1944 – Dårlig behandling af tyske soldater

I Kolding har værnemagtens kommandant over for dansk myndighed erklæret, at tyske soldater blev behandlet dårligere i butikker med kongemærke på vinduesruden end andre steder. Desuden mente han, at forretningsindehaverne kunne have forbindelse med sabotageorganisationer! Sagen er nu forelagt højere myndigheder i København.

[…]

Kilde: Uddrag af det illegale blad: Information, 12. februar 1944.

1942 – Kongen er blevet indlagt på Diakonissestiftelsen

Til supplerende undersøgelse – en operation kan blive nødvendig.

Ritzaus Bureau erfarer søndag: Hans Majestæt Kongens tilstand er fremdeles efter omstændighederne tilfredsstilende. Da den tilstedeværende gulsot imidlertid ikke er aftaget, har Hans Majestæt efter de tilkaldte lægers henstilling søndag ladet sig indlægge på Diakonissestiftelsens hospital til supplerende undersøgelse og behandling. Når undersøgelsen i løbet af nogle dage er afsluttet, vil yderligere meddelelse fremkomme.

Kongen gik selv til bilen

Det var i går 14 dage siden, kongen fik det lettere tilfælde af galdested. Kongen er på Amalienborg blevet behandlet for sygdommen på normal vis. Han har i længere tid kunnet være oppe nogle timer hver dag. Der har hverken været smerter eller feber siden anfaldet, og sygelejet har ikke taget på kongens humør. Da den gulsot, som er stødt til, ikke har villet fortage sig, har kongens læge fundet det praktisk, at der blev foretaget en mere gennemgribende undersøgelse på et hospital. I de sidste dage har overkirurg Mogens Fenger, Diakonissestiftelsen, været tilkaldt og har deltaget i undersøgelsen.

Et kvarter før kl. 7 i går kørte kongen i dronningens lille vogn til Diakonissestiftelsen. Kongen gik selv ned til vognen og livmedikus Fenger ledsagede kongen. Om eftermiddagen havde kronprinsen, kronprinsessen og prinsesse Mathilde besøgt kongen. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 22. juni 1942.

1942 – Kræftdagen i Kolding

Der søges sælgere og indsamlere.

Onsdag den 20. maj har Landsforeningen til Kræftens Bekæmpelse fået justitsministeriets tilladelse til at foretage en indsamling og salg af kræftmærker til 10 øre over hele landet.

Også her i Kolding vil lokalforeningen lade foretage en sådan indsamling, og disse linjer skal opfordre byens og omegnens befolkning til at tage godt imod indsamlerne og støtte mærkesalget og yde deres skærv til dagens heldige forløb.

Landsforeningens opgaver består i:

  1. Driften af de 8 store radiumstationer i København, Aarhus og Odense, der tilsammen har 258 sengepladser.
  2. Støtte af den eksperimentelle og kliniske kræftforskning.
  3. Oplysning blandt befolkningen om kræftsygdommenes væsen og behandling.
  4. Supplering af det offentliges støtte til nødlidende kræftpatienter.

[…]

I Kolding lokalafdeling er der 1.164 medlemmer, men det er kun 8,9 pct. af folkemængden, og det er vort håb, at Kræftdagen den 20. maj skal få endnu flere til at melde sig som medlemmer. Dette kan ske hos indsamlerne eller ved henvendelse til bestyrelsens medlemmer. Der årlige medlemsbidrag er mindst 3. kr. for enkeltpersoner og 5 kr. for ægtepar, og dette opfattes om en forsikringspræmie, idet medlemmer og deres børn efter visse regler har ret til gratis ophold og behandling på radiumstationerne. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 18. maj 1942