1939 – K.I.F. og K.B. kæmper til fordel for Finland

Dansk sport har gennem mange år tjent penge på de dygtige og veltrænede finske idrætsmænds deltagelse i opvisninger, og danske tilskuere har oplevet mange spændende dyster mellem danske og finske idrætsmænd, og intet er derfor mere naturligt, end at danske sportsforeninger og sportsinteresserede nu pekuniært hjælper Finland i den nødsituation, landet befinder sig i.

Selv om koldingensisk idræt ikke direkte har haft fordele af det danske samarbejde med finske idrætsmænd, har bestyrelserne for K.I.F. og K.B. dog besluttet, at de to foreningers bedste hold på søndag skal spille fodboldkamp på stadion, og at hele entreindtægten skal tilfalde indsamlingen til Finland.

Årstiden for fodboldspil er jo ikke heldig, men de to foreninger regner alligevel med et godt besøg i betragtning af det gode formål, de to holds sejrriges indsats i efterårsturneringen og ikke mindst med erindringen om de to holds glimrende og spændende 2-2- kamp i august …

Holdene bliver først opstillede i aften, men vi kan dog oplyse, at to af K.B.’s bedste spillere på mellemrækkeholdet har meldt sig til tjeneste i kampene i Finland.

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 29. december 1939.

Skriv et svar