1940 – Luftværns-arbejdet i Kolding

Landinstruktøren kommer den 19. – hvorfor husvagtordningen trækker ud.

I den sidste tid har der været forbavsende stille om det luftværnsarbejde, som i krigens første måneder optog så meget af myndighedernes tid. Det skyldes naturligvis i nogen grad, at de påbudte foranstaltninger er gennemført, men der står dog adskilligt tilbage. F.eks. husvagtordningen. Vi har heller ikke hørt noget til den ekstra alarmsirene, der blev anset for absolut opkrævet, hvis varslingen skulle være nogenlunde effektiv, men måske kommer de forskellige mangler nu i orden.

Det er i dag meddelt, at landinstruktøren, kaptajn Andersen, den 19. ds, kommer til Kolding for at konferere med myndighederne om hele luftværnsspørgsmålet. Når der endnu ikke er holdt det bebudede kursus for byens mange husvagter, skyldes det, oplyser politikommissær Kleberg, at benzinrationeringen har givet politikontoret så meget ekstra arbejde, at man første nu har kunnet afse tid og mandskab til gennemgang af de mange tilmeldelser og oprettelsen af det nødvendige husvagt-kartotek. Når dette er sket, vil kursuset – i form af et aftenforedrag – blive gennemført.

Men det sker næppe før i slutningen af måneden, og de forskellige grundejere skal først have meddelelse om, at de udpegede husvagter er godkendt, ligesom der skal fastsættes husvagter i enkelte bygninger, hvor der kan være tvivl om det nødvendige antal.

Kilde: Kolding Folkeblad, 5. januar 1940.

Jacob Krause

Cand.mag. i Historie fra Aarhus Universitet, 2016. Arkivar ved Kolding Stadsarkiv siden 2017.

Skriv et svar