1942 – Tysk “vinterlinje” ved Kaukasus-bjergene?

Hvor længe fortsætter tyskerne storoffensiven i år?

Berlin, S.T.B.

Medens den tyske offensivbølge på Østfrontens sydligste afsnit ruller frem med tilsyneladende ubrudt kraft, begynder man i såvel udenlandske som tyske kredse i Berlin at diskutere spørgsmålene, hvor langt den tyske hærledelse agter at fortsætte i Kaukasusområdet, og hvor længe storoffensiven kan ventes fortsat i år.

Det nærmeste mål synes allerede at aftegne sig, nemlig en stor omringningsoperation mod Krasnodar-området og en erobring af Sortehavskysten ned over Novorossijsk til Nuapse. Derimod synes målene længere østpå mere uvisse dog turde en by, som Voroshilovsk ligge i farezonen her. At operationer i Kaukasusbjergene kan ventes, fremgår bl.a. deraf, at en påfaldende stor procentdel af de tyske afdelingers mandskab er bjergjægere. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 4. august 1942.

1942 – Den tyske offensiv i Rusland begyndt?

Berlin summer af rygter – Engelsk-russiske meddelelser om fremstød syd for Kharkov og en offensiv på Murmansk-fronten

Berlin, onsdag, STB.

Berlin har i 24 timer summer af rygter om, at den store tyske øst-offensiv nu skulle være begyndt. En umiddelbart foranledning til disse rygter har været den omstændighed, at alle telefonsamtaler med udlandet blev spærret i aftes kl. 19. Samtidig har det i dag officiel side været umuligt at indhente oplysninger om, hvorvidt nye offensiver var i gang eller ikke.

De militære sagkyndige, der til daglig er mellemmænd mellem den tyske overkommando og den udenlandske presse, nægte kategoriske at knytte kommentere til engelsk-russiske meddelelser om tyske fremstød syd for Kharkov og om en foregiven Dietl-offensiv på Murmansk-fronten. Adskilligt tyder på, at et eller andet betydningsfuldt er under udvikling.

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 25. juni 1942

1942 – Nye indskrænkninger i trafikken i Tyskland

Det gælder denne gang godstrafik, der ikke er ubetinget nødvendig for hær og rustningsindustri.

Til de tidligere indførte stærke begrænsninger af persontrafikken føjer en officiel meddelelse i aften, at trafiksituationen nu kræver en formindskelse af al godstrafik, der ikke er ubetinget nødvendig for hæren og rustningsindustrien. Som følge heraf har erhvervsministeren pålagt industrien begrænsninger i anvendelsen af de offentlige trafikmidler. Disse begrænsninger omfatter også stykgods og forsendelser med posten. Denne regulering gælder både for jernbanerne, lastbiltrafikken og skibsfarten med den tilhørende betydelige pramfart på Tysklands floder og kanaler.

Den nye regulering viderefører således bestemmelser, der blev udstedt for et par måneder siden, og som forbød al godsforsendelse or. jernbane, f.eks. mellem Berlin og alle byer ved Rhinen, Elben, Oder og Weichsel. I det øjeblik pramfarten fandtes, måtte banerne ikke bruges. Som det vil ses, bliver trafikken pr. køl nu også begrænset af den nye forordning.

I øvrigt har departementschef Landfried netop talt om trafikken. Han fremhævede, at det gjaldt om at sørge for, at det vitale gods blev befordret hurtigst muligt. Derfor måtte hver enkel tysker også i sit forbrug pålægge sig selv begrænsninger. Endelig skal ladning og lodsning foregå i hurtigste tempo […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis , 7. juni 1942.

1942 – Kolding-sømand hjem fra koncentrationslejr i Sahara!

Ude for en række oplevelser i Vestafrika efter den 9. april 1940, da franskmændene overtog det danske skib BIRGIT, der kom fra Kolding.

En Kolding-sømand, som har været ude for lidt mere end det almindelige, er vendt hjem fra en rejse, der kom til at forme sig helt anderledes, end han havde tænkt sig. Det er sømand Carl Højer, Låsbytoft 4, som den 20. marts 1940 tog hyre på damperen BIRGIT, som da lå i Kolding havn og skulle til Sydafrika. Den 9. april 1940 ændrede helt alle beregninger, og de danske søfolk kom ud for en række oplevelser, som ikke alle var af lige behagelig art. Carl Høyer fortæller, at BIRGIT den 10. april om morgenen lå ud for Dakar i fransk Vestafrika, hvor der kom lods ombord og spurgte , hvad vi var for nogle. Ja, vi var da danske. HAR været! replicerede lodsen.

Fængslet i Casablanca

Så fik vi at vide, hvad der var sket dagen i forvejen; at tyskerne havde besat Danmark. Det ville vi til at begynde med ikke tro; men da vi kom i land og alle steder fik den samme besked, måtte vi jo indstille os på kendsgerningen, hvor svært det end var. Vi fik i ballast til en plads i Sydafrika, Libreville, for at hente Mahognitræ. Vi fik valget mellem at blive interneret eller sejle for de allierede. Vi valgte det sidste, men nægtede at sejle for den lave franske hyre. Vi blev så alle jaget om bagbord, og styrbord stillede nogle franske officerer sig om til indskrivning. Vi fik at vide, at vi nu alle skulle gå forbi og svare, hvad vi ville. Den første mand gik forbi og mælede ikke et muk, og alle vi andre gjorde ligeså. Så blev vi meget energisk jaget i land – fik slet ikke lov at gå ned og tage noget med os – og smidt i et fængsel med nogle små, beskidte celler, tre mand i hver. Der var vi i 5 dage og var i den tid ikke uden for cellen. Der gaves ikke tilladelse til at gå udenfor for at “træde af på naturens vegne”. Det måtte vi så besørge i et hjørne af cellen. Det var ikke hyggeligt efterhånden. […]

I koncentrationslejr i ørkenen

Da franskmændene overtog skibet, blev vi sat i land og ført til en koncentrationslejr i Azamur, der ligge i udkanten af Saharaørkenen. Der var 300 fanger af 14 nationaliteter, deriblandt 18 danske og over 100 nordmænd. Desuden belgiere, hollændere og en masse jøder, både kvinder og børn. […] Der blev søgt og søgt om hjemtilladelse; men det blev stadig ikke til noget – før den 10. november, da slog frihedens time for os sømænd, og hjemrejsen kunne begynde i bus til Casablanca, derfra med tog til Algier, hvortil vi kom den 18. november og blev bragt ombord i en fransk damper. Den kom ikke derfra før den 3. januar i år, så vi måtte holde jul i Algier. […]

Endelig den 3. januar kom vil Marseille, hvor vi blev godt beværtet. Derfra gik turen i 2. klasses vogn til Berlin. […] Derfra fik så turen til København og for mit vedkommende videre til Kolding, slutter Carl Højer sin beretning.

Højer har kone og to børn. Det første halve år anede de overhovedet intet om, hvor Højer var henne, og han fik det første brev hjemmefra nytårsaften 1941.

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 3. februar 1942.

1942 – Hitler erklærer: 1942 bliver et sejrens år

Men om krigen afsluttes i dette år ved Hitler ikke.

Sportspaladset var festligt udsmykket med Rigets og dets allieredes farver. På de forreste rækker havde næsten alle rigsministrene, generalerne, æresgæsterne samt et stort antal sårede soldater taget plads og hilste Hitler med stormende begejstring, da han i sin tale fredag eftermiddag gav udtryk for troen på sejren for de unge folk, der kæmper for deres eksistens. I sin to timer lange tale (som vi her gengiver i stærkt sammentrængt form, da talen jo blev udsendt i radioen), lykønskede Hitler Japan til, at det havde slået til sine fjender i stedet for vedblivende at vise tålmodighed.

Han erklærede, at antallet af undervandsbåde er steget uhyre, og at de fjendtlige konvojer på alle have ville opleve, hvorledes de tyske undervandsbåde arbejder. Forandringen af krigen mod øst til en forsvarskrig var ikke bleven gennemtvungen af russerne, men var nødvendiggjort af den frygtelige kulde. Hitler havde selv påtaget sig ansvaret herfor. Vinteren var, fortsatte han, den østlige modstanders store håb, men de vil blive skuffet. I overskuelig fremtid vil vinterens magt blive brudt, og da indtræder det øjeblik, da den tyske musketer kan tage tilløb til det afgørende sejrrige slag. Omstillingen fra angreb til forsvar er lykkedes. Hvor modstanderen end vil træde op i dette år, vil han blive slået som hidtil, og året vil atter blive et sejrens år. Tyskland vil også til foråret være jævnbyrdig med modstanderen i talmæssig henseende. Jeg har fornylig i den erkendelse, at det, der var forberedt, langtfra kunne være tilstrækkeligt til at beskytte mod frosten, rettet en appel til det tyske folk. Denne appel var ensbetydende med en afstemning. Når de andre taler om demokrati, kan det siges: Her er det sande demokrati. Det viste sig i de dage, da et helt folk gav frivilligt.

Hvorledes dette år vil slutte, ved jeg ikke.

Jeg kan på denne 30. januar kun forsikre ét: Hvorledes dette år vil afslutte, véd jeg ikke; men ét er jeg klar over: hvor modstanderen end optræder, vil vi i dette år slå ham ligesom hidtil. Det vil atter være et år med store sejre. Vi må ikke engang drage en sammenligning f.eks. med Frederik den Stores tid. Frederik den Store måtte kæmpe mod en overmagt, der ligefrem var knusende. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 31. januar 1942.

1941 – Tysk ultimatum

Danmarks tilslutning til Antikomitern-pagten skete ikke frivilligt. Den blev fremtvunget gennem kraftig tysk pres. Ifølge nu foreliggende oplysninger øgedes det tyske tryk stadig gennem hele ugen til det kulminerede lørdag aften. Den tyske minister havde gentagne samtaler med Berlin og ved 3-4 tiden søndag morgen modtag han definitive instrukser.

Tidlig søndag morgen begav den tyske minister sig til hr. Scavenius og overleverede et ultimatum. Ifølge indhentede oplysninger krævede Tyskland at Danmark ufortøvet erklærede sig beredt til at underskrive Antikomitern-pagten. I modsat fald ville Tyskland opsige overenskomsten af 9. april 1940 og betragte Danmark som mod sig fjendtlig, krigsførende magt med deraf følgende konsekvenser: RIGSKOMMISSÆR OG MILITÆRFORVALTNING.

For denne trussel bøjede den danske regering sig søndag aften i Statsrådet med Hans majestæt Kongen. Udenrigsminister Scavenius sendtes til Berlin med bestemte instrukser om ikke at gøre nogen indrømmelse ud over Antikomitern-pagtens ordlyd. Vi erfarer imidlertid at von Ribbentrop i Berlin har stillet nye, betydeligt videregående krav. Det vil nok snart vise sig at hr. Scavenius trods alt har givet efter for andre efter for andre fordringer. […]

Kilde: Uddrag af det illegale blad: De Frie Danske, december 1941, nr. 1, årgang 1.

1941 – Pagten forpligter ikke Danmark militært eller politisk

Og ændrer ikke vor stilling som ikke-krigsførende stat. Danmark blev indbudt til at tiltræde pagten.

Udenrigsministeriet meddeler tirsdag:

I henhold til artikel 2 i den mellem Tyskland, Italien og Japan afsluttede overenskomst til bekæmpelse af kommunismen, den såkaldte Anti-Komintern-pagt, har denne pagts signatarmagter indbudt den danske regering til at tiltræde pagten, hvis første 5-årige gyldighedsperiode udløber tirsdag den 25. november 1941, og som nu forlænges for et tidsrum af yderligere 5 år.

I erkendelse af den fare, kommunismen indebærer for hele vor kultur og samfundsorden, har den danske regering, som bekendt, allerede sidste sommer taget initiativet til gennemførelse af loven af 22. august 1941 om forbud mod kommunistiske foreninger og mod kommunistisk virksomhed, efter at den tidligere ved tilbagekaldelse af det danske gesandtskab i Moskva havde afbrudt forbindelsen mellem Danmark og Sovjetunionen. Som en naturlig konsekvens af den politiske linje, som her i landet i dette spørgsmål er blevet fulgt siden udbruddet af krigen mellem Tyskland og Rusland, har regeringen skønnet det betimeligt at efterkomme den overnævnte indbydelse, hvorfor udenrigsministeren efter den tyske Rigsregerings indbydelse har begivet sig til Berlin for tirsdag den 25. november 1941 at tilkendegive Danmarks tiltrædelse af pagten. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 26. november 1941.

1941 – Desperat forsvar af Moskva

Berlin synes forberedt på, at det kan vare nogen tid endnu, inden byen falder, men dens skæbne er beseglet.

Stalin-regeringen har åbenbart til hensigt at forsvare Moskva med alle midler. Mænd og kvinder deltager i forsvaret. Der bygges barrikader i gaderne, huse omdannes til små fæstninger, og alle, der ikke deltager i forsvaret, er blevet sendt bort fra området. DNB meddeler over Amsterdam: Efter hvad Londons Radio meddeler, bliver der langs de landeveje, som fører til den sovjetrussiske hovedstad, anlagt nye forsvarslinjer. Moskvas forstæder er blevet fuldstændig forvandlede som følge af de her anlagte forsvarsanlæg. STB meddeler over Helsingfors, at man over en radiostation i Moskva har hørt en speaker sige:

Hver morgen kan man konstatere, hvorledes de yderste forsvarslinjer har fjernet sig længere og længere fra byens centrum. Snart vil Sovjethovedstaden være omgivet af en ring af forsvarsværker, der forbinder gade til gade. Bag forsvarslinjerne uddannes nye mænd og kvinder, hele borgerkrigens strategi, tages nu i tjeneste.

Forsvarerne uden militær uddannelse

I en STB-korrespondance fra Berlin i dag hedder det: Moskva forsvares nu i det væsentligste af reservetropper, hastigt uddannede mænd og kvinder, der praktisk talt er uden militær uddannelse. Byens skæbne kan betragtes som beseglet, selv om dette ikke behøver at betyde, at byen vil falde omgående. Man minder om, at Madrid holdt sig længe. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 20. oktober 1941.