1940 – En samletale i Mussolinis salonvogn

Om formiddagen klokken 10 den 18. marts 1940 ankom “førerenAdolf Hitler, sammen med den tyske rigsudenrigsminister von Ribbentrop, til Italien, hvor de på grænsestationen Brenner, mødtes med “Il DuceMussolini, der var ledsaget af Italiens udenrigsminister grev Ciano. I pressen spekuleredes der i om mødet hænger sammen med den fredsmission, som præsident Roosevelt forsøger at gennemføre igennem Sumner Wells.

Fra politikens korrespondent i Berlin, blev det erklæret bl.a. “at man i indviede kredse i Berlin ganske åbent siger, at man i de kommende døgn må regne med store afgørelser. Hitler og Mussolini skal være besluttet på at gennemføre et fælles program“.

Det forlyder at det fælles program vil se nogenlunde således ud:
1. Etablering af en 100 % fællesfront med hensyn til forudsætningerne for en fredsslutning.
2. En udvidelse af stormagtkrigen i Middelhavet og Orienten skal for enhver pris forhindres
3. Tyskland og Italien opretter et kompagniskab med hensyn til Sydøsteuropa som opland for de to stormagters næringsliv
4. Udover alle særinteresser skal de revolutionære folks fællesfront dannes mod den såkaldte plutokratiske magtblok
5. I fællesskab kan medlemmerne af denne revolutionære fællesfront alle nu enes om hovedlinjerne for et nyt stabiliseret Europa

Der er ikke store fredudsigter i møde, ligeledes er der stor skeptisk fra engelsk side, hvor der kræves “et andet Tyskland som garanti for en varig fred i Europa“.

Kilde:
En Samtale i Mussolinis Salonvogn, 18. marts 1940, Kolding Folkeblad

1938 – Danmark-Abessinien

Arbejderbladet bragte den 25. maj 1938 følgende leder, som omhandler forholdet mellem Danmark og Abessinien (senere Etiopien).

Det meddeles nu, at udenrigsminister Munch har givet den danske gesandt i Rom instrukser om, at han fremtidig skal være akkrediteret hos den italienske konge og den abessinske kejser!

Dermed har Danmark anerkendt Mussolinis røvertogt mod folkeforbundsstaten Abessinien (Etiopen red.) til trods for, at den abessinske kejser i Folkeforbundsrådets møde dokumenterede, at Mussolini ikke har herredømmet i det abessinske rige, men at krigen stadig pågår, og til trods for, at der ikke var nogen påviselig grund til Danmarks anerkendelse, da den danske gesandt i Rom i forvejen var akkrediteret den italienske konge.

-Man må spørge: Hvorfor dette hastværk? Hvad er det, der får den danske regering til officielt at velsigne undertrykkelsen af en Folkeforbundsstat?

Danmarks interesser som selvstændig – og direkte truet – stat kan det ikke være, der på den måde varetages. Det forekommer os, at det her igen må være regeringens paniske frygt for den tyske nazisme, der har fået den til igen at gøre et nyt knæfald for de fascistiske krigsbrandstiftere, i det forfængelige og efterhånden latterlige håb, at man så skal lade os ude af betragtning.

De sidste dages begivenheder synes dog ellers kraftigt nok at have understreget den gamle sandhed, at ingen har fred længere end eens naboer vil!

Kilde: Danmark-Abessinien, side 4, Arbejderbladet, 25. maj 1938