1942 – Viuf Samariterforening og Viuf D.K.B.

havde tirsdag aften indbudt til en stor katastrofeøvelse på Anneksgården i Viuf samt fællesspisning i Viuf Forsamlingshus. Der var mødt mange samariter, både fra Vester Nebel, Almind, Smidstrup og Kolding. Reservekolonnefører Berthelsen, Kolding, ledede øvelserne. Sminkningerne udførtes af Kolding Samariterforenings dygtige sminkør, kulhandler Erik Clausen. Læge Møller, Kolding og læge Jensen, Viuf, overværede øvelserne.

Der arrangeredes bombenedslag, hvor en blev ramt af en bombesplint i hovedet; en anden blev ramt af en bombesplint i ryggen osv. Efter øvelserne indbød D.K.B. i Viuf den talrige forsamling til fællesspisning i forsamlingshuset (gullasch og kaffe). Ved bordet havde flere ordet, læge Møller, Kolding, og læge Jensen, Viuf gav samariterne en velfortjent kritik. Th. Christensen, Viuf, takkede Kolding-samariterne for den gode hjælp, de havde ydet, både nu i aften og mange gange før.

Pastor Koefoed takkede D.K.B. for indbydelsen til den vellykkede fest og for den gode mad, D.K.B. serverede. Berthelsen, Kolding, takkede Th. Christensen og hustru, fordi de havde givet samariterne lov til at holde øvelserne hos dem. Fru Mogensen, Kolding, takkede D.K.B. for det store og gode arbejde, der var ydet i aften. Fru Cæcilie Kristensen, Viuf, takkede for den store tilslutning, og anbefalede mange flere at melde sig ind i D.K.B. og Samariterforeningen for at være parat, om det alvorlige skulle ske. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 18. juni 1942.