1941 – Dommen i benzinkort-sagen

Hovedmanden fik 8 måneder, godsejer Ellemann 40 dage, L. Jensen 60 dages fængsel og Søndergaard 40 dages hæfte, mens Lauridsen slap med en bøde.

Først i går eftermiddags kl. 16.30 sattes domsmandsretten i den store Benzinkort-tyverisag fra Kolding Politikontor. Hovedmanden, fhv. kontorist Sv. Aage Schultz dømtes efter anklageskriftet for tyveri udført i tjenesteforhold, falsk bogføring og overtrædelse af benzinbestemmelserne til 8 måneders fængsel, og 800 kr., som han skønnedes uretmæssigt at have oppebåret ved salget af kortene, konfiskeredes til fordel for statskassen. I straffen fragår 24 dage, som han har siddet i varetægtsarrest.

Godsejer Ellemann, Assens, og forretningsbestyrer L. Jensen, Kolding, blev for hæleri idømt henholdsvis 40 og 60 dages fængsel, og L. Jensen skal betale 103 kr. til statskassen, idet hans fortjeneste ved videresalg af kortene har andraget dette beløb. Dommen bygger på, at de to mænd, der kendte Schultz, og vidste at han var ansat på Politikontorets Motorafdeling, ikke efter det foreliggende kan have været uvidende om, at S. havde stjålet kortene, som de købte. For Søndergaards vedkommende fandt retten det betænkeligt at dømme ham for hæleri i almindelig forstand, men han blev for uagtsomt hæleri og for ulovligt salg af kafferationeringsmærker idømt 40 dages hæfte, og den uretmæssigt oppebårne fortjeneste ved salget af kortene, 150 kr., skal indbetales til statskassen. Slagtermester Lauridsen, Fredericia, slap billigst. For hans vedkommende var der kun tale om køb af benzinkort og overtrædelse af benzinbestemmelserne. Han skal betale 12 dagsbøder a 15 kr., men de 6 dagsbøder anses for betalt ved udståede varetægtsarrest. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 17. september 1941.

1941 – 13-14 timers retsmøde i Benzin-sagen

Meningsudveksling mellem anklager og forsvarer.

Retsmødet i Benzinsagen på Domhuset i Kolding i går trak ud til kl. et kvarter i elleve, hvorefter der blev voteret lige til midnat. Det blev således et af de længste retsmøder, der nogensinde har været i Kolding, og det længste i mange år. Efter 13½ times arbejde kunne de fire forsvarere, LRSR. Juhl, Lynæs, Bjere og ORS. Hertz gå hjem, mens de to domskvinder sammen med dommeren først skulle til at votere, før de kunne tage fri.

Intet under, om de agerende efterhånden noget trætte af det lange retsmøde, der nu og da havde haft et meget bevæget forløb. Det kom – det kan vist siges uden overdrivelse – til stærke meningsudvekslinger mellem forsvarerne og anklageren, politifuldmægtig Arenbrandt, men hvad angår slagtermester Søndergaard, da stillede slagtermester Laursens forsvarer, LRS. Lynæs, sig ganske på anklagermyndighedens side. Søndergaard ville først ikke gå med til, at han havde solgt andre kaffekort end sine egne, men da man stillede ham i udsigt, at man ville afhøre hans hustru, faldt han dog til føje og indrømmede, at han både havde købt og solgt kaffekort; men hvem han havde handlet med, ville han ikke opgive.

Alligevel blev der sendt en bil af sted efter fru Søndergaard, for at hun kunne blive afhørt i en anden anledning. Men da hun var blevet skaffet til veje, nægtede hun at udtale sig, hvad hun var i sin gode ret til, da hun har lov til at vægre sig ved at udtale sig, når det gælder hendes mand.

Forsvarerne påstod – undtagen for Schultz’ vedkommende – pure frifindelse […]

Dommen falder først i eftermiddag kl. 4.

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 16. september 1941.

1941 – Slagtermesteren blev sat fast igen

Den store sag angående tyveri af benzinkort på Motorkontoret i Kolding var, som omtalt forleden, så vidt afsluttet, at man kunne løslade de fleste af de for hæleri sigtede: således løslodes også slagtermester S., Fredericia, der ligesom de øvrige løsladte fik besked om ikke at sætte sig i forbindelse med de andre implicerede i sagen inden dommen. Dette har S. ikke overholdt, og han er derfor igen blevet sat under anholdelse. I går fremstilledes han i grundlovsforhør. Det oplystes, at S. havde talt med den anden Fredericia-slagtermester, L., som ligeledes var sigtet for hæleri. Selv forklarede han, at det var en hund, der var årsagen til de uheldige omstændigheder. Den anden slagtermesters hund var kommet løbende ind i S.’s forretning, og han havde da fulgt hunden hjem og kom derved i snak med sin kollegas kone. Uheldigvis havde han her sagt ting, som berørte benzinsagen […]

I retten hævede S., at der ikke blot var tale om tilfældigheder, men han havde ikke talt med sin kollegas kone i nogen hensigt. Der blev afsagt fængslingskendelse over ham. S. appellerede til Landsretten.

Kilde: Uddrag, Fredericia Social-Demokrat, 29. august 1941.

1941 – Udvidet sigtelse i benzinkort-affæren

Slagtermester S. fra Fredericia sigtes nu også for at have handlet med kaffemærker. – Løsladt efter dramatisk replikskifte.

I formiddag kom sagen om benzinkorttyveriet for åbent retsmøde i Kolding. Forundersøgelsen i sagen er nu så nær afsluttet, at der efter mødet i dag vil kunne udfærdiges anklageskrift mod hovedmanden, kontorist Schultz, og de seks personer, der er sigtet for hæleri. Kun slagtermester S., Fredericia, har under sagen intet villet erkende, og politiet har nu udvidet sigtelsen mod han til også at omfatte salg af kaffemærker, men S. siger herom, at han intet erindrer. Han indrømmer at have solgt benzinkort, mens det var lovligt at handle med dem, men nægter at have haft noget som helst med Schultz’ korthandel at gøre. Tidligere har han sagt, at han overhovedet aldrig har solgt rationeringsmærker eller kort af nogen art. Politiet ville have fængslingskendelsen opretholdt, men retten afsagde løsladelseskendelse. Forinden denne kendelse faldt, udspandt der sig en række dramatiske replikskifter mellem anklagemyndighedens repræsentant og sagførerne. Dommeren betydede slagtermester S., at retten kun med største betænkelighed gik med til at løslade ham […]

Kilde: Uddrag, Fredericia Social-Demokrat, 25. august 1941.

1941 – Benzin-affæren i Kolding

Der sidder nu kun hovedmanden samt en Koldinggenser og en Fredericianer.
Efter det lukkede retsmøde i Kolding i går blev yderligere en af de fængslede i benzinkortaffæren løsladt. Der sidder nu kun hovedmanden kontorist Schultz samt slagterm. S., Fredericia, og handelsmand Hans P. Holm, Kolding. Sagen fortsættes i et nyt retsmøde i Kolding mandag. Dette er dog kun indledningen til den ret omfattende sag, der allerede omfatter 30 sider i retsprotokollen. […]

Kilde: Uddrag, Fredericia Social-Demokrat, 23. august 1941.