1942 – Stort søndagsbesøg på Borrehus

En interessant udstilling af elevarbejderne og mange belærende oplevelser for de besøgende.

Der var meget stort rykind på Borrehus Husholdningsskole i går. Det var ikke blot forældre til eleverne, som havde givet møde, men mange andre havde efterkommet indbydelsen, så der var mellem kl. 3 og 6 nærmest trængsel i de fleste af lokalerne. De besøgende havde nemlig adgang til at bese alle skolernes lokaler lige fra opholdsstuer og køkkenregioner til vaskeriafdeling og hvad der ellers hører til.

Det var naturligvis særlig udstillingerne, der interesserede. En mængde smukt og praktisk arrangerede elevarbejder gav en god forestilling om, hvor godt der er arbejdet i vinterens løb, og hvor stort udbytte de unge piger har fået ud af deres skoleophold.

Men dertil kom, hvad der interesserede ikke blot de besøgende husmødre, men også de mange ægtemænd, som havde slået følge: en udstilling af materiale til anskueliggørelse af de varer og deres værdi i ernæringen, som vi nu med eller uden rationering må klare os med. Det gjorde stor lykke hos de besøgende, at der var vedhæftet opskrifter både til bagning og tillavning af forskellige kager og retter med, og uden smør og æg, på mange hjælpemidler i den daglige husholdning og på mange nye prøve midler f.eks. til strækning af smørration osv. Der blev skrevet opskrifter ned i går, så det kunne foreslå noget! […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad 23. marts 1942.

1941 – Justitsministeriet afviser biograf-bevilling

I avisen Kolding Socialdemokrat kunne det oplyses den 17. januar 1941, at Justitsministeriet havde afvist en ansøgning om biograf-bevilling fra Dansk Arbejdsmands Forbunds lokale Kolding afdeling.

Afvisningen er kommet i form af et brevsvar til Forbundet – som skriftlig begrundelse meddeles det at justitsministeriet sammen “med Filmrådet ikke finder anledning til at træffe bestemmelse om oprettelse af et nyt biografteater“.

Sparebrød

Følgende er en opskrift, der blev omtalt som “Sparebrød” i januar 1941. Opskriften blev med smagsprøver, sendt ind til avisen Kolding Socialdemokrat af en ukendt person, herfra blev det bemærket, “at det lækre brød smagte fortræffeligt“. Opskriften lyder følgende:

1½ kg sigtemel blandes med 1/9 kg flormel. En tallerken kold havregrød og 1/4 kg kolde, kogte kartofler og 150 gr udrørt gær, æltes med ½ liter sødmælk og ½ liter vand. Stilles til hævning en time. Formes som rundstykker, horn eller brød og bages ved jævn ild en god ½ time.

Socialdemokratens Sparebørd, 17. januar 1941

Derudover meddeler dagens udgave af Kolding Socialdemokrat, at Koldings indbygger tal er steget med 103 personer siden 1. november 1940, og frem til 1. januar, hvor der taltes 25.383 indbyggere i byen.

Kilde: Den tredje biograf, 17. januar 1941, Kolding Socialdemokrat, side 4
Socialdemokratens Sparebørd, 17. januar 1941, Kolding Socialdemokrat, side 4