1942 – Større svineslagtninger i denne uge i Kolding

Hjemmemarkedet får igen 100 pct. af forbruget i 1939 . Mange husmødre har allerede sikret sig søndags-flæskestegen

Leveringen af svin til slagterierne begynder nu at stige ret væsentligt. Holbæk Andelsslagteri modtog således mandag og tirsdag 460 store svin, svarende til 700 normale slagterisvin, og det var mere, end man var i stand til at slagte og partere med det indskrænkede mandskab. Kolding Andels Svineslagteri har også i indeværende uge modtaget betydelig flere svin, end i de foregående uger, nemlig 755 i løbet af ugens første fire dage mod 452 i hele sidste uge. Man venter dog ikke at komme op på over 800 svin i denne uge.

Det er den nye høst der begynder at virke for alvor, idet svinene nu er fedet op til den størrelse, landmændene ønsker, de skal have ved slagtningen, og som giver flest penge hjem. De 7-800 store svin svarer til omkring 1.200 almindelige baconsvin. De store svineslagtninger har bevirket at hjemmemarkedet for første gang i lange tider i denne uge får 100 pct.’s tildeling af omsætningen i 1939. Det betyder dog ikke at efterspørgslen kan efterkommes, siger man i en af Koldings slagterbutikker. Man skulle jo tro, at når kunderne får det samme kvantum svinekød og flæsk som i 1939, ville de være tilfredse, men hungeren efter flæskesteg og andre svinedelikatesser er efterhånden blevet stærk, og alle mennesker er på jagt efter svinekød for tiden. Derfor kan man trods alt ikke få flæsket til at slå til i udsalgene. Der er også den ting ved det, at mens man i 1939 havde en nogenlunde fast kundekreds, så går folk nu rundt fra udsalg til udsalg og spørger, og derved kommer efterspørgslen til at synes noget større, end den i virkeligheden er, for mange er jo naturligvis så heldige at komme på det rigtige tidspunkt mens der er noget på disken. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 29. oktober 1942.

1942 – Folk kan ikke få flæsket fedt nok

Flæsket, der kommer i handelen efter 1. oktober

Det flæsk, der kommer på markedet efter 1. oktober, vil, venter man, blive anderledes end det smalstribede flæsk, som hidtil har været det normale herhjemme. Fremtidig vil svinene antagelig komme op på 80 a’ 100 kg., og køberne kan nu ikke få flæsket fedt nok, siger de handlende. For øvrigt har Høkerforeningen ifølge Politiken sendt Baconudvalget en bedre fordeling af flæsket i København. Man har anmodet udvalget om at drage omsorg for, nær flæsketilførslen atter begynder, at også de mindre handlende, der plejer at købe i løse stykker, får deres andel i tilførslerne.

Kilde: Kolding Folkeblad, 18. september 1942.