1942 – Uddrag af Udenrigsministeriets Pressebureaus strengt fortrolige meddelelser til pressen

10. juli 1942: Politimæssige foranstaltninger over for kvindelig ungdom i Aalborg. Nogle politimæssige foranstaltninger som Sædelighedspolitiet i Aalborg i den senere tid har måttet træffe over for kvindelig ungdom i Aalborg, må kun omtales i meget beskeden form og må ikke sættes i forbindelse med de særlige befolkningsmæssige forhold i Aalborg og omegn.

14. juli 1942: Brandstiftelse på fabrikker i Aarhus. Brandstiftelse, der natten til tirsdag menes at være forsøgt på et par fabrikker i Aarhus, må under ingen omstændigheder omtales i bladene.

15. juli 1942: Omtale af sagen mod Christmas Møllers skipper. På given foranledning meddeles, at der ikke må bringes nogen forhåndsomtale i bladene om behandlingen i Højesteret af sagen mod sagen mod skipper Peter Valdemar Schmidt og letmatros Vejle-Petersen, som med motorgaleasen “Argo” i maj måned i år sejlede fhv. handelsminister J. Christmas Møller.

21. juli 1942: Brand på jernbanebroen mellem Aalborg og Nr. Sundby. Der må af trafikmæssige grunde ikke i pressen bringes nogen som helst omtale af en brand i nat på jernbanebroen mellem Aalborg og Nr. Sundby, heller ikke lokalt. […]

Kilde. Uddrag af det illegale blad: ‘Frit Danmark’, 20. august 1942, nr. 5, 1. årgang.

1942 – S/S ‘Koldinghus’ minesprængt

S/S ‘Koldinghus’ af Aalborg, 674 reg. ton br. Bygget 1912 af stål. På rejse fra Aalborg til København med stykgods. Sunket efter eksplosion d. 14/8 1942 i Kattegat; 8 mand kommet til skade.

Søforhør i København 18/8 1942:

Kl. 21.55, da ‘Koldinghus’ befandt sig på 56°47′5 N. og 10°53′5 Ø. mærkedes en voldsom eksplosion under agterskibet, og skibet begyndte straks at synke. Besætningen, i alt 18 mand, hvoraf 8 var blevet såret ved eksplosionen, forlod skibet i en redningsbåd og to flåder og blev kort efter reddet af et forbipasserende skib. ‘Koldinghus’ er senere blevet hævet.

Anm. Ministeriet må antage, at eksplosionen skyldes krigsårsager.

Kilde: Dansk Søulykke-Statistik 1942

1942 – 7 skoleelever i fængsel for sabotage

Fra 1½ til 3 år – Tre ældre deltagere fik 4½ og 5 års fængsel.

Københavns Byret har pådømt en straffesag mod 10 mennesker, hvoraf 7 skoleelever fra Aalborg i alderen fra 15-17 år, en 20-årig kontorassistent, en 20-årig lagerekspedient og en 26-årig ingeniør, der var tiltalt for overtrædelse af paragraf 3 i lov nr. 18 af 114. Januar 1941 om midlertidig tillæg til borgerlig straffelov.

Sabotage i Aalborg, Brønderslev og Odense

De pågældende har i tiden fra 20. februar 1942 til 7. maj 1942 i Aalborg og Brønderslev, for enkelte tidligere bågåede forholds vedkommende i Odense, i indbyrdes forståelse gjort sig skyldig i en række alvorlige sabotagehandlinger rettet mod den tyske værnemagt, omfattende tyveri af våben og ammunition, hærværk og ildspåsættelse.

Der idømtes dem følgende straffe:

Skoleelev Knud Pedersen fængslet i 3 år, skoleelev Helge Milo fængsel i 1 år 6 måneder, skoleelever Jens Bue Pedersen fængsel i 3 år, skoleelev Eigil Astrup Frederiksen fængsel i 2 år, skoleelev Mogens Fjellerup fængsel i 2 år, skoleelev Mogens Mikael Thomsen fængsel i 1 år 6 måneder, skoleelev Uffe Darkett fængsel i 2 år og 6 måneder, lagerekspedient Alf Houlberg fængsel i 4 år 6 måneder, kontorassistent Kaj Houlberg fængsel i 5 år, ingeniør Knud Andersen Hornbo fængsel i 5 år.

Af domspræmisserne fremgår, at retten ved strafudmålingen særlig har taget hensyn, dels for flertallet af de tiltages vedkommende til deres unge alder, umodenhed og åbenbare ungdommelige uforstand, dels til forbrydelsernes overordentlige grovhed og farlighed […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 15. juni 1942.

1942 – Solar-sagen genoptages i kriminalretten

Forhør om både køb og salg af metaller til overpris.

Forhørene i “Solar”-sagen fortsatte i dag med en afhøring af filialbestyrer Langaa-Jensen, Aalborg, Til stede i retten var – som sidst – for anklagemyndigheden politifuldmægtig Ahrenbrandt, der ved sin side havde revisor Frandsen og kriminalbetjent Andersen; forsvaret var repræsenteret ved overretssagfører Jørg. Wolf, Kolding. Dommersædet beklædtes af dommer Strøbech. Til stede i retten var under hele afhøringen hovedsigtede, direktør J. Jørgensen.

Langaa-Jensen afhørtes om forskellige handeler. Der var bl.a. nogle kobberleverancer præsteret af en hr. Olsen i Aalborg. Olsen, der var en gammel ven og medarbejder af firmaet, var ved et par lejligheder, efter at kobberleverancerne havde fundet sted, blevet inviteret på et stykke smørrebrød – den ene gang til 15-16 kr., den anden gang til 56-57 kr.

Anklageren: “Hvad skulle det smørrebrød være godt for?”

Langaa-Jensen: “Jeg ville traktere sælgeren, hvis han kunne skaffe kobber.”

Ank.: “Der er et par momenter, der får mig til at tvivle om, at frokosterne virkelig har fundet sted. Det viser sig nemlig, at de prisreguleringer, der har fundet sted, netop drejer sig om 5. kr. for det ene partis vedkommende og 4 kr. for det andets vedkommende. På grundlag af de overpriser er frokostregningerne beregnet. Er De sikker på, at De har spise de frokoster?
Langaa-Jensen: “Ja, jeg har?”

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 26. maj 1942

1942 – Solar-sagens 2. dag

Fortsat afhøring af prokurist og filialbestyrere

Lørdagens efterforskningsforhør i “Solar”-sagen fortsattes med afhøringen af prokurist Præstø. Det første af dagens forhold drejede sig om et vareparti, modtaget 24.-25. april og indeholdende bl.a. en tinspiral, der senere solgtes med tab til D.D.M.M. Sigtede erkendte her, at der var givet en overpris på 540 kr. […] Den 6. marts blev der modtaget et parti kobber fra Viborg, som betaltes med 6,75 kr. pr. kg. Overprisen skulle her være 1.289 kr.

Et brevkort med en mærkelig datering

I dette forhold fremkom politifuldmægtigen med et brevkort, afsendt “efter begæring af Solar” i marts måned, men dateret den 3. januar, dagen før maksimalprisbestemmelsens offentliggørelse og meddelende afsendelsen af diverse kolli med kobber.

Politifuldm.: “Kan de forklare hvad det kort betyder?”

Præstø: “Nej, det var et parti til Aalborg.”

Politifuldm.: “Der ser unægtelig meget mærkeligt ud med det kort i sagen, dateret netop dagen før maksimalprisernes ikrafttræden og afsendt i marts.”

Dommeren: “Det må De unægtelig have noget kendskab til, hr. Præstø. Lad os nu høre, hvad kendskab, De har til dette forhold.”

Præstø: “Kun det rent kontormæssige.”

Konsul Jørgensen: “Jeg ville have krævet, at firmaet i Aalborg skulle have opfyldt sin leveringsaftale – helt hent i juni, om det skulle være – hvis det ikke var leveret rettidigt efter tidligere aftale.”

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 16. maj 1942.

1941 – Tirsdag er en dårlig kødløs-dag!

Kan den flyttes for Aabenraas vedkommende?
I Aalborg har restauratørforeningen enstemmigt vedtaget at rette en henvendelse til Centralforeningen af hotelværter og restauratører i Danmark for at få flyttet den kødløse dag, i hvert fald for Aalborgs vedkommende. Tirsdag holdes nemlig i Aalborg det store Eksportmarked, og der kommer da altid mange fremmede til Aalborg. Det vil derfor være særligt uheldigt for byen, om man netop på denne dag ikke måtte få kød på restaurationerne.
Nøjagtigt de samme betragtninger kan gøres gældende for Aabenraa-restauratørernes side. Også her, hvor vi har Eksportmarked om tirsdagen, er det uheldigt, at netop denne dag er kødløs […]

Kilde: Uddrag, Hejmdal, 28. april 1941.

1940 – Luftværnudvalgets møde 24. august

Aar 1940 den 24′ Aug. Kl. 10 holdt Luftværnsudvalget møde paa Raadhuset. …

Borgmesteren bød velkommen og meddelte, at det var luftværnschefen, politimesteren, der havde ænsket dette møde afholdt, hvorefter luftværnschefen indledede med sagen angaaende afsnitsstionen af de 4 grene m. fornødne ordannanser og telefonister, og at udrykningsmandskabet anbragtes paa stationen for Brændvæsnets vedkommende paa Falck Station og for Sanitetsvæsnets vedkommende paa gl. Sydbanegaard, og at der saa etableres direkte telefon fra sfsnitsstation (Borgen) til disse stationer. Det vil volde indehaveren af lokalerne store vanskeligheder at afse den sidste projekterede del af lokalerne. Man vedtog Politimesteren forslag. Endvidere vedtog man at anmode om at faa vandrehjemmet til raadighed til evakuering af kvarterer, hvor der er faldet bomber, der ikke er sprængt (Blindgængere). Bygninger, der ligger indenfor en afstand af 300 m fra en saadan bombe, skal rømmes indtil bomben er uskadeliggjort.

Fra staten … opmærksom paa, at Hellefyr, der ikke er tændt rummer en fare for trafikken; Stadsingeniøren i forbindelse med elektricitetsværkets ledelse har allerede rettet en henvendelse til installatør Overbeck om at drage omsorg for at saavel Gadebelysningen som Hellefyrene oplyses i overensstemmelse med de sidste regler herom fra Staten …

Da der i flere Kvarterer i Byen ikke findes egnede private Tilflugtsrum for beboere vedtog man at anmode Stadsingeniøren, om at udarbejde et forslag til indrettelse af saadanne Rum eller Løbegrave i disse kvarterer.

Kredslægen havde intet at bemærke …

Motorkøretøjer … indtil videre var tilstrækkeligt

Sikring af store Benzin og Oliebeholdere paases af luftværnschefen, men denne vilde anmode … om … særlig sagkyndige at undersøge om dette forhold var i forsvarlige orden her i omraadet og indrette mulighed mangler med forslag om forbedringer …

… ang. havneluftværn … vedtog at opfodre havneudvalget til snarest muligt at fremkomme med et forslag efter de principper, man havde anvendt ved f.eks. Esbjerg havn og Kolding By for saa vidt angaar inddeling i de 4 grene.

Det vedtoges at modtage Strømpefabrikkens tilbud paa 500 kr. for overtagelse af det af kommunen i fabrikken indrettede tilflugtsrum og i stedet indrette et nyt tilflugtsrum i Andelsmejeriet.

Endvidere vedtog man at nedlægge tilflugtsrummet i Kruses Garager og indrette et mindre Tilflugtsrum til ca. 20 Personer til brug for trafikanter i kvarteret omkring Hollændervej. Herunder spurgte Borgmesteren, hvordan det gik Fabriksluftværnsplaner og det oplystes, at der forelaa planer fra Brødrene Volkert og Strømpefabriken til Godkendelse hos Politiet, … De Danske Mejeriers Maskinfabrik og Fællessforeningen for Brugsforeninger … endnu ikke indsendt til godkendelse. Andelsslagteriet ville man antage kom med under en Havneluftværnsplan.

… Tilflugtsrum og skilte … vedtog man at rejse skilte i lighed med dem, der fandte i Aalborg, dog at man her vil benytte de papir-plakater, man har til opklæbning i stedet for at lade fremstille emailleskilte; paa Borgmesterens forslag vedtog man at anbringe reglementeret afdæmpede lamper, tilknyttet ledningsnettet, der skal belyse saavel skiltene som Indgang til de off. Tilflugtsrum.

… Frivillige hjælpere til teknisk Tjeneste fra Haandværkerorganisationer, hvor efter ved vedtoges, at de tilmeldte skulle indkaldes til en teoretisk gennemgang af luftværnets opgaver, hvorefter de pågældende fordeles på stationerne hvor de skal gøre Tjeneste. … Hvis det kan skaffes, vil man udstyre dette Personale med Staalhjelme og Armbind. …

Kilde: Mødereferat af 24. august 1940, Det civile Luftværns arkiv, opbevares på Kolding Stadsarkiv