1943 – En frygtelig ulykke ved Skovløberhuset

To-årig dreng får foden kørt af under Troldhedetoget

I går eftermiddags ved godt 16-tiden blev en lille dreng påkørt af Troldhedetoget i Marielundsskoven ud for Skovløberhuset. Det var skovløber Georg Petersens godt 1¾-årige søn, Knud, der under leg var kravlet over skinnerne netop i det skæbnesvangre øjeblik, da toget skulle passere hans hjem. Fru Petersen, der altid fører et vågent opsyn med sine børn, når toget er i nærheden, havde også i går troet sine børn – der må sige at være fortrolige med toget – i sikkerhed, men i et kort ubevogtet øjeblik har han alligevel forsøgt at forcere skinnerne. Når der ikke er passagerer, der skal stå af eller på toget ved Skovløberhuset, kører det forbi uden at standse. Nu standsede toget så hurtigt, det lod sig gøre. Fru Petersen og et par gæster foran Skovløberhuset troede, at en lille dreng var faldet af toget, men snart gik den frygtelige sandhed op for hende, at det var hendes egen lille dreng, der var blevet påkørt.

Han blev hurtigt båret op i hjemmet, hvor der straks blev ringet efter Falcks ambulance, som bragte drengen til sygehuset. Her viste det sig påkrævet, at sætte den lille drengs fod af lige over anklen. Efter hvad man på sygehuset oplyser, har han det efter omstændighederne godt. For ¾ år siden blev det Fru Petersens nevø, den døvstumme Børge Andersen, efter et besøg hos Fru Petersen påkørt og dræbt af toget […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 29. april 1943.

1942 – Kongen har haft en god nat

Tilstanden tilfredsstilende, men der er lidt smerter

Overlæge Mogens Fenger, Diakonissestiftelsen, udtalte til morgen over for Ritzaus Bureau: “Hans Majestæt Kongen har det godt. Han har sovet næsten hele natten, og kræfter og humør er gode, selv om der til morgen er lidt smerter. Temperaturen er 37,7. Tilstanden er i det hele tilfredsstillende”.

Det var et forfærdeligt uheld, siger Kongen

Som tidligere omtalt skete uheldet ved hjørnet af den lille vej, der mellem Esplanaden og Den Svenske Kirke fører over mod Amaliegade. Sandsynligheden taler for, skriver Politiken i dag, at Kongen umiddelbart forinden har genvundet herredømmet så meget over det løbske dyr, at det har reageret for en drejning. Det er også sandsynligt, at rideturen ikke havde fået den alvorlige afslutning, hvis hesten ikke endnu en gang havde reageret voldsomt, havde krummet ryggen og kastet hovedet mod jorden. Ved den voldsomme bevægelse blev tømmerne revet ud af kongens hænder, og han styrtede ved hestens højre side. Om disse sekunder sagde Kongen i øvrigt selv i ambulancen på vej til Amalienborg: “Det var et forfærdeligt uheld. Hesten slog pludselig med hovedet og krummede ryggen. Jeg mistede fuldstændig taget på den, og så gik jeg ned på hovedet”.

Kaffejomfru tørrede Kongens blodige ansigt

De første, der kom til efter ulykken, var flyttemand C. A. Hansen og hans søn. De var på vej til Kastellet med deres flyttevogn. De ilede hen til Kongen og fik ham lagt til rette ved skråningen, og umiddelbart efter kom Esplanadepavillonens kaffejomfru, fru Marie Nielsen, ilende til Forfærdet så hun på Kongens ansigt. Blodet løb ned over det og ned på uniformen. Så lagde fru Nielsen sig pludselig resolut på knæ, skubbede sig ind under Kongens hoved og lagde det i sit skød. Derefter tørrede hun varsomt ansigtet rent for blod og snavs med sit lommetørklæde. Ængstelige og fulde af bekymring stod folk udenom, flere kom til, men der blev holdt en vid ring åben, hvor den sårede konge lå. Pludselig slog han øjnene op, og det første han sagde, var: “Send bud efter en ambulance, jeg vil gerne hurtig hjem!” […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 20. oktober 1942.

1942 – En 11-årig døvstum dreng dræbt af toget i Kolding Skov

Han var hjemme på ferie fra Døvstumme-instituttet i Fredericia og kom fra et besøg hos sin tante. Fra ulykkesøjeblikket til drengen blev fundet, gik en time.

Da to unge mænd i går eftermiddag passerede gennem Kolding Skov, fandt de på Troldhedebanens banelegeme, hvor stien går fra Marielund op til Skovløberhuset, en skikkelse liggende livløs mellem skinnerne, og ved siden af lå en knust cykel. Ved nærmere eftersyn viste det sig at være en frygtelig lemlæstet dreng. Han var død, og de unge mænd skyndte sig over på Marielund, der lå nærmest ulykkesstedet, og herfra tilkaldte de Falcks Redningskorps.

Kort efter at ambulancen var nået frem, var vi på ulykkesstedet. Ambulancen holdt ved siden af Troldhedebanens spor, og midt imellem skinnerne lå den forulykkede dreng. Hans livløse legeme var dækket til. Man kunne tydeligt at sporene fra hans cykel se, at han var kommet cyklende ned ad stien, der går over banen og langs med søen. Fra det sted, hvor cykelsporet holdt op, og 10-15 meter hen langs med skinnerne og i mellem disse, var jorden revet op, og der kunne ikke være nogen tvivl om, at drengen var kørt ind mod toget, var kommet under dette og blevet slæbt med et stykke.

Fundet tilfældigt en time efter ulykken

Ved en opringning til banens kontor oplystes det, at det sidste tog fra Kolding var afgået kl. ca. 13.30, og det bestod kun af lokomotivet og en vogn. Da drengen blev fundet, var klokken ca. 14.30. Ulykken var med andre ord ikke blevet bemærket af togets personale, og som følge af regnvejret var ingen passeret forbi på stien. I den korte ventetid, indtil politiet kom, havde vi en samtale med de to mænd, der først fandt den forulykkede dreng. Det var to vandrere, Svend Aage Jensen og Anker Christensen, begge fra Frederikshavn. De bor for tiden på Vandrehjemmet, og i går eftermiddag ville Jensen, der tidligere har ligget som soldat i Kolding, vise sin kammerat byen og dens nærmeste omgivelser. De var således gået en tur i skoven langs med søen og straks, da de så den lille skikkelse ligge mellem skinnerne, slog det dem, at der vat sket en forfærdelig ulykke. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 12. august 1942.

1942 – En bombe falder

Søndag – Luftværnsøvelse i Kolding

Hans Ludvig lod en bombe springe søndag eftermiddag. Det skete ved 15-tiden i Torvegade. For at ingen skulle være i tvivl om hensigten med dette ondsindede attentat på bygninger og søndagsfreden, var der med store bogstaver malet på Damgaards hårdt medtagne gavl: “Damgaard skal ud – huset skal nedbrydes!”

I et nu var gaden sort af mennesker. Man stod som sild i en tønde og puffedes i al venskabelighed for at komme til at se lidt af, hvad der foregik. Heldigvis var kolonnefører Rasmussen i flot uniform med meget guld mødt på pletten med højtalerbil, så de, der stod bagerst og ingenting kunne se, i hvert fald fik at høre, hvad de andre kunne se!

En sprængbombe af sværere kaliber er slået ned i fortovet. I et værksted er en halv snes svende kommet til skade og ligger indespærret under ruinerne. Ambulancerne tuder og kommer susende til ulykkesstedet. I hælende på dem Teknisk Tjeneste. En faldefærdig gavl stives af med svære bjælker. Forneden slås der hul i muren. En vandledning er sprængt i kælderen. De indespærrede trues af druknedøden. Men Falck tømmer kælderen for vand. Alle reddes.

En nyt brag. En bombe falder på Svietorv. Det er gas, den frygtede sennepsgas. Gassporerne alarmeres. De rykker ud i deres fantastiske dragter. De ligner en mellemting mellem Ku-Klux-Klan og marsbeboere! Udrykningen sker så hurtigt, at lastvognen ryger lige hen over det flere meter dybe krater! Gaden bliver fejet og spulet ren.

Nu er der pludselig gået ild i gamle Sct. Nicolai. Der skal være bryllup klokken sytten, så hurtig udrykning af nødvendig. Heldigvis er alle brandmænd tilfældigvis samlet til et slag kort på brandstationen. Sprøjterne rykker ud. Sct. Nicolai bliver grundig vasket fra øverst til nederst. Godt med sæbe til. I hvad fald driver skummet ned ad de ærværdige mure. Tilskuerne ser ud, som om de har været ude i en blid forårsbyge. Alle deltager i øvelsen! […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 1. juni 1942.

1941 – En vellykket katastrofe-øvelse

De cyklende samaritter var på pletten næsten lige så hurtigt som motorkøretøjerne.

Arbejder-samaritterne i samarbejde med Falcks Redningskorps og brandvæsenet holdt i går den årlige katastrofeøvelse på havnens arealer ved Jysk Andels Foderstofforretning. Øvelsen forestillede at det store lagerpakhus brændte og 35 arbejdere i de 4 etager var indespærret, idet trapperne var ødelagte. Få minutter efter at der var blæst alarm, kom Falck og brandbilen susende i fuld udrykning og alarmsignaler gennem gaderne, og omtrent samtidig mødte de ca. 50 samaritter, der deltog i øvelsen. Nogle kom med ambulancevognen, men de fleste kom pr. cykel. Men alt gik med fart. Sprøjterne var klar, ambulancevognene parat, materiellet og folkene på plads så hurtigt, at de mange hundreder af tilskuere slet ikke havde fattet enkelthederne, men det hele apparat klappede som det skulle.

Nedfiring fra 4. etage.

Arbejder-samaritterne under ledelse af formanden, tilskærer Hans Ravn og Falck-folkene under Fogeds rolige og kyndige ledelse gik i gang med at bjerge de indespærrede og sårede, der blev firet ned med tovene, en enkelt forestillede at være hårdt såret og han blev bjerget fra 4. etage med en marinebåre. Det er et system, der er opfundet i Schweiz til bjergning af forulykkede alpebestigere, og ved hjælp af dette apparat lader det sig gøre at transportere svært tilskadekomne fra store højder uden at de pågældende har større gene derved, end hvis de nede på jorden kunne transporteres på almindelig båre.

Alle bjerget på en halv snes minutter.

I løbet af en halv snes minutter eller så var alle de 35 bjerget, ambulancerne susede af sted med de værste medtagne, og ved forskellige belægninger af bandager havde man sørget for, at det hele så realistisk nok ud, men samtidig var det også en del af øvelsen, idet samaritterne under virkelige forhold jo foretager en foreløbig forbinding på stedet. Under øvelsen forklarede man gennem højtalerne for publikum gangen i dramaet, og da øvelsen var forbi, opfordrede man gennem højtalerne publikum til at melde sig til de kursus, Arbejder-samaritterne fra 1. oktober sætter i gang. Og så fortsatte man andet steds på terrænet opvisning i samarittergerning. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 22. september 1941.

1941 – Tre danske læger til Finland i aftes

Den danske Finlandshjælp træder atter i virksomhed.

Med Malmöfærgen rejste tre danske kiruger i aftes til Finland for at gøre tjeneste ved Røde Kors’ hjælpelazaret og bistå det finske militære lægekorps. De tre læger, som rejste i saftes, er dr. med. Harild, læge Strunge og læge Høyer. Dr. Harild og læge Høyer var i Finland under Vinterkrigen.

Chefen for Vinterkrigens Danske Ambulance, professor Ole Chieviz, som nu i nogen tid har opholdt sig deroppe, har meddelt Dansk Røde Kors, at Finland ønsker hjælp af en snes danske kirurger. Der har allerede meldt sig flere yngre kirurger, således afrejser i morgen dr. med. Winkel-Smith og læge Knipschild. Røde Kors ønsker gerne henvendelse fra endnu flere læger med kirurgisk uddannelse, som vil tage til Finland.

Findlandshjælpen appellerer til befolkningen
I radioen rettede landstingsmand, chefredaktør H. Stein i aftes en indtrængende appel til befolkningen om at støtte Finlandshjælpen, som nu, da Finland atter er i krig, må genoptage sin virksomhed, som man havde håbet at kunne slutte omkring 1. juli. […]

Kilde: Uddrag, Nationaltidende, 17. juli 1941.