1943 – Luftværnsøvelsen i Strandhuse

Søndag formiddag afholdtes, som meddelt, luftværnsøvelse i Strandhuse under inspektion af kaptajn Rose. Kl. 9 lød varselsskuddet som tegn på, at øvelsen skulle begynde, og i samme nu begyndte det frivillige mandskab med de hvide armbind at strømme til luftværnets opbevaringssted for materiel, hos købmand Væring, i hvis kontor også luftværnslederen, formand Nielsen, havde sit hovedkvarter. […]

Straks efter, at mandskabet var blevet samlet, begyndte meldingerne at indløbe til hovedkvarteret, og hvis ikke chefen samt lederne af de forskellige afdelinger – sanitets-, brandvæsens, teknisk- og afspærrings – havde holdt hovedet koldt, var det hele sikkert endt i kaos. Kl. 9.30 afblæstes øvelsen og det sveddrypende mandskab samt en skare af tilskuere samledes med kaptajn Rose til kritik ved forsamlingshuset. I betragtning af, at det var første gang, en øvelse fandt sted her, fandt kaptajnen, at denne var god. Kun et par enkelte blandt mandskabet fik at vide, at luntetrav slår ikke til under en sådan øvelse.

Til slut takkede lederen, formand Nielsen, såvel kaptajnen Rose og mandskabet, ligesom også sognerådsformand Bertelsen udtalte sin glæde over at se, hvorledes mandskabet havde vist at kunne gøre brug af det til rådighed stillede materiale. Om nytten af et frivilligt luftværn i en alvorlig situation kan der ikke herske nogen tvivl om.

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 24. august 1943.

1943 – Afblæsningen i Odense

Arbejdet genoptoges i morges

Arbejdernes Fællesorganisation i Odense holdt i går et 4 timers repræsentantskabsmøde, der sluttede kl. 14. Efter mødet udsendtes følgende meddelelse:

Arbejdernes Fællesorganisation meddeler: På et repræsentantskabsmøde i dag, hvor ca. 500 tillidsmænd fra samtlige fagorganisationer var tilstede, vedtoges det med overvældende majoritet at genoptage arbejdet fra i morgen, tirsdag den 24. august. På mødet fik repræsentanterne forelagt situationen således, som den forelå, og efter en længere forhandling gik man til afstemning om tre resolutioner. Den resolution, der vedtoges, havde fælgende ordlyd:

Repræsentantskabsmødet for Fællesorganisationen i Odense forsamlet til møde i den nye forsamlingsbygning erkender det opnåede forhandlingsresultat under de foreliggende omstændigheder som værende acceptabelt, og vedtager derfor atter at optage arbejdet fra og med tirsdag morgen den 24. august. […]

Arbejdet er begyndt de fleste steder

Ved normal arbejdstids begyndelse var de odenseanske arbejdere mødt ved de forskellige virksomheder, og de fleste steder påbegyndte man straks arbejdet. Efter de mange dages uro var det ventet, at alt ikke ville være gået så glat, men Odense har i formiddags atter antaget sit sædvanlige ansigt.

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 24. august 1943.

1943 – Kvindehjælpens landsindsamling

Den landsindsamling, som Kvindehjælpen 6-12. september arbejder på at få bragt i stand for at rejse et nyt mødre- spædbørnehjem og fredehjem er udtryk for at leve videre på fortidens laurbær eller stå som et monument over noget, der engang har været, men ønsker at være med og gøre indsats, når forholdene kræver det. Og det turde være klart for alle, at en indsats nu er påkrævet. I tale og skrift er nøden blandt vore unge – ikke mindst blandt vore unge kvinder – blevet kraftigt fremhævet. De unge, som uden at forstå hvad de gjorde, styrtede sig selv i ulykke, må hjælpes. I tro på, at opgavens nødvendighed står klart for alle, er vi gået i gang med opgaven, skønt der er meget kort tid at forberede den i, men det er nu, opgaven presser på, derfor må den løses nu. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 24. august 1943.

1943 – Trods alt normalt eksportmarked i dag

Kolding Eksportmarked måtte i går eftermiddags ved 4-tiden rømme en af sine stalde som følge af, at gnister truede med at antænde bygningen (den vestligste af de gamle stalde, som endnu er i brug). I stalden stod en del transitkreaturer fra Holstebro, og de blev flyttet over i de nye stalde. Sejlklubbens restauration, ‘Stærekassen’, blev ligeledes rømmet for alt bohave af hensyn til den overhængende brandfare. Det lykkedes dog de tilstedeværende brandvæsner at redde både eksportstaldende og restaurationen, således at der til markedet i dag påny kunne anbringes kreaturer i stalden, ligesom livet i ‘Stærekassen’ kunne gå som sædvandligt. Det var i i øvrigt usædvanligt stort besøg på markedet i dag, som var tilhørt 850 store kreaturer, 58 kalve, 1 får, 1 lam, 5 svin og 3 heste. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 24. august 1943.

1943 – Byrådet tager afstand fra rudeknusningerne

Alvorlig henstilling til alle ansvarsbevidste borgere

Kolding Byråd har i middags holdt ekstraordinært møde. På dette møde blev det enstemmigt vedtaget at udtale, at Byrådet beklager de rudeknusninger og lignende handlinger, der i den senere tid har fundet sted. Det er tomme demonstrationer, som intet formål tjener.

Byrådet er klar over, at de pågældende handlinger udføres af mere eller mindre ansvarsløse elementer, men så meget større er ansvaret for forældre og andre pårørende, og Rådet henstiller derfor til alle byens ansvarsbevidste borgere efter bedste evne at bidrage til, at der opretholdes ro og orden i byen, bl.a. ved at undlade sammenstimlen på gader og pladser.

Kilde: Kolding Folkeblad, 23. august 1943.

1943 – Charkov rømmet af tyskerne nat

Internationale Information meddeler:

Sidste nat har de tyske tropper rømmet byen Charkov planmæssigt, uden at være betrængt af bolshevikkerne og efter at de havde ødelagt de krigsvigtige anlæg. Da byen under kampenes forløb allerede gentagne gange har skiftet ejer, har den i sin nuværende tilstand ikke nogen værdi som trafik- og forsyningscentrum. De tyske stillinger blev ved flytningsbevægelse væsentligt forkortet og forbedret.

Kilde: Kolding Folkeblad, 23. august 1943.

1943 – Jeg troede ikke, Koldingenserne ville opføre sig således

Alvorlig henstilling fra politikommissær Kleberg i anledning af de urolige aftener

I anledning af de sidste afteners episoder i Kolding udtaler politikommissær Kleberg i formiddags:

“Vi havde i aftes sørgelige erfaringer for, hvorledes det går, når man ikke retter sig efter politiets advarsler. Jeg vil meget indtrængende henstille til den lovlydige og ordentlige del af befolkningen at holde deres børn og unge mennesker fra gaden om aftenen og selv holde sig borte fra de opløb og optøjer, der finder sted. Nu har politiet jo gennem store bekendtgørelser indskærpet det gamle forbud mod sammenstimelen og opløb, netop for at give den lovlyde og ansvarsbevidste del af befolkningen lejlighed til at undgå at deltage i noget ulovligt. Samtidig vil jeg genre understrege det ganske formålsløse i det, der finder sted, men alligevel rummer disse fornuftsstride handlinger jo en alvorlig fare for at skabe en situation, som ingen i byen kan være tjent med.

Der blev i aftes under urolighederne såret 4-5 personer med stiksår, og sårene var så alvorlige, at de pågældende måtte forbindes på sygehuset. Med hensyn til det stedfundne rudeknuseri vil jeg gerne fremhæve, at det må betragtes som helt formålsløst på denne måde at ødelægge danske værdier, og jeg må sige, at jeg, der dog nu gennem en årrække har haft lejlighed til at lære Koldingenserne at kende, ikke havde troet, at sådanne optøjer som de to sidste aftener havde kunnet finde sted her.

Den eneste trøst i denne beskæmmende situation er at det ikke er byens borgerskab, men kun ganske ungdommelige elementer, politiet har haft med at gøre i de sidste aftener. Der er derfor al mulig anledning til for forældre at holde deres børn hjemme, for at ungdommen ikke er sin ubesindighed skal anstifte værre ulykker for byen, end der allerede er sket.” […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 21. august 1943.