1938 – Frida Davidsen er død

Søndag den 21. august 1938 døde Frida Davidsen efter lang tids sygdom, 61 år gammel. Frida Davidsen blev medlem af Danmarks Kommunistiske Parti i 1937. Hun blev særligt husket om mor til Peter Davidsen, som var den første danske frivillige som Danmark fik meddelelse om, var faldet ved Madrid i januar 1937. Peter var Fridas eneste søn, og hun udtalte dengang til Arbejderbladet at “Det er et hårdt slag for mig, men jeg vidste jo, at det måtte komme. Siden Peter rejste, har jeg jo ventet på, at der en skønne dag ville komme en sådan meddelelse“.

Frida Davidsen hjem og stue var altid åben for ungkommunisterne, og også tyske emigranter, som efter 1933 måtte “rejse over hals og hoved fra Hitlers helvede“. Frida var selv født i Tyskland, og beskrives af Arbejderbladet som en mor for emigranterne “hvis hjerte var så stort, at hun ville hjælpe alle, som led nød, alle, der blev undertrykt“. Også hjælp og indsamling til Spanien, særligt af tøj, har Frida deltaget i.

Kilde: Frida Davidsen, Arbejderbladet, 23. august 1938

1938 – Ansatte på mejeriet

Ansatte på Bramdrupdam Andelsmejeri omkring 1938
Ansatte på Bramdrupdam Andelsmejeri omkring 1938. Fra venstre med kasket er det kartemager Vilhelm Hammer Petersen, fyrbøder, mejeribestyrer Georg J. Bach, 1. mejerist Knud Niemann og 3 andre ansatte. Billede: Kolding Stadsarkiv, ukendt fotograf 1938, link

Hvis du vil læse mere om Bramdrupdam Andelsmejer kan anbefales: Bramdrupdam bogen bind 1, kan lånes på Kolding Folkebibliotek eller købes hos Kolding Stadsarkiv.

1938 – Pornografi-sagen fra Mikkelbryggersgade

En københavnsk boghandler hævder, at billederne var til privat brug. Politiet konfiskerede over 5.000 utugtige postkort, flere af dem i mange eksemplarer.

Den 9. juli 1938 blev der afholdt forundersøgelsesforhør i pornografi-sagen fra Mikkelbryggersgade, hvor der var rejst tiltale imod den 46årige københavnske boghandler Carl Danefjord. Boghandleren hævder, at billederne udelukkende var til privat brug, han havde måske solgt 2-3 stykker.

Boghandlerens medhjælper, den 34årige Børge Nielsen, er ligeledes blevet sigtet i sagen for meddelagtighed, han indrømmede at have solgt nogle udenlandske hæfter, men han mente ikke, at var pornografiske. Danefjord skulle derimod, ifølge Nielsen, have solgt adskillige af de utugtige postkort. Politiet konfiskerede hos boghandleren over 5.000 utugtige postkort, flere af dem i mange eksemplarer.

Politiet har fået indefrosset Danefjords bankkonto, hvorpå der stod ca. 14.000 kroner, indtil sagen er færdigbehandlet, da det er muligt, at en del af pengene beslaglægges for at være indvundet ved ulovlig handel.

Boghandleren, der for tiden sidder varetægtsfængslet, skal nu til mental undersøgelse, og sagen vil senere blive pådømt under medvirken af domsmænd.

Kilde: Pornografi-sagen fra Mikkelbryggersgade, Arbejderbladet, 10. juli 1938

1938 – DKP i Vejle

Torsdag den 10. februar 1938 vil Danmarks Kommunistiske Parti, forkortet DKP, afholde medlemsmøde i Forsamlingsbygningen. Aftens taler vil være Knudage Larsen fra Odense, der vil skildre hans indtryk fra en rejse i november 1937 i Sovjetunionen, og redegøre for det kommunistiske partis stilling i den odenseanske arbejderbevægelse.

Derudover arranger DKP’s Vejle afdeling lørdag den 19. februar et større arrangement, hvor partiformanden Aksel Larsen vil tale i byens Teatersal, hvor Vejlenserne også vil kunne få mulighed for at hilse på kredsens folketingskandidat for DKP, Johannes Poulsen. Der vil også være ”sange, harmonikakoncert, dramatiske præstationer af forskellig art, og der bliver lejlighed til en dans”.

Kilde: Vejle, Arbejderbladet (Avis), 8. februar 1938

1937 – Rødt flertal i Kolding

Ved det kommunale byrådsvalg i Kolding i går blev der af de 11.492 stemmeberettigede, afgivet ialt 9.965 gyldige stemmer, således at stemmeprocenten blev 86,7. I 1933 var stemmeprocenten 85. – Stemmerne fordeler sig således:

Socialdemokratiet (liste A) 4.956 stemmer, 11 mandater.
De Radikale (Liste B) 442 stemmer, 0 mandater.
Konservative (liste C) 3.351 stemmer, 8 mandater.
Venstre (liste D) 1.070 stemmer, 2 mandater.
Indre Mission/Borgerliste (liste F) 146 stemmer, 0 mandater.

Socialdemokratiet er gået et mandat frem, de får således 11 ud af 21 pladser i byrådet. Borgerlisten mistede sit mandat.

Kilde: Kolding Folkeblad, fredag morgen den 5. marts 1937, valgavis

1937 – Mørkelægningen forberedes

I forbindelse med arbejdet angående byens luftbeskyttelse afholdes der i eftermiddag et møde i Vejle, hvor militæret har inviteret politifolk fra alle landets a-byer (hvortil Kolding hører), derudover er amtets sognefogder m.v. inviteret til mødet.

Hensigten med mødet er under fortrolige former at orientere de mødte om principperne for den mørklægning, der er et af de vigtigste punkter i beskyttelse mod luftangreb. Mødet var ligeledes tænkt som indledning til en række luftværnsøvelser, der vil blive holdt i alle a-byer.

Mødet i dag er som nævnt af fortrolig karakter, og der vil næppe blive meddelt nærmere om dets forløb.

Kilde: Mørkelægningen forberedes, 20. februar 1937, side 6, Kolding Folkeblad