1942 – Nu går det løs på den afrikanske front

Rommels panserdivisioner angriber og er allerede i kontakt med englænderne.

Det sidste voldsomme luftangreb mod Malta, hvorunder de tyske bombemaskiner gennem 10 timer lod en uafbrudt bomberegn regne ned over La Valettas havn og de britiske fæstningsværker samt angrebet mod Alexandrias havn synes at have været signalet til general Rommel om at sætte sine styrker i bevægelse, udtaler man i militære kredse i London. Man hævder fra Kairo at have modtaget sikre informationer om, at general Rommel, hvis styrker i længere tid har været placeret på en linje fra Mechili østpå over Tmimi til El Gazala ved kysten, i løbet af de sidste dage har foretaget visse omgrupperinger, hvorunder de tyske og italienske stødtropper med flere panserdivisioner i spidsen er blevet anbragt på fløjene. Panserdivisionerne – der nævnes tallet 3 – to tyske og en italiensk, har allerede sat sig i bevægelse og deres fortropper opnåede i gårsdagens løb kontakt med de britiske styrker. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 9. april 1942.

1942 – Hitlers tale i Berlins Sportspalads

Den tyske fører Hitlers tale i Berlins Sportspalads den 30. januar 1942.

Når jeg som modstykke ser på mine modstandere: hvad har de nu egentlig udrettet? De kunne sagtens opfordre til krig. Krigen har ikke berøvet dem en fredens gerning, for de har ikke skabt noget. Dette vrøvlehoved, denne drukkenbold Churchill, hvad har han i virkeligheden udrettet i sit liv, dette løgnagtige subjekt, et dovendyr af første skuffe?

Hvis denne krig ikke var kommet, så ville århundreder have talt om vor tidsalder, om os alle sammen og også om min person, som skaber af fredens store værker. Men hvis denne krig ikke var kommet, hvem ville så have talt om Churchill? Så vil man ganske vist engang komme til at tale om ham, men som ødelæggeren af et imperium, som han og ikke vi ødelagde. En af de ynkeligste herostratnaturer i verdenshistorien, ude af stand til at skabe noget som helst, til at udrette noget, til at fuldføre et skaberværk, kun i stand til at ødelægge.

Hans medskyldige i det Hvide Hus vil jeg slet ikke tale om, en ynkelig sindssyg!

Jeg har i de sidste uger, i de få fritimer jeg har haft, læst meget om den italienske, fascistiske revolution, og der var det for mig, som om jeg havde mit eget partis historie foran mig: Sådan en lighed, så ens, den samme kæmpen, de samme fjender, de samme modstandere, de samme argumenter. Det er virkeligt et enestående under! Og nu kæmper vi på de samme krigsskuepladser, tyskere i Afrika og italienere på Østfronten. Vi kæmper fælles, og man skal ikke tage fejl: Denne kamp vil blive gennemført til den fælles sejr.

Kilde:
Führerworte, uddrag af Adolfs Hitlers Taler, opråb og breve fra 1939 til 1944, udgivet 1944 på forlaget Landsoldaten Fredericia

1940 – Italiensk beretning om tab

Den Italienske Værnemagts hovedkvarter har offentliggjort den første liste over faldne indenfor de divisioner, som har kæmpet på den vestlige alpefront og Italiensk Afrika. Denne liste omfatter navnene på ialt 818 faldne i italiensk militærtjeneste, heraf er 775 faldet på den vestlige alpefront og i Libyen, de øvrige 43 i Italiensk Afrika. Der er 2982 sårede, samtidig med at 315 er meldt savnet.

Kilde: Italiensk beretning om egne tab, forsiden, Kolding Socialdemokrat, 9. juli 1940

1938 – Danmark-Abessinien

Arbejderbladet bragte den 25. maj 1938 følgende leder, som omhandler forholdet mellem Danmark og Abessinien (senere Etiopien).

Det meddeles nu, at udenrigsminister Munch har givet den danske gesandt i Rom instrukser om, at han fremtidig skal være akkrediteret hos den italienske konge og den abessinske kejser!

Dermed har Danmark anerkendt Mussolinis røvertogt mod folkeforbundsstaten Abessinien (Etiopen red.) til trods for, at den abessinske kejser i Folkeforbundsrådets møde dokumenterede, at Mussolini ikke har herredømmet i det abessinske rige, men at krigen stadig pågår, og til trods for, at der ikke var nogen påviselig grund til Danmarks anerkendelse, da den danske gesandt i Rom i forvejen var akkrediteret den italienske konge.

-Man må spørge: Hvorfor dette hastværk? Hvad er det, der får den danske regering til officielt at velsigne undertrykkelsen af en Folkeforbundsstat?

Danmarks interesser som selvstændig – og direkte truet – stat kan det ikke være, der på den måde varetages. Det forekommer os, at det her igen må være regeringens paniske frygt for den tyske nazisme, der har fået den til igen at gøre et nyt knæfald for de fascistiske krigsbrandstiftere, i det forfængelige og efterhånden latterlige håb, at man så skal lade os ude af betragtning.

De sidste dages begivenheder synes dog ellers kraftigt nok at have understreget den gamle sandhed, at ingen har fred længere end eens naboer vil!

Kilde: Danmark-Abessinien, side 4, Arbejderbladet, 25. maj 1938