremtid for vort land og vort folk er lyset, der skal vise os vej fremefter.

Næst efter kongens og statsministerens manende ord om at vise korrekthed og ubetinget samdrægtighed lagde man mærke til indenrigsminister Knud Kristensens djærve radiotale med hans stærke understregning af samarbejdets betydning for danskheden. Indenrigsministeren gik endog så vidt, at han sagde, at dette samarbejde måtte holde også fremefter, når den situation, der havde kaldt på samarbejdet, ikke var mere. Ellers vilde samarbejdet ikke være meget værd, mente man.

Disse betragtninger har vakt opmærksomhed i vide kredse, og de kommenteres livligt.

Hvorledes fremtiden vil forme sig, ved ingen, og det er for tidligt at tale om, hvorledes vi skal indrette os, når den nuværende situation er forbi. Men samarbejdet har opgaver nok over for øjeblikkets krav. Vi vil også mene, at det netop er overfor de vanskeligheder, som situationen byder, at samlingen i folket skal bestå sin prøve. Kan den det, vil samarbejdet også sætte spor frem efter.

Nogle, der endda særlig slår på deres danskhed, men hidtil har gjort sig bemærket ved at bryde de love, der er sat for at opfylde kongens og regeringens bud om at vise ro og værdighed, har selv sat sig udenfor det folkelige samarbejde. Og de søger nu at øve ond gerning overfor folk og land for i situationen at skabe en fordel for dem selv på helhedens bekostning. Men sådan gerning dømmer sig selv.

Dette lille mindretal, der står udenfor det folkelige samarbejde, vil benytte sig af alle midler til at bryde samarbejdet, og de har i løbesedler bebudet visse personers afgang og krævet en ny regering.

Men der dannes ingen dansk regering uden om rigsdagen. Sådan har det været dansk skik gennem 40 år, og denne statsskik brydes ikke af et mindretal, stort eller lille.

Folkets selvbestemmelsesret, retten til frit at vælge sine repræsentanter i rigsdag, regering og kommuner er en del af det danske folks væsen, og det giver vi ikke slip på.

I fald man lod det komme til brist her, ville samarbejdet intet være værd.

Men dette samarbejde stiller også krav til hver enkelt af os. Betinget samdrægtighed, korrekthed, ro og værdighed er de grundpiller, hvorpå det danske folk må bære sin skæbne, trofast i tanke og sind mod, hvad der er dansk.

Det samfund, det danske folk havde bygget op under demokrati og folkestyre, var det bedste i verden. Dette er også fornylig erkendt gennem bladrøster ude fra, men andre føjer så til, at neutrale lande kan ikke vente fortsat at få lov til at bevare en høj levestandard i fremtiden eller under nyordningen i Europa.

Sådanne presserøster er uheldige, og de stå ikke i samklang med de officielt givne løfter om ikke at antaste vor frihed og selvstændighed. Men på disse løfter og i ubetinget samdrægtighed bygger det danske folk sin fremtid.

Afskrift af Kolding Socialdemokrats avisleder 6. januar 1941

Kilde: Ugen, der gik, Kolding Socialdemokrat, side 3, 6. januar 1941

1941 – Nytårshilsen fra Vestre Fængsel

Den nazistiske politisker fra DNSAP Ejner Jørgensen, har måtte udsende hans nytårshilsen fra Vestre Fængsel.

Om få timer falder klokken i slag nytårs timen er inde – det store, det historiske år 1941 oprinder.

Det er symbolsk, at jeg skal høre nytårs klokkerne tone ind gennem det tilgitrede vindue har i min celle. De kan holde mig inde her, men hverken fængselsceller eller knipler kan spærre vejen for vor ides fremmarch.

De kan prygle os med deres gummiknipler, systemets lejesvende – de kan martre vor legemer og vore tommelskruer i os. De kan spærre vore Legemer inde – ja, de kan dræbe os. Men een ting kan de aldrig rejse skranker for, een ting kan de aldrig dræbe: Vor ide, vor tro – det, der for os er det evige Danmark.

Lad da denne hellige begejstring gløde og fænge i jeres sjæle … blive bålet på fædrenes høje og kalder danske drenge til sværd.

Lad det nye år blive sejrens år.
Dansk Front!

Venstre Fængsel, december 1940, Ejner Jørgensen

Kilde: Ejner Jørgensens Nytaarshilsen, Fædrelandet(avis), 1. januar 1940

1941 – Partiførerens Nytårsappel

Det nazistiske parti DNSAPs partifører har udsendt følgende nytårsappel:

Kammerater

I det år, som nu ligger bag os, har vort lands ansvarlige statsledere vist, at de hverken har haft vilje eller evne til at føre vort folk ind i det tidsskifte, der er indledet for Europas folk og som også vi danske må tage en oprigtig og bekræftende stilling til, hvis vi vil sikre vort folks materieller og ideelle værdier ud i fremtiden.

Læs mere