1940 – Arbejdsløsheden tiltager

De opgørelser som blev lavet i september 1940 vidste at der i begyndelsen af måneden var 89.594 arbejdsløse i de statsanerkendte arbejdsløshedskasser mod 80.928 ved forrige måneds begyndelse. Antallet af personligt tilmeldte arbejdssøgende ved arbejdsanvisningskontorerne er opgjort til 11.108, mod 10.878 i forrige måned.

Det samlede antal danske arbejdsløse opgøres den 1. september 1940 til 100.702 personer, hvilket var omkring 9.000 flere end måneden forinden, hvor der var 91.806 arbejdsløse.

Samtidig kan det meddeles at der i august 1940 har været 30 falliterklæringer og 196 tvangsauktioner, hvoraf 40 over landsbrugsejendomme. Sidste år i 1939 var tilsvarende tal for august måned 19, 134 og 24.

Kilder:
Arbejdsløsheden tiltager, Fredericia Socialdemokrat, 7. September 1940
Fredericia Socialdemokrat, 9. September 1940

1940 – Socialhjælp og arbejdere til Tyskland

Det blev den 13. juli 1940 meddelt igennem den danske presse at der ville gå nogen tid, før arbejdere som er rejst til Tyskland, kan sende penge hjem, derfor har der været rejst spørgsmål, om hvor arbejdsløse familieforsørgere kan henvende sig for at få midlertidig hjælp.

Det er nu ordnet sådan, at der fra socialkontoret kan ydes hjælp i form af lån, der skal tilbagebetales, når Tysklandsarbejderne får penge for deres arbejde.

Kilde: Danske Arbejdere til Tyskland, Kolding Socialdemokrat, 13. juli 1940

1940 – Tysk arbejdsanvisningskontor i Kolding

Den tyske konsul i Kolding bekendtgør i dag (10. juli 1940), at der nu oprettes et arbejdsanvisningskontor i konsulatet, Haderslevvej 25 (Borgen), i stue etagen. Kontoret er åbent hver onsdag og torsdag i tiden kl. 9-13 og kl. 14-17, og begynder sin virksomhed næste onsdag den 17. juli.

Kilde: Kolding Folkeblad, 10. juli 1940.
Tysk Arbejdsanvisningskontor i Kolding, side 4, Kolding Socialdemokrat, 10. juli 1940

1940 – Nødhjælpsarbejdet i Vifdam søges fortsat

Kolding Byråd behandlede den 1. juli 1940 spørgsmålet om fortsættelse af nødhjælpsarbejdet i Vifdam, samt yderligere bevillinger til planerings-arbejdet på de nye kirkegårdsarealer.

Der er til arbejdet i Vifdam bevilget 30.000 kroner, hvoraf der til da var brugt 24.000 kroner på arbejdets færdiggørelse. Det ville kræve yderligere 44.000 kroner at få gjort arbejdet færdigt. Gade- og vejudvalget indstillede, at man søgte Socialministeriet om tilskud til arbejdets udførelse, det ville være hensigten at lade arbejdet udføre som nødhjælpsarbejde efter 1. oktober 1940. Fra borgmesteren forlød det, at indstillingen var enstemmig.

Til arbejdet ved udvidelsen af Den nye kirkegård er der bevilget 30.000 kroner, hvoraf de 25.000 er anvendt. Der mangles yderligere 15.000 før arbejdet kan gøres færdigt. Der blev bevilget yderligere 10.000 kroner til arbejdet.

Kilder:
Nødhjælpsarbejdet i Vifdam søges fortsat, Kolding Socialdemokrat, 2. juli 1940

1940 – Brand i Egtved opklaret

Personlige og økonomiske problemer, fik den 14. juni 1940 en gårdejer, den 33 årige Peter Andersen, fra Egtved til at brænde hans gård på Egtved Mark af. Ejeren selv blev den 15. juni om aften anholdt på et svendehjem i Åbenraa.

Politiet i Kolding efterlyste over radioens 19-udsendelse gårdejeren, og han blev kort efter anholdt. Han havde straks efter branden cyklet fra Egtved til Åbenraa, hvor han på arbejdsanvisningskontoret havde fået anvist roearbejde på en gård i oplandet. Han startede i arbejdet klokken 13, og ved fyraften søgte han ned på Åbenraa Svendehjem, hvor anholdelsen fandt sted.

Det er fem år siden at gårdejeren købte gården af hans far, der havde været i familiens eje i generationer. Allerede for otte dage siden gjorde kreditforeningen udlæg i gården, og det var for gårdejeren “altsammen blevet så sort“. Gårdejeren blev varetægtsfængslet frem til 29. juni 1940.

Kilde: Branden ved Egtved fuldt opklaret, Kolding Socialdemokrat, 15. juni 1940

1940 – Tysk arbejdsanvisningskontor i Kolding

Det tyske konsulat i Kolding meddeler, at der i den nærmeste fremtid vil blive oprettet tyske arbejdsanvisningskontorer i følgende byer: Kolding, Aarhus, Aalborg, Fredericia, Esbjerg og Odense.

Henvendelse til kontorerne i København og Aabenraa har været så overvældende, at disse to kontorer ikke nær har kunnet overkomme anvisningen.

Kilde: Kolding Folkeblad, 13. juni 1940.