Tag: Arbejderbevægelsen

Indlæg fra Arbejderbladet, der udgives af partiet DKP

I gamle dage var det en naturlig ting, at kvinderne passede hjemmet og helligede sig arbejdet med madlavning, bagning, kogning, slagtning etc. I de tider kartede og spandt man i hjemmene, vævede og gjorde ved til tøjets tilberedelse. Man støbte selv lysene, og en husmoder havde dengang mere end nok at tage vare på, foruden at hun jo også ofte på landet gik med i arbejdet i marken i den travle tid.

Gennem industrialiseringen er de fleste af kvindernes store hjemlige opgaver overflødig gjort. Følgen blev da, at kvinden i byerne fulgte med arbejdet ind i industrien, hvor han nu indtager pladsen som lønarbejder ved siden af manden.

På landet, blandt landbrugerne, fiskerne og de småhandlende deltager kvinderne dog stadig i det udendørs arbejde, foruden at hun passer hjemmet og børnene. De færreste landbrugere kunne vist i vore dage undvære hustruen også til hjælp i arbejdet med kreaturerne, i marken i høstens tid og andet, der jo faktisk ligger udenfor det, der forstås ved det egentlige huslige.

Fiskernes hustruer må også stå ved siden af manden i hans arbejde. I de travle fiskesæsoner må de gå til stranden og give en håndsrækning, for at ikke den lille fortjeneste skal gå fløjten. Mange småskippere, der sejler laster mellem de danske kystbyer har da også konen med om bord, og hun tager et nap med i spillet, hvis det kniber. I provinsbyerne og ude på landet er den handlende kone en uvurderlig hjælp i forretningen, og hun når samtidig at være en udmærket kone i sit hjem og mor for sine børn.

Ingen kunne finde på at forlange af disse kvinder, der her står ved siden af manden i kampen for eksistensen, at de skal ophøre med deres arbejde udover netop lige det rent huslige. Og ingen husmand kunne tænke sig, at hans kone ikke måtte hjælpe ham. Og hvad ville vel fiskeren sige, hvis hans kone ikke måtte bøde hans ødelagte fiskegarn om vinteren?

Anderledes er det med byarbejderne, hvis hustruer i kraft af deres arbejde – i mange tilfælde fabriksarbejde – kun gør akkurat det samme som alle de øvrige kvinder, der her er nævnt, de hjælper manden med at skabe et nogenlunde eksistensniveau. De forlader den lille et eller to-værelsers lejlighed, hvor de dog, hvis de da ikke har børn, eller kun et enkelt, næppe kan finde beskæftigelse hver dag fra tidlig morgen til sen aften. Hvis pengene, mandens indtægter, var sådanne, at eftermiddagsteen indtoges på Angleterre eller Wivex, kunne man jo tænke sig, at de forslog eftermiddagstimerne med en fiveoclock toc. Sådan gør jo andre kvinder, for hvem det blot drejer sig om at få tiden til at gå. Men arbejderklassens kvinder har hovedet fuldt op af spekulationer – har manden arbejde, er udgifterne som regel så store, at man ligger på grænsen af smalhans, og har han intet arbejde, er det først rent galt.

Så går kvinden på arbejde med det samme ønske, og det samme mål, som husmandskonen har, når hun sidder i marken fra morgen til aften, at få rettet op på tingene, at skaffe balance i hjemmets økonomi, at klæde sig og sine ordentlige på.

Og hvis man, når man fortalte – som man gør det i denne tid om det frygtelige i, at kvinden tager mandens plads i industrien – altid huskede at fortælle landboerne, provinsianerne, at omtrent 80 procent af samtlige danske skatteydere har under 3000 kr. i årsindtægt, ville det sikkert foranledige, at der ikke herude rejste sig sådanne stemninger for forbud mod kvindens arbejde, som det forlyder i denne tid.

Men det er ikke længere blot stemninger for forbud. Den konservative ungdom har stillet det på sit program at jage kvinderne ud af industrien. Og det konservative folkeparti tropper nu op med samme synspunkter.

”Det må sagligt undersøges, om det ikke ville være heldigt i nogen grad at søge at dæmme op for videre udvikling i Kvindernes Fabriksarbejde”. (Carsten Raft i Berl. Tid. Af 25-10.38)

De supplerer en længere artikel med en udtalelse af næstformanden i de danske husmoderforeninger fru Kathrine Kjær, der udtaler:

”Jeg tror, at de (kvinderne red.) må flyttes fra fabrikkerne – i en vis udstrækning. Jeg holder på friheden – så langt som det er muligt! Men jeg tror, at her er et punkt, hvor man må gribe ind”.

Så vidt de konservative. De vil nu flytte kvinderne fra fabrikkerne tilbage til hjemmet. For dem står naturligvis ikke spørgsmålet om en højnelse af kvindelønnen, så det uheldige løntrykkeri, arbejdsgiveren ofte gennemtvinger, kunne undgås. For dem står kun spørgsmålet at deklassere kvinden og forbyde hende samme ret som andre borgere i samfundet, retten til arbejdet, fordi det i dag passer i krammet. Kvinderne skal angivelig ”ofres” for at afhjælpe arbejdsløsheden. Vi skal i en senere artikel komme ind på, hvorledes andre demokratiske partier modtager en sådan udfordring fra de konservative.

Kilde:
Har kvinden ret til arbejde?, side 6, 14. december 1938, Arbejderbladet – se på mediestream (åbner ny fane)