1942 – Kampe vest og øst for El-Alamein stillingen

Englænderne angriber ad kystvejen mellem Puka og Marsa Matruk – Tyske afdelinger trængt gennem Quattara-sumpene mod øst.

Berlin, STB, lørdag formiddag:

De sidste efterretninger fra den ægyptiske front viser, at kampene nu har antaget den for ørkenkrigen karakteristiske form med voldsomme sammenstød om befæstede punkter, mens motoriserede afdelinger sideløbende hermed gennemfører operationer, hvis tyngdepunkt ofte ligger langt hinsides fjendens forreste linjer. Det meddeles således, at der stadig kæmpes forbitret i området mellem Puka og Marsa Matruk, hvor den ottende armé angriber af kystvejen.

Længere mod syd inde i selve ørkenen er de tyske styrker imidlertid skudt betydeligt længere frem mod øst. Visse afdelinger er oven i løbet kommet gennem Quattara sumpene og er derefter blevet indviklet i kamp med britiske tankafdelinger, hvis opgave det er at beskytte general Montgomerys forbindelseslinjer bagud. Man betoner i denne forbindelse i tyske militære kredse, at det ikke kan blive afgørende, om Rommel vælger at opgive 100 eller 200 km. af det øde terræn i ørkenen. Afgørende nu som før er de tab, de to parter lider under kampene, samt mulighederne for at føre forstærkninger frem. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 7. november 1942

1942 – Søndagens tyske hærberetning

I Kaukasus gennembrød tyske og med dem forbundne tropper stærke fjendtlige stillinger og vejspærringer modangreb fra fjendens side blev afvist. På Volga blev en slæbedamper og to fragtskibe den 21. og 22. august sænket ved bombetræffere, og en anden slæbedampe og 4 tankskibe blev skudt i brand. På Don-fronten blev fjendens forsøg på forskellige steder at sætte over floden afvist.

I området sydvest for Kaluga og ved Rshew blev angreb af stærke fjendtlige infanteri- og tankafdelinger vist tilbage med bistand af luftvåbnet, der grev virksomt ind i kampene. Herunder blev der i går tilintetgjort 161 tanks, deraf alene 86 i et enkelt armékorps’ afsnit. Sydøst for Ilmensøen og ved Leningrad blev enkelte fjendtlige fremstød standset i den tyske forsvarsild. Det sovjetrussiske luftvåben mistede i går i luftkampe og ved antiluftskytsets virksomhed 122 flyvemaskiner, 3 andre maskiner blev ødelagt på jorden. 4 af vore egne flyvemaskiner vendte ikke tilbage fra deres indsats.

I Ægypten bekæmpede tyske bombemaskiner nætterne til den 22. og 23. august med resultat flere britiske flyveplads syd for Alexandria. Tyske luftjægere nedskød i går 4 britiske flyvemaskiner uden selv at lide tab. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 24. august 1942.

1942 – Nu går det løs på den afrikanske front

Rommels panserdivisioner angriber og er allerede i kontakt med englænderne.

Det sidste voldsomme luftangreb mod Malta, hvorunder de tyske bombemaskiner gennem 10 timer lod en uafbrudt bomberegn regne ned over La Valettas havn og de britiske fæstningsværker samt angrebet mod Alexandrias havn synes at have været signalet til general Rommel om at sætte sine styrker i bevægelse, udtaler man i militære kredse i London. Man hævder fra Kairo at have modtaget sikre informationer om, at general Rommel, hvis styrker i længere tid har været placeret på en linje fra Mechili østpå over Tmimi til El Gazala ved kysten, i løbet af de sidste dage har foretaget visse omgrupperinger, hvorunder de tyske og italienske stødtropper med flere panserdivisioner i spidsen er blevet anbragt på fløjene. Panserdivisionerne – der nævnes tallet 3 – to tyske og en italiensk, har allerede sat sig i bevægelse og deres fortropper opnåede i gårsdagens løb kontakt med de britiske styrker. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 9. april 1942.

1942 – Den tyske hærberetning

Hårde kampe på Østfronten

Førerhovedkvarteret.

Værnemagtens overkommando meddeler:
I Donez-området blev angreb af stærke, fjendtlige styrker på ny slået tilbage. Også i det mellemste og nordligste frontafsnit afvistes fjendtlige angreb under hårde kampe. Ved et tysk angreb i området nordøst for Orel kastede en motoriseret infanteridivisions tropper fjenden ud af hans stilling, tog hundreder af fanger og erobrede syv kanoner samt 65 granatkastere og maskingeværer.

Italienske luftjagere angreb på den sydlige del af østfronten en overlegen, fjendtlig luftjagerafdeling og nedskød uden selv at lide tab med sikkerhed fire og sandsynligvis yderligere to af de tolv sovjetrussiske flyvemaskiner, de kæmpede med. I ugelange hårde forsvarskampe har den øvre-bayerske 97. lette infanteridivision og den brandenburgske 257. infanteridivision tilbagevist talrige af panservogne ledsagede overlegne, fjendtlige styrker og tilføjet sovjetrusserne svære tab af mennesker og materiel.

I Nordafrika afvistes et angreb af britiske rekognosceringsstyrker. Resultatrige luftangreb rettedes mod flyvepladserne i Marmarica og i det ægyptiske kystområde. Ørkenbanen blev bombaderet med god virkning. På øen Malta bombarderedes statsværfter og undervandsbåds-fortøjningspladser i La Valetta og de britiske flyvepladser dag og nat. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 2. april 1942.

1941 – Jugoslavien anmoder om våbentilstand

Også snarlig græsk kapitulation anses for sandsynlig. Kampe mellem tyskere og englændere i Nordgrækenland – engelske tropper menes at være begyndt indskibning.

Fra forskellige kilder meddels, at en jugoslavisk kapitulation må anses for nærestående. Italienske blade har i den anledning udsendt ekstraudgraver. Samtidig meddeles det, at også en græsk nedlæggelse af våbnene menes at være en kendsgerning inden længe. De engelske tropper skal være begyndt indskibning for at søge bort fra Grækenland og antagelig tage til Egypten, hvor det engelske forsvar under general Wavells personlige ledelse menes at blive koncentreret ved Mersa Matruh.
I Nordgrækenland har de tyske tropper flere steder kontakt med englænderne, der skal være drevet noget tilbage. Grækerne har rømmet et stykke af Albanien. Kroatien er blevet oprettet som en selvstændig stag, der i går søgte det tyske riges beskyttelse. I telegrammer har Hitler og Mussolini givet deres tilslutning. […]

Kilde: Uddrag, Nationaltidende, 16. april 1941.