1942 – Konference i Moskva om en ‘2. front’

Troen på at Churchill er i Moskva holder sig.

London (via Basel), INT.

Moskva-konferencen er den engelske presses store sensation i dag. Bladene beskæftiger sig under kæmpeoverskrifter med mødet, som kaldes ‘Anden Fronts-konference’ og som over alt tillægges den største betydning for krigens videre forløb. Oprettelsen af den anden front anses overalt for at være konferencens hovedemne; men også den japanske trussel mod Vladivostok, der i de sidste dage er vokset betydeligt, hævdes at stå på konferencens dagsorden. I denne forbindelse henleder man navnlig opmærksomheden på, at de japanske tropper ved grænsen til Sibirien i de sidste dage har modtaget yderligere forstærkninger af aeroplaner og tanks. Der kan, hævder man, ikke længere herske den ringeste tvivl om Japans hensigter.

Den engelske offentlighed nærer de største forventninger til konferencens udfald og den lister over engelske og amerikanske diplomater og militære deltagere, der i dag offentliggøres i pressen, understreger yderligere den betydning, der tillægges konferencen.

De sidste dages hårdnakkede forlydender om, at premierminister Churchill skulle opholde sig i Moskva, underbygges af den engelske presses voldsomme interesse for konferencen i Moskva […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 8. august 1942.

1942 – Københavner-forbindelsen var i går ca. 6 timer forsinket

Post, der normalt skulle være udbragt i Kolding i går, kommer først ud i morgen.

Det var helt galt med togforbindelserne fra København i går. Københavner-toget, der skulle have været i Kolding kl. ca. 15, ankom først i aftes kl. 20.45, og det var således lige ved seks timer forsinket. Årsagen til den store forsinkelse var, at færgen flere gange under overfarten over Storebælt sad fast i isen. Næste forbindelse fra Sjælland, der skulle have været her kl. 21.03, udeblev helt i aftes. Forsinkelserne i lokaltrafikken var derimod kun små. Som følge af de vanskelige overfartsforhold på Storebælt, var der også stor besværlighed med at få posten fra Sjælland frem. Københavnerposten med breve og aviser, der i den sidste tid er kommet til Kolding om eftermiddagen, ankom i går først kl. ca. 22, og pakkeposten kom endda først i nat. Normalt plejer københavnerposten at kunne blive omdelt ved sidste postombæring kl. 17. Brevene bliver heller ikke bragt ud i dag, med mindre det er søndagsbreve, og folk må således vente med at få den post, de normalt ville have modtaget lørdag, til mandag. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 15. februar 1942.

1942 – De Frie Danske

Bladet De Frie Danske er et organ for det arbejde, der herhjemme gøres for at bringe Danmark ud af den nuværende situation, uden at miste vore rettigheder som et frit og selvstændigt folk. Selv om dette arbejde nødvendigvis må blive “underjordisk” håber vi dog at dette blad må være i stand til at give dets læsere pålidelige og sanddru oplysninger om de mange tildragelser, små som store, på den politiske front, hvilke ellers ikke ville komme til offentlighedens kendskab, da danske blade og tidsskrifter jo alle har fået mundkurv på og er underkastet en hensynsløs tysk censur, udøvet af herr legationsråd Meissner.

Vi anmoder imidlertid vore læsere om venligst at tilgive eventuelle fejl, da forholdene ved bladets fremstilling og udsendelse jo ikke er helt almindelig, ej heller særligt gode. Vi vil dog stadig forsøge at skaffe læserne alle oplysninger om udviklingen, såvel herhjemme som udenlands.

Vi takker alle for den venlighed vi hidtil har mødt.

Redaktionen.

[…]

Kilde: Uddrag af det illegale blad: De Frie Danske, februar 1942, nr. 4, 1. årgang.