1942 – De sønderjyske børns ophold i Kolding

Børnene, der skal afhentes af kvarterværterne i aften, skal have en madpakke med til Skamling i morgen.

I morges kom det første hold af de sønderjyske børn, som i de kommende dage skal gæste Kolding og indlogeres i private hjem. Der var i alt 39 børn fra Kragelund, Vejbæk og Bov, under ledelse af to lærere og en lærerinde. De blev modtaget af en deputation, bestående af borgmesteren, erhvervschefen, fabrikant Beirholm og Husmoderforeningens formand fru Eriksen.

Ankomsten fandt sted ved 9-tiden, og straks efter modtagelsen gik turen op til slottet, som skulle beses, og hvor bagagen blev taget i forvaring, indtil kvarterværterne afhenter dem i aften. Dette hold har mad med til hele første dags fortæring, idet de nemlig efter slotsbesøget, skal på tur til Julemærkesanatoriet, hvorfra de vender tilbage med fjorddamperen klokken henad 17 i eftermiddag fra havnen går turen til slottet, hvor de kort efter fordeles til de respektive kvarterværter.

Her er det, at Husmoderforeningens formand, fru Eriksen, beder os gøre husmødrene, som skal modtage dette første hold børn i aften, opmærksom på, at børnene skal have en madpakke med, når de i morgen tidlig starter for at tage til Skamlingsbanken.

I morgen, tirsdag formiddag ved 9-tiden kommer andet hold (fra Bjolderup, Rubjerg og Uge), og straks efter ankomsten tager de sammen med første hold til Skamling […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 13. juli 1942.

1941 – Erhvervsrådet i Kolding har konstitueret sig

Købmand Carl Petersen valgt til formand og direktør Hardorff til næstformand.

Kolding Erhvervsråd holdt i aftes konstituerende møde. Ved det forberedende møde vedtages det, at rådet skulle bestå af 25 medlemmer, nemlig følgende: borgmester Knud Hansen, LRS. Juhl, fabrikant Beirholm, socialudvalgsformand Ejnar Christensen og redaktør S. M. Jensen (Byrådet), elektriker N. A. Johnsen og Hjalmar Pihlman (Arbejdernes Fællesorganisation), Købm. Birk (Dansk Arbejde), brandinspektør Bach og grosserer Christiansen (Industriforeningen), direktør Hardorff, købmand Carl Petersen og købmand Kelstrup (Handelsforeningen), restauratør Juhl Hansen (Hotel- og restauratørforeningen), grosserer Conrad Andersen (Turistforeningen), øjenlæge Kjølbye (Museet), kriminaldommer Strøbech (L.A.B.), konsul Stenderup (Arbejdsgivere på Kolding Havn), tømrerm. Bondesen (Arbejdsgiverforeningen), læge Schoustrup Thomsen (Lægeforeningen), overretsagf. Hertz (Juridisk Forening), forpagter Lunden (Landbrugsforeningen) og landsretssagfører Lynæs (Grundejerforeningen).

Ved det forberedende møde var det tanken at bankerne og pressen skulle have hver 1 repræsentant, men for pressen er der siden truffet anden bestemmelse og bankerne har ikke ønsket at være repræsenteret. Denne bank-vedtagelse er ikke på linje med den stilling f.eks. bankerne i Horsens har indtaget. Hvad i øvrigt meningen er med beslutningen i Kolding, må ved fremtiden afsløre. […]

På mødet gennemgik man et udkast til vedtægterne, og efter at der var foretaget forskellige ændringer vedtoges forslaget enstemmigt. I vedtægterne fastsattes det, at Forretningsudvalget skal bestå af 5 medlemmer, deraf 2 fra Byrådet. Endvidere skal Erhvervsrådets formand og næstformand være medlem af Forretningsudvalget. Forretningsudvalget skal holde møder mindst hver 14. dag, og Erhvervsrådet mindst en gang i kvartalet. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 29. oktober 1941.