Boguddrag fra bogen “Økonomi og klassekamp i Danmark under krigen og besættelsen” af økonom Isi Grünbaum (1908-1989), udgivet i februar 1941 på DKPs bogforlag Arbejderforlaget. Uddraget dækker afsnit fra bogens kapitel “Arbejderklassens Levefod“, siderne 74-79.
Afskrift af krigendagfordag.dk 2021.
Arbejderklassens levefod
Under den anden imperialistiske verdenskrig
Fra begge ender er arbejdernes levefod blevet voldsomt angrebet efter krigens udbrud og navnlig efter den 9. april, fra den ene ende har nedgangen i beskæftigelsen med dens følgesvende: Arbejdsløshed og arbejdsfordeling hugget ind på indtægten, og fra den anden side har de voldsomme prisstigninger gjort den opnåede indtægts købeevne mere og mere illusorisk.
Til belysning af leveomkostningerne anføres almindeligt det officielle pristal for leveomkostninger. Det turde dog være mere end tvivlsomt, om dette officielle pristal udviser den fulde fordyrelse for arbejderklassen, og af følgende (om ikke flere) grunde:
1) Pristallet er beregnet på et budget, der i januar 1941 lå på 5.182 kroner om året, hvilket må antages ret væsentligt at overskride et gennemsnitligt arbejderbudget, når hensyn tages til den gennemsnitlige arbejdsløshed. Da det helt igennem er således, at alle de billigere varer og alle de billigere sorter af hver vare er steget mest i pris, betyder dette i sig selv, at et virkeligt arbejderbudget, der ligger lavere end det officielle, må udvise større stigning, også for de enkelte hovedgrupper i budgettet.
2) Af det officielle pristal fremgår det, at de hovedposter på bydgettet, der er af særlig betydning for det lille budget, er steget særligt kraftigt. Fra 1931 til januar 1941 har vi således følgende pCt.vise stigninger: klæder fodtøj, vask samt brændsel og belysning: 115 pCt. Og Fødevarer 81 pCt., overfor en stigning i det samlede pristal på 67 pCt., og en stigning i ”Andre udgifter” (der har særlig betydning for større budgetter) på kun 38 pCt.
3) Rationeringerne har medført, at en række af de mest elementære varer, som den fattige hidtil har haft at falde tilbage på, men som det højere budget kun i meget ringe omgang præget af (margarine, brød, mel, gryn, sukker, kaffe, ”Kaffe og Wienerbrød”, m.m.) kun kan fås i begrænset omfang og derfor må suppleres med dyrere varer, hvilken omlægning jo ikke fremgår af pristallet.
4) Som følge af den under krigen opståede vareknaphed er så godt som alle tidligere kendte ”billigste” kvaliteter af række meget nødvendige varer faldet helt bort, f.eks. de helt billige sæbespåner, det samme gør sig gældende for margarine, forskellige (tidligere) billigere kødsorter (”indmad”) osv.
5) Det officielle budget på 5.182 kroner er ikke et virkeligt budget, men et gennemsnit, hvori også indgår en række væsentlig højere budgetter, hvorved en række budgetposter af mere luksuspræget natur med lille prisstigning kan antages at få for stor betydning, hvilket holder den statistiske stigning nede.
Med disse forbehold kan vi så gå over til at se på udviklingen i det officielle leveomkostningspristal. Dette steg fra juli 1939 til januar 1941 med 41 pCt., hvilket betyder at en arbejder skulle have sine indtægter forøget med over 2/5 for at opretholde sin families levestandard. I samme periode er timelønnen imidlertid kun steget med 12-15 pCt., hvilket betyder at arbejderne alene som følge af prisfordyrelsen i forbindelse med ophævelse af pristalsreguleringen er berøvet de første 20 pCt. af deres købeevne og levefod.
Hertil kommer så beskæftigelsesnedgangen på rundt regnet en sens pCt.
Regner vi med, at årslønnen for en fuldt beskæftiget arbejder før krigen gennemsnitlig lå på 3.500 kroner, og årsunderstøttelsen for en fuld arbejdsløs på gennemsnitlig 1.000 kroner, og regner vi med, at de 400.000 var i arbejde og de 100.000 på understøttelse, så betyder den nævnte udvikling med 20 pCt. fald i beskæftigelsen og 20 pCt. Fald i timelønnens købekraft følgende:
Samlede indtægt før krigen
400.000 Beskæftigede á 3.500 kr. … 1.400 millioner kr.
100.000 Arbejdsløse á 1.000 kr. … … 100 millioner kr.
Tilsammen … = 1.500 millioner kr.
Med fuld erstatning for stigninger i leveomkostninger skulle årslønnen være steget fra 3.500 til 141 pCt. x 3.500 kr. = 4.935 Kr. og årsunderstøttelsen fra 1.000 til 1.410 kr.
Med uforandret beskæftigelse skulle arbejderne herefter pr. 1. januar 1941 have haft følgende indtægter for at bevare uændret levefod:
400.000 Beskæftigede á 4.935 kr. … 1.974 millioner kr.
100.000 Arbejdsløse á 1.410 kr. … … 141 millioner kr.
Tilsammen … = 2.115 millioner kr.
I stedet for en stigning fra 3.500 kr. til 4.935 kr. har lønnen imidlertid kun fået en stigning til 3.970 kr. og understøttelsen er fra 1.000 kr. steget til ca. 1.100 kr. i stedet for til 1.410 kr. – og endelig er der i stedet for en beskæftigelse på 400.000 mand kun en beskæftigelse på 300.000 mand (regnet efter fuld arbejdsdag).
Arbejderklassens faktiske pengeindtægt, regnet for et fuldt år, ser da således ud:
300.000 Beskæftigede á 3.970 kr. … 1.191 millioner kr.
100.000 Arbejdsløse á 1.100 kr. … … 220 millioner kr.
Tilsammen … = 1.411 millioner kr.
Der er med andre ord en samlet nedgang i arbejderklassens levefod regnet efter priserne pr. januar 1941 fra 2.115 millioner til 1.411 millioner kr., eller med over 700 millioner kroner. – Over 700 millioner, dette er altså hvad udviklingen under krigen foreløbig indtil nytår 1941 på et fuldt år koster den danske arbejderklasse. De 700 millioner kroner, som arbejderklassen her er berøvet, svarer ikke til mindre end en fuld tredjedel af arbejderklassens samlede levefod.
En sådan udvikling på et så kort tidsrum må siges at være enestående i Danmarks sociale historie.
Dette samlede tab på over 700 millioner kroner om året skyldes altså dels beskæftigelsesnedgangen og dels de prisstigninger, som der ikke er opnået pristalsregulering for, således at den største del af nedskæringen skyldes prisstigninger, nemlig knap 400 millioner kr. medens resten, godt 300 millioner kr. skyldes beskæftigelsesnedgangen. Kapitalisternes prisfordyrelsesvirksomhed har altså forvoldt arbejderklassen et væsentlig større tab end den med råstofmangel m.v. sammenhængende beskæftigelsesnedgang – som kapitalen i øvrigt heller ikke er skyldfri i.
Arbejderklassens levefod er altså sænket med rundt regnet en tredjedel under den anden imperialistiske verdenskrigs første halvandet år. Før krigen lå arbejderklassens levefod en 15-20 pCt. over levefoden i 1914. En nedgang med en tredjedel fra dette niveau fører ned på et niveau, der kun udfør ca. 80 pCt. af 1914. Dette betyder, at arbejderklassen herhjemme i dag ligger 20 pCt. under niveauet ved dette århundredes begyndelse, at man skal helt tilbage til forrige århundrede, til arbejderbevægelsens pure barndom, for at finde magen til.
Kommentar til afskriften: Der er i afskriften ikke ændret i selve bogteksten, enkelte ord er dog blevet tilrettet moderne staveformer, således ordene bliver nemmere at læse, bl.a er aa byttet ud med å.