1944 – Kolding-husmødre afleverer nu de brugte papirsposer

Kunderne flinke til at forstå leverandørernes emballagevanskeligheder, siger købmand Albert Hansen, Kolding

Fornylig henstillede De samvirkende Købmandsforretninger i Danmark til Vareforsyningsdirektoratet at stille det samme kvantum poser til rådighed som tidligere, da det er umuligt at spare yderligere på dette område. Men der er kommen afslag, og i stedet opfordrer myndighederne husmødrene til at medbringe kurve, net og lignende, når de går på indkøb.

Vi talte i dag med købmand Albert Hansen, Kolding:

“Det bliver naturligvis værre og værre med papirposesituationen, selv om de fleste købmænd formodentlig nok har et lille lager, og selv om der stadig tilflyder os småportioner. Men glædeligvis viser kunderne forståelse for leverandørernes emballagevanskeligheder, og i min forretning er husmødrene nu begyndt at medbringe brugte poser, når de bestiller nye varer. Det hjælper en hel del”.

Så gælder det om at passe på, at en brugt pose bruges til det samme, som den i første omgang har været brugt til?

“Det gør det unægtelig, og det skal ikke fragås, at systemet – hvor nødvendigt og udmærket det end er – kræver et stort arbejde af manden bag disken”. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 14. august 1944.

1941 – 7 kommunister for Landsretten

Søfyrbødernes tidligere formand idømt 16 års fængsel.

Landsretten afsagde i dag dom over de 7 kommunister, der i juli ved Københavns Buret idømtes hårde fængselsstraffe for grove sabotagehandlinger. Tilhørspladserne i retten var overfyldte, og der var stort opbud af politi; men oplæsningen af dommene påhørtes i ro. Ved Landsrettens dom idømtes sømand Kaj Geil 16 års fængsel med fradrag af 6 måneder for udstået varetægtsarrest. Sømand Albert Hansen en tillægsstraf på 11 år minus 4 måneder, sømand Gustav Ludvig Vilhelm Langfors 12 års fængsel minus 6 måneder, havnearbejder Kjeld Lykke Jensen Vanmann 6 års fængsel minus 6 måneder, søfyrbøder Harald Emanuel Rasmussen 1½ års fængsel minus 6 måneder og fhv. formand for Søfyrbøderens Forbund Erik Aage Rikard Jensen 16 års fængsel minus 6 måneder. Kontoristinde Elsebeth Mollerup frikendtes. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 2. december 1941.

1941 – Vi må undvære meget af juleknaset i år

Købmand Albert Hansen fortæller om, hvad der bliver borte, og hvad vi kan få.

Julen rykker nærmere, og mange er allerede begyndte at tænke på, om man i år kan få de dejlige ting, som ellers aldrig mangler på det danske julebord: juleknas, chokolade, konfekt, sydfrugter, nødder, tobak, en flaske vin osv. Vi bliver imidlertid i år nødt til at renoncere på en del rare sager, udtalte købmand Albert Hansen i går i et interview med ‘Kolding Avis’.

“Med hensyn til nødderne”, udtalte købmand Albert Hansen, “foreholder det sig således: det eneste, vi har håb om at få, er hasselnødder, og de bliver meget dyre, hvis de altså kommer. Det er nemlig slet ikke sikkert, vi får nogle fra Italien, og om vi får hasselnødder fra Spanien er meget tvivlsomt. Vi må ligeledes undvære valnødder, idet der ikke er givet eksporttilladelse for disse fra Frankrig. Der er ganske vist også danske valnødder, og hvis vi havde jul i oktober, var de meget gode, men de kan dårligt opbevares.”

Ingen figner eller dadler

“Med hensyn til frugt fra udlandet ser det heller ikke godt ud. Det er tvivlsomt, om vi kan få appelsiner fra Spanien, men kunne vi dog blot få figner fra Smyrna i Tyrkiet, var det godt, men der ser desværre ikke ud til at komme nogen. Dadler fra Tunis ser vi nok heller ikke.” […]

Hvordan med chokolade, marcipan og den slags godter?

“Koldingenserne skal nok få lidt fyldt chokolade, men ren chokolade har vi så at sige sagt farvel til. Derimod er der i år nogle erstatningsvarer fremme, nemlig en marcipanagtig sukkermasse overtrukket med fondant. Vi for vort vedkommende har lidt juleknas fra i fjor, men det forslår ikke ret vidt.”

Så er der julekaffen?

“Ja, her er der jo noget usikkert, om der er kaffe nok til ekstra-mærket, der træder i kraft i dag, søndag. Jeg tror dog nu nok, at kunderne alle kan få enten kaffe, te eller kakao på mærket.” […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 16. november 1941.