Introduktion: Følgende er et afskrift af en artikel, trykt i Kolding Socialdemokrat den 5. juli 1940, som omhandler en tale af statsminister Stauning, hvori han argumenter for Danmark kan føle sig beroliget ved tilsagnet den 9. april. “Vi stoler på dette tilsagn og dets opfyldelse vil befæste tillidsforholdet mellem Danmark og Tyskland”.
Afskrevet af L.S. Frydendall, juli 2020
Danmark føler sig beroliget ved tilsagnet den 9. april
Vi stoler paa dette tilsagn og dets opfyldelse vil befæste tillidsforholdet mellem Danmark og Tyskland
Stor tale af Th. Stauning
Under finanslovens behandling i gaar tog statsminister Th. Stauning ordet, og Stauning gav en række oplysninger om forholdet paa Færøerne og Grønland og i Island. Det har forgæves været forsøgt at komme i forbindelse med Færøerne for at ordne pengespørgsmaal og lignende. Som naturligt er, har de to færøiske rigsdagsmænd, der befandt sig her, været meget virksomme for at opnaa forbindelse. Den ene af dem er muligvis nu naaet til Færøerne, men noget bestemt vides ikke. Færøiske studenter og andre, der opholder sig her, har man fra statsministeriets og rigsdagens side hjulpet paa forskellig vis. Det er en selvfølge, at Danmark vil benytte enhver mulighed, der maatte frembyde sig, til at lette Færøernes stilling under krigsforholdene, men for tiden er udsigten til at komme i forbindelse med øerne temmelig ringe.
Et ubrødeligt troskabsløfte fra de grønlandske landsraad.
Med hensyn til Grønland har meddelelser og forbindelsesmuligheder været meget sparsomme. Fra landsfogderne foreligger et telegram, hvori meddeles, at de samlede grønlandske landsraad paa et den 3. maj afholdt møde har vedtaget en resolution ang. Grønlands forhold til Danmark efter besættelsen. I resolutionen gives udtryk for, at raadene, da der intet valg har foreligget, indtil normal forbindelse atter er opretter har overtaget de af den danske regerings beføjelser, som denne under de indtraadte forhold ikke maatte udøve. Samtidig med at afgive et ubrødelige troskabsløfte til kongen, retter raadene derhos en særlig tak til de forenede staters præsident for hans sympari og respekt for Grønlands frihed.
Rygter om grønland, der savner ethvert grundlag.
Det siger sig selv, at Danmark gaar ud fra, at dets rettigheder over Grønland ikke på nogle maade kan anfægtes af de forhold, der er opstaaet som følge af den europæiske krig. Disse rettigheder er da heller ikke fra nogen side draget i tvivl. Der fremkommer af og til herhjemme rygter om, at der er planer eller endog forhandlinger om slag af Grønland. Jeg benytter lejligheden til at fastslaa, at disse rygter savner ethvert grundlag. Ingen opfordring er rettet til os, og regeringen vil ikke indlade sig paa nogen forhandling af saadan art. Det er dens selvfølgelige opgave at bevare Grønland for Danmark.
Danmarks sympati med Island.
Vi her i Danmark føler naturligt en levende sympati med den skæbne, som har ramt det selvstændige forbundsland Island, til hvilket vi er knyttet med kongefællesskab og saa mange andre stærke baand. Vi forstaar tilfulde, at Island som trods sin gennemførte upartiske neutralitet er blevet genstand for besættelse, har fremsat en bestemt protest imod dette overgreb. Vi giver udtryk for vor deltagelse, men samtidig for vort haab og vor forvisning om, at krigens begivenheder ikke vil medføre, at der gøres varigt skaar i det selvstyre, den uafhængighed, som vi ved det islandske folk værdsætter saa højt, som noget folk kan gøre det.
Vi stoler paa tilsagnet fra den 9. april
Dets opfyldelse vil befæste tillidsforholdet mellem Tyskland og Danmark.
For Danmark har der nu i næsten tre maaneder raadet ekstraordinære forhold som følge af den besættelse, som landet er blevet udsat for den 9. april. Vi har grund til, naar besættelsen var uundgaaelig, at være tilfreds med det forhold, der bestaar mellem besættelsesmyndigheder og –tropper paa den ene side og danske myndigheder og dansk befolkning på den anden side. Hertil bidrager den forstaaelse og den sympati, der bestaar over for vort naboland Tyskland – og vi har grunnd til at haabe´, at denne følelse vil kunne bevares frem igennem tiderne.
Det danske folk, som har udviklet sig igennem aarhundreder, og som ikke før har oplevet en tilstand som den nuværende, føler sig beroliget ved det tilsagn, der paa bindende maade blev afgivet os den 9. april. Tilsagnet om, at Danmark skal genvinde sin uafhængnghed, og at landets integritet ikke skal blive antastet. Vi stoler paa dette tilsagn, og dets opfyldelse vil befæste tilligsforholdet mellem Tyskland og Danmark og sikre gennemførelse af det samarbejde, som er saa ubetinget naturligt. Det lille danske folk har igennem lange tider indrettet sig paa at bevare fred og neutralitet over for andre nationer, og denne fredens aand besjæler stadig folket, og dette vil derfor ogsaa fremdeles indrette sig paa at øve fredens gerning. Det er en naturligt ønske i folket, at der maa blive arbejdsmuligheder og virksomhed for alle, og til opnaaelse af dette maal stoler vi paa det økonomiske samarbejde med vor nabonation, som i øvrigt har bestaaet i mange aar under de skiftende forhold.
Den selvstændige danskheds bevarelse.
Uanset begivenhederne den 9. april vil det være en dansk bestræbelse at fortsætte den politik i grænselandet, der ogsaa har vundet anerkendelse fra tysk side, som det i øvrigt, saaledes som det stemmer med dansk følelse og mentalitet, vil være vort ønske at udvikle et godt og venskabligt forhold til vor nabonation, til Tyskland og det tyske folk. Det er forstaaligt, at de begivenheder, som verden har oplevet, vil sætte spor i fremtidens samfundsliv.
Det har været nødvendigt at omlægge det økonomiske liv her i landet, og mere omstilling vil være paakrævet. Den finanslov, med hvilken vi nu beskæftiger os, giver ikke billedet af det samfund, som maa formodes at udvirkle sig, men ved særlig lovgivning har vi for nylig indledet arbejdet med omstillingen, og mere maa sikkert følge. I den hensende taler den i tirsdags vedtagne udtalelse fra rigsdagens fem partier sit klare og tydelige sprog. Af denne udtalelse ses det, at det overvældende store flertal af folkerepræsentationen paa den gældende forfatnings grund ønsker at bygge videre paa den samfølelse i nationen, som i disse tider giver sig klarere udtryk end under andre forhold. den selvstændige danskheds bevarelse er udgangspunktet, men de samme partier har ogsaa tilkendegivet viljen til samarbejde om den reformvirksomhed, som tiden vil kræve.
Omraader, hvor der maa gøres et arbejde
Bortset fra den finanslov, som formentlig snart vedtages, maa et arbejde gøres paa det økonomiskw omraade, et arbejde for at begrænse statens udgifter og for at faa de nødvendige indtægter. Det gælder endvidere om, trods de internationale forstyrrelser, at skabe beskæftigelse for befolkningen. Til det formaal er arbejdet i gang, og hvis vi kan hjemføre rimelige mængder af brændsel og raastoffer, er der mulighed for at tilvejebringe beskæftigelse, maaske i indskrænket omfang, men dog saaledes, at baade den arbejdende befolkning og samfundet som helhed vil opnaa betydelige fordele derved.
Vi maa indstille os efter tidens vilkaar – som andre.
Der er næppe tvivl om, at vi vil faa stærkt forøgede vanskeligheder for alle dele af samfundet, hvis den nu bestaaende tilstand i verden skal fortsættes i længere tid, og vanskelighederne vil ikke blive fjernede, selvom tilstandens varighed maatte blive kortere. Men det danske folk maa indrette sig efter tidens vilkaar som andre har maattet gøre det, og saa vil det naturligvis være muligt, naar enhver tager sin del af byrderne, at komme igennem vanskeligheder, selv om de bliver større end det, vi har prøvet. Den tid, der forestaar, vil sikkert stille vort folk, som andre folk, overfor betydelige opgaver, og jeg har ønsket at benytte lejligheden til at fremhæve dette, fordi man næppe helt har forsonet sig med det, der er under udvikling. Naar vi imidlertid anlægger livet paa forstaaelse og samarbejde med nationerne uden for vort lille lands grænser og paa intensivt arbejde fra alle arbejdesdygtige i folket, saa har vi udsigt til at komme igennem tiden og forhaabentlig frem til lysere tider. Men for det arbejde, der skal udføres, og for den tilpassning, som er fornøden, vil det være af afgørende vigtighed, at vi forholder forvisningen om, at vi skal vedblive at vlre en selvstændig, dansk nation, knyttet sammen ved baand, der er lagt igennem svundne aarhundreder.
Vi er et højst ensartet nationalt samfund, som ønsker at leve i fred med verden, i venskab med vore naboer, men iøvrigt vort selvstændige liv i overensstemmelse med vor tænkemaade og vore nationale følelser. Gid samarbejdets aand fortsat maa leve inden for vore grænser, og gid Danmark maa komme lykkeligt igennem og over den alvorsfulde tid, vi oplever.