1942 – Dobbelt-smugkro afsløret i Kolding

Gæsten lærte fidusen og begyndte for sig selv.

Efter hvad vi erfarer, er det lykkedes politiet i Kolding at komme på sporet af et par smugkrosvirksomheder i Kolding. De er oprettet af et par familier i den vestlige bydel. Det begyndte på den måde, at man iagttog, at en mand og hans hustru holdt meget til på et af byens danseetablissementer. Det var dog ikke så meget for dansens skyld som for at kapre kunder til deres egen virksomhed. Når det så kom til lukketid, havde de altid haft held til at komme i selskab med andre – mere eller mindre velbeslåede – mennesker, som de så trak med sig hjem. I hjemmet flød spiritus og øl i stride strømme til ret anselige priser.

En af gæsterne fandt idéen med at lure på restaurationsgæsterne så udmærket og indbringende, at han fandt på at etablere sig med sin egen virksomhed inden for branchen. Også denne forretning “gik godt“, indtil politiet altså nu mødte frem og ødelagde de gode indtjeningsmuligheder i disse lyssky virksomheder, hvor for resten spiritussen – i hvert fald for den enes vedkommende – ikke var det eneste forretningsobjekt.

Ved samme lejlighed har også en af Koldings foreninger fået søgelyset rettet på sig. Foreningen holdt til i etablissementet, hvor kunderne kapredes, og alle de gæster fra smugkroerne, som man har fået fat i, har deltaget i den omtalte forenings festlige arrangementer uden at være medlemmer af foreningen. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 3. januar 1942.

1941 – Politiets sag mod Kolding-beværtningen

Sagen optoges til dom.

Den sag, hvorunder politimesteren i Kolding kræver en beværtning sat under politiets bestemmelser, var i dag atter til behandling i kriminalretten, og efter at en politibetjent var blevet afhørt som vidne og herunder havde skildret, hvordan han ved et besøg en enkelt gang havde overværet, at værten måtte bære to af kunderne, der var så berusede, at de ikke kunne stå på benene, udenfor, tog man fat på proceduren. Anklageren, politifm. Schlichtkrull fik først ordet og henholdt sig til den retten fremsendte skriftlige erklæring og til det inden retten fremkomne. Politiet kræver bestemmelsesret over næringsadkomsten, da beværtning ikke drives på en sådan måde, at man kan have det gående således. Forsvareren, landsretssagf. Juhl, havde den opfattelse, at politiet havde forset sig lidt på fru P.

Spørgsmålet er, om fru P. har drevet sin forretning på en sådan måde, at man ikke kan være tjent med det. Vel er der sket noget derude, sagde forsvareren, men det sker der så at sige på alle beværtninger. Nu har fru P. og hendes mand engang fået deres bevilling, så kan man ikke sådan pludselig tage deres næring fra dem, som det vil ske, hvis politiet – efter hvad jeg har forstået – kræver forretningen lukket kl. 8. Manden er 58 og fru P. er 51, og de vil ikke kunne begynde en forretning igen, og deres penge vil være tabt. Det er en meget alvorlig sag for dem. At folk er berusede på restaurationer, er ikke en sjældenhed. Jeg har personligt overværet, at folk har været beruset på de fineste steder i Kolding – ja, jeg har endog overværet, at folk har brækket sig på de fineste restaurationer i Kolding. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 25. november 1941.

1941 – Politiet tager formynderskab over Kolding-beværtning

Søgelyset rettes nu mod dem, der skaber berusere!

Forleden bragte vi en notits hvori gengaves en dommers synspunkter vedrørende beværternes skyldsspørgsmål i de mange berusersager. Dommeren krævede det gjort almindeligt, at beværtere, der havde tolereret, at gæster drak sig berusede i deres lokaler, skulle idømmes samme hæftestraffe som de berusede. For et halvt års tid siden blev et par Esbjerg-beværtninger på grund af det levned, der førtes dér, undergivet politiets bestemmelser, som det hedder, det ville i Esbjerg sige, at politiet i perioder kunne bestemme, at forretningerne skulle lukkes f.eks. kl. 4 om eftermiddagen. Det ville igen sige, at sådanne forretninger i meget høj grad fik deres omsætning beskåret, men at der var brug for en sådan foranstaltning i Esbjerg, var der ingen tvivl om efter de skildringer, der gennem retsmøder kom frem.

Efter hvad vi erfarer, har politiet i Kolding nu også måttet gribe til en sådan foranstaltning over for en mindre beværtning i Kolding, der i øvrigt for få måneder siden fik en ny indehaver. Inden ret længe kunne politiet mærke, at det ikke var en helt “fin” forretning; både direkte og indirekte gav den politiet en masse at bestille, og en stor del af dens kunder gik lige fra det pågældende værtshus direkte i detentionen. I alt har politiet måttet tage sig af 9 berusere i den korte tid, forretningen ikke har været drevet under den pågældende indehaver – og de har for deres besøg i beværtningen måttet idømmes hæftestraffe. Desuden har der fundet forskellige andre misligheder sted, så den gode orden og tone har været tilsidesat i høj grad, og da politiet den 22. oktober så sig nødsaget til at give beværteren en meget skarp advarsel, var det alvorligt ment. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 13. november 1941.

1941 – Stigende alkoholforbrug i 1941?

Professor Mentz bebuder sagkyndig undersøgelse af spørgsmålet alkohol og forbrydelser.

Landsforeningen Den personlige Friheds Værn holdt i går kredsmøde i Kolding. Den stedlige kreds omfatter et område fra grænsen til Hedensted. Fra Kolding afdeling deltog følgende i mødet: bankdirektør Høwinghoff Petersen, pantefoged Frands Sørensen, postmester Baastrup, statsaut. revisor Frandsen, fabrikant J. Jørgensen, direktør Krogh, bankdirektør Taro og bankfuldmægtig Lauridsen.

Kredsmødet indledes ved 12-tiden med en frokost, hvorunder landsforeningens formand, professor Mentz, hyldede den stedlige formand Høwinghoff Petersen og motiverede et leve for ham. Umiddelbart efter frokosten indledede professor Mentz dagens forhandlinger med et foredrag om foreningens politik og arbejdsprogram. Professoren indledede med at omtale nedgangen i alkoholforbruget pr. individ fra 2,57 liter i 1939 til 2,20 liter i 1940. Nedgangen er glædelig. Årsagen må vel søges i prisforhold, beskatning og restriktioner, som krigsforholdene førte med sig. På befolkningen virkede disse foranstaltninger vel nok irriterende, men på den anden side har de øvet en vis gavn. Selv om der er sket misbrug af folk, som ikke forstår at holde måde, må det siges, at folket som helhed også på dette område har opført sig korrekt og værdigt .

Visse tegn kan tyde på, at alkoholforbruget har været stigende i 1941. Den lange og varme sommer har bidraget hertil, men også den omstændighed, at visse kredse har tjent godt, har bidraget dertil. Større fortjeneste medfører gerne en vis forøgelse af luksusforbruget, og hertil henregnes jo disse nydelsesmidler. Muligt vil dog den tendens, der er sporet til stigning, modvirkes noget af de forhøjede afgifter, der er foreslået. […]

Foredraget modtoges med bifald, og redaktør Jensen, Esbjerg, rettede en tak til professoren. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 24. oktober 1941.

1941 – Ny alvorlig stigning i beruselses-sagerne

440 kvinder og mænd blev i sidste måned idømt hæfte for beruselse. Hver anden dag måtte en mindreårig hentes af politiet på danserestauranterne. Det overvejes at gøre øllet svagere.

Trods Københavns Politis meget indtrængende advarsel til offentligheden ved begyndelsen af juni måned i anledning af den stærke stigning i antallet af beruselsessager viser det sig, at der også i løbet af juni er sket en kraftig forøgelse i antallet af domfældelser på dette område. Mens der i maj måned blev anholdt 360 kvinder og mænd for beruselse – et tal, som i høj grad foruroligede myndighederne – har der i juni været 440 anholdelser for den samme forseelse.

Det kan ventes, at denne nye alvorlige stigning i beruselsessagerne vil medføre forskellige overvejelser hos myndighederne, og det forlyder, at man i første række tænker på at gøre bajerskøllet svagere […]

Kilde: Uddrag, Social-Demokraten, 1. juli 1941.

1941 – Overfald på tyske soldater

I Københavns byret er der blevet afsat tre domme, for overfald på tyske soldater.

Den 21årige Niels Børge Wulff Andersen, der blevet dømt for den 29. december 1940, sendt om aften på pladsen foran Jernbanestationen i Frederiksværk, at have kastet med flasker efter en tysk soldat, som pådrog sig flere alvorlige sår i hovedet, og muligvis har fået en hjernerystelse ved overfaldet. Andersen, der ikke er tidligere straffet, er for vold mod sagesløs person blevet idømt 2års fængsel.

Den 30årige Oluf Johannes Nielsen og 26årige Svend Thomas Nielsen, er blevet dømt for, at de om aften den 11. januar 1940 på Hotel Royal i Frederikshavn ”i spirituspåvirket tilstand har deltaget i slagsmål mod de tilstedeværende tyske marinesoldater”. De har ikke er tidligere straffet, og er hver blevet idømt 6 måneders fængsel.

Og til sidst har byretten afgjort en sag mod 26årige Poul Karl Leonhardt Larsen, der skulle have startet slagsmålet på Hotel Royal den 11. januar 1940 ved ”i spirituspåvirket tilstand overfusede servitricen, der nægtede yderligere at servere for ham, og skubbede til en tysk soldat, som sammen med ham stod ved skænken. Uden anledning slog Larsen den tyske soldat med knyttet hånd i ansigtet, hvorefter han ved tilråd til nogle bekendte, der sad i lokalet, foranledigede, at der opstod almindelig slagsmål mellem danskerne og de tilstedeværende tyske soldater”.

Poul K.L. Larsen blev dømt for vold mod sagesløs person, overtrædelse af politivedtægten og anstiftelse af vold, for hvilket han blev idømt 1år og 6 måneders fængsel.

Kilder:
Tre alvorlige domme, Fre. Socialdemokrat, s. 3, 19. februar 1941

1940 – Spiritusforbud i Hjørring

Fordi der i den seneste tid (december 1940) har været mange slagsmål i Hjørring by på grund af drikkeri, har politimesteren, efter møde med byens restauratører, stillet i udsigt, at der ville komme et spiritusforbud lokalt i byen. Der foretages nu forskellige restriktioner således udskænkning af alle slags spiritus, efter klokken 20 om aftenen, er stoppet, ligesom i Frederikshavn.

Samtidigt har myndighederne i Hjørring måttet forbyde alt sammenstrimlen på gaden.

Kilde: Spiritusforbud i Hjørring, Fædrelandet (avis), 29. december 1940

1940 – Fra det mørke Esbjerg

To politibetjente fra Kolding havde fået til opdage at iføre sig civilt tøj og derefter gå på Esbjerg restauranten ”du Nord” i Borgergade, hvorefter deres iagttagelser skulle bruges som vidne om folks udskejelser i beværtningen.

Den ene, en politiassistent, forklarede i sin beskrivelse at ”ved at bord sad 2-3 løsagtige piger og 4-5 drukne mandfolk. En af pigerne lod sig uden skrupler overgramse af mændene, der til gengæld titulerede dem med sådanne sjofelheder, at det unddrager sig enhver omtale”.

Den anden, politibetjent Hjorth, forklarede at ”mænd og kvinder uddelte øretæver i flæng; i et hjørne sad en mand og trak ned i sin skjorte, mens han samtidig lod rummet genlyde af de værste grovheder”.

Kilder:
Fra det mørke Esbjerg, Kolding Socialdemokrat, 21. august 1940