1943 – Den tyske udplyndring og den 29. august

En af de faktorer, der er vedvirkende til udviklingen herhjemme op til den 29. august, var det stærkt stigende tempo i den tyske udplyndring. Således steg de tyske konti i Nationalbanken med 272 mill. kr. i sidste kvartal i 1942, med 312 mill. kr. i det første med ikke mindre end 506 mill. kr. (5-6 mill. kr. om dagen!) i andet kvartal i år. For øvrigt er der nu oprettet en særlig konto for Gestapo i Nationalbanken. De lysegrønne menneskejægeres umenneskeligheder må vi også selv betale.

Det er ikke mindst fødevarer af enhver art, tyskerne interesserer sig for. Eksporten af smør beløb sig til 8 mill. kg. i perioden 8. janauar til 1. april i år, og steg yderligere til 14 mill. kg. i perioden 2. april til 24. juni. I den første periode “solgtes” der officielt 289.000 kg. til værnemagten her i landet, i den anden periode 350.000 kg. Til trods for at vort margarineforbrug faldt væk, er vi stadig blevet tvunget til at opretholde en stor eksport af smør. Resultatet har været, at den danske befolknings eget forbrug af fedstoffer er skåret kraftigt ned, navnlig til skade for den store ubemidlede befolkning, hvad bl.a. tuberkulosetilfældenes vækst bærer vidnesbyrd om.

Også vor eksport af flæsk steg stærkt i perioden op til 29. august. I første kvartal i år eksporterede vi 12 mill. kg., men i andet kvartal ikke mindre end 20 mill. kg. Af fiske af enhver slags eksporterede vi i perioden jan.-juni i fjor for 72 mill. kr., men i samme periode i år for 86 mill. kr. Over to tredjedel af hele vor fiskefangst går i tyske maver! Selv korn, som vi så sandt ikke har for meget af, hvad enhver husmand tør bevidne, går nu sydpå (og nordpå – til værnemagten i Norge). Mens vi i første halvår 1942 netto modtog for ca. 8 mill. kr. korn måtte vi i første halvår i år afstå for ca. 16 mill. kr. i eksport. […]

Kilde: Uddrag af det illegale blad, Frit Danmark, 9. oktober 1943, nr. 7, 2. årgang.

1943 – Elleve faldne danske soldater begravet

I formiddags i en fællesgrav på Bispebjerg Kirkegaard

København, RB.

På Bispebjerg Kirkegaard begravedes i formiddags 11 danske soldater, officerer og menige, som er faldne den 29. august. Fra militærhospitalet førtes 9 af dem i formiddags kl. 8.30 til kirkegården på 9 rustvogne. Alle kisterne var dækket med dannebrogsflag og smykket med blomster og kranse i rød-hvide farver. Til hver enkelt båre var sendt kranse fra Kongen, fra chefen for generalkommandoen og fra alle hærens forskellige afdelinger. Hvor vogntoget kom frem på sin vej til kirkegården, stod folk stille med blottede hoveder og front mod kisterne for at vise de faldne danske soldater den sidste ære.

De nu faldne fra militærhospitalet er:

  • Kaptajnløjtnant Sigurd Snerding
  • Overkonstabel ved søværnet Knud Basse Jensby
  • Menig Aage Edvard Hansen
  • Menig Robert Vilh. Isbo
  • Korporal Svend Haldager Michelsen, Slagelse.
  • Mathelev ved søværnet Ove Kaj Rasmussen, Odense
  • Menig Hans Kristian Jørgensen, Ry pr. Gørlev
  • Menig Lars Johs. Bødker Larsen, Endrup pr. Fredensborg.
  • Menig Poul Vilhelm Olsen.

Foruden disse begravedes ligeledes i formiddags premierløjtnant Poul Hansen-Nord og overofficiant Ove Kaj Karbo, Ringsted. Alle de faldne begravedes i en stor fællesgrav i overværelse af de pågældende nærmeste slægtninge. Ved sørgehøjtidligheden talte garnisonspræsten, pastor Erling Steenberg, der ligeledes forrettede jordpåkastelsen.

Kilde: Kolding Folkeblad, 2. september 1943.

1943 – Undtagelsestilstanden i København

En vejledning fra politidirektøren

Politidirektøren i København meddeler:

Efter forhandling med de tyske myndigheder i København kan følgende regler meddeles til vejledning for den københavnske befolkning:

Lukketiden for beværtninger, teatre og biografteatre er kl. 20. Kl. 21 skal alle være inden døre, og ingen må færdes på gaden i mørklægningstiden, med mindre de er i besiddelse af en særlige tilladelse – passértilladelse (om særlige regler for tjenestemænd, luftbeskyttelsespersonel m.v. se nedenfor).

Al butikshandel – også gadehandel med is, pølser og andet – skal ophøre kl. 18.

Sporvogns- omnibus- og trolleyvognkørsel ophører kl. 20.45. På dette tidspunkt skal passagerer have forladt vognene. Tomme vogne kan efter dette tidspunkt køre til garagerne. Den normale S-togstrafik ophører kl. 21. Efter dette tidspunkt udsendes kun et tog i timen på hver strækning. Samtlige jernbanepassagerer, der efter kl. 21 ankommer til jernbanestationer beliggende mellem Hvidovre og Hellerup, transporteres ved Statsbanernes foranstaltning til Hovedbanegården. […]

Ved politiets foranstaltning indrettes et registreringskontor for udfærdigelse af de særlige passértilladelser. Kontoret indrettes i Folkeregistret, Gyldenløvesgade 15. […] Politiets, brandvæsenets, redningskorpsenes, luftbeskyttelsestjenestens samt hospitalernes tjenestevogn kan uhindret køre døgnet rundt. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 31. august 1943.

1943 – Regeringens afskedsbudskab

En henstilling til tjenestemændene

Officielt meddeles:

Ministeriet Scavenius har den 29. august til Kongen indgivet sin demissionsbegæring og er straks ophørt at fungere. Administrationen i ministerierne og generaldirektoraterne ledes indtil videre af vedkommende departementschef, generaldirektør eller direktør. Foruden ministeriet trådte tilbage, har det afgivet følgende udtalelse:

I denne for vort land så alvorlige time ønsker vi på ny at opfordre befolkningen til at udvise ro og besindighed. Særlig er det os magtpåliggende at udtale, at vi forventer, at alle statens tjenestemænd i den forhåbentlig korte tid, undtagelsestilstanden vil vare, forbliver på deres post og under deres ansvar som tjenestemænd fortsætter deres gerning til bedste for land og folk, således at det søges undgået, at der opstår gnidninger mellem statens organer og de tyske autoriteter, der i kraft af krigens love og den erklærede undtagelsestilstand midlertidig har en særlig myndighed at udføre.

En henvendelse til aktive danske militærpersoner

Vedkommende tyske myndighed har anmodet Ritzaus Bureau om at offentliggøre følgende:

Alle aktive danske militærpersoner, der den 29. august ikke befandt sig ved deres afdeling eller på deres tjenestested, skal omgående melde sig til den nærmeste tyske kommandant. Undladelse af senest den 3. september at efterkomme denne anvisning straffes i henhold til reglerne om undtagelsestilstanden.

Al civil jernbanetrafik forbudt

Fra kompetent tysk side meddeles, at al civil trafik på banerne indtil videre er forbudt. Undtagelser kan gøres, hvor det drejer sig om rejser, der er af betydning for krigs- eller livsvigtige virksomheder, eller som er af livsvigtig betydning (f.eks. læger eller jordmødre). Sådanne rejser kan kun foretages, når man er i besiddelse af en særlig legitimation. Henvendelse derom sker til vedkommende politimyndighed. Denne undersøger sagen og afgiver legitimation til afstempling hos den lokale tyske kommandant. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 31. august 1943.

1943 – Lørdag aften i Kolding

[…]

Om aftenen fortsatte byens borgere demonstrationen på gaderne, der var dog den forskel fra fredag aften, at der kl. 21 ikke var tysk militær på gaderne. De demonstrerende borgere gav deres harme luft, ved på ny at knuse ruder hos de forretninger, der helst vil handle med tyskerne. Der var ved 23 tiden samlet flere tusinde på Torvet, hvor de fordrev tiden med at afsynge norske og danske fædrelandssange. Midt under sangen kom der en tysk militærbil bemandet med soldater, der kørte ned af Jernbanegade, og kort efter hørtes skud fra den nedre ende af Jernbanegade. Dette gav anledning til at politiet på en ret hårdhændet måde ryddede gaderne, og hver gang de drev en gruppe af byens borgere forbi et af de steder, hvor tyskerne har kvarter, blev de beskudt inde fra af tyskerne. [..]

Kilde: Uddrag af det illegale blad: Budstikken for Kolding og omegn, august 1943, nr. 4

1943 – Fredag aften i Kolding

Ti danskere såret af bajonetstik og revolverskud!

Efter at tysk militær havde overfaldet fredelige danske borgere torsdag aften blev situationen her i Kolding mere og mere truende, for til sidst om fredagen at bryde ud i lys lue. Det begyndte fredag eftermiddag kl. 16.30 tiden med en stor demonstration ved Rugbrødsfabrikken, idet det var gået som en storm gennem byen, at Rugbrødsfabrikken skulle levere brød til det tyske militær i Odense.

Den flere hundrede store demonstration opfordrede bagersvendene til at nedlægge arbejdet, og for at lægge lidt mere tryk på opfordringen, kastede nogle af deltagerne tørv mod bageriets vinduer, som de tog fra en vogn, der netop kørte forbi, en tysk bil der også kom forbi fik sine ruder knust. Demonstrationen fortsatte om aftenen, og byens gader var sorte af mennesker, og spontant blev der sunget fædrelandssange samt Internationale, og man hørte leveråb for Stalin.

Ved 22 tiden fandt en eksplosion sted ved banegården, og her gik de grønne bøller amok, med draget bajonet for de ind på menneskemængden, hvor de stak ned til højre og venstre. De værste medtagne blev kørt til sygehuset. Efter dette tidspunkt for de grønne bøller hærgende gennem byens gader, sparkende og slående til alle sider, der lød også skud enkelte steder.

Der skal siges, at de danske betjente forsøgte at dæmme op for sværmen af de fremstormende tyskere, men også de blev fejet væk.

Kl. 23 farvedes himlen rød af et mægtig flammeskær, og folk stormede til havnen i den glade forventning, at det var Thygesens Generatorfabrik der brændte, men det var en jernbanevogn med halm. […]

Kilde: Uddrag af det illegale blad: Budstikken for Kolding og omegn, august 1943, nr. 4

1943 – Bekendtgørelse

København den 29. august 1943

Bekendtgørelse

De sidste begivenheder har vist, at den danske regering ikke mere er i stand til at opretholde ro og orden i Kolding. De af fjendtlige agenter fremkaldte uroligheder retter sig umiddelbart mod den tyske værnemagt. Jeg proklamerer derfor i henhold til artiklerne 42-56 i Haager Landkrigsordningen den

militære undtagelses-tilstand i Danmark

Med øjeblikkelig varsel anordner jeg følgende:
1. Embedsmænd og Funktionærer ved de offentlige myndigheder og Institutioner skal loyalt fortsætte med at opfylde deres embedsforpligtelser. De skal efterkomme de anvisninger, som bliver givet af de indsatte tyske opsynsmænd.

2. Sammenstimlinger og ansamlinger af flere end 5 Personer på gader og på offentlige steder er forbudt. Ligeså er alle forsamlinger, også de ikke offentlige, forbudt.

3. Lukketiden fastsættes til mørkets frembrud. Fra dette tidspunkt er også enhver trafik på gaden forbudt.

4. Enhver afbenyttelse af post, telegraf og telefon er indtil videre forbudt.

5. Enhver strejke er forbudt. Opfordring til strejke til skade for den tyske værnemagt fremmer fjenden og straffes i reglen med døden.

Overtrædelser af forestående bestemmelser vil blive straffet ved de tyske standretter. Mod voldshandlinger, sammenstimlinger osv. vil der hensynsløst blive gjort brug af våben.

Enhver borger i Danmark, som efterkommer denne på folkeretsligt grundlag hvilende krigslov, tilsikres personens og ejendommens urørthed i henhold til lovene.

Den øverstbefalende for de tyske
Tropper i Danmark


Kilde: Bekendtgørelse fra den tyske værnemagt om militær undtagelses tilstand, 23. august 1943. Fundet i Baagøes Samlinger, som opbevares på Kolding Stadsarkiv.

1943 – Opråb

Med Hans Majestæt Kongens billigelse har regeringen og rigsdagens samarbejdsudvalg med tilslutning af de samarbejdende partiers rigsdagsgrupper udsendt følgende opråb:

Under den tyske besættelse, der nu varer på fjerde år, har det været uundgåeligt, at der af og til er opstået visse gnidninger. Selve besættelsens langvarighed fremkalder en større modtagelighed overfor formodede fornærmelser og stigende utålmodighed og irritation i befolkningen. I den sidste tid er der indtrådt begivenheder af faretruende karakter. Sabotage er øvet i stigende omfang, demonstrationer er forekommet forskellige steder, og der er gjort forsøg på at bringe jernbaner og offentlige værker til standsning. En fortsættelse af sådanne tilstande vil være af ødelæggende virkninger for danske samfundsforhold. Tilførsler af levnedsmidler og brændsel vil blive hæmmet, og der vil opstå alvorlige forstyrrelser af den ordnede produktion til skade for hele befolkningen.

Skal det lykkedes at føre dansk folkestyre og samfundsliv frelst gennem krigens ulykker og farer, er befolkningens medvirken hertil nødvendig. Med denne dybt alvorlige situation for øje retter regeringen og samarbejdsudvalget med tilslutning af de samarbejdende partiers rigsdagsgrupper en indtrængende opfordring til den danske befolkning om ikke på nogen måde at udæske til eller lade sig udæske til uoverlagte handlinger, men bevare ro, besindighed og sammenhold. Enhver, der ønsker, at dansk styre i landet skal bevars, må føle det som sin pligt i alle forhold at bidrage til, at lovordnede tilstande fortsat kan opretholdes. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 27. august 1943.