Boguddrag fra bogen ”Undergrunden i Vejle”, af Jørgen Munch Christensen, udgivet 1945 på forlaget Eigil Knudsens Boghandel Vejle. Uddraget dækker kapitlet ”Kvindernes indsat”, siderne 71-75. Overskuddet fra salg af bogen, er gået til indsamlingen ”til fordel for frihedskæmpernes efterladte”.
Afskrevet af B. Sørensen for krigendagfordag.dk, januar 2021
Kvindernes indsats
Der er i tiden efter kapitulationen fortalt mangt og meget om frihedskæmpernes arbejde, men alt for lidt om de kvindelige frihedskæmperes. Der var vel heller ikke ret mange af dem, vil en og anden måske mene, men når det kommer til stykket, var der lige så mange kvinder med i kampen som mænd. Man har ikke set så meget til dem, men de var der, da undergrundsarbejdet blev udført.
Når man med skam må tænke på de piger, der ”gik med” tyskerne, er det rart at vide, at vi i Vejle havde mange brave kvinder, der stod på samme linje som mændene i frihedskampen.
Fru Lulu Fabricius-Jensen, der selv har taget aktiv del i frihedsbevægelsen og huset folk, der var stærkt eftersøgt af Gestapo, talte netop om dette emne ved det store folkemøde på Station umiddelbart efter besættelsens ophør. I sin tale sagde fru Fabricius—Jensen bl.a meget træffende:
”Bag hver eneste af de mænd, som i disse år har stået i forreste frontlinje, har der været en mor, søster, veninde eller medkæmperske, hvis uselviske offervilje, snarrådighed og mod har medvirket til det, vi er i dag: et frit Danmark. Lige fra begyndelsen var kvinderne med i modstandsbevægelsen, først og fremmest ved at villige deres mænds og sønners aktive deltagelse, vel vidende om de farer, disse hver time af døgnet var udsatte for. Hvad har de ikke lidt, når deres kære blev dræbt eller fanget og pint, for derefter at føres til de berygtede koncentrationslejre …”.
Mange kvinder i Vejle var aktivt med. Nogen liste over dem eksister ikke, men vi véd, at havde husassistenten i det hjem, hvor sabotøren holdt sig skjult, ikke kunnet holde tand for tunge – havde hun ikke følt sig ”med” i sagen – var han blevet taget. Havde der ikke været en kvinde til at rejse som kurer, til at gøre radiotjeneste, til at hjælpe frihedskæmpere med de mange praktiske fornødenheder og til at tage sig af sårede og forfulgte, havde det hele ikke gået, som det gik.
Mange kvinder har vist snarrådighed og mod, der har reddet deres mænd, når Gestapo ringede på døren. Et eksempel på koldblodigt kvindemod var f.eks. fru skovridder Løftings optræden, da to berygtede Gestapofolk en nat trængte ind i hendes soveværelse umiddelbart efter skovriderens flugt. De havde lukket sig ind med falske nøgler og håbede at kunne overraske Skovrideren. Fru Løfting spillede meget indigneret over deres adfærd og skældte dem frygtløst ud. Det lykkedes hende at narre Gestapoerne, men hun var ikke langt fra at falde i deres klør.
Med hele sin personlighed og kraft gik også fru Bredahl Glud ind i Frihedskampen. Hun åbnede sit hjem for sabotører og illegale bladfolk, ledere og menige. Hos hende har mange fundet et fristed, ja mere end det, et godt arbejdssted for ”undergrunden”. Hun var aldrig bange, men tog gerne risikoen. Ofte har hun kørt med sprængstof eller en illegal duplikator på bagsædet af sin vogn, og aldrig fik hendes illegale kammerater nej, når de henvendte sig til hende om hjælp.
Den illegale kurertjeneste blev som ofte udført af kvinder. Asta Nielsen var kurer for Generalmajor Bennike, der dengang fra sit hovedkvarter i Vejle, ledede sabotagen i hele Jylland. Med de diminutive papirsruller, der var så små, at de kunne gemmes overalt, men hvis indhold var af yderste vigtighed og i høj grad kompromitterende, rejste hun i rutefart fra Vejle til hovedledelsen i København. I Oktober måned blev ”Tanke Asta”, som Gestapo kaldte hende, taget af Gestapo. Hun røbede ikke noget af alt det betydningsfulde, hun havde kendskab til, men gav tyskerne det indtryk, at hun havde beskæftiget sig med illegal bladvirksomhed. Hun kom ud af koncentrationslejren, da Tyskland kapitulerede, men havde ikke mistet sit gode humør i de syv lange måneder bag pigtrådshegnet.
Mange andre kvinder rejste som kurérer. Sygeplejerske Ebba Bernandt var én af de flittigst brugte til vigtige rejser i Jylland. Indenfor bladgrupperne var der også mange kvinder i gang, her blev gjort store indsatser af anonyme kærester, hustruer og søstre.
Enhver, der har haft med illegalt arbejde at gøre i Vejle, kender Marie. Fra en fredelig lærerindegerning i Vinding Skole, dengang hed hun frk. Agnes Ahm, kastede hun sig ud i den illegale tilværelse. Hun havde længe været aktivt med i frihedskampen, da Gestapo tvang hende ”under jorden”. I hendes lejlighed havde mange vigtige illegale sammenkomster fundet sted, og mange frihedskæmpere holdt til her. Nu måtte hun føre en omflakkende tilværelse for ikke at blive taget. ”Marie”s pligtfølelse og stærke tro på frihedsbevægelsens betydning gjorde, at hun ikke svigtede et eneste minut. Hver time på døgnet var hun i aktivitet. Hun færdedes med våben og sprængstof, som var det en dagligdags ting. Selv om Gestapo var ude efter hende, forlod hun aldrig sin post, men holdt ud til kampen var ført til ende.
”Marie”, der har kendt alle de illegale grupper i Vejle og har været i forbindelse med så godt som hvert eneste medlem af Vejles undergrund, stillede ikke store krav til egne bekvemmeligheder. En overgang holdt hun sig skjult hos papirhandler frk. Jensen på Sønderbro, men snart måtte hun søge andre gemmesteder. Det blev aldrig taget så nøje, om det var i en kælder eller på et loft. Oven på cyklehandler Birkmoses værksted holdt ”Marie” også til sammen med sine kammerater. Her var hun med til at rense våben og organisere modstanden.
”Marie ” kunne med rette kaldes ”Regimentets datter”, men ikke i nogen operettebetydning. Hun følte sig virkelig som datter af modstandshæren. Hun sørgede for sine frihedskæmpere gennem flere år, hun holdt dem til ilden, hånede dem og skældte dem ud, hvis de slappede af i arbejdet. Hun cyklede fra sted til sted for at skaffe pladser til våbendepoter, og hendes overtalelsesevner var eminente, når det gjaldt at overtale en gårdmand til at skjule nogle våben. Hvis folk var bange for at yde hende hjælp, var hendes slående argument gerne: ”Der er ikke andre dem og mig, der véd, hvor våbnene er. Jeg siger ikke noget til nogen, så hvis de selv kan holde mund sker der ikke noget”.
Ofte skulle hun skaffe natlogis til henimod tyve frihedskæmpere. Utrættelig opsøgte hun folk for at låne et gæsteværelse til sin ”bror”. Hun skulle nok vare sig for at sige, at hun skulle skaffe en snes andre ”brødre” sengeplads også. Den gang det endnu var svært at få folk i tale, har ”Marie” slidt mange trapper for frihedsbevægelsens sag. Hun opgav ikke, om hun fik nej de første fem steder, og det lykkedes hende altid at redde situationen til sidst.
Når enkelte af frihedsbevægelsens kvinder her i Vejle er blevet fremhævet, skal det ikke være på bekotning af alle de mange anonymes indsats, men kun for eksempelvis at fastslå, hvor meget kvinderne i det hele taget har været med til, og hvor forskelligartede opgaver de har løst.
Efter kapitulationen har også mange af frihedsbevægelsens kvinder gjort et uegennyttigt samfundsarbejde. Nogle sørgede for bespisningen til de mange frihedskæmpere og til russiske krigsfanger, andre gjorde radiotjeneste, og en fast stab af unge kvinder passede frihedsbevægelsens kontor nat og dag.
Kvinderne i ”Vejles Undergrund” har gjort deres arbejde godt.
Kommentar til afskriften: I afskriften er udeladt tre billeder, på grund af usikkerhed om copyright. Disse kan findes i den trykte bog på side 62. Der er i afskriften ikke ændret i selve bogteksten, enkelte ord er dog blevet tilrettet moderne staveformer, således ordene bliver nemmere at læse, bl.a er aa byttet ud med å.