1945 – Lige ved 100 anholdelser

Stikkeren Peter Bollerup anholdt. Frihedsbevægelsen vil skride ind overfor hårklipningen

Antallet af anholdelser er nu steget til 96. heri er dog iberegnet to kvinder, som man i nat måtte tage i beskyttelsesarrest, da de var bange for at blive klippede.

Blandt de mere kendte, der er anholdt, kan nævnes den berygtede stikker Peter Bollerup fra Jordrup, der har gjort tjeneste ved Gestapo på Staldgården i Kolding. Desuden har man anholdt blikkenslager Niels Petersen, Kolding og endelig DNSAP’s sysselleder i Kolding, lokomotivfører Koch, Kolding.

Bollerup blev i øvrigt anholdt i Haderslev, hvor han havde søgt tilflugt hos familie. Han gjorde ikke modstand ved anholdelsen.

Endvidere er i nat anholdt servitrice Helene Byllemose, der blev arresteret i Broager, den tidligere SS-mand Andreas Brill, begge Kolding, gdr. Berthel Kyed, Eltang, skomager Eriksen, Anna Margrete Lunderskov, der så at sige menes at have været indblandet i stikkervirksomhed. Desuden har man taget en mand, som man sigtede for spionage allerede før krigen, og som også har været virksom under hele besættelsen, Franz Mervelskemper.

Kilde: Kolding Folkeblad, 9. maj 1945.