1941 – Stærkt fald i arbejdsløsheden i Kolding

Arbejdsanvisningskontoret er nede på det laveste tal i 10 år.
Allerede for et par uger siden kunne Arbejdsanvisningskontoret i Kolding meddele det laveste arbejdsløshedstal i 10 år. Tallet rasler stadig ned, skønt en række store beskæftigelsesarbejder, Staten har bevilliget, endnu ikke er påbegyndt. En opgørelse viser at 18 af 22 oplandskommuner indenfor kontorets område ikke har en eneste arbejdsløs […]

Kilde: Uddrag, Lolland-Falster Social-Demokrat, 10. juni 1941.

1941 – Om ledigheden mellem kvinderne

Formanden for Kvindeligt Arbejder Forbund, fru Fanny Jensen har til avisen Socialdemokraten den 1. marts 1941, leveret følgende læserbrev:

I den konservative provinspresse verserer der for tiden en artikel under overskriften: ”De ledige kvinder”, hvis indhold er et angreb på den arbejdsløse kvinde indenfor industrien.

Jeg tillader mig derfor – som formand for en stor kvinde arbejdsløshedskasse – at imødegå forskellige af de i artiklen anførte påstande, der tydeligt viser, at dens forfatter ikke er helt kendt med de forhold, han tager op til behandling.

Først omtales den store mangel på husassistenter sammenholdt med den stadige stigning i tallet på de arbejdsløse i De Kvindelige Arbejderes Arbejdsløshedskasse og det hævdes, at de unge piger foretrækker at hæve understøttelse fremfor at tage husligt arbejde.

Også de kvindelige arbejdere må følge den regel, at de skal tage anvist arbejde.

Hertil skal jeg bemærke, at De Kvindelige Arbejderes Arbejdsløshedskasse selvsagt administreres efter vedtægter nøjagtigt som de mandlige Arbejderes Arbejdsløshedskasse, og disse vedtægter kan vore medlemmer lige så lidt som de mandlige arbejdere komme udenom.

Hos os gælder naturligvis også den regel, at ingen kvinde kan få understøttelse, såfremt hun vægrer sig ved at tage et af kassen anvist arbejde.

Dette er vore medlemmer indforstået med, og vi har aldrig haft vanskeligheder ved at få dem til at modtage anvist arbejde.

Jeg kan nævne flere eksempler på, at vore medlemmer har fået anvist arbejde både 10 og 12 km fra deres hjem, uden at man i noget tilfælde har været ude for, at de nægtede at tage det, og her drejede det sig netop om husligt arbejde.

At industriens kvinder er ude for store vanskeligheder, dels grundet på arbejdsmangel og dels på grund af mangel på råstoffer, er vi alle bekendt med, men det giver dog ikke anledning til at fremsætte påstand om, at kvinderne foretrækker understøttelse fremfor arbejde.

Derimod kunne og burde der udvises mere samfundssind fra visse arbejdsgivere, der i mange tilfælde afskediger enligtstillede kvinder og familieforsørgere, og så – når der igen bliver beskæftigelse – i stedet for at henvende sig til fagforeningerne for at få disse kvinder igen – antages unge piger lige fra gaden.

Det afhjælper i hvert fald ikke arbejdsløsheden, men er tværtimod en yderligere belastning for arbejdsløshedskasserne.

Hvad angår manglen på huslig hjælp, da ligger forholdet jo sådan, at der er husassistenter nok at få. Mange af disse unge piger er blevet afskediget fra hjemmene, fordi husmødrene, for at spare, antager timelønnet konehjælp.

Endnu en vanskelighed, vi kommer ud for, når industrikvinder får anvist arbejde som husassistenter, er husmoderens bestemte krav om anbefalinger fra tidligere pladser, et krav, som vore medlemmer ifølge sagens natur umuligt kan opfylde, fordi de hidtil udelukkende har været beskæftiget i industrien. Følgen heraf er, at de ikke kan få pladsen.

Husassistenternes Forbund kan for tiden anvise kvalificeret hushjælp i fornødent omfang, men manglen på husassistenter er efterhånden blevet en stående påstand, hvor diskussionen er om arbejdsløsheden indenfor industrien.

Endelig må det ikke glemmes, at industriens kvinder betaler deres kontingent til Arbejdsløshedskassen for at sikre sig imod arbejdsløshed.

Alene de kvindelige arbejderes Arbejdsløshedskasses medlemmer betaler således mellem 3 og 4 millioner kr., årligt i kontingent.

Hvad angår det store spørgsmål at skaffe arbejdsløse kvinder beskæftigelse, da er det ikke noget nyt problem, der er taget op af Danske Kvinders Beredskabstjeneste, der anvises i forslaget til regeringen, er nye, hvor velmente de i øvrigt kan være.

Vor hovedbestyrelse er stadigt vågen overfor problemet: Beskæftigelse til de arbejdsløse, og vi har længe haft arbejdsløse medlemmer på højskole, ligesom vort beskæftigelsesudvalg har forskellige planer under overvejelse, uden at vi dog tror, at sådanne foranstaltninger vil få særlig betydning. Det er nu engang ikke så lige en dag at finde nødhjælpsarbejde til kvinderne.

Det er i hvert fald givet, og det bør slås fast, at den arbejdsløse kvinde – akkurat ligesom den arbejdsløse mand, langt, langt hellere ville have arbejde end understøttelse, det har vi fagforeningsfolk de bedste forudsætninger for at kunne bedømme.

Man kan nu engang ikke tage arbejde, hvor intet er at få, men man burde forskåne de arbejdsløse kvinder for en sådan omtale som den, de er genstand for i den omhandlende artikel, den arbejdsløses lod er i forvejen tung nok at være under de nuværende forhold.

Fanny Jensen

Kilder:
Om ledigheden mellem kvinderne, af Fanny Jensen, Fre. Socialdemokraten, side 2, 1. marts 1941

1940 – Det tyske arbejdsanvisningskontor

Der er atter åbent – som sædvandlig – Haderslevvej 25 i Kolding. Torsdag den 19. sept., fredag den 20. sept. og lørdag den 21. sept. i tiden kl. 9-13 og 14-17.

Folk der søger arbejde i Tyskland, må henvende sig på kontoret på ovenanførte tid, også søfolk af alle kategorier (matroser, officerer osv.) til Handelsskibsfarten i Vesterhavet og Østersøen, såvel som kvindelige arbejdere fra fiskefabrikker kan tilmelde sig på dette kontor.

Kilde: Kolding Social-Demokrat, 14. september 1940.