Boguddrag: Kolding Sygehus under besættelsen

Af Overlæge, Dr. med. Frans Djørup, 1946

Angående sygehusets virksomhed i besættelsesårene bær anføres, at antallet af indlæggelser er steget jævnt år efter år. Af vedføjede tabel ser man, at indlæggelser på epidemiafdelingen siden 1940 er blevet tredoblet. Efter at tuberkuloseafdelingen og tuberkulosestationensarbejdet i 1943 er blevet udskilt fra de øvrige afdelinger, ser man også der, at indlæggelsesantallet er blevet stærkt forøget.

År Kir.afd. Med.afd. Epid.afd. Tub.afd. I alt
1940 1903 1397 130 37 3467
1941 1881 1591 219 45 3736
1942 2332 1479 517 64 4392
1943 2526 1560 473 110 4669
1944 2647 1600 590 158 4995

Antal indlagte patienter

Arbejdet har været præget af mange vanskeligheder; men det har været af afgørende betydning, at sygehusets store udvidelse var afsluttet, og at man havde anskaffet betydelige reservelagre af linned, sengetøj, forbindsstoffer og mange andre senere uerstattelige og uerholdelige artikler. Sygehusbestyrelsen og inspektøren har ved disse dispositioner sparet sygehuset for vanskeligheder og gavnet arbejdet med patienternes pleje. Også de store vanskeligheder med brændselsforsyning og proviant blev overvundet, skønt det i visse kritiske dage, særlig i de kolde snevintre, har været på bristepunktet. Derimod har en betydelig personalemangel været i høj grad følelig. Det har været vanskeligt dels at få sygeplejersker til hjælp under sygdom og vakancer, dels at få tilstrækkelig hjælp af egnede husassistenter. Også blandt lægerne har der været personalemangel, således at man i visse perioder har måttet klare sig med ældre studenter i de underordnede lægestillinger.

Efter de gældende bestemmelser fra statens civile luftværn blev der udfærdiget en katastrofeplan for sygehuset. Den blev gennemprøvet ved en stor luftværnsøvelse, hvor alle byens luftbeskyttelsesorganisationer deltog, og den viste sig i det store og hele at være effektiv. Trods forskellige forhandlinger lykkedes det ikke at gøre sygehuset selvforsynende med vand, elektricitet og gas, noget, man fra luftbeskyttelsens side i høj grad havde ønsket.

Brandvæsen og navnlig rydningstjeneste lykkedes det at udbygge bedre end ved mange andre lige så store sygehuse.

I sommeren 1943 blev der taget fat på planer om oprettelsen af reservelazaretter i selve byen, men de stødte på den vanskelighed, at hver gang man havde fundet egnede lokaler, blev de beslaglagt af tyskerne, og det var ikke muligt at få nogen aftale holdt på dette punkt. Det blev som følge heraf besluttet af opgive tanke om reservelazaretter, og sygehuset skulde indgå i den evakueringsplan, som udarbejdedes for hele byen. Der blev givet den besked fra tyskerne, at evakuering af byen kun måtte ske til “de 8 sogne”, en ganske utilfredsstillende ordning for en by på 27.000 indbyggere. Næppe havde man fundet egnede lokaler i sognene og fået planen udarbejdet, før tyskerne også beslaglagde disse lokaler, således at man i slutningen af 1944 var klar over, at sygehuset ikke kunde evakueres.

Stadige generende dispositioner fra tyskerne havde efterhånden gjort alle, der var beskæftiget i sanitets- og hospitalstjeneste, lede og kede af planlæggelse, øvelser og “papir”, således at man til slut regnede med at måtte klare situationen ved at improvisere med de midler, der stod til rådighed. Det meste af det arbejde, der af mange var lagt i luftbeskyttelsesarbejdet, blev direkte modarbejdet af tyskerne.

Hvis man vil se på, hvorledes de forskellige sygdomme og læsioner er forekommet i besættelsesårene, vil man bemærke visse forandringer og forskydninger, der må formenes at være forårsaget af besættelsen.

For det første har det på kirurgisk afdeling vist sig, at der er indkommet og behandlet påfaldende stort antal af svære infektioner, dels i form af almindelige “buldne fingre” med seneskedebetændelse, lymfekarbetændelse og store bylder, dels i form af knogle- og ledbetændelser, og endelig har vi aldrig tidligere set et så stort antal af brystkirtelbetændelser, såvel hos diegivende som hos ikke-diegivende. Hos mange ældre patienter med sukkersyge er iagttaget meget svære infektioner, der har nødvendiggjort amputation. Denne forøgelse af infektionernes antal og alvorlighed forklares formentligt ud fra den manglende renlighed hos befolkningen. Mulig har også en nedsat modstandskraft, vitaminmangel e.l., haft betydning.

For det andet har man under besættelsen, særligt i de første tre år, set en forøgelse af basedow-sygdommen. Dels forekom friske, ret voldsomme tilfælde med kortvarigt sygdomsforløb hos unge kvinder, dels så man opblussen af mere kroniske tilfælde hos ældre kvinder og hos mænd, ofte ledsaget af svære hjertesymptomer. Hos mange ældre patienter så man under hele besættelsen hjertelidelser (blodprop i hjertekødet, uregelmæssig hjertefunktion e.l.), der ofte synes at have haft forbindelse med legemlige og psykiske anstrengelser (bombenedslag, arrestationer og lignende).

An anden lidelse, der synes at være tiltaget i hyppighed i disse år, er nyresten og nyrekolik hos unge mænd, der indkom med stærke smerter, blodig urin, men uden tegn på infektion af nyrer eller urinveje. Oftest afgik nyresten af sig selv, og kun i få tilfælde var operation påkrævet.

En formindskelse af hyppigheden af mavesår synes at være konstateret. Hvilken rolle ernæringsforholdene her har spillet, er ikke til at afgøre. Selv om rationering indførtes tidligt, og særlig i visse familier på få personer har været tydelig at mærke, har Koldings beboere ikke lidt nogen påviselig skade ved den nedsatte fødemængde. Patienterne har gennemgående været i påfaldende god ernæringstilstand.

Med hensyn til de kirurgiske læsioners forekomst skal blot fremhæves, at de sædvanlige civile skader fra industri og landbrug er forekommet i mindre antal på grund af fabrikkernes og maskinernes mindre benyttelse som følge af materiale mangel. De fra før-krigstiden så sørgelige kendte kørselsulykker, forårsaget af chaufførers eller passagerers beruselse, har vi været næsten helt forskånet for. Derimod har der været talrige overkørsels-læsioner af fodgængere, navnlig af børn, der på grund af den ringe biltrafik efterhånden vænnede sig af med at udvise forsigtighed overfor de hurtigt kørende militærbiler. Dette forhold er også kendt fra England, hvor man har mistet langt flere menneskelig ved trafikulykker end ved bombeangrebene.

Egentlige krigslæsioner eller læsioner som følge af bombenedslag, schalburgtage, o.l., har vi heldigvis kun set i begrænset omfang, men til gengæld har de behandlede tilfælde været sørgeligt alvorlige. Vi er blevet belært om glassplinternes uhyre farlighed, deres voldsomme gennemslagskraft og deres enorme antal hos den enkelte patient. Vi har set enkelte svære sprængningslæsioner med uhyggelige, dybtgående læsioner af underlivets organer, og vi har både hos tyske soldater og desværre adskillige danske borgere nehandlet meget svære skudlæsioner. Heldigvis er tilfældenes antal tinge, og de er forekommet enkeltvis, spredt over årene, således at vi aldrig har været ude for at skulle modtage et stort antal hårdtsårede samtidigt.

Til slut et par ord om de fremskridt, der i besættelsesårene er sket med hensyn til behandlingsmidler og -metoder.

Under krigen har vi lært at kende den store nytte, man overfor de fleste infektioner kan have af sulphathiazolpræparatet eller dermed beslægtede stoffer. Det er undertiden en helt mirakuløs virkning, man ser af disse stoffer overfor svære infektioner på grund af læsioner, bughindebetændelse og lungekomplikationer.

Vi har lært betydningen af rettidigt givne og eventuelt gentagne blodoverføringer. Vi har lært at forstå, at man såvel overfor patienter, der skal gennemgå større operationer, som navnlig overfor alle svært læderede tilskadekomne skal give blodoverføring f ø r eller senest u n d e r operationen, da chokerede patienter, der ofte er stærkt afkølede under langvarig transport, ikke tåler operationen, før de er stimuleret med store blodoverføringer. Vi har derfor i disse år, såvel på medicinsk som på kirurgisk afdeling, i stærkt stigende grad benyttet blodoverføringer, og vi har måttet benytte det frivillige blodgiverkorps på en så intens måde, at både patienter og læger må nære stor taknemmelighed for denne udmærkede hjælpsomhed.

Angående afkræftede patienter og nyopererede har vi i stort omfang draget nytte af de nye undersøgelser over vædskebalancen i menneskelegemet, som har gjort det muligt ved laboratorieundersøgelser at afgøre, om en patient trænger til blod, til saltvand eller andre saltopløsninger eller til æggehvidestof. På dette område har den danske medicin trods krigen været godt med, og på visse områder er der ydet absolut afgørende indsats ved værdifulde danske videnskabelige undersøgelser.

Vi har under krigen med meget besvær skaffet os kendskab til læsioner fremkaldt af de nye højeksplosive sprængstoffer. Vi vidste forud, at krigskirurgiens læsioner i alt væsentligt havde lighed i art, fordeling og forekomst med de trafikulykker, man behandlede i fredstiden. Men den totalitære krig har vist os tilfælde af den natur, f.eks. de svære forbrændinger, fosfor-læsioner og navnlig de svære lufttryklæsioner, som man ikke har anden betegnelse for end “blasts”. For alle svære læsioner af arme og ben har det vist sig, at gipsbandager er den overlegne behandling.

Med hensyn til de rent lokale begivenheder og vanskeligheder, der fulgte af besættelsen, kan anføres, at man fra sygehusets side gjorde sig store anstrengelser for at bevare afdelingerne for den danske civilbefolknings patienter.

Ved forskellige lejligheder forsøgte tyskerne gennem deres læger enten at få overladt afdelinger af sygehuset til tyske patienter eller at få etableret et samarbejde. Begge dele mislykkes.

Straks efter den 9. april meddelte en tysk militærlæge de retningslinjer, efter hvilke man ønskede tyske patienter behandlet. Soldaterne skulde isoleres, og sygehuset personale måtte ikke udspørge dem om militære forhold. Derimod ønskede man ikke på nogen måde at blande sig i den egentlige lægebehandling, idet man nærede fuld tillid til lægernes omhyggelighed. Alligevel skete det i enkelte tilfælde, at de tyske militærlæger, som regel på grund af manglende kendskab til tilfældenes natur, lod sig forlede til at kritisere behandlingsprincipperne. Disse situationer har været pinlige, men endte dog med, at tyskerne måtte indrømme berettigelsen af de foretagne behandlinger.

Der forelå fra amtet en ordre om en ugentlig indberetning om alle vanskeligheder og episoder. Enkelte gange har der været anledning til at indberette særligt graverende overgreb. Et tilfælde af denne art bør refereres. Det angik en ung mand, der i byens udkant blev beskudt af Gestapo, og som indbragtes på afdelingen med en meget svær læsion af underlivsorganerne: 2 skudåbninger i mavesækken, 2 gennem tolvfingertarmen, 2 gennem tyktarmen og en svær skudlæsion i leveren, der forårsagede en meget stor blødning i bughulen. Han opereredes omgående, fik blodoverføringer og den følgende dag tør-plasma. Netop da denne sidste indsprøjtning var givet, mødte Gestapo op, 24 timer efter operationen, og forlangte patienten overflyttet til et tysk hospital, hvis beliggenhed ikke måtte opgives. Trods de mest energiske protester foretoges overflytningen ved hjælp af bevæbnede styrker. Fjorten dage senere overflyttedes patienten til Kolding Arrest, og seks uger derefter blev han løsladt. Det viste sig senere, at den pågældende patient slet ikke var den mand, som Gestapo havde ønsket at skyde. Begivenheden gjorde et meget stærkt indtryk på alle, der oplevede den, og var et nyt bevis på Gestapos fuldkomne mangel på respekt for menneskeliv og almindelig sømmelig optræden.

Med hensyn til de tyske patienter voldte disse, når de var enkeltvis isoleret, forbavsende lidt vanskelighed for læger og sygeplejersker. De var høflige, lydige og taknemmelige, men lige så såre situationen krævede, at to tyske soldater blev lagt på samme stue, var forholdet ændret, således at man havde det største besvær med at håndhæve disciplin og husorden. Det var ligesom de opmuntrede hinanden til at vise herrefolkets dårligste egenskaber. Som regel løstes disse problemer hurtigt ved omgående udskrivelse.

Det har ikke kunnet undgås, at der på så stor en institution som et sygehus, med patienter og funktionærer af forskellig moral og politisk indstilling, er kommet tilfælde, der har givet anledning til utryghed overfor stikkervirksomhed. Fraternisering o.l., men det må fremhæves, at der bortset fra et ganske enkelt tilfælde blandt funktionærerne, ikke har været noget som helst at bemærke med hensyn til udansk optræden eller upålidelighed. Adskillige af funktionærerne har deltaget i det illegale arbejde, men det har ikke haft indflydelse på sygehusarbejdets pålidelige udførelse. To af sygehusets yngre læger, der med rette følte sig truet af Gestapo, måtte “gå under jorden” indtil kapitulationen. I god forståelse med administrationen blev deres arbejde midlertidigt passet af andre.

Man har ikke kunnet undgå at bemærket, at sygehuset ikke havde tyskernes bevågenhed, og at de nærede både uvilje og mistro overfor os, og vi har haft den personlige tilfredsstillelse at mærke, at tyskerne ikke har været i tvivl om vor indstilling til besættelsesmagten.

Billeder er udeladt fra uddraget.

Boguddrag fra Kolding under Besættelsen 1940-1945, redigeret af K. Baagøe og E. Ebstrup