1942 – Englænderne angreb på ørken-fronten

Tyskerne er flere steder gået over til modangreb

Ankara, INT., mandag formiddag:

Mens luftslaget over Nordafrika og Middelhavsrummet stadig vedvarer, har den sidste tids spænding om situationen på den ægyptiske front omsider fået en udløsning med meddelesen om, at den 8. engelske armé under generalerne Alexander og Montgomery har åbnet en offensiv mod generalfeltmarskal Rommels styrker ved El-Alamein. Genoptagelsen af kamphandlingerne i største stil på denne front finder sted på et tidspunkt, da efterårets sandstorme med påfølgende voldsomme regnskyl er ophørt i dette område og vinterens kølige vejrlig har afløst sommerens hede. Angrebet er blevet åbnet på et tidspunkt, da fuldmånen kastede sit skær ned over ørkenens klitter og tillod tropperne at operere med samme sikkerhed, som dagslyset giver mulighed. I hvert fald de første dage vil månelyse tillade fuld orientering i ørkenen ved nattetid, så operationerne kan videreføres i uafbrudt tempo dag og nat døgnet igennem. Det har i herværende militære kredse vakt nogen opmærksomhed, at general Alexander har åbnet en offensiv ved El-Alamein, hvor ikke alene de allierede styrker, men også Rommels tropper i den forløbne sommertid har udbygget forsvarsstillingerne i hidtil uset omfang. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 23. oktober 1942