1942 – Politiets kvindelige assistance

Det lader til, at der er flere raske unge damer, der har meldt sig til telefontjenesten hos politiet, og dermed har tilkendegivet, at de forstår, at der er et virkeligt behov hos luftværnsmandskabet til en effektiv aflastning af arbejdet under en luftalarm.

Siden vi i bladets sidste nummer på politikommissær Klebergs foranledning åbenbarede det af politiet udtrykte ønske om at få unge telefonvante damer til assistance under luftalarm i Almenskolens kælder, “det sikreste sted i byen”, har der til Luftværnskontoret på Domhuset meldt sig i alt en halv snes damer. Men politiet kan dog godt bruge 2-3 gange så mange. Forhåbentlig behøver de ikke at komme i virksomhed ofte. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 2. maj 1942.