1942 – Strejke på D.D.M.M.s støberi I Munkensdam

Da en arbejdsmand og en formand blev afskediget, nedlagde samtlige arbejdsmænd arbejdet.

Efter hvad ‘Jydske Tidende’ erfarer, nedlagde arbejdsmændene i støberiet på De Danske Mejeriers Maskinfabrik i Munkensdam onsdag morgen arbejdet, efter af en arbejdsmand og en formand blev afskediget. Om baggrunden for arbejdsnedlæggelsen fortæller prokurist J. Berkild over for os, at der var opstået forskellige indre anliggender, der gjorde, at de to mænd måtte afskediges. Dette skridt fra virksomhedens side, bevirkede, at arbejderne nedlagde deres arbejde og gik hjem, idet de fandt, at afskedigelserne ikke var begrundende, hvad man naturligvis fra fabrikkens side mener. Det drejer sig om 14 mand, der er gået, og dette har haft til følge, at støberiet i øjeblikket ligger helt stille.

Regner man med, at strejken bliver af længere varighed?

“Det vil antagelig i dag blive holdt et møde mellem de to organisationer, hvor man vil forsøge at forhandle sig til rette, således at arbejdet påny bliver genoptaget. I øvrigt er det jo slet ikke tilladt at nedlægge arbejdet, og vi for vor part vil naturligvis holde på vor ret. Vi håber, at arbejdet kan blive genoptaget inden ret mange dage, da der i øjeblikket er fuldt op at gøre”, slutter prokuristen.

Standsningen af arbejdet i støberiet er ikke alene ubehageligt for DDMM, der er ikke kan udføre det arbejde, der er ordrer på, men de virksomheder, der mangler deres støbegods, er ligeledes kommet i en pinlig situation. Ikke så få virksomheder kommer til at mærke arbejdsstandsningen yderst føleligt, og kommer arbejdet ikke i gang inden alt for mange dage, kan det føre alvorlige konsekvenser med sig […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 5. august 1942.

1941 – Da skatteinspektøren i Kolding blev afskediget

Venstre Landsret anser afskedigelsen for berettiget. Kommunen skal tilbagebetale skatteinspektøren hans pensionsindskud
Den 3. oktober 1938 blev skatteinspektør Chr. Sørensen, Kolding, afskediget fra sin stilling uden varsel og uden pension i henhold til en enstemmig vedtagelse i byrådet. Årsagen var, at skatteinspektøren efter byrådets mening havde gjort sig skyldig i embedsforsømmelser m.m.. Bl.a. hævnede man, at han gjorde sig skyldig i overdreven spiritusnydelse, hvilket medførte, at han forsømte sit arbejde, at han stiftede gæld hos byens borgere og at han forlod et hotel i Aarhus uden at betale sin regning.
Sørensen anlagde sag mod kommunen og forlangte sig tilkendt 3 måneders løn samt pension fra 1. maj 1939 subs. pensionsindskuddet tilbagebetalt. Landsretten dømte kommunen til at tilbagebetale pensionsindskuddet 2.908 kr., men frifandt i øvrigt kommunen, idet afskedigelsen efter alt det oplyste måtte anses berettiget.

Kilde: Uddrag, Viborg Stifts-tidende, 19. marts 1941