Boguddrag skrevet 1945 om julen i Frøslevlejren 1944
Julen i Frøslevlejren blev egentlig slet ikke så slem, som mange af os frygtede. Længe før det blev Jul, havde vi næsten hver dag drøftet, om vi mon kom hjem til jul. For det var vi jo enige om allesammen, at holde jul i et fangenskab i Frøslev vilde blive uendelig svært. Og mens dagene blev kortere og mere mørke og grå, slukkedes hos de fleste håbet om at kunne få lov til at tilbringe julen sammen med sine kære.
Og den 21. december blev der yderligere kastet en skygge over lejren, idet vi blev vækket om morgenen kl. 4,30 og kaldt ud på gangen til Tysklandstur. Ligblege stod vi der i Barakkens Midtergang og så den ene efter den anden af vore kammerater vakle ned på venstre fløj, hvor de blev opstillet, der skulde sendes syd på til død og rædsel.
Det var som om dødens skygge havde lagt sig over lejren den dag, og som om det vilde blive umuligt at holde jul.
Efter at vi havde taget afsked med vore kammerater, vel vidende at mange af dem aldrig vilde se Danmark mere, gik vi tavse rundt i barakkerne, mens hadet påny fyldte vore hjerter og sind. Og ved morgenandagten, som vi også måtte stjæle os til at holde, var der ikke et øje tørt. Sorgen over vore kammeraters bortrejse havde taget plads for juleglædens forventning. Al tanke om julefred og juleglæde var lukket ude.
Men vi skulde jo igennem julen, selv om vi måtte savne vore kære derhjemme og gode kammeraters selskab. På alle stuerne forsøgte man at forberede julens komme. Ved de kæres billeder blev der stukket en lille grankvist ind.
Et lille grangtræ blev “organiseret”, formen for tyveri, ude omkring i lejren. Rød-hvide Guirlander blev trukket over stuen, ja, kort sagt, vi forsøgte, trods alt, at skabe en så hyggelig juleaften som muligt.
Og så kom juleaften.
I spisesalen var der stillet et stort juletræ, hvis lys sendte sit skin udover os. Og påny blev vi den danske forvaltning tak skyldig og taknemlig for, hvad den udrettede for os. Tavse satte vi os ved bordene, hvor æblekage og steg udgjorde julemåltidet. Inden vi begyndte spisningen, tog den danske lejrchef, kaptajn Digmann, ordet og takkede de mænd af fængselsvæsenet, som ved deres frivillige ophold i Frøslev gjorde fangenskabet lettere for os, og som nu havde forsøgt at skabe en festlig jul for os. Med ønsket om snarlig fred på jord sluttede kaptajn Digmann sin nationalt betonede juletale. Talen var holdt i korte, militære vendinger, fordi, ja fordi vi var mandfolk, og mandfolk græder ikke, selv om der sidder nok så stor en klump i halsen.
Efter spisningen fik vi hver en pakke cigaretter og en røde-korspakke. Heri lå en hilsen fra Røde Kors, Æbler, Cerutter og Bolcher. Og med vores pakke under armen vandrede vi hjem i vores barak, mens julestjernen sendte sin glans ned over lejren, for at fejre juleaften.
Inden optællingen begav vi politifolk os over i barak 9, hvor ca. 150 danske politimænd, der var kommet hjem fra Tyskland 11. December, befandt sig. På min kammeraters vegne ønskede jeg dem alle en glædelig jul, hvorefter vi sang den gamle smukke Julesamle: “Glade Jul, dejlige Jul.”
Og aldrig er den blevet sunget så inderligere og med mere sorg og vemod i stemmen, end den blev sunget her af ca. 170 fangne politimænd med politiinspektør Mellerup i spidsen.
Men selv om det var juleaften, skulde vi dog stille til appel og optælling. Dog det var snart gjort. Den vagthavende tyske politimand ønskede os en god jul, låsede døren og forsvandt ud i julenattens mørke. Men også hans tanker har vel søgt hustru og børn.
Og så holdt vi julegudstjeneste. Vor elskelige Pastor Quistgaard holdt en juleprædiken, der fyldte vore sind med julefred. Vi var jo ikke forladte. Vore hustruer og børn heller ikke. Også for os vilde portene en dag blive lukket op og julens bud om fred på jord blive til virkelighed. Påny lød de gamle julesamler, mens øjnene stod blanke af tårer hos de fleste. og hver og en i tankerne søgte hjem til dem, han holdt af og savnede. Bevægede og stille gik vi ind på stuerne, hvor et lille grantræ stillet op midt på bordet mindede os julen derhjemme.
Lysene blev tændt og atter løs julesalmerne, men nu af en lille flok på 16 mand, der i tre måneder havde delt en fanges savn og længsel.
Langsomt sneglede tiden sig af sted, enkelte julekort var kommet og sat op på væggen med tegnestifter, hvor de med deres snebilleder og snelandskaber yderligere kaldte længsel og vemod frem.
Røde-Korspakkerne blev delt ud og med spænding løst op. Vi takkede i vort stille sind Røde Kors for, at de dog havde husket på os.
Endelig blev det sengetid. Med befrielse tog vi tøjet af, puttede os ned under vore tæpper, så endnu en gang på vore kæres fotografier og hviskede: Glædelig jul.
Bog: Fange i Frøslev, af Folmer Schiøtt (1945), Skandinavisk bogforlag