1943 – Afslutning på Døtreskolen

Smuk afslutningsfest på skolen i formiddag

I formiddags holdtes afslutningsfest på Kolding Døtreskole, hvor der var samlet så mange, som overhovedet kunne være i festsalen. Efter at fanen var ført ind af Else Manford, og man havde sunget ‘Nu rinder solen op af Østerlide’, bød forstanderinde frk. Krause velkommen til forældre og tidligere elever, der var kommen til stede. Hun mindedes tre af skolens gode venner, pastor Nordentoft, konsul Volkert og revisor Hansen, som var døde. Derpå takkede hun skolens lærerpersonale for dygtigt arbejde, takkede endvidere alle, voksne og børn, for året, der var gået. Man kunne – trods verdensbranden – sige tak for et roligt arbejdsår. Frk. Krause omtalte den indskrænkning i pladsen, der hidrørte fra, at 3 af de store lokaler blev overladt til den kommunale forskole, der jo efter nytår stod uden husrum. “Vi kunne have sagt nej, men sammenholdet og samfundssindet skal vise sig i, om vi kan hjælpe hinanden. VI kunne ikke være bekendt at have overskud af plads, når de andre savnede”.

Frk. Krause rettede en tak til overlærer frk. Deissner, fordi samarbejdet var gået så godt. Vore børn her på skolen har altid haft lov til at udvise en endog særdels udstrakt livlighed på gange og trapper, men frk. Deissner har fundet sig i det og vist endog glædet sig over tonen her. Frk. Krause oplyste, at der var oprettet skolesparekasse, som hun anbefalede at købe mærker til. Hun omtalte de smukke eksamener, der viser, at pigerne har taget deres opgaver alvorligt. “Det har været nogle ualmindelig flittige og tillige humørfyldte piger. Hidtil har I i jeres hjem og her på skolen haft medbør og god vind. Nu skal I ud i livet, hvor I kan møde modgang og skuffelser. Da gælder det om at få sit centrum flyttet udenfor sig selv, fordi målet her i livet ikke skal være alene fremgang for sig selv og tilfredsstillelse af egne tilbøjeligheder og længsler. Vi har fået vore evner og kræfter ikke bare for at dyrke vor egen lille person, men for at kunne give bort af vort overskud. Vort dyreste eje her i Danmark er vor frihed, som Grundloven har givet os, og denne frihed har vi fået for at kunne øve ret. Vi ejer kun for at give, og jeg vil ønske for jer, at jeres liv altid må være sådan, at I kun må stræbe efter at eje for at kunne give til fællesskabet”.

Efter talen, der hilstes med bifald, sang mellemskolens elever under lærer Karl Munks ledelse nogle smukke flerstemmige sange, ligeledes hilst af bifald. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 26. juni 1943

1943 – Børnebespisningen på Sdr. Vang

24.419 børn har spist på skolen

I går eftermiddags holdtes der en lille afslutningsfest på Sdr. Vang Skolen for vintersæsonens børnebespisning. Det assisterende lærerpersonale, køkkenpersonalet og de hjælpsomme unge “opvartningspiger” fra Riis Toft Skolen deltog tilligemed repræsentanter for Kolding Byråd. Overlærer H. A. Hansen redegjorde for sæsonens forløb. Bespisningen var begyndt i novbr. måned, men om søndagen havde ingen bespisning været, da der om søndagen erfaringsmæssigt, kun kom meget få børn. Nu kunne derfor også personalet få en ugentlig fridag. Til gengæld havde man fået adskillige flere søgnedage, idet man fortsat bespisningen til den 16. maj, mens man tidligere plejede at holde op i april. Der var dog den sidste måned kommet for få elever til måltiderne, så man overvejede til næste år at begynde noget tidligere i stedet for.

Af statistikken fremgik det, at den ret, der var serveret oftest, var kærnemælksvælling, der havde stået på spisekortet 24 gange i løbet af sæsonen, øllebrød var serveret 18 gange, gule ærter 3 grønkålssuppe 6, lobescowes 5 og kartoffelgrød med flæsk også 5 gange. 7 dage havde man kunnet servere restmad – intet går til spilde ved børnebespisningen. Der havde været spisning 133 dage og der var bespist 24.419 børn, hvilket svarer til 184 børn pr. dag. Det er lidt mindre end sædvanlig gennem de sidste år, og man har spekuleret lidt over, hvad årsagen kan være hertil. Muligvis har den mildere vinter gjort sit til det, men på den anden side kan en større beskæftigelsesgrad i kvarteret også have gjort sit. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 19. maj 1943.

1943 – Ungdomsforeningen i Sdr. Bjert

holdt lørdag aften afslutningsfest for vinterhalvåret. Man begyndte med en svingom til tonerne af en kvartet under ledelse af musiker Ehrenreichsen. Man dansede nu et par timer, hvorefter der var fælles kaffebord. Her bød formanden, Nis Straarup, velkommen til revyforfatter Kaj Nielsen, Haderslev, og de tilstedeværende og samtidig faldt der en lille reprimande til foreningens medlemmer. Der burde, sagde formanden, være bedre tilslutning til vore møder; det er anderledes når vi holder bal, og skulle foreningen arbejde rigtigt, måtte man også være med til møderne og tillige opføre sig sådan, at foreningen kunne være sine medlemmer bekendt. Det har været lidt mangelfuldt i så henseende flere gange, og dette skal der sættes en stopper for, og skal jeg bliver her som formand, forlanger jeg ro og orden.

Derefter fik Kaj Nielsen ordet. Han oplæste et par sketch, den første hed ‘Den nye husassistent’, og den gav størst bifald, ligesom en, der hed ‘Det kunne have været meget værre’ og sluttelig en, der hed ‘Meget, meget langt ude på landet’. Der var vældig bifald til dem alle. Derefter sang Nielsen nogle viser. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 19. april 1943.

1940 – Socialdemokratisk Kvindeudvalgs kursus

En vellykket afslutningsfest i aftes.

Socialdemokratisk Kvindeudvalg, der har haft to kursus i kjolesyning i gang på Riis Toft Skole, har nu tilendebragt disse. Efter nytår tages der fat med nye hold.

I aftes havde udvalget arrangeret en smuk afslutningsfest på Rutebilscaféen, hvor de fleste af kursusdeltagerne var mødt tilligemed enkelte andre af partiets damer.

Først beså man de udstillede arbejder, og derefter samledes man under næstformanden, fru Jørgensens ledelse til et selskabeligt samvær med kaffebord […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat. 3. december 1940.