En eller flere galt orienterede flyver har i nat, over næsten hele Sønderjylland og Syddanmark nedkastet flyveblade, forfattet på tysk. Der er ingen tvivl om det er de samme sedler, som engelske flyvere de sidste dage i milliontal har spredt over Vesttyskland. Der er ikke fundet nogen blade i Kolding, men her på egnen meldes om fundne blade i Vonsild, Ødis, Fovslet, Ødis-Bramdrup, Hjarup, Gamst, Andst, Vejen egnen, Brørup og Føvling.
Teksten fra flyvebladet gengives her:
Advarsel!
England til det tyske folk.
Naziregeringen har trods de førende stormagters anstrengelser styrtet verden ind i en krig.
Denne krig er en forbrydelse. Det tyske folk må skelne ganske klart mellem det påskud, som dets regerings for at få en anledning til krigen, og de grundsætninger, som tvinger England og Frankrig til at forsvare Polen.
Fra Begyndelsen har den engelske regering erklæret, at der intet var det polske spørgsmål, der kunde retfærdiggøre en europæisk krig med alle dens tragiske følger.
5 måneder efter Münchener-Forliget blev Czekoslovakiets selvstændighed brutalt trådt under fødder. Hvis Polen ikke også skal rammes af den samme skæbne, da måtte vi fastholde, at fredelige forhandlingsmetoder ikke måtte gøres umulige gennem voldstrussel. Og at den aftale, der blev truffet, måtte yde Polen livsret og også ærlig holdes. Et diktat kunde vi hverken tillade eller modtage.
Når Hr. Hitler troede, at den engelske regering af angst for krigen vilde lade Polen i stikken, så har han taget alvorligt fejl. For det første bryder England ikke sit én gang givne ord. Desuden er det på tide, at den brutale vold, som naziregeringen vil påtvinge verden, bydes et alvorligt: Holdt! Med denne krig stiller rigskansleren sig mod den engelske regerings ubøjelige vilje, en vilje, bag hvilken står ikke blot det engelske verdensriges samlede hjælpekilder og midler, men også et forbund med andre stormagter. Det drejer sig om regning af menneskefriheden og fri folks ret til at leve frit.
Indtil det sidste øjeblik har paven, de forenede staters præsident og den belgiske konge i Belgiens, Hollands, Luxembourgs, Danmarks, Sveriges, Norges og Finlands navn forgæves henvendt sig til jeres naziregering med indtrængende anmodninger om at vælge forhandlingsvejen i stedet for krigens vej.
Det bryder nu ind over jer en katastrofe, hvorunder riget står isoleret i de civiliserede folks selvskab uden nogen som helst understøttelse, bortset fra det kommunistiske Rusland.
Denne krig kan i ikke vinde.
Mod jer står meget større midler og hjælpekilder end jeres egne.
I årevis er sandheden holdt skjult for jer gennem den skarpeste censur og gennem et utroligt system af stikkere og angivere. I må ikke engang tale om de i jeres navn skete grusomheder.
Mod jer står fri folks forenede kraft, folk, som med åbne øjne til det sidste kæmper for friheden.
Os er krigen lige så meget imod som jer, men glem ikke, at England en gang tvunget til krig, uvægerligt også vil føre den til ende. Englands nerver er sejge, dets hjælp uudtømmelig. Vi giver ikke efter.
Giv videre!
Kilde: Kolding Folkeblad, 7. september 1939