1944 – Invasionen menes at blive udstykket

Tysklands hærledelse forberedt på angreb på flere punkter og til forskellige tidspunkter
Selv om man på tysk side mere og mere er gået over til at mene, at storinvasionen ikke er alt for nær forestående, fortsættes dog af let forståelige grunde dag efter dag diskussionerne om dette emne. Tyske militæreksperter danner sig helt bestemte forestillinger om den kommende invasions taktik og om dens metoder. En af de mest kendte tyske militærskribenter, oberstløjtnant v. Olsberg, understreger i en ny afhandling om invasionen, at den afgørende krigsskueplads i forbindelse med det angelsaksiske angreb på kontinentet efter tysk bedømmelse under alle omstændigheder vil komme til at ligge ved Atlanterhavsvolden.

Man har helt bestemte grunde for denne prognose, siger v. Olberg. De vigtigste af disse grunde står i sammenhæng med de angelsaksiske arméers vældige forsyningstransporter. Hverken fra Afrika eller fra Lilleasien vil efter v. Olbergs mening en afgørende angelsaksisk storoperation kunne foretages, da man derfra ikke vil kunne sikre de nødvendige forsyninger. Kun de britiske øer vil kunne tjene som forsyningsbasis for invasionsarméer til et angreb mod kontinentet. […]

Kilde: Uddrag, Nationaltidende, 4. juni 1944.

1944 – Muligheden for en invasion i Jylland

Landgang på dansk grund vil kræve en kæmpeflåde

Berlin, STB.

Af herværende militære iagttageres udtalelser fremgår det, at muligheden for en invasion i Norge synes at ligge temmelig fjern. Derimod anses det for langt mere sandsynligt, at en landgangsoperation i Danmark vil blive forsøgt samtidig med en invasion tværs over Kanalen, der stadig betegnes som den primære invasionsmulighed. Til den såkaldte invasionszone må man efter hergældende opfattelse også regne den tyske nordsøkyst og Holland og ikke at forglemme området omkring de store franske floder Loire og Garonnes udløb i Biscaya-bugten.

I tyske militære kredse hæfter man sig navnlig ved den omstændighed, at en eventuelt heldigt gennemført invasion i Jylland vil være ensbetydende med, at Norge afskæres fra den øvrige del af Atlanterhavsvolden, som regnes at strække sig fra Narvik til Pyrenæerne. Om en landgang på dansk grund skal have mulighed for at gennemføres, fordrer imidlertid et gigantisk opbud af såvel tungere som lettere flådeenheder, påpeger man her. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 11. maj 1944.

1944 – Invasion-chancerne er størst i disse dage

Rommel i von Rundstedts hovedkvarter ved Atlanterhavsvolden

Berlin, STB.

Af man fra tysk side er forberedt på, at store begivenheder hvert øjeblik kan indtræffe i Vesteuropa, understreges daglig af den tyske presse, som bl.a. bringer billeder af generelfeltmarskal von Rundstedts hovedkvarter ved Atlanterhavsvolden.

Her deltager generalfeltmarskal Rommel i drøftelser af det højaktuelle problem: de tyske modforholdsregler mod en kommende allieret invasion. Man gør i de tyske militærkredse opmærksom på, at en landgangsoperation har de bedste betingelser for at kunne gennemføres ved indtrædende højvande, hvorved selv større skibe får mulighed for at nær ind under kysten. Skal man derfor bedømme det sandsynlige tidspunkt for en britisk-amerikansk invasion, spille ebbe og flod og dermed månedsperioderne en væsentlig rolle. Et blik i kalenderen viser netop, at floden indtræffer i den sidste tredjedel af april, for ved månedens slutning at passere alt kulminationspunkt. dermed ville faktisk de allierede have de bedste teoretiske og praktiske muligheder for at gennemføre en landgang inden for de nærmest kommende dage, udtaler man her.

Kilde: Kolding Folkeblad, 22. april 1944.