Ved et tilbageblik over 1943 kan man slå fast, at modstanden i dette år nåede en styrke som ingensinde før.
Hvad man end vil mene om valget i marts, blev det dog en uhørt kraftig tilbagevisning af ethvert forsøg på at omvende vort fol til den autokratiske idé, og sabotagen i forbindelse med folkestrejkerne afgav lige så utvetydige vidnesbyrd om vor vilje til selv at kæmpe for vor frihed. Modstanden fremtvang et 29. august, hvis virkninger vil spores langt ind i Danmarks fremtid, og vise sig at opveje selv endnu sværere ofre end dem, vi hidtil har måttet bringe.
Men vi kan ikke lægge os til hvile på vore laurbær, og vi har heller ikke gjort det; frihedsbevægelsen har vundet større udbredelse og kraft i efterårsmånederne, og der er rettet endnu alvorligere slag mod den tyske krigsmagt og dens herværende produktionskilder end før. Også i det små, i den daglige kontakt mellem værnemagt og befolkning, spores der stadig stærkere passiv modstand.
Men det er ikke nok endnu!
Der er stadig alt for megen eftergivenhed og ubesindighed i forholdet til tyskerne, og vi i FRIT DANMARK finder det mere frugtbart at fremhæve svaghederne end at prale med modstandens positivet sider. Derfor har vi påvist og advaret mod ethvert tilløb til fortsat politisk ledelse af landets forhold til okkupationsmagten, og derfor har vi konkret kritiseret departementchefernes beslutninger, når de objektivt betød en fordel for tyskerne. […]
Kilde: Uddrag af det illegale blad ‘Frit Danmark’, januar 1944, nr. 10, 2. årgang.