Mødet afholdtes paa Borgmesterkontoret under Ledelse af Borgmester Knud Hansen, til Stede var desuden: Landsretssagfører Juhl, Stadsingeniør Lassen, overlæge Dr. Djørup, politikommissær Kleberg, afdelingsingeniør ANdersen, A. Rasmussen og Fuldmægtig Castberg.
Borgmesteren forelagde de nu udarbejdede, men endnu ikke godkendte Planer:
1. Plan for kommunal Mørklægning var udarbejdet af Politiet og Politikommissæren gav en kort Redegørelse for Planen og meddelte derunder, at Stadsingeniøren skulde sørge for Ophængning af blaatfarvede og afskærmede Flagermuslygter paa de i Planen angivne Steder, ligesom Hvidtning af Kantsten i Gadekryds o.l. hørte under Stadsingeniøren, medens de Foranstaltninger der skulde foretage paa Havnen, var henlagt under Havnefogden. Politikommissæren lovede at tilstille Stadsingeniøren Planen, naar denne var godkendt.
2. Plan for Meldetjenesten godkendtes.
3. Plan for Sygehusene.
Overlæge Djørup gjorde kort rede for Planen, meddelte, at Sygehusinspektør Jensen var udpeget til Chef for Sygehusets Luftværnsforanstaltninger. Angaaende Sct. Hedvigs Klinik lovede Overlægen, nu da Dr. Brandorff var syg, at udarbejde en Plan for dette Sygehus. Det meddeltes at Overlægen under Kredslæge Aksel Hansens Sygdom var konstitueret som Chef for den sanitære Afdeling.
4. Plan for den tekniske Tjeneste.
Stadsingeniøren forelagde Planen og gennemgik den i Hovedtrækkene, Planen godkendtes.
5. Plan for livsvigtige Virksomheder.
Politikommissæren meddelte, at han sammen med Fuldmægtig Castberg havde ført Forhandlinger med de 3 Værkchefer om Mørkelægning m.m. og paapegede det ønskelige i, at man lod Værkcheferne deltage i Dansk Luftværnsforenings Kursus for Fabriksledere, dette forkastedes med den Begrundelse, at man havde Folk her i Byen, der var kvalificerede til at meddele Værkcheferne den nødvendige Instruktion. Det vedtoges at fortsætte Arbejdet med Planerne, saaledes at Politikommissæren, Castberg og Stadsingeniøren assisterer Værkcheferne med Udarbejdelsen.
6. Fabriksluftværn.
Politikommissæren meddelte, at der ikke var udarbejdet Planer for nogen af de herværende Virksomheder, men Politiet vilde nu fordre, at saadanne Planer snarest blev udarbejdede og forelagt ogsaa med Hensyn til, at de paa Fabrikkerne beskæftigede Arbejdere havde Krav paa en virklig effektiv Beskyttelse. Paa Borgmesterens Forespørgsel om Kommunen havde noget med dette Spørgsmaal at gør, svarede Kommissæren benægtende og meddelte, at man havde tænkt sig at lade dette indgaa under Husvagtordningen.
7. Husvagtordningen.
Paa Borgmesterens Forespørgsel svarede Politikommissæren, at Husvagttjenesten var et borgerligt Ombud, og alt denne Sag vedrørende varetoges af Politiet, han oplyste, at der var udarbejdet et Kartotek over 3000 Mand, men at der endnu manglede en Ordning for Skolerne og flere andre større kommunale Bygninger. Alle Husvagter vil faa tilstillet en “Beskikkelse” og vil derefter komme paa et Kursus.
8. Kommunal konsulent.
Der var fra Dansk Luftværnsforening ytret Ønske om, at der udpegedes en Mand til denne virksomhed, … Forslaget blev forkastet.
9. Depot
Et saadant var oprettet paa Domhuset, for alle Sager tilhørende Staten. Som Depotforvalter var ansat Politibetjent Sørensen.
10. Tilflugtsrum.
Borgmesteren oplæste en Skrivelse fra Socialministeriet, hvori der meddeltes, at man kunde anvende langvarigt arbejdsløse til dette Arbejde og faa Tilskud i Henhold til Loven om langvarigt arbejdsløse. Det havde ingen Interesse for Kolding, da det var Tømrere, der skulde anvendes, og af dem var ingen langvarigt arbejdsløse.
Politikommissæren klargjorde at man tilsidst maatte udarbejde en samlet økonomisk Plan for hele det civile Luftværn i Kolding.
Stadsingeniøren omtalte Luftværnsinspektørens Ønske om, at man i Løbet af 48 Timer kunde etablere samtlige Tilflugtsrum. Det blev vedtaget at udsætte Sagen til Planerne var godkendte.
Det vedtoges straks at anbringe Sandsækkesikring ved Kommandostationen for de Vinduer, der vender mod Kirkepladsen.
Det vedtoges at man straks lader Plakater med Henvisning til Tilflugtsrum trykke.
Afskrift af mødereferat, 19. februar 1940
Kilde: Det Civile Luftværn i Kolding Foreningsarkiv, arkivregisternummer A1034, opbevares på Kolding Stadsarkiv