Boguddrag fra bogen ”Undergrunden i Vejle”, af Jørgen Munch Christensen, udgivet 1945 på forlaget Eigil Knudsens Boghandel Vejle. Uddraget dækker kapitlet ”De Faldne”, siderne 65-70. Overskuddet fra salg af bogen, er gået til indsamlingen ”til fordel for frihedskæmpernes efterladte”.
Afskrevet af B. Sørensen for krigendagfordag.dk, januar 2021
De Faldne
To af undergrundsbevægelsens modigste og bedste mænd i Vejle måtte bøde med livet i Danmarks frihedskamp.
Nu, hvor landet atter er frit, er det med vemod, at mindes disse to kammerater. Mange er segnet for tyskernes kugler i kampen for Danmarks befrielse, også mænd, der havde tilknytning til Vejle; men Erik Petersen og Arnold Jørgensen var særlig knyttet til Undergrundsbevægelsen i Vejle, derfor berører deres død os så smerteligt.
Erik Petersen forlod Vejle, da Franz Søncksens gruppe blev revet op, og sammen med kammeraten Holger Jensen flygtede han til Kolding. Selv om Gestapo havde været ude efter dem, var der dog ingen af dem, der var til sinds at opgive kampen mod tyskerne. De fik hurtigt forbindelse med sabotagegruppen i Kolding og gjorde indenfor denne gruppe en meget stor indsats. Den 13. februar blev ulykkesdagen for de to vejlesabotører. ”Hugo” og ”Per”, som deres dæknavne var i Kolding, sad på Saxildhus og drak en kop kaffe. Man havde samme dag afleveret en sending våben til brug for 220 mand, så man nød afslappelsen og hvilen i fulde drag. Pludselig kom Gestapo ind på restauranten. Det var de to berygtede landsforrædere Brinkmann og Riis, der foretog denne razzia. Erik Petersen sprang op fra sin plads og styrtede ned i garderoben for at hente sin revolver.
Da Gestapofolkene kom hen til Holger Jensens bord, satte han dem sin revolver for brystet, men uheldigvis klikkede pistolen. Gestapomanden var sprunget tilbage af angst for at blive skudt, og dette øjeblik benyttede Holger sig af. Han sprang for sit liv – ud gennem restaurantens store spejlglasrude, der splintredes til alle sider, og op ad gaden i zig-zag. Projektilerne hvislede om ørene på ham, men han undgik at blive ramt. Den vilde flugt gennem Kolding endte med, at tyskerne tog ham, da han sprang op på en lastbil, der uheldigvis var tysk.
På Saxildhus var Erik Petersen kommet i en voldsom kamp med Gestapofolkene. Det gik løs på de bare næver, men omsider blev Erik Petersen, trods kraftig modstand, overmandet og ført til det berygtede Staldgården.
De to sabotører var i mange forhør, blev pint og plaget af de tyske bødler og deres håndlangere. Holger Jensen slap fra det med livet og blev befriet ved kapitulationen, men Erik Petersen måtte bøde med livet. Da Gestapos pres overfor Erik Petersen blev så stærkt, at han ikke kunne undgå at fortælle noget, påtog han sig med sjælden modig holdning hele ansvaret for sabotagen mod et af skibene i Kolding Havn, som flere af gruppen ellers havde været med til. Gestapo havde lovet ham, at blot han ville tale rent ud, skulle han undgå at blive henrettet, men på sædvanlig tysk vis brød man også dette løfte.
Erik Petersen, der under hele sit fangenskab udviste et stort mod og en rank dansk holdning, modtog sin dødsdom med oprejst bande. Ingen tryglen om nåde kom over hans læber. Han havde kæmpet for Danmarks frihed, nu måtte han betale prisen. I troen på den Idé, der besjælede alle vore tapre soldater i modstandshæren, gik han ind i døden uden frygt. I det eneste brev, Erik Petersen, fik skrevet i Kolding og smuglet hjem til forældrene i Vejle, skriver han bl.a. følgende linjer:
” Ak ja, bare det snart kunne være forbi, men heldigvis betragter jeg slet ikke dette ophold bag lås og slå som en straf. Jeg har handlet ud fra min overbevisning og har været soldat på den måde, det nu skulle blive min lod at kæmpe for konge og fædreland, og nogen falder, og andre bliver krigsfanger, det er jo krigens gang ”
Den 6. marts blev Erik Petersen overført til Vestre Fængsel i København, og den 10. marts modtog han dødsdommen, der skulle fuldbyrdes samme dag. I dødscellen skrev Erik Petersen følgende smukke afskedshilsen til sine forældre i Vejle:
” Kære Far, kære lille Mor og mine kære Søskende!
Så skete det, som vi alle frygtede, og som jeg i den sidste tid har ventet ville komme. Jeg er i formiddag blevet dømt til døden af en tysk krigsret, og jeg sender dette mit sidste brev til jer for at bringe jer en sidste hilsen og sige jer Tak for alt, hvad I har været for mig i den tid, det blev mig forundt at skulle leve her på jorden.
Ja, kære forældre, det er svært at skulle herfra, og selv om jeg har skuffet jer mange gange her i livet, véd jeg, at det også bliver svært for jer at miste mig, men vi mødes jo engang igen, for der må jo være noget efter dette. Jeg takker jer mange, mange gange for alt, hvad i Har gjort for mig. Takker for den lykkelige barndom og ungdom, I har givet mig. Og jeg vil i min sidste stund sende alle tanker hjem til jer alle.
Jeg husker svagt min første tid her på jorden, da vi boede i København; men tydeligt står dog min barndom på Ribevej og skoleårene for mig. Kan i huske, når jeg skulle på værkstedet med mad til far? Hvor var jeg stolt, når jeg drog af med den lille kurv. Jeg kunne have været mere flittig i skolen, og det har jeg også senere fortrudt, men lykkelige var mine barndomsår takket være jer, mine elskede forældre. Jeg kan slet ikke her på papiret sige tak nok til jer for alt, hvad I har været for mig, men jeg véd, at i forstår mig og tilgiver mig mine synder. Aldrig nogensinde fandt jeg på denne jord en bedre kammerat end dig, kære fader, men jeg var længe om at opdage det, og nu er det for sent. Altid ville jeg være klogeste, selv om jeg inderst inde godt vidste, at jeg ikke var det, og jeg siger dig tak, min kære far, for alt, hvad du har gjort for mig i den tid, vi har haft sammen.
Også til dig, min kære lille mor, skal min tak lyde. Ingen har her på jorden kunnet have en mere forstående, kærlig og omsorgsfuld mor, end jeg har haft. Mange gange har du grædt dig i søvn, når jeg havde forbrudt mig, men altid har du tilgivet mig og forstået mig. Jeg mindes også i denne stund de juleaftener, vi har haft sammen, hvor var de dejlige, og ligeledes mine fødselsdage, når vi skulle have min livret til middag. Også for alle disse smukke og lykkelige minder skal i have mange tak. I denne tid vælter tankerne fra fortiden ind på mig, og takket være jer er alle mine minder om mit kære hjem kun lykkelige og lyse, og derfor er det jo så meget sværere at sige farvel til det hele.
Også til dig, min lille søster, siger jeg mange tak for alt, hvad du har været for mig. Som børn kunne vi jo ikke altid forliges, men hvad betød disse skænderier mod den kærlighed, vi har haft til hinanden de senere år. Tak, lille søster, for alt, hvad du har gjort for mig. Jeg ønsker for dig, du må blive lykkelig med din Erik, for du fortjener det bedre end nogen anden.
Og til jer, Ole og Poul, siger jeres storebroder også tak. I har altid været et par raske drenge, som jeg har mange glade timer at takke for. Husk, drenge, når i bliver store, at, det er i jo selvfølgelig allerede, men alligevel, i har verdens bedste forældre, og til dem skal i gå med alle jeres sorger og bekymringer. Det er de eneste, der rigtig kan hjælpe jer. Og så må i love mig, at i to altid vil gøre, hvad i kan for at glæde far og mor, og husk, når i er ved at gøre noget forkert, at storebroder i den sidste tid, han levede, stolede på, at i to ville gøre alt, hvad i kunde, for far og mor.
Jeg har desværre ikke noget billede af jer alle, men I står så lyslevende for mig alle frem. Og jeg vil i min sidste stund se jer alle fem smile til mig og sige farvel.
Ja, kære forældre, i omtrent 27 år fik jeg lov at leve, så det har jo nok ikke været meningen, at jeg skulle eksistere længere.
Men alle mine år sammen med jer har takket været den kærlighed, i to har vist hinanden og os børn, været lykkelige for mig. Jeg ønsker for jer begge, at de tre, i nu har tilbage, vil skabe en lykkelig alderdom for jer begge, for ingen fortjener det mere end i to. I har slidt og slæbt for, at vi børn skulle have det godt, og vi har haft det godt. Dagen lang har du, kære fader, slidt på værkstedet og om aftenen med dine regnskaber for at skaffe, hvad der skulle til, og mor har altid sørget for rent tøj, et pænt hjem, og at vi fik god mad til trods for, at du skulle passe din symaskine. Men ingen børn har haft det bedre end vi har.
Nu har det hele så fået en ende, og vi skal ikke ses mere i denne verden. Og jeg sender jer så en sidste hilsen og tak og siger jer alle et sidste farvel og lev vel. Gid gud den almægtige vil holde sin store og kærlige hånd over jer alle fem.
Vil i hilse alle venner og bekendte fra mig.
Farvel kære far og bedste kammerat.
Farvel min elskede lille mor.
Farvel min kære ejegode søster.
Farvel min kære broder Ole.
Farvel min kære broder Poul.Tak for alt godt, i alle har givet mig.
Jeres søn og broder ERIK.
Således tog Erik Petersen afsked med sin familie. Den højere S.S. Politifører Pancke kaldte den unge dansker en “Terrorist” og lod afskedsbrevet ligge i 5 uger, før det blev sendt til den henrettedes far. Sadelmagermester P.H. Petersen, Vejle.
Den 10. marts 1945 skød tyskerne Erik på Vognmandsmarken i København.
Arnold Jørgensen faldt i kamp med tyskerne under udførelse af jernbanesabotagen ved Hørmøllen. Som det fremgår af beskrivelsen af denne aktion (tidligere omtale i bogen, siderne 56-58, red.), som skulle koste den unge sabotør livet, tænkte Arnold Jørgensen ikke et øjeblik på sig selv, da faren var stor.
Hans første tanke gjaldt kammeraterne, og han vovede gerne sit eget liv, hvis de andre kunne nå at bringe sig i sikkerhed, mens han opholdt tyskerne med sin maskinpistol.
Arnold Jørgensen faldt midt i kampen, og denne død kan være mindre hård end den at skulle se døden i de tyske bøssepiber ved en henrettelse, eller langsomt pines og sultes ihjel i en tysk koncentrationslejr. Men Arnold Jørgensen dræbtes på sabotagegruppens sidste togt inden kapitulationen, derved blev hans død så meningsløs hård.
De to unge Vejlensere, der mistede livet i kampen for Danmarks Frihed, faldt begge på et tidspunkt, hvor tyskernes nederlag forlængst vat givet. Deres offer kunne ikke ændre krigens endelige resultat, om de faldt eller ej, betød så lidt i det store spil, hvor tusinder af allierede soldater hver dag satte livet til i kampen mod nazismen. Men deres offer var alligevel ikke forgæves. De betalte vor frihed med deres unge liv og forpligtede derved alle vi, der kom gennem krigens skærsild med livet i behold, til at værne om denne frihed af al vor magt. Vi må hente styrke og mod i det eksempel, vore to unge landsmænd gav os, nu hvor den opgave forestår for os alle at bygge frihedens Danmark op og sikre det mod overfald fra voldsmænds og forræderes side.
Mindet om de to modige frihedskæmpere og alle de andre landsmænd, der satte livet til i kampen mod nazismen, skylder vi at “gøre rent bord” i Danmark. De landsforrædere, der kunne samarbejde med de tyske mordere, og som krøb for deres falske judaspenge, må vi straffe hårdt og uden skånsel.
Kommentar til afskriften: I afskriften er udeladt to billeder af Arnold Jørgensen og Erik Petersen, på grund af usikkerhed om copyright, samt Kaj Munk digt. Disse kan findes i den trykte bog på side 65. Der er i afskriften ikke ændret i selve bogteksten, enkelte ord er dog blevet tilrettet moderne staveformer, således ordene bliver nemmere at læse, bl.a er aa byttet ud med å. Et enkelt sted er indsat kommentar i teksten, for at lette tekstforståelsen; kommentarer står med kursiv, sættes i parentes og afsluttes med red., som indiker det er redaktionel kommentar.