1940 – Det civile luftværns møde

Møde den 30′ April 1940.

Mødet var indkaldt efter anmodning af stadsingeniøren.

Til Stede Politimesteren, Politikommissæren, Landsretssagfører Juhl, Brandinspektøren, Stadsingeniøren, Kolonnefører Rasmussen og afdelingsingeniør Andersen.

Vedrørende de offentlige tilflugtsrum vedtog man at de kommunale lygtetændere skal sørge for den udvendige belysning af de fritliggende rum. Naar tilflugtsrummene er færdigudbyggede og monterede aflaases de ved stadsingeniørens foranstaltning. Derimod skal stadsingeniøren ikke sørge for vagter ved rummene, idet dette spørgsmaal først maa afgøres ved luftværnstilstands indtræden.

Tilflugtsrummet paa Svietorvet maa opgives, da pladsen benyttes af de tyske soldater. I stedet bygges et tilflugtsrum paa Frimurerlogens græsplæne. Der var endnu ikke truffet aftale med ejeren herom. Tilflugtsrummet i Teknisk Skole falder bort, da skolen benyttes til kontorer for den tyske værnemagt.

Tilflugtsrummet i Sparekassen maa opgives da beboerne i ejendommen ikke har andre steder at søge tilflugt end i det paagældende rum. I stedet vil man søge at indrette et tilflugtsrum i Slotsbanken eller eventuelt paa Akseltorvet. Landsretssagfører Juhl lovede at forelægge spørgsmaalet i Kasse- og Regnskabsudvalgsmøde, han netop skulde til.

Tilflugtsrummene i Staalværket og Svinestalden falder bort og i stedet bygges to fritliggende hen henholdt vis nord og syd for havnebassinet og for havnens regning. Tunnellen i Toldbodgade kan ikke anvendes som tilflugtsrum, da det er nødvendigt at kørsel kan foregaa gennem tunnellen. Ligeledes vedtog man at udskyde rummet i Laasbygade 32, da indretning af tilflugtsrum i porten vil hindre udlejning af de bagved liggende bygninger. Til erstatning herfor indrettes et fritliggende tilflugtsrum paa parkeringspladsen ved Zahnsgade. Paa anmodning vedtog man at købe tømmer til et af tilflugtsrummene pa havnen hos tømrerhandler Simon Nielsen.

Efter senere telefonisk meddelelse fra landsretssagfører Juhl er det vedtaget at bygge et tilflugtsrum paa torvet.

Afskrift af mødereferat, 30. april 1940.
Kilde: Det Civile Luftværn i Kolding Foreningsarkiv, arkivregisternummer A1034, opbevares på Kolding Stadsarkiv

Skriv et svar